Fumle-tumle Flickr Facebook Twitter strategien
Twitter tosserier, døde blogs og mærkelige netstationer, ingen ser. Hvorfor fumle-tumler toppolitikerne altid rundt, når det gælder Web 2.0? Godt spørgsmål. Svaret er indlysende. De fatter det ikke, og de griber det helt fejlagtigt an. De følger en fumle-tumle Flickr Facebook Twitter strategi ud fra mottoet: Vi ved ikke en skid om det, men vi skal være med hvor som helst når som helst.
Det er aldrig smart at være smart bare for at være smart
Manisk og helt elektrisk er Løkke og Helle plus resten af Folketinget på Twitter, Flickr og Facebook. Som de var på MySpace i sin tid. De tror, det er digital branding, hvor de fremstår som innovative, fremskridtsorienterede og originale digital natives, der kan føre Danmark videre frem i det nye årtusinde. Effekten er stik modsat. Det er digital populisme. Det er ikke god e-branding, for de gør alle det samme. De fremstår som popsmarte medløbere, som hopper med på enhver digital mode ligesom alle de andre politikere uden at tænke selv eller kunne sige fra. Dybt uoriginalt bliver de til gratis goodwill-ambassadører for amerikanske internetkoncerner og venturekapitalister. Det er ikke den danske medieverden, de hjælper, og den danske offentlighed, de understøtter ved at gøre helt gratis reklame for de amerikanske sites. Tværtimod reklamerer de for Facebook, alt imens Facebook/Google er ved at tage livet af Berlingske og JP/Politiken, fordi de amerikanske mastodonter ejer mere og mere af online annoncemarkedet. Ikke mindst takket være alt den gratis medie- og politiker opmærksomhed.
Pointen er, at de er virtuelle, blot fordi det er smart, hvad der ikke er en særlig smart strategi. Slet ikke for en politiker, som skulle se de store linjer og turde træffe upopulære, usmarte beslutninger. De glemmer, at Web 2.0 er en samtale, ikke et signal. Politikerne bruger Web 2.0 som smykker, de pynter sig med, men som sjældent har nogen betydning ud over, at det ser godt og innovativt ud.
Det er en samtale, ikke en kanal
Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.
The Twitter Medium Is Not the Message
Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise. Konsekvensen er, at brugen af Web 2.0 teknologien bliver ustrategisk og kuriøs, fordi den hverken er koblet godt nok op på den personlige branding eller policy making som sådan. Politik er ikke en Facebook applikation eller en Twitter besked, og heldigvis for det. Det ved politikerne godt, men de tør ikke indrømme det for sig selv og vælgerne. For ingen tør udfordre det modernes religiøse tro på it-teknologiens messianske velsignelse. Slet ikke politikerne.
The wrong thing at the wrong time
De gør ofte de forkerte ting på de forkerte tidspunkter med de forkerte konsekvenser med for få resurser. Helle TV minder om TV Charlie på en dårlig dag. Det burde kun havde kørt under valgkampen. Foghs net tv-reklamer virkede plastik-fantastisk-agtigt. Mens de Radikales berømte Facebook-klon bærer en del af ansvaret for deres nederlag. Tænk, hvis de penge var brugt til nogle gode forsamlingshusmøder. Alle, som ved noget om social software, ved, at det er godt til fastholde og involverede de hyperaktive, men elendigt til at erobre og hverve nye medlemmer og stemmer. Alle pengene blev brugt på det digitale netværk, som langsomt blev en slags intranet og fastholder for de frelste partinørder, hvor pengene skulle være brugt på at få noget synlighed i gadebilledet og hverve nye vælgere. Et godt eksempel på, hvordan man kan investere for meget og forkert i Web 2.0 teknologier. De forskellige teknologier har nemlig ikke den samme effekt alle sammen. Nogle fastholder de frelste. Andre erobrer og tiltrækker de nysgerrige. Polemisk kunne man spørge, om ikke Web 2.0 er spild af penge, når man ikke er i en intensiv valgkamp. Noget kunne tyde på det, når man ser, hvor svært myobama.com har haft det med at skifte fra massemobilisering til siddende regeringsmagt. Her glemmer politikerne let, at Web 2.0 ikke er lige godt i alle sammenhænge altid for alle partier. Ikke mindst fordi mange partier tager munden for fuld i den ambitiøse opbygning af Web 2.0 sites, men mangler folk og vilje til at investere i den daglige drift in the long run. Det viser sig som døde blogs og manglende kommentarer på vælgernes kommentarer. Tilbage står de døde og forladte Web 2.0 monumenter, som politikerne ikke gider opdatere eller vælgerne læse.
Skal statsministeren og andre politikere for alvor blive 2.0, kræver det, at de tror og tør den digitale samtale. Det skal væk fra fumle-tumler strategien om bare at være på for at være på på hvad som helst. Tydeligvis er Twitter jo ikke det rigtige for Løkke, selvom det er smart lige nu.
Statsministeren og resten skal turde vælge fra og begrunde deres tilvalg af udvalgte Web 2.0. De skal have mod til at være ægte politiske og personlige igennem de nye medier, ikke i kraft af dem. Nu er det et plat og uoriginalt signal på at ville være en fremskridtssikret og opgraderet politiker. Hvor budskabet og brandingen i virkeligheden bliver det modsatte af intentionen online såvel som offline. Politikeren fremstår som populist og medløber, der ikke kan skelne det vigtige fra det uvæsentlige. Læs blot her eksemplet på statsministerens seneste forsøg på e-branding:
” byder de nye ministre på et lille glas i Statsministeriet” Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen, Twitter d. 7. april kl. 8:36.
Relaterede artikler
(7)
Tak til Løkke
-
Tak til Lars Løkke. For modsat mange andre gider han faktisk...
Googling Løkke
-
Det ser sort ud for Danmarks fremtid. I hvert fald, hvis man...
Sister Spin
-
Det er ikke kun statsministeren, der er blevet udskiftet her...