En del virksomheder kunne gøre sig selv den tjeneste at fyre deres PR-bureau. Det er ofte røveri ved højlys dag, hvad disse bureauer bedriver. De uvidende PR-konsulenter er ikke bare tidsspilde for redaktionen, det er også gift for virksomhedernes muligheder for at komme til orde med gode historier.
Jeg blev for ikke så længe siden ringet op af en
PR-medarbejder. Hun sagde vist sit navn, men aldrig hvilket
PR-bureau hun ringede fra. Hun havde en god historie til mig: En
dansk virksomhed havde foretaget en nordisk fusion - og det var
gået rigtig godt. Jeg kunne få den solo, forstås.
Jeg er normalt en høflig mand, så jeg stillede et par
spørgsmål. Var det en ny fusion? (måske ligefrem
en nyhed). Nej, fusionen var sket for lang tid siden, lød
svaret. Men hvad havde de så gjort sådan helt konkret?
Jo, de havde arbejdet meget med samarbejdspolitikker…
Dagens tilbud: en gammel fusion uden dramatik
Jamen, jamen, jamen - så fyr hende da, tænkte jeg, mens
jeg måske en anelse studs svarede, at den historie kunne jeg
ikke lige se for mig. Og hvorfor så ikke det? Er det ikke
bare fordi, vi journalister kun kan »tænde«
på negative historier og altid leder efter mindre fejl, som
vi kan blæse op til skandaler? Røde tal er nyheder,
sorte tal er ligegyldige. En fejlslåen fusion er guf, mens en
succesfuld er kedelig. Jo, måske er der lidt sandhed i det.
Men tilbage til PR-folkene først.
Øh, hvem er chef hos jer?
Jeg har også siddet på en anden avis, hvor jeg tog imod
henvendelser. Her oplevede jeg talrige PR-folk ringe for at
få svar på de mest banale spørgsmål. Hvem
skriver om luftfart? Hvem skriver om detail? Jamen, så
følg da med i avisen, det er vel bl.a. det, du får
dine penge for. Jeg har endda været ude for en, som ville
vide hvad chefredaktøren hed. Jeg har stor forståelse
for, at såkaldte »almindelige« avislæsere
kan have behov for at spørge på redaktionen om en
række for os banale ting. Det gælder også den
direktør, der ringer for at høre, hvem han kan ringe
til, hvis han mener at have en god historie. Men her taler vi
altså om PR-bureauer, der sandsynligvis fakturerer deres
kunder for store beløb. Jeg går ud fra, at de regner
med, at de køber nogle ydelser fra folk, der har fingeren
på pulsen. Som måske ligefrem har et netværk i
pressen.
Sådan er virkeligheden bare ikke. Det er røveri ved
højlys dag. Som direktør vil du få mere ud af
at gøre arbejdet selv. De uvidende PR-konsulenter er nemlig
ikke bare tidsspilde for redaktionen, det er også gift for
virksomhedernes muligheder for at komme til orde med gode
historier. Der sker nemlig det samme som med de fleste
pressemeddelelser: De smides ud.
Jeg tilstår gerne, at dette er en generalisering. Der er
(masser af) PR-bureauer, der kan deres kram. Der er endda nogle,
der er så snedige, at de får os journalister til at
tro, at vi selv har fundet historien. Og det kan journalister (og
redaktører) allerbedst lide. De kalder sig som regel heller
ikke for PR-konsulenter men lobbyister. De
»sælger« en sag.
Har historien en nyhedskrog?
Men ér pressen for negativ? Trods det store krisefokus, som
har domineret overalt i lang tid, er der jo positive historier. Og
de får da også plads. Se bare på Novo og senest
flere biotekselskaber. Selskaber der trodser krisen. Eller som bare
er rene succeshistorier. Men der bringes flere problem- end
succeshistorier, indrømmet. Hvorfor er det sådan?
På redaktionen taler vi om, hvorvidt en historie har en
nyhedskrog. Noget den kan hænges op på. Er det banalt
set en nyhed eller måske en tendens, der kan få
betydning for andre virksomheder eller samfundet? Er det helt
banalt en begivenhed, der rækker længere end til en
festlig fejring i kantinen? Her vinder problem-historierne
altså ofte over »her går det
godt«-fortællingen. Men indrømmet: En
sødetablet i ny og næ skader ikke. Så kom bare
med den gode historie.
Kim Bové er souschef på business, Berlingske
Tidende. Indlægget har under en anden overskrift været
bragt som dagens kommentar i business, den 6. februar
2010.