Game Change-PR

”Jeg kan ikke påtage mig jobbet som udenrigsminister. Det er Bill, du ved jo, hvordan han er. Der vil ikke gå en dag, hvor du ikke kommer til at forklare, hvad han nu har sagt. Jeg kan ikke styre ham. Det går ikke”. Cirka sådan sagde Hillary Clinton til den indkommende præsident Barack Obama, da han lige efter valget havde en lang samtale med hende om, hvorfor han syntes, hun skulle være Secretary of State, og hun ikke ville. Som bekendt vandt han, og Hillary endte med at påtage sig jobbet. “Når du først er blevet spurgt, så er du fucked”, tænker hun med et citat fra den berømte demokratiske presserådgiver James Carville. Obama siger, at han vil koncentrere sig om indenrigspolitikken og har brug for hendes viden, træfsikkerhed og enestående politiske talent.



Episoden er hentet fra Game Change, en nyudkommet bog, der i nogle uger satte den politiske klasse i Washington DC på den anden ende. Den er fyldt til bristepunktet med personlige, intime, overraskende og afslørende detaljer om hovedpersonerne i valgkampen i 2008, der førte til valget af Barack Obama.

Et levende indblik i politiske gys
Fra de uddrag, der også har været bragt i Danmark, kan læserne følge med i den totale egomaniske udskejelse og falske iscenesættelse af John og Elizabeth Edwards ægteskab og hans fallerede præsidentkampagne, som er præget af psykofantisk selvovervurdering og pinlig i det ekstreme; man kan følge med i den påfaldende mangel på selvdisciplin og fatale selvovervurdering i Clinton-kampagnen og i detaljer gyse over, hvordan Hillary Clintons præsidentkampagne systematisk blev undermineret af hendes egen ægtemand, ekspræsidenten med det politiske talent, den ustyrlige libido og et temperament, der igen og igen løber af med ham. Selv Sarah Palin - hvorom man ellers godt kunne fristes til at tro, at der umuligt kunne være flere artige afsløringer - bliver endevendt på ny, og læseren får et levende indblik i den republikanske kampagnes manglende indre sammenhængskraft. Man kan fortsat godt gyse over, at en kvinde, der ikke kan forklare forskellen på Nord- og Sydkorea, og som tror, at Saddam Hussein orkestrerede 9/11, endte som republikanernes bud på en vicepræsident. Hendes næsten-sammenbrud under valget, hvor hun sidder med "tomme øjne og stirrer ud i luften" og forsøger at læse hundredvis af små kort om udenrigspolitik udenad, og hvor hun ikke taler og ikke drikker andet end en halv Diet Coke om dagen, er fascinerende læsning.


I dette klip fortæller forfatterne John Heilemann og Mark Halperin om episoderne, der har givet inspiration til bogen "Game Change"

Dette er ikke en boganmeldelse
Bogen er i det hele taget hypnotisk underholdende læsning og stort set umulig at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse. Men en anmeldelse er ikke ærindet med denne artikel. Jeg har anmeldt bogen i Information i sidste weekend: Den ultimative insider

Det er derimod den eminente virale markedsføring af bogen.
Forfatterne, de politiske veteraner John Heilemann (New York Magazine, tidligere Economist, The New Yorker, The New York Times ) og Mark Halperin (Time Magazine, forfatter og tidligere politisk direktør for ABC News) er to af USA's mest kendte og mest indspiste og kontroversielle politiske skribenter, og de fik med dygtighed anbragt deres bog lige der, hvor omtalen og opmærksomheden blev størst.

Nøje planlagt elektronisk offensiv
Bogen udkom en mandag, men eksploderede i en nøje planlagt elektronisk offensiv hen over weekenden i forrige uge. At lanceringen var professionel, kom ikke som en overraskelse. Halperin er grundlægger af den priste blog på ABC, The Note - Washingtons første originale såkaldte Inner Circle Tip Sheet fra 2002, der henvender sig til "de 500 mest indflydelsesrige mennesker i Washington DC", og hvor afficionados fortsat i dag kan få det daglige politisk fiks Inside the Beltway. Halperin er med andre ord en prøvet hånd, når det gælder kunsten at få den politiske inderkreds i begge partier i tale, og har tidligere erfaringer med, hvordan nøje udmålte doser af breaking news kan få historier gjort virale.

Allerede flere andre bøger om Obamas kampagne
PR-metoden for Game Change var enkel. De to forfattere var sig pinligt bevidste om, at der allerede var udkommet adskillige bøger om 2008-valgkampen, herunder den roste The Audacity to Win af David Plouffe, en af Barack Obamas PR-generaler, og Sarah Palins Going Rogue, der også vakte ekstrem opmærksomhed ved sin udgivelse for nogle måneder siden.


Ved udgivelsen af "Game Change" var der allerede flere bøger på markedet, der beskrev Obamas valgkamp og sejr. Til forskel for de to ovenstående bøger er "Game Change" en beskrivelse af politikernes små, afslørende detaljer i forbindelse med valgkampen

"18 tweetable nuggets"
Men til forskel fra de to, og en række andre bøger, ønskede Heilemann og Halperin ikke at give "det store billede" af valgkampen, men zoomede i stedet ind på meget små, men til gengæld ekstremt afslørende og meget personlige detaljer, som indtil videre ikke havde været i mediernes søgelys. En to sider lang liste blev tilsendt alle politiske redaktioner med de 18 mest sensationelle hemmeligheder, "perfekte tweetable nuggets", som Newsweeks chefpolitiske skribent Howard Fineman rammende har beskrevet det, samt "13 aldrig før omtalte politiske scener."
Sådanne nuggets er perfekte til at tiltrække sig opmærksomhed hos først reportere og bloggere og derefter tv-seere og avislæsere online, og førte da også til en eksplosion af omtale på Twitter, blogs og kabel-tv.

Drypvis fodring af pressen
Samme Fineman sagde efter lanceringen af bogen i øvrigt til websitet Politico, at Halperin "mere eller mindre har været med til at skabe den verden, vi politiske skribenter nu lever i: 24-7, altid på, den hyperlinkede, web-baserede, DC-politiske medieverden."
De små bidder blev også fodret drypvis til udvalgte skribenter weekenden over, kulminerende med de to forfatteres optræden søndag i CBS-programmet "60 Minutes" i et stort interview med Andersen Cooper, hvor de to forfattere havde fået selskab af en mand, der sandsynligvis var en af deres hovedkilder til Palin-kapitlerne, nemlig den republikanske spindoktor Steve Schmidt, der har ligget i infight med Palin i et stykke tid.
Jeg skriver 'sandsynligvis', fordi de to forfattere ikke har opgivet en eneste kilde til bogen, men anført, at de har talt i dybden med "over 300 mennesker." De fastholder - i den brede debat om metoden, der er fulgt i kølvandet på bogen, og som har været præget af en kritisk sætten spørgsmålstegn ved etikken i og holdbarheden af den journalistiske metode - at de har fuld dækning for alle direkte citater i bogen, og at alle indirekte citater og oplysninger bygger på flere af hinanden uafhængige kilder.

En blitzstorm af tv-optrædener
Efter interviewet i 60 Minutes og en 8.000 ord lang og opsigtsvækkende feature i Heilemanns eget New York Magazine om John og Elizabeth Edwards byggende på bogen, fulgte så mandag - den dag, bogen udkom - en optræden af forfatterne på ABC's Good Morning America, MSNBC's Morning Joe, FoxNews' Hannity og CNN's Anderson Cooper 360. Resten af ugen optrådte de på Fox News' Fox & Friends, MSNBC's Hardball With Chris Matthews samt Fox Business Networks Imus in the Morning, med et pitstop søndagen efter i programmet Meet the Press.

Hjælp fra "lysebrun" Obama
Midt i denne blitzstorm af tv-optrædener fik de to forfattere et par uventede gaver i deres turban. Først da senatsleder Harry Reid besluttede sig for at undskylde et citat, der gav genlyd fra bogen, om, at han op til valgkampen i sin støtte til Obama til de to forfattere havde sagt, at Obama absolut var valgbar, fordi han var "lysebrun" - ikke rigtig sort med andre ord - og fordi han kun "talte som en neger, når han selv ønskede det." Reid-sagaen blev også blæst op af Republikanerne, der ikke kan stå for fristelsen til at slå på en prominent demokrat, når lejligheden byder sig til. Oh, det siger noget om antallet af "uforglemmelige og aldrig tidligere beskrevne hemmeligheder", at Reids klodsede udtalelse ikke engang befandt sig på forlagets liste over udsendte citat-godbidder.
Dernæst valgte også Sarah Palin og Joe Bidens officielle talsmænd at tage afstand fra bogens oplysninger, hvilket blot førte til mere medieomtale.
Bogen blev naturligvis også anmeldt og omtalt af kritikerne særdeles prompte, netop grundet det sensationelle og sladrende indhold, der dog - indrømmede de fleste anmeldere, også de mange kritiske - også havde solide dele politiske analyser. New York Times havde en stor og grundig anmeldelse allerede søndag aften, på trods af at bogen først udkom mandag.

Anmelderne er kritiske
Mange af anmelderne, om end langt fra alle, var kritiske netop grundet bogens metode med lukkede, anonyme kilder. "Just når man må antage, at nyhedshelvedet ikke kan blive mere dumt, udgiver Mark Halperin en bog," lød det fra Christopher Hayes, Washington-redaktør ved The Nation, på Twitter.
The Atlantics Marc Ambinder skrev en længere anmeldelse, men mente nok, at kritikken var både hellig og selvretfærdig: "Alle, som nedgør denne bog som sladder, vil fare ud og købe den så hurtigt, som de overhovedet kan," skrev han på Twitter som svar til Hayes. Hayes tweetede vredt tilbage: "Har du taget sort arbejde som deres forlægger? Jeg har aldrig set dig hype en bog så meget."

Men dårlig omtale er som bekendt også god omtale, så HarperCollins fortryder næppe den sekscifrede sum, som forfatterne efter sigende har fået i forskud, ligesom HBO allerede havde sikret sig filmrettighederne, før bogen udkom. Med god grund i øvrigt, for som Alan Wolfe skrev i sin anmeldelse i Washington Post for ti dage siden: "Jeg tvivler på, at nogen anden bog om præsidentvalget i 2008 vil overgå denne, når det gælder narrativt drive."

Hvor er vores danske drama?
En lille krølle: Om end dramaerne aldrig er helt så enorme og Hollywood-værdige i dansk politik, kunne man dog godt i en stille stund ønske sig, at de danske politiske analytikere bare en gang imellem gik til makronerne på denne facon med en håndfast kombination af politisk analyse og personlige dramaer, som faktisk findes i både dansk politik og i medieverdenen. Bøgerne om Nyhedsavisen og Dagen beviste, at der findes dramaer, der kan gøres læseværdige som krimier, men i den politiske verden er der langt mellem snapsene.

Her er det også værd at lægge mærke til, at selv om netop Halperin og Heilemann har modtaget tonsvis af kritik og hån fra især mange af de toneangivende amerikanske, liberale bloggere for at være håbløse, sladrende, indspiste, elitære og navlepillende Washington-insidere, så har de to ikke været så fedtet ind i deres eget miljø, at de har været bange for, at de politiske hovedpersoner ville lægge dem på is eller nægte dem adgang siden hen. Mod og en ispind i maven er med andre ord også påkrævet i den slags journalistik, og umiddelbart kan overtegnede kun komme på den danske uforfærdede politiske blogger/kommentator Jarl Cordua som kandidat til den type journalistik i den danske andedam, der er og bliver præget af pænhed hele vejen rundt.


John Heilemann og Mark Halperin: Game Change - Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime, 448 sider, HarperCollins. 27.99 $

Relaterede artikler

Spindoktorernes førstehold bliver på banen - Efter Lars Løkke Rasmussens ministerrokade i sidste uge er det igen blevet tid til udskiftninger i feltet af spindoktore...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsansvarlig

Frist: 1. maj kl. 12.00

Formidler

Frist: 30. april

Pressechef

Frist: 10. maj
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.