Lannister som statsminister

Der er fuld skrue på intriger, sex og død i Game of Thrones. Det er stærkt underholdende og kan også ses som et billede på de moderne politiske spil. Hvem er seriens Putin? Og hvilken politisk leder ligner Prins Joffrey?

J.R.R. Tolkien hadede brugen af allegori til at forstå eventyr. Den allegoriske læsning lukkede for betydning i stedet for at åbne værket op. Nogle af os er så gamle, at vi kan huske, hvordan marxistiske og freudianske læsninger blev brugt hen mod slutningen af den kolde krig til at forstå litteratur, men det skabte egentlig mere forvirring end forståelse, indtil disse analytikere selv blev så forvirrede, at de droppede enhver forståelse og blev postmodernister.

Game of Bones - hjælp til at få overblikket over al den sex. Klik på billedet for at se det i stort

Knap så meget død

Vi behøver ikke blive postmodernister, blot fordi freudianske og marxistiske læsninger ikke virkede. Vi behøver ikke lave allegoriske læsninger for at forstå fantastisk litteratur. Men det er muligt at overføre forskellige tankesæt, fordi fantastisk litteratur gerne er symbolsk litteratur, og symbolet giver mulighed for flere læsninger. Dermed ikke sagt, at alle læsninger er lige gode.

Det rendyrkede magtmenneske Tywin Lannister leverer glasklar kynisme

Hvis vi ser på tv-serien Game of Thrones, så er der intriger, sex og død. De demokratiske vestlige lande har stadig intriger og sex. Men der er knap så mange regeringsledere, der bliver slået ihjel. Hvis vi går tilbage til renæssancen, middelalderen og Romerriget har der været nok af den slags, og George R. R. Martin har masser af historiske fortilfælde at gøre brug af i romanerne, som serien er baseret på . Men hvorfor har vi ikke længere så meget af den slags? Er vi blevet bedre mennesker?

Begær efter magt og sex fylder en del i Game of Thrones, ligesom det tilsyneladende gjorde for hjerneforskeren Milena Penkowa og daværende videnskabsminister Helge Sander i sagen, hvor Penkowa blev anklaget for videnskabelig uredelighed, underslæb og dokumentfalsk

Penkowa og Sander i Game of Thrones-stil

Svaret er nok desværre nej, vi er ikke blevet bedre mennesker. Vi har stadig de samme lidenskaber, hvad angår sex og magt. Men vi har indrettet et system, der gør, at vi kan skifte landets ledelse, uden at vi skal slå hinanden i hovedet med køller eller finde geværerne frem.

Demokrati kommer ikke af sig selv. Det er ikke noget, man kan tage for givet. Jeg hører ofte fra folk fra både højre- og venstrefløjen, at man er træt af demokrati, for hvorfor dog høre på endog lade os styre af andre, når man jo godt ved, at de tager fejl. En demokratisk indstilling kræver både selvdisciplin og accept og respekt for andres meninger.

Herhjemme i Danmark kan Penkowa-sagen, hvor Milena Penkowa og Helge Sander ifølge rygterne var lidt for tætte på hinanden, hvad angik magt og prestige, give mindelser til Game of Thrones, og hvis man skulle skrive en roman om det, så skulle der ikke meget fantasi til at forestille sig, at der ikke blot var tale om magt og intriger, men også om sex og kødeligt begær i bedste George R. R. Martin-stil. I andre lande tegner billedet sig endnu tydeligere.

Maester Aemon taler altid af et langt livs erfaring

Measter Aemon ved, om folk lyver

I et land som Egypten havde man i mange år haft et militærdiktatur. Der sad en despot på tronen og ledte landet efter forgodtbefindende. Da en sådan leder ikke kan relatere til alle livets forhold, bliver vedkommende gerne omgivet af hofsnoge. I Ringenes Herre har vi Grima Ormetunge. I Game of Thrones får vi gang på gang at vide, at man ikke kan stole på nogen. Eller som der blev sagt i fjerde sæson, hvor Maester Aemon skal forklare, hvordan han kan vurdere, om folk lyver: ”Jeg voksede op i King’s Landing.”

Despoten i Egypten, Hosni Mubarak, kunne ikke afsættes. Så man blev nødt til at skabe et folkeligt opgør for at slippe af med ham. Det samme fandt sted i Tunesienog Libyen. Og det lykkedes. De slap af med Hosni Mubarak, Zine El Abidine Ben Ali og Muammar Gaddafi. Sidstnævnte skulle dog bombes væk. Men efter oprøret blev Det Muslimske Broderskab valgt som dominerende magt i Egypten. Som demokrat må man jo acceptere, at man ikke nødvendigvis er enig, når de er folkevalgte. Men i dette tilfælde var de valgte ikke selv demokratiske i deres tankegang, så de ændrede forfatningen, således at præsidenten fik mere magt og i praksis blev til despot. Der kom så et folkeligt oprør og militæret greb ind og forbød Det Muslimske Broderskab. Nu er problemet bare, at de har støtte i befolkningen, men partiet er ikke længere repræsenteret, hvilket betyder, at man bliver nødt til at undertrykke store dele af befolkningens ønsker med militær magt.

Har slagteren Lannister sin ligemand i Vladimir Putin?

Putin er cool som Tywin Lannister

Et andet land med forholdsvis nylig indførelse af demokrati er Rusland. Her leder Vladimir Putin, og han skyr ingen midler for at fjerne kritiske journalister. Han er de facto despot, selvom han på overfladen følger de demokratiske spilleregler. I 2008 gik han ind og tog land i Georgien, og nu har han annekteret Krim og øver stadig pres på landet Ukraine. Det er et magtspil, der kan inspirere til en ny bog af George R. R. Martin. Han er en cool, beregnende leder og minder om Tywin Lannister, der ved lige nøjagtig, hvor svage og hvor stærke hans modstandere er.

Men hvis vi skal finde vore dages Prins Joffrey, skal vi til Nordkorea. Her har den glorværdige leder Kim Jong-un henrettet sin tidligere magtfulde onkel ved bogstaveligt at kaste ham for sultne hunde. Ikke nok med det henrettede han også hele onklens blodlinje. Hans tidligere kæreste blev også henrettet, og ingen ved, hvad han finder på næste gang.

Dyrk demokratiet

Hvis vi ikke havde vores demokrati til at sætte en dæmper på vores magtsyge og kødeligste lyster, så ville vi nok også leve i et land, hvor intriger, sex og død hørte til dagsordenen. Det er knap så lidenskabeligt og skaber måske ikke helt så spændende historier, men hvis alternativet er at blive tortureret ihjel og vilkårligt henrettet, så vil jeg gerne forsvare vores demokrati. Jeg kan godt nøjes med at se det andet på tv eller læse en bog.

I artiklen ’Game of Thrones as Theory’ diskuterer Charli Carpenter, Political Science-professor ved University of Massachusetts, om de politiske magtspil i Game of Thrones er realistiske i forhold til den aktuelle politiske virkelighed