Computeren er blevet en selvfølgelig følgesvend i stort set alt, hvad vi foretager os. Teknologien er nu ikke kun trådløs og mobil, men også allestedsnærværende. Det har betydning for vores samvær, som nu også etableres og realiseres med udgangspunkt i teknologien. Man kan spille bridge med en partner på den anden side af kloden og gennemføre spillet på tværs af medier - live online med chat, SMS eller e-mail.

De netbårne medier giver os ikke kun mulighed for at kommunikere med en stor gruppe mennesker. De tilbyder os også muligheden for at indgå i, skabe og påvirke sociale netværk løsrevet af tid, sted og en specifik teknologi. Det giver – afhængigt af, fra hvor man ser verden – spændende eller skræmmende perspektiver for, hvordan mennesker med teknologien ved hånden kan mobiliseres lynhurtigt og orkestrere korpsånd blandt masserne, enten til fredelige fritidsinteresser eller i en demokratisk sags tjeneste.

3G-ornitologer
Danske fuglekiggere bruger internettet og mobiltelefon flittigt, når de skal lokalisere, koordinere og mobilisere deres jagt på en given fugl. Især sjældne arter kan få en sand sværm af mennesker til med et øjebliks varsel at rykke, som de kalder det, på en observation. Fra den første SMS eller e-mail til der står 200 ornitologer og spejder ud over mark og eng, går der kun kort tid, afhængigt af den geografiske afstand, de skal tilbagelægge i bil eller med fly (!) for at se en sjælden fugl.

I real time følger de fuglene på træk og bevæger sig således fra A til B med fuglen(e), afhængigt af de koordinater og instrukser, de modtager undervejs. Med mailing- og SMS-lister er deres en-til-mange-kommunikationen blevet nem. Ornitologerne kan samle mange fra deres interessefællesskab hurtigt og effektivt. Med et abonnement på ’DOFcall’, et netbaseret abonnementssystem fra Dansk Ornitologisk Forening, kan de opdateres med information om arter i de regioner, de interesserer sig for. Og de kan få meldinger, lige så snart der er nyt. På den måde aktiveres både de ’netværkfattige’ - fx nytilkomne fuglekiggere - og dem, der er kendte eller har nøgleplaceringer i ornitologernes interne hierarki.

I vores Masterafhandling; ”Smart mobs – IKT-støttet mobilisering”’ har vi set på danske ornitologers brug af kommunikationsteknologi. Det er en oplagt case, fordi de som gruppe betragtet er engageret i - og organiserer sig omkring en (social) aktivitet, der kræver bevægelse over fysiske afstande, koordinering og kommunikation. De har med mobiltelefonen, email og webtjenester fået redskaber mellem hænderne, som gør dem i stand til at forme en handlekraftig organisation, løst forbundne med andre i et fællesskab af netværksforbindelser. De kan handle synkront med folk, de ikke nødvendigvis kender. De kan hurtigt, samles og spredes. Og de kan regruppere sig geografisk og omorganisere sig afhængigt af den eller de fugle, de bevæger sig for at se. Og de gør det!

Forankret i brugen af teknologien opstår også fuglekiggernes helt særegne sprog og kultur. Det er begrænset, hvor meget tekst der kan stå i en SMS besked. Derfor fødes også indforståede koder i det forholdsvis lukkede system af medlemmer. En sjælden fugl kaldes en ’mega’. Hvis en ornitolog spotter en krydsning mellem to arter, fx en Taffeland og Troldand, så kommer den ud på nettet som ’taffeltrold’, lige som en Gråstrubet Lappedykker bliver til en ’grålab’. Fra engelsk overtager man et ord som twitcher, et ord for en passioneret fuglekigger, der altid tager af sted for at se fuglene. En dipper er til gengæld en person, der kører forgæves, og ikke får fuglen at se. Der går også sport i at have spottet så mange sjældne arter som muligt, og være først på websiden netfugl.dk med meldingen. At stå øverst på en såkaldt artsliste betyder, at man er aktiv. På den måde høster man sociale bonuspoint, og bliver en faglig node og et knudepunkt for andre ornitologer, når det gælder koordinering og opdatering af fuglene i netværket.

Netværksteori i en nøddeskal
Uden selv at have sat ord på lægger ornitologerne krop til, hvad bl.a. netværksteoretikere i øjeblikket kaster deres kærlige blikke på. Nemlig, hvad der sker, når grupper af mennesker bruger avanceret og trådløs teknologi til at koordinere, kommunikere og mobilisere kollektiv handlen. De nye plusord er smart mobs og sværm intelligens.

I netværksteorien taler man om noder (knudepunkter), links (forbindelser), konnektorer (trafikknudepunkter) og hubs (sluser). I et transportsystem kunne noderne være byer, og links, vejene, togforbindelser og flyruter, som forbinder dem. I et socialt netværk er noderne mennesker, og links relationerne mellem dem (Albert-Laszlo Barabasi 2002). Vi indgår alle i sociale netværk – i fællesskaber på arbejdet, i fritiden, i foreninger og med venner og familie. Det er bl.a. her, vi bekræfter vores tilhørsforhold og identitet. Men hvad sker der, når vi sætter strøm til netværket eller kan skabe helt nye blot med et klik på musen eller et tryk på mobilens tastatur?

Sommeren 2003 spredte en social epidemi sig. En bølge af såkaldte ’flash mobs’ skyllede henover verden. I juni kunne man således høre høj fuglekvidder i Central Park i New York. Men det var ikke fugle, der sang. En flok newyorkere med tilsyneladende pip i låget mødtes og baskede løs med armene, mens de lystigt pippede. To minutter senere var koncerten ovre, og de cirka 200 unge mennesker drog hver til sit. Senere fulgte fx tilbedelser af plastik dinosaurer i legetøjsforretninger eller folkeforsamlinger på bedetæpper i tæppeforretninger. Fænomenet spredte sig som en steppebrand, og sociologer og kulturkritikere sloges nu om at definere det nye fænomen: Var det uskyldig postmodernistisk gadeteater? En ny form for fællesskab? Overflodssyge? Kedsomhed? Subkulturelt ungdomsoprør eller bare brug af nettet, fordi man kunne - en slags fascination af egen mobiliseringsevne?

Smart mobs og sværm intelligens
Betegnelsen ’smart mobs’ blev en udløber af de momentale meet-ups. Smart mobs er et fællesskab af mennesker, som handler synkront om at løse en opgave, selv om de ikke kender hinanden. Det er elektronisk koordinerede og mobile ad hoc netværksalliancer, der bruger de nye medier (internet, e-mail, mobiltelefon/SMS, chatrooms, webblogs), eller smart teknologi om man vil, til at koordinere, mobilisere og kommunikere. Gruppen af mennesker – eller netværket – er selvorganiserende og autonome. Som fællesskab kan en ’smart mob’ sværme, skjule sig, dukke op afhængigt af målet for dens indsats. Med de håndholdte enheder på sig, kan individerne i en ’smart mob’ hurtigt og effektivt mobilisere en slagstyrke og opløses lige så hurtigt igen. Den er en fleksibel organisation som reagerer på de informationer og det kommunikationsflow, som den selv skaber. Derfor kan den ændre sit handlemønster løbende under en begivenhed. De karakteristika har John Arquilla og David Ronfeldt fra sikkerhedstænketanken RAND Corporation kaldt for sværmintelligens i: ”Swarming. The Future of Conflict.” (2000).

Når en fugleflok svæver hen over en mark, og leder efter føde eller et godt sted at lande, sker der noget besynderligt, som stadig er en gåde for ornitologer: Fra det ene øjeblik til det andet, kan flokken ændre retning, zig-zagge frem og tilbage, dele sig i mindre enheder og samles igen som en hel flok, som om et højere overordnet princip guidede fuglenes adfærd. I spidsen af fugleflokken er der ikke en flokleder-fugl, der bestemmer hvor og hvornår resten af gruppen skal slå sig ned. Man taler derimod om ”sværmens øje”, et tilsyneladende kropsløst og selvregulerende amorft centrum, der både kan lokaliseres midt i flokken, i den ene eller anden ende, og som på en eller anden måde styrer eller guider, hvordan flokken skal opføre sig. Organiseringen af ”fugle-netværkets” adfærd sker altså hurtigt og fleksibelt (og mobilt), og fuglene tager pejling af- og koordinerer deres adfærd efter hinanden. Det er sværmintelligens. Sværmintelligens kan beskrive, hvordan en ’smart mob’ handler uden et etableret formelt hierarki og en central styring. Med moderne kommunikationsteknologi bliver disse ’smart mobs’ selv informationssamlende og -producerende enheder, der er i stand til at samles, opløses, skjule sig og pludseligt mødes fysisk via de netbårne medier. Og det er netop sådan, de danske ornitologer organiserer sig i jagten på fuglene.

En fremtid med sociale fjernbetjeninger
Vi er i gang med at netværke kloden (Miller 2002). Og vi kan dårligt melde os ud. ”Dem, der vil leve et simpelt liv, kan selvfølgelig blot hive stikket ud og leve uden for netværket i Idaho. Men for det tidlige 21. århundredes menneskelige noder, vil et sådan liv med afbrudt forbindelse være det samme som amputering. Jeg er en del af netværket, og netværket er en del af mig. Jeg figurerer i kartotekerne. Jeg er synlig for Google. Jeg linker, derfor er jeg,” skriver William Mitchell i: ”Me++. The Cyborg Self and the Networked City.” (2003). En ornitolog har sagt til os, at en fuglekiggers vigtigste redskab i dag er mobiltelefonen – og ikke kikkerten.

Når teknologi ændrer ved menneskers sociale netværk, ændres også kvaliteten af netværket: Hvordan vi bruger det, og hvordan vi indretter os i samfundet. De teknologibegejstrede spår os en fremtid, hvor mobiltelefonen bliver en social fjernbetjening til vores liv. Og de første pip fra den fagre nye verden, har vi allerede hørt hos ornitologerne. Om nogle år får vi sikkert håndholdte internet til rådighed. Med dem kan vi linke til ting, steder og personer, mens vi er on-the-move. Vi kan koordinere handling og hente informationer, just-in-time, just-in-place. Vi kunne kalde det en ad hoc kultur, hvor mennesker via internettet, email og mobiltelefoner kan mødes i løbet af ingen tid for at slutte op om en sag eller om en opgave af fælles interesse. Den amerikanske webguru Howard Rheingold (2002) kalder det et tekno-kulturelt skred og vores evne til hurtigt og elektronisk at kalde til samling for en rapid response-kultur. Der bliver sat strøm til vores netværk - en ny form for organisering og koordinering er født.

Mikkel Rye Christensen er journalist & kommunikationsrådgiver hos Communiqué as. Farid Fellah er nyhedsredaktør på Polfoto, JP/Politikens Hus.


Farid Fellah og Mikkel Rye Christensen har forfattet afhandlingen ’Smart mobs – IKT-støttet mobilisering’.
Du kan læses afhandlingen i sin fulde længde her på Kforum