Klap i, og studer!

Den nye SU-afgørelse vedtaget af SU Styrelsen og Ankenævnet bevirker, at man som studerende ikke kan modtage SU, hvis man er i lønnet praktik i løbet af sit universitetsstudie. Afgørelsen kan betyde, at langt færre vælger at tage et praktikforløb fremover, hvilket igen kan betyde, at vi kommer til at stå med studerende, der får langt sværere ved at finde arbejde efter endt uddannelse.
Debatten om den efterhånden stereotype arbejdsløse akademiker har floreret vidt og bredt på de forskellige medier. Fra statens, de studerendes og erhvervslivets side ser man gerne, at så mange som muligt ender i relevant arbejde hurtigst muligt efter endt kandidatuddannelse. Alle implicerede parter er derfor enige i, at de studerende skal være klædt bedst muligt på i forhold til erhvervslivet på den anden side af specialeforsvaret. Dette er ikke den mest kontroversielle udmelding.
 
Det store spørgsmål ligger dog i måden, hvorpå dette realiseres. For at få svar på det har regeringen nedsat Kvalitetsudvalget, der har til opgave at undersøge, hvordan kvalitet, relevans og sammenhæng kan styrkes på de videregående uddannelser. I udvalgets samlede rapport konkluderes det, at der ikke er nogen tvivl om, at koblingen mellem teori og praksis er afgørende for de studerendes læring.
 
Afgørelsen er en pistol for panden for de studerende, der skal vælge mellem SU eller praktik. Foto: Polfoto/Jens Dresling. 
 
Praktikken ligger på en førsteplads
Spørger vi medlemsvirksomhederne i Dansk Erhverv, står det også soleklart, at kodeordene ved ansættelse af nyuddannede akademikere er studierelevant arbejde og praktikforløb. Hele 54 % af de 57 adspurgte virksomhedsrepræsentanter i undersøgelsen vægter dette parameter “meget højt”, i forhold til hvilke erfaringer og kompetencer de vil kigge efter, når de overvejer at ansætte en nyuddannet kandidat fra et universitet. Til sammenligning scorer de høje karakterer kun 23% af opmærksomheden.
 
 
Tabel over vægtning af forskellige parametres vigtighed i forhold til ansættelse af kandidater. Undersøgelse: Dansk Erhverv 2014.
 
Yderligere beretter Analyse Danmark i en undersøgelse foretaget af fagforeningen ASE sidste år, at erhvervserfaringen og praktikken ligger på en førsteplads blandt de 2.000 adspurgte studerende og arbejdstagere, når det kommer til, hvilke parametre der i sidste ende giver jobbet.
 
Der er altså bred enighed blandt kvalitetsudvalg, erhvervsliv og studerende om, at den praktiske erfaring styrker læring og mulighed for ansættelse.
 
Undersøgelse: ASE 2014.
 
En arbejdsuge på knap 60 timer
Derfor er det fuldstændig hovedløst, at Ankenævnet for SU sidste år afgjorde, at det ikke længere skal være muligt at modtage honorarer fra den respektive praktikplads, samtidig med at den studerende modtager SU. Det vil altså sige, at studerende i deres praktikforløb kan vælge mellem følgende muligheder: 1) at modtage de 5.903 kr. månedligt uden nogen form for diæter fra praktikpladsen eller 2) at modtage den løn, der nu engang kan være forbundet med et praktikforløb.
 
Der er altså et grundlæggende problem ved, at praktikopholdet gøres mere besværligt for studerende, der har det økonomisk svært. Det er langt fra alle, der kan leve udelukkende af SU. Sofie Carsten Nielsen klargjorde i en meddelelse, at dokumenterbare udgifter forbundet med praktikopholdet ikke giver grundlag for at tage SU’en fra en studerende. Ironisk nok opstår problemet, når teori møder praksis, da kendelsen viser, at det givne honorar anses som “løn”. Det er derfor tæt på umuligt at skelne mellem, hvornår et bidrag fra virksomheden vil anses som bidrag eller løn, når der i sagen var tale om et beløb på 3.300 kr. for et praktikforløb svarende til et fuldtidsarbejde i praktikken på omtrent 40 timer.
 
Problemet forværres yderligere, når dagligdagen rammer. Hvis en studerende har et fuldtids praktikophold på 37 timer uden løn, bliver dette typisk belønnet med 10 eller 15 ECTS-point (1 ECTS-point svarer til 27,5 timers arbejde). Efter fremdriftsreformen træder i kraft, kræves det, at alle studerende skal læse 30 ECTS-point pr. semester. Dette betyder, at de studerende, der skal læse 15 ECTS-point ud over deres fuldtids praktikophold, skal læse med en studiebelastning på 412,5 timer. Med lidt hurtig hovedregning betyder det, at den studerende kan tillægge sig en ugentlig arbejdstid på sammenlagt 58,7 timer fordelt på praktikarbejdet og studiebyrden.
 
En undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv viser, at kodeordene ved ansættelse af nyuddannede akademikere er studierelevant arbejde og praktikforløb. Hele 54 % af de 57 adspurgte virksomhedsrepræsentanter i undersøgelsen vægter dette parameter “meget højt”. Foto: Polfoto/Daniel Hjorth. 
 
Hvad vil du have: SU eller praktik?
Det er derfor fuldstændig utænkeligt, at en studerende i praktikforløb kan have et lønnet arbejde ved siden af praktikken, og at vedkommende samtidig kan få en hverdag til at fungere for de 5.903 kr. om måneden før skat, som uddannelsesstøtten udgør. Derudover er der ingen garanti for, at den enkelte praktikplads honorerer fuldtidsarbejdet i en sådan grad, at det bliver et reelt alternativ at droppe SU’en.
 
De lige godt og vel 6.000 kr. dækker, i de fleste tilfælde efter skat, omtrent de faste udgifter, der er forbundet med at være studerende. Det er grunden til, at de fleste studerende i dag har et studiejob, hvilket ikke kan lade sig gøre under et praktikforløb. Sagt meget firkantet får den studerende derfor pistolen for panden: Vælg SU eller praktik.
 
Incitamentet for dygtiggørelse gennem praktik står derfor endnu en gang for skud. På trods af at det i alles øjne klart udgør den vigtigste faktor i forbindelse med videre jobsøgning. Det er ikke særligt motiverende eller realistisk at arbejde knap 60 timer om ugen for derefter at modtage 5.903 kroner før skat til at dække basale udgifter forbundet med at være udeboende studerende.
 
Det mest paradoksale i hele afgørelsen er, at en studerende må tjene op til 11.845 kr. ved siden af sin SU under resten af sit studie, men samme studerende må ikke modtage én krone, der ikke kan dokumenteres som godtgørelse, fra sin praktikplads uden at få frataget sin uddannelsesstøtte.
 
 
Nu sætter CBS foden ned
Det økonomiske aspekt kan lyde som en klagesang fra de varme lande, men det er på ingen måde hensigten. Dette er et opråb, der skal tydeliggøre den skævvridning, SU-afgørelsen medfører, da vi fremover kan risikere, at studerende fravælger praktikken og derfor ikke har samme muligheder og fordele i en ansættelsessituation, som studerende, hvis forældre bidrager med økonomiske saltvandsindsprøjtninger under praktikforløbet, har.
 
Praktik under uddannelse er i forvejen et element, som er udsat for en hård medfart. Eksempelvis har den fortiede fremdriftsreform medført, at praktikophold ikke længere er muligt for en studerende, såfremt opholdet ikke er en integreret del af uddannelsesstrukturen. I forlængelse af fremdriftsreformens indskrænkninger af, hvad der nu tegner til at blive meget ringe forhold for fremtidige praktikophold, har ledelsen på CBS (Copenhagen Business School) i København vurderet, at muligheden for praktik er så afgørende for de studerende, at man hellere vil tage imod en bøde fra staten end at sløjfe de studerendes mulighed for at komme i praktik.
 
Studerende demonstrerer mod fremdriftsreformen sidste år. Foto: Polfoto/Jens Dresling.  
 
Når en universitetsledelse, som driver et universitet med et underskud på 35 millioner tilbage i år 2014, kontant melder ud, at man hellere vil betale ved kasse ét frem for at sløjfe de studerendes praktikmuligheder, så er det i sandhed et tegn på, at der her er blevet truffet nogle skæve afgørelser, uden at universiteterne, som i sidste ende er de fagkyndige, er blevet inddraget i overvejelserne.
 
Praktikopholdet er derfor noget, der bør værnes om. De erfaringer, der stiftes, og kompetencer, som erhverves, er nemlig i den lange ende guld værd for både den studerende, praktikvirksomheden og ligeledes det fremtidige erhvervsliv. Praktikopholdet medvirker jo netop til, at de fremtidige dimittender allerede har stiftet erfaring med arbejdslivet under deres studier. Hvilket i højere grad gør dem i stand til at skabe en merværdi hos deres fremtidige arbejdsgiver fra første arbejdsdag. Alle går efter, at fremtidens arbejdskraft skal være så kvalificeret som overhovedet muligt. Det er derfor meget svært at være enig i, at praktikforholdene for studerende skal besværes.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også