Vi er dømt til at bevæge os i sprog og derfor dømt til at bevæge os i mening. Sproget er for mennesker, som vand er for fisk. Men vi kan vælge fortolkninger
 
Pia Lauritzen, som kalder sig erhvervsforsker og kommer fra et af mig ukendt Academy A, harcelerer i en artikel, Når sproget kører af sporet, på Kforum den 12. januar 2011 mod "socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ samtalepraksis, systemisk ledelsesteori". Pia Lauritzen skriver, at den sprogforståelse, der ligger til grund for ovenstående (forskellige) tankesæt, "ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på." Og at ledelsesteorier, som bl.a. jeg står for, skriver om og underviser i, "er skadelige." Det er stærke ord i januar - om end fornøjelige i deres naivitet.
 
Jeg sætter altid pris på en rask udfordring. Særligt, hvis den udtrykker en intelligent eftertanke. Ikke fordi jeg tror på diskussioner. Jeg har det som den franske poststrukturalistiske filosof Gilles Deleuze, at diskussioner ikke nytter noget; man taler alligevel fra hver sit sted.
 
Pia Lauritzen nævner fem fejl, som disse "populære ledelsesteorier" har i deres sprogforståelse. Lad os tage dem en for en. Når jeg nedenfor skriver Ad… refererer disse punkter til, hvad Pia Lauritzen har skrevet, der er fejl ved en sprogfilosofisk tilgang til verden.
 
Lige i plet eller plet i lige
Men inden jeg kommenterer de fejl, Pia Lauritzen mener, at sprogfilosofien har, kan jeg ikke nære mig for en lille historie, som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser Pia Lauritzens kritik. Det er en historie fra den sagnomspundne og legendariske landsby Chelm, som efter jødiske legender, lå i det nuværende Rusland. En fremmed kom til byen og lagde mærke til, at der på mange ladeporte var tegnet en rund skydeskive. I hver skydeskive var der skudt hul præcis i midten. Den fremmede tænkte, at der her virkelig måtte være tale om en mesterskytte, der var i stand til at skyde præcist. Han spurgte derfor en af de lokale, hvem denne skarpskytte var. "Nå ham," svarede den lokale og lo: "Det er da nemt nok; han går rundt og skyder hul i ladeportene og tegner et par cirkler rundt om hullet bagefter."
 
Jeg synes, at Pia Lauritzen optræder som skarpskytten i Chelm, der skyder et hul i porten og bagefter mener at have ramt plet. Uden at have tilstrækkeligt belæg for sin kritik.
 
Ad fejl 1: Sproget er en genstand
Jeg forstår ikke, hvordan Pia Lauritzen kan komme til den konklusion, at jeg mener, at sproget er en genstand.
 
Hun citerer og kritiserer Gitte Haslebo for dette udsagn: "Sproget bruges ikke til at afspejle en allerede eksisterende virkelighed, men fungerer derimod som et redskab, der inviterer os ind i sociale relationer."
 
Man kan sikkert kritisere Gitte Haslebos formulering for at være mangelfuld og måske lige vel konkret. Men det afgørende er, at Haslebo lægger sig op af Kenneth Gergen og socialkonstruktionismen, der tager den sene Wittgensteins sprogfilosofi hamrende alvorligt. Wittgenstein skriver, at ord er som redskaber i en værktøjskasse, og at vores ord og sprog ikke afspejler verden, men at vi spiller i verden gennem sprogspil. Han foreslår altså spillet som metafor for vores sprog og ikke spejlet. Her er Wittgenstein på linje med Heidegger, der skriver, at sproget er værens hus.
 
Den franske poststrukturalistiske idéhistoriker og psykolog Michel Foucault går skridtet videre og belyser, hvordan der altid udøves magt gennem diskursen, gennem måden, sproget bliver bragt på. Foucault dypper så at sige Wittgenstein i Nietzsche, som min kollega, den danske filosof, ph.d. Anders Fogh Jensen, skriver i sin fremragende bog om Foucault, Mellem ting.
 
Det er rigtigt, at socialkonstruktionismen og de systemiske teoretikere ikke teoretiserer om magt, som poststrukturalisterne gør, og som den narrative praksis gør og står for. Det er mærkeligt, at Pia Lauritzen kritiserer sprogopfattelsen i the linguistic turn, den sproglige vending, der har rod i både Wittgensteins og Nietzsches arbejder al den stund, hun refererer til Nietzsche.
 
Det er korrekt, som hun skriver, at sprog ikke er noget, vi vælger, og derfor heller ikke noget, vi kan vælge fra. På samme måde som, at kultur ikke er noget, vi vælger. Vi er dømt til at bevæge os i sprog og derfor dømt til at bevæge os i mening. Sproget er for mennesker som vand er for fisk. Men vi kan vælge fortolkninger. Som Kierkegaard skriver, er mennesket et forhold, der forholder sig til sig selv. Pia Lauritzen vælger sine fortolkninger. Jeg vælger mine. Det er en af Foucaults mange pointer, at magten opererer gennem diskursen og de mange forventninger, den implicit lægger på vores vej, og gennem den frihed, som magten opererer igennem. Det er derfor altid muligt at sige nej. Vi kan ikke vælge sproget som sådan fra. Det er da en helt idiotisk tanke. Men sproget åbner døren til fortolkningernes kreative verden. Hvor der (heldigvis) også er plads til Pia Lauritzens lille historie.
 
Ad fejl 2: Ledelse er at skabe mening
"Vi er ikke, som ledelsesteorierne giver udtryk for, herrer over sproget." Misforstået. Vi er netop ikke herrer over sproget. Det er kulturen, som det "usynlige" væv af konventioner, alle selvfølgelighederne, dens sprog og implicitte regler og magtforhold, der er herrer over os - indtil vi beslutter os for noget andet. Men vi kan gøre noget andet. Selve sproget levner plads til, at vi kan gøre noget andet. Vi berører hinanden gennem vores ord, som den gamle biolog og filosof Humberto Maturana udtrykte det i 80'erne. Vores opgave som mennesker er vel netop at forholde os til vores liv. Er det ikke netop dét demokratiet handler om - at agere på måder, så fællesskabet udstikker nogle rammer og færdselsregler til gavn for de fleste. Vel vidende at ikke alle kan blive fuldt tilfredse.
Hvis ikke ledelse handler om at skabe mening og at træffe beslutninger på et så meningsfuldt grundlag som muligt, hvad pokker handler ledelse så om?
 
Pia Lauritzen gør sig i artiklen i Ledelse i dag til fortaler for en såkaldt stafetanalyse, hvor medarbejderne stiller spørgsmål til hinanden og/eller til ledelsen (en i øvrigt udmærket aktivitet, jeg "opfandt" i starten af 90'erne) således, at det ikke blot er en enkelt magtfuld spørgsmålsstiller, der bestemmer, hvad der skal spørges om. Svarene bliver, som jeg har forstået ideen, så analyseret, for at ledelsen kan træffe kvalificerede valg og beslutninger. Men hvem udfører denne analyse? Og jeg håber sandelig, de gør det så meningsfuldt som muligt.
 
Det store spørgsmål: Hvad er meningen med livet, bliver drøftet i radioudsendelsen Eksistens, bl.a. søndag den 16. januar 2010. Udsendelsen kan høres på www.dr.dk/eksistens. Den interviewede filosof nævnte, at selvom Wittgenstein definerer ordenes mening gennem deres brug, er det næppe nok, hvis der ikke også er en etisk dimension i livet. Denne dimension er det, man i narrative og fænomenologiske kredse kalder intentionalitet eller rettethed. Et aspekt den schweiziske psykiater Daniel Stern bl.a. er inde på i sin nye bog Vitalitetsformer (Hans Reitzels Forlag).
 
Ad fejl 3: Stress er en selvstændigt handlende aktør (eksternalisering)
Også her er Pia Lauritzen faret vild med sit angreb på eksternalisering. Hun anklager den eksternaliserende måde at tænke og at arbejde på for, at der ikke er nogen, der vil tage ansvar – lidt i stil med gamle dages "det er samfundets skyld" eller "det er stressens skyld".
 
Pia Lauritzen ved simpelthen ikke, hvad hun taler om. Hun har ikke læst på lektien. Der findes masser af litteratur, der udførligt eksemplificerer, at man i narrativ praksis aldrig efterlader som "offer" for en stress. Det handler i narrativ praksis om at styrke menneskers handlekraft; det, der kaldes deres agenthed, så de opdager, at det altid er muligt at gøre noget i forhold til de kulturelle forventninger, der bl.a. er medvirkende årsager til stress – hvis vi nu skal finde skyldige. Stress hænger nemlig sammen med ensomhed; med følelsen og fornemmelsen af at skulle klare alting selv; med hele den neoliberale forestillingsverdens mantra om, at du er din egen lykkes - og dermed også din egen stress' smed. Læs mere om eksternalisering f.eks. i Michael Whites glimrende bogKort over narrativ praksis (Hans Reitzels Forlag).
 
Ad fejl 4: Sandheden er relativ
Det besynderlige er her, at Pia Lauritzen indirekte bekender sig til en nietzscheiansk perspektivisme, der ligger helt på linje med poststrukturalismens synspunkter. Hun skriver: "Menneskets sproglighed indebærer, at vi ser verden et bestemt sted fra, som selvom det kunne være anderledes … ikke er anderledes."
 
Yes. Dette er netop pointen. Men det kan blive anderledes, hvis der er ledere, der tør tage beslutninger om ændringer, og hvis der er medarbejdere, der tør gå imod kollegers dominerende magt i deres kamp for at intet skal ændres. Foucault ser som Nietzsche alt som et spørgsmål om magt. Men magt er i Foucaults forstand hverken negativ eller positiv - den er produktiv.
 
Man kan med Nietzsche sige, at sandheden er perspektivisk, og at der altid er magt og magtstrukturer på spil – på arbejdspladsen, i hjemmet og i det enkelte menneskes liv. Sandheden er netop ikke relativ, men altid lokal.
 
Ad fejl 5: Kun det talte tæller (storytelling)
Igen mere af samme udokumenterede skuffe. Når Pia Lauritzen ikke kommer med citater og kildehenvisninger, der kan diskuteres og underkastes en ordentlig kritik, fristes man til at tro, at hun laver sit debatindlæg for at promovere sin kommende bog og det firma, hun arbejder i. Måske er der smarte og populistiske managementkonsulenter, der tror, at kun det talte tæller, og at historiefortælling kan bruges strategisk. Men som filosoffen Ole Fogh Kirkeby gentagne gange har påvist og skrevet om, senest i bogen Den frie Organisation, som jeg anmelder i et længere essay i det kommende nummer af tidsskriftet Erhvervspsykologi, er vi dels overladt til narrativiteten og dels til begivenheden. Her må lederen altid tage konflikten på sig. Og også gerne skylden.
 
Her gælder det først og fremmest om at acceptere det, man ikke har indflydelse på og at have mod på at ændre det, man så har indflydelse på at kunne gøre noget ved. Men det afgørende er ens sindelag, ens holdninger. Det afgørende er at være i kontakt med det, der er vigtigt i livet for hver enkelt både leder og medarbejder. Det kommer man ikke bare uden videre.
 
Det ved Pia Lauritzen vel også godt, hvis hun skal være ærlig over for sig selv. Det vigtige skal tales frem. Det skal gribes gennem begreberne, der kan opfattes som kulturens strukturer, der bemægtiger sig vores kroppe. Det vigtige er ikke "derinde" på forhånd. Og det kan tage lang tid at finde sin egen indre stemme.
 
Ledelse handler til syvende og sidst om at træffe beslutninger. Enhver beslutning gør ondt fordi den kunne være truffet anderledes og kunne være gået ud over andre. Beslutninger er sjældent rationelle. Ledelse handler om at sørge for fællesskabet. Som leder bærer man ansvaret for fællesskabet på sine skuldre. Intet mindre. Ledelse er et kors. Og når beslutningen er truffet, har man mistet sin taleret. Så er det de andres tur til at tale.
 
Det er ærgerligt, at Pia Lauritzen blander mange spændende elementer sammen, når hun kritiserer en sprogopfattelse, der i dag overhovedet ikke opfattes som revolutionær eller som noget særligt. Hun må have andet i ærmet, som ikke kommer frem. Måske er det for at promovere en form for ny-realisme eller ny-strukturalisme, som ikke ekspliciteres.
 
Jeg synes, at både socialkonstruktionismen og den systemiske metafor trænger til et velplaceret kritisk spark; man bør dog vide, hvad man taler om, når man sparker. Men som salig Bateson sagde: Der er ingen konkurrence i uvidenhed.