Fuck Kussomaten
Kusser må ikke være barberede eller opererede eller piercede. Det har en flok feminister bestemt. Og nu har de endda opfundet et apparat til at kontrollere korrekte kusser: Kussomaten. Problemet er bare, at ingen kusser er mere normale og naturlige end andre. For kussers udseende handler om mode. Lad mig derfor slå et slag for den stylede kusse. Den er ikke et kussehår mere kunstig end den ’naturlige’.
af Ulla Holm
Det officielle udstyr til affotografering af kvinders kønsdele. Apparatet var for nylig opstillet på Goethe-instituttet i København. Klik på billedet for at komme til eksempler på feministisk godkendte kønsdele, der er garanteret naturlige på den naturlige måde
Det er vel de færreste, der vil mene, at en kvinde fra fetish-miljøet iført stramt korset er offer for et patriarkalsk krav om en indsnøret timeglasfigur, der indespærrer kvindekroppen. Tegn kan godt stå alene og refererer ikke nødvendigvis altid til noget "mere fundamentalt". Især i en postmoderne kontekst som vores går man ofte galt i byen, hvis man udlægger visuelle udtryk som direkte afledt af underliggende ”magtrelationer” og ”strukturer”.
Hvad der er ren æstetik forveksles imidlertid ofte med politik, etik eller dominans. Især i visse samfundsvidenskabelige miljøer abonnerer man stadig på forestillingen om, at tegn aldrig er ”uskyldige”, men afspejler magtfordelingen i samfundet; overflader er altid per definition bestemt af de til enhver tid gældende over- og underordningsforhold hvad end disse har etnisk, økonomisk, seksuel eller kønsmæssig karakter.
Måske er det fordi de fleste feminister har deres baggrund i sådanne miljøer, at vi for tiden til hud- og hårløshed skal belæres om, at en kusse aldrig bare er en kusse, særligt ikke den barberede af slagsen. Tankegangen bag den massivt medieomtalte Kussomaten er nemlig, at forskønnelsen og den personlige styling af kvindens kønsdele er et sørgeligt resultat af den kvindefjendske og kapitalistiske magt – i dag legemliggjort af den moderne pornoindustri.
Jo mere der styles, barberes, opereres og pierces, jo større er undertrykkelsen – synes nogle feminister at mene. De ophøjer den uplejede kusse-mode fra 1970'erne til totalt outdatet kusseideal
Dæmonisering af moden
Således har en af initiativtagerne til Kussomaten, Birgitte Rode Diness udtalt til blandt andet DR: ”Der er jo et ideal i øjeblikket, som er hårløst og Lolita-agtigt og hen imod den barnlige tissekone. De billeder, som pornoindustrien giver os mulighed for at kigge med på, er tættere på dét ideal, end på gennemsnitskussen derude. Så jeg tror, at der helt reelt er nogle forkerte forestillinger om, hvad der for eksempel er normalt omkring kønslæbernes størrelse”.
Tilsvarende står der at læse på hjemmesiden for Kvinde kend din krop om baggrunden for Kussomaten: ”Alt for mange fotos af de kvindelige kønsorganer, som er tilgængelige på nettet, er pornografiske. Den pornografiske kusse lever op til nogle helt bestemte idealer: Den skal være helt symmetrisk og have ultra-små kønslæber – og så skal den selvfølgelig være hårløs.”
Uha, pas på den kapitalistiske kusse
Ja, og hvis ikke det er selve pornoindustrien, der dikterer kussens udseende, er det kapitalismen som sådan, idet den har en økonomisk interesse i at promovere det glatbarberede look. Det forstår man på den tyske feminist Mithu M. Sanyal, der sammenfaldende med Kussomatens lancering havde Danmarkspremiere på sin bog Vulva – det usynlige køn og i den anledning udtalte til Politiken: ”Jeg har intet imod intimbarbering. Men nye kropsnormer er altid lidt uhyggelige. Der står jo en hel industri bag, det må vi ikke glemme, firmaer, der vil sælge barberudstyr, cremer og voks.”.
Og lige så uhyggeligt er det tilsyneladende for Politikens interviewer, at man på en amerikansk hjemmeside ”kan købe læbestift til fissen. Den fås blandt andet i pink og abrikos og bliver anbefalet til kvinder, der gerne vil have deres ungdommelige fissefarve tilbage. Man kan også købe en slags vådservietter til den, så man lige kan tørre over med en gang parfume inden sex, så man ikke lugter.”
Barbering kaldes falsk bevidsthed
Den underliggende præmis er altså, at når kvinder giver deres kusse et brush-up, er det udtryk for falsk bevidsthed og endnu et symbol på den mandschauvinistiske og kapitalistiske sammensværgelse. Derfor skal Kussomaten nu sætte kussen fri, og billederne på Kvinde Kend din krops hjemmeside bruges til at fortælle offentligheden, at den gode kusse er den ”naturlige” kusse, selv når skamlæberne er vind og skæve, og man ikke kan se åbningen for bare hår eller overlappende kød. ”Formålet med siden er oplysende og ikke pornografisk” – hedder det.
Og det skal i sandhed siges, at de mange uploadede billeder af ”naturlige” kusser dræber enhver sexlyst. Som en af mine mandlige bekendte sagde til mig efter at have taget billederne i åsyn: ”Det er utroligt, man stadig er heteroseksuel.”
Mit problem med den ”naturlige” kusse er imidlertid i første omgang ikke æstetisk – altså det, at den i mine øjne er grimmere end den ”kunstige” kusse. Nej, problemet er primært ideologisk. Historisk har feminismen været splittet mellem to uforenelige ideologiske positioner. Den ene hylder ”det autentiske”, og den anden dyrker forskellige former for iscenesættelse af kønnet i en erkendelse af, at det sande, naturlige selv er en illusion.
Forskønnelse forbudt. Ur-feminister opfatter enhver barbering, pynt og kosmetik som forfalskning. Men denne anti-mode er i virkeligheden selv – en mode
Den autentiske kvindeideologi er selvbedrag
I den ”autentiske” lejr tager man afstand fra enhver form for forskønnelse af kroppens ydre, fordi naturen ses som kulturens overlegne modsætning, og det ”uberørte” opfattes som det ukorrupte – det som endnu ikke har givet efter for modens konsumeristiske gift eller alskens sexistiske konventioner. Der er tale om en konservativ indstilling, som nærer en foragt for gestaltningen af kroppens overflade ved hjælp af pynt og kosmetik, fordi det opfattes som en forfalskning og et bedrag af selvet. Personlig frihed og generobringen af det ”sande” selv beror i denne optik således på en kompromisløs afstandtagen fra enhver form for æstetisk norm, der dikteres af samfundet. Anti-fashion kalder man et sådant standpunkt.
Problemet med denne logik er imidlertid, at den indeholder sit eget selvbedrag, for selv anti-mode er netop mode og kræver streng konformitet over for særlige (ofte uskrevne) regler, hvormed det, der søges transcenderet blot konsolideres. Som kulturforskeren Elizabeth Wilson rammende har påpeget om 1970’ernes feministiske anti-mode: ”Hvis frigjort beklædning var ensbetydende med at gå klædt som man ville, er det mærkeligt, at der aldrig var nogen, der kommenterede hvor påfaldende det var, at alle gik klædt på nøjagtigt samme måde”.
Det naturlige og frigjorte look er altså lige så afindividualiseret og uniformt som al anden mode og på ingen måde moralsk hævet over den. Idealet er forskelligt, men det sociale pres af samme styrke. Her kunne man passende referere til 1970’ernes kønsbehåringsmode, som netop stillede som krav, at kussen skulle være med ”full bush”, og der var ikke én kvinde at finde i denne periodes pornofilm- eller blade uden en vildtvoksende urskov i de intime regioner. Hårfjerning var ikke comme il faut.
Kussomaten som feministisk gimmick
Kussomaten er således et feministisk gimmick, der forveksler den naturlige og uberørte kusse med frihed og kropslig autonomi. Kussens udseende er heller ikke dikteret af hverken pornoindustrien, den grådige kapitalisme eller sexistisk ideologi, men derimod af moden, som opererer efter sine egne, selvstændige regler. I dén forstand er en kusse aldrig bare en kusse, men altid iscenesat i overensstemmelse med tidens gældende æstetiske konventioner, hvad end disse hælder til det hårløse og lige eller det vildtvoksende og asymmetriske. Sådanne æstetiske konventioner opstår og forgår som et resultat af en social dynamik, der driver moden frem. Ingen appearance er derfor nogensinde ”naturlig”, men altid allerede socialt betinget; fællesskabet sætter strenge grænser for hvad og hvornår noget er tilladt/forbudt – selv når ”alt er tilladt”.
Kusseidealet er således ikke dikteret fra oven, men fra neden – om man så må sige. Det forholder sig dermed snarere sådan, at (porno)industrien søger at kapitalisere på det æstetiske udtryk, der allerede er socialt sanktioneret.
Lad mig derfor slå et slag for den stylede kusse; den er ikke et kussehår mere kunstig end den ”naturlige”. Og lad kvinder forme deres mis, som de vil – Kussomaten er at købe katten i (hår)sækken.
---
Deltag i debatten om denne artikel. Det kræver blot, at du er logget på din profil på Kforum. Mangler du en profil, så oprettes den hurtigt her.
