Frem mod Folkemødet 2015
Fra elefantkirkegård til levende samfundslaboratorium

Efterdønningerne fra Folkemødet har efterhånden fortaget sig, når det gælder travlhed, træthed og tømmermænd. Men jeg har stadig den der mærkelige smag i munden, jeg hvert år sidder tilbage med efter at have været til Folkemødet. Den bitre smag af skønne spildte kræfter, demokratiske falliterklæringer og uforløst kæmpepotentiale. Og de rosenrøde drømme om, at det nok skal blive bedre næste år, der trods alt får mig til at tage til Bornholm igen og igen. Men denne gang må jeg hellere huske at sige mine ønsker højt, så der er en større chance for, at de rent faktisk går i opfyldelse.
Det er svært at sætte fingeren præcist på, hvorfor jeg altid sidder tilbage med tømmermænd på demokratiets vegne, når jeg har været til folkemøde på Bornholm. For ligesom de fleste andre folkemødedeltagere havde jeg igen i år fire fuldstændig fantastiske dage. Der er noget helt unikt over Folkemødets sansebombardement, der føles som en blanding af Roskilde Festival for voksne, Bogforum, Djøf Distortion, dyrskue med ’politicians in their natural habitat’ og ungdommens byture, hvor man stod med sine venner på det ene gadehjørne og ikke snakkede om andet end, hvor alle de andre mon var henne.
 
Folkemødet er ikke mindst stedet, hvor politikerne skal vise deres folkelighed og diverse kendisser hilser hjerteligt, bare for en sikkerheds skyld. For er der noget, som ikke er gangbart på Folkemødet, er det arrogance. Foto: Polfoto
 
Man deltager i spændende diskussioner, kindkysser, giver hånd, skåler og bliver introduceret til en masse fremmede, man med temmelig stor sikkerhed kan gå ud fra godt gider snakke om samfundets store spørgsmål. Man lader sig med jævne mellemrum forskrække af kendisser, der af frygt for ellers at blive kaldt arrogante smiler overdrevet venligt til en og hellere råber et ’heeeej’ for meget end et for lidt til alle, de passerer.
 
Også Lars Løkke kører den heeelt afslappede stil på Folkemødet. Foto: Polfoto
 
Stokroseidyl og ultraviolette solnedgange
Og man kan ikke andet end at blive både forundret og opløftet af alle de utroligt mærkelige sager, foreninger og tiltag, man bliver gjort opmærksom på, og som nogen har gjort en masse ud af at sætte fokus på og samle paneldebatter om – mangfoldigheden og samfundsengagementet blomstrer, så det er en fryd. Der er noget for enhver smag og enhver sag. Og alt sammen foregår det i Allinges yndige bindingsværk- og stokroseidyl, hvor opbuddet af toiletvogne og gode madboder er imponerende velplanlagt, mange af tidens aktuelle bands holder gratis koncerter, bølgerne brydes mod klipperne, og hver aften er svøbt i ultraviolette solnedgange.
 
Det er og bliver simpelthen en fest at være til folkemøde. Og det er så fantastisk, at man kan lokke 80.000 mennesker til Bornholm for at snakke samfund, demokrati, fællesskaber og mærkesager. Men når nu det er sådan en fest, hvorfor bliver jeg så midt i al glæden alligevel så forstemt af at være der hvert år?
 
På Folkemødet følges idyl, folkelighed og demokrati godt ad med en fadøl og en højskolesangbog. Foto: Polfoto
 
Det er der tre væsentlige grunde til:

1) Forældet demokratiopfattelse
Trods alle de gode intentioner om, at Folkemødet skal nedbryde barriererne mellem sektorerne og skabe nye former for møder mellem politikerne og folket, er det meget sjældent det, der sker i praksis.

Folkemødet bliver i sin nuværende form snarere et udstillingsvindue for demokratiets værste dårligdomme – alt det, der var grunden til, at jeg i 2010 startede samfundslaboratoriet Borgerlyst http://borgerlyst.dk sammen med Andreas Lloyd. Vi ville gerne bringe folkets stemmer tilbage i den offentlige debat og være med til at skubbe på civilsamfundets renæssance, fordi vi – med udgangspunkt i vores egen dårlige borgersamvittighed – kunne konstatere, at vi slet ikke deltog så aktivt i samfundsudviklingen, som vi gerne ville. Ikke fordi vi ikke havde lyst til at gøre mere – men fordi vi ikke havde lyst til at være en del af et parti, og fordi vores hverdage ikke passede til de traditionelle måder at dyrke foreningslivet og frivilligheden på.
 
Vi ville gerne gøre noget, og vi havde også ofte et ekstra lille overskud i hverdagen til at bidrage mere til samfundet – men vi var nødt til at udvikle nogle nyde måder at deltage på. Mikrohandlinger, samtalesaloner http://samtalesaloner.dk og faglige sammenskudsgilder, der kunne gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Det viste sig meget hurtigt, at vi langt fra var de eneste, der havde det sådan.
 
Kampen om opmærksomheden er stor på Folkemødet, så det gælder om at skille sig ud. Foto: Polfoto
 
Civilsamfundets renæssance
Mens statistikkerne messede om manglende demokratisk engagement, foreningsdød og manglende frivillige, boblede mange nye tendenser og initiativer frem i undergrunden. Meget af det er variationer over temaet ’Collaborative Consumption’, som jeg har skrevet uddybende om her med eksempler på, hvordan borgerne tager masser af mikroansvar for at få samfundet til at fungere bedre. Når vi i Borgerlyst hver måned holder vores åbne Samtalesaloner, er det også fantastisk at se, hvor mange vidt forskellige mennesker i alle aldre og med vidt forskellige holdninger og baggrunde, der stimler sammen for at snakke om andet end grillopskrifter og påskeferieplaner. Rigtig mange borgere vil enormt gerne – man hører bare forsvindende lidt til vores initiativer og stemmer i den mere formelle, offentlige debat. Og når Folkemødet ender med at provokere mig så meget, skyldes det i høj grad, at den ulighed bliver sat endnu mere på spidsen dér.
 
Der er så meget i hele planlægningen og prioriteringen af Folkemødet, der hører fortiden til:  
Hvorfor tildeles partierne særstatus med de bedste beliggenheder og en halv time hver på programmet, hvor intet – som i intet – andet må programlægges? De er vigtige aktører – men dog kun ét af demokratiets mange hovedinteressenter. Hvorfor skal der helst være en politiker – gerne fra hver side af det politiske spektrum – med i alle debatter. Hvad er det, man forventer, de kan sige, som skulle være så meget mere interessant, end hvad alle de andre spændende paneldeltagere siger?
 
Martin Lidegaard (R) og Søren Pind (V) i helt klassisk politikerdebat. Det skal der selvfølgelig være på Folkemødet, men flere åbne debatter og mindre forudsigelighed ville være et stort plus. Foto: Polfoto
 
Selvfølgelig er det også super relevant at høre, hvordan nogle af tingene kan føres politisk ud i livet. Men generelt forplumrer det paneldebatterne, når nogle af debattørerne mest står der for at tage hurtige politiske stik hjem – uanset hvor meget resten af panelet måtte være indstillet på en mere konstruktiv samtale. Hvorfor har man valgt ’messe-modellen’, hvor hver lille organisation har sit eget telt i skarp konkurrence om opmærksomhed med alle de andre – i stedet for at skabe nogle fælles telte og mødesteder, hvor forskellige arrangører kunne byde ind med deres arrangementer i et mere fælles format til gavn for alle. Det ender i et blodrødt budskabsocean, men kunne have været det indholdsmæssigt smukkeste sammenskudsgilde.
 
Folket er der – man hører os bare ikke
Det er såmænd ikke, fordi folket ikke er der. Det er vi i større og større tal for hvert år. Og alle os, der har valgt at bruge tid og penge på at komme til Bornholm, er også kommet, fordi vi har en masse på hjerte og en masse at bidrage med. Vi fylder godt op i gadebilledet mellem teltene – men man hører os næsten ikke i praksis.
 
Og derfor kommer Folkemødet hurtigt til at føles som en elefantkirkegård, der hylder svundne tiders demokrati og sikrer taletid for alle dem, der trives bedst i det gamle system og er hunderædde for alt det nye, der trænger sig på fra undergrunden. Det er ikke, fordi de ikke også kan være vældig spændende at høre på. Men det gør vi jo resten af året – og med de store paneldebatter, de fleste af dem bliver placeret i, adskiller det sig ikke nævneværdigt fra, hvad man ellers ville kunne se i tv.
 
Folkemødet er fyldt med interesserede deltagere, som mest får lov til at lytte. Her en velbesøgt paneldebat om den danske folkeskole. Foto: Polfoto
 
Uforberedte ronkedorer
Den ene paneldebat efter den anden består af et alt for stort antal uforberedte ronkedorer, der aldrig rigtigt får tid nok til at sige noget sammenhængende, hvis de rent faktisk skulle have noget nytænkende og visionært på hjerte. Ordstyrerne er generelt for dårlige, stiller forudsigelige spørgsmål, der får paneldeltagerne til at svare forudsigeligt og bruger alt for meget tid på at sige, at nu skal paneldeltagerne også huske at gøre det kort, for der skal jo være tid til publikums spørgsmål.
 
Men når det kommer til stykket, bliver det højst til et par spørgsmål fra salen, der går i øst og vest og derfor er umulige for paneldeltagerne at svare ordentligt på. Så selvom ronkedorerne måtte have noget spændende på hjerte og er åbne over for nytænkning og samarbejde, tvinger formatet dem til at  gentage de samme grammofonplader, som de allerede har fyret af i andre telte og andre debatter flere gange samme dag, uden reelt at lytte til hinanden eller prøve at skabe noget sammen.
 
Og det er simpelthen så ærgerligt, for er der noget Folkemødet virkelig skulle kunne, er det da at skabe nye forbindelser, samarbejder på tværs og konstruktive samtaler. Hårdtslående debatter er uinteressante og overfladiske allerede på tv – live bliver de nærmest uudholdeligt ukonstruktive at overvære. Især når der faktisk sidder et højkompetent publikum, der ville have kunnet bidrage med en masse, hvis bare samtaleformatet havde været anderledes.
 
Partiet Alternativet, stiftet af den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, havde (passende nok) en alternativ tilgang til Folkemødet. Deltagerne blev bedt om at gå rundt og kigge hinanden dybt i øjnene, mens de strakte kroppen. Foto: Polfoto
 
2) Fornemmelsen af at være på all inclusive-ferie
Lige så gal er fornemmelsen af at være på all inclusive-ferie, som jeg allerede skrev en masse om, første gang jeg havde været afsted, http://nadjasreflexioner.net/2012/06/28/folkemodet-all-inclusive-ferie/
når man først har klaret den store hurdle med at finde transport til og overnatning på Bornholm. Fra det øjeblik, man ankommer i Allinge, kan man i princippet leve godt i fire dage uden nogen sinde at skulle have sin pung op ad lommen. Hvis bare man altså er klar til at acceptere, at prisen for de gratis fadøl, pastiller og cafélatter er, at arrangørerne lukker munden på dig, så du kan lytte tavst til alle deres mange budskaber.
 
Jeg holder mig ikke for god til at taget imod lidt af hvert selv, og jeg vil heller ikke være puritansk og sige, at man som deltager skal holde sig fra at nyde de gratis glæder. Men jeg synes, man skal holde sig for god til kun at gå efter det gratis og lægge ruten efter, hvor man kan fortsætte sin all inclusive-ferie. Glæd dig over de gratis øller, når de er der – men gå ellers efter indholdet, og betal for dig selv. Ellers er du med til at bekræfte alle i, at gratis mad og drikke er det eneste, der rigtigt virker. Her har vi alle sammen et ansvar for at bakke op om de små, der tilbyder en masse godt indhold eller mere alternative debat- og samtaleformater end de store.
 
For det skaber en uheldig skævvridning, hvor det bliver meget svært at konkurrere på budskaber, indhold og reelle samtaler, uden at melde sig ind i teltstørrelses- og serverings-ræset. Man kan ikke rigtigt klandre teltholderne for, at de benytter sig af muligheden, hvis de har råd. For det virker. Det virker virkelig. Aldrig ser man så stor interesse for et telt, som når der bydes på noget gratis.
 
DM i Debat er en årligt tilbagevendende begivenhed på Folkemødet. Smed og formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Morten Ryom, blev vinderen. Foto: Polfoto
 
Hurra for det åbne programformat
Det skal selvfølgelig retfærdigvis lige siges, at rammen er åben og demokratisk i den forstand, at enhver kan oprette sin begivenhed og få den gratis med i både programavisen og appen, hvis man er tidligt nok ude. Og derfor kan man – som vi selv gjorde i Borgerlyst – frit vælge bare at sige ”Vi mødes foran biblioteket: Kig efter ballonerne” og således komme ret langt uden et telt. Det er der heldigvis ikke nogen, der forhindrer en i. Men i praksis er det nærmest umuligt – selv for teltholderne med ret anseelige telte og gratis pastiller – at konkurrere med hyggelige stokrosegårde og gratis fadøl. De 80.000 potentielle gæster når – som min borgerlystmakker Andreas Lloyd har formuleret det – at blive budskabsblinde på et par timer. Så det er nærmest umuligt at trænge igennem, hvis man ikke benytter sig af forskellige former for megafoner og højtalere. Og når alle gør dét, bliver alle i sagens natur bare nødt til at råbe højere og højere og højere. Her ville ’less is more’- og ’content is king’-klichéerne virkelig gøre en positiv forskel.
 
3) Uforløst potentiale
Jeg kan faktisk ikke rigtigt bære, at der hvert år bliver brugt mange penge, mange menneskers tid og meget energi, uden at der kommer mere ud af det, end der gør. Jeg ved godt, at vi alle sammen får en hel masse personligt, fagligt og netværksmæssigt ud af det, og at langt det meste af alt det gode sker i mellemrummene mellem de mange telte. I pauserne, til koncerterne på Gæstgiveren, til alle de hemmelige fester. Jeg har også selv fået uvurderlige kontakter, nye venner og masser af opgaver ud af at være til Folkemødet.
 
Der kommer en masse ud af det for alle, der er der. Men det gennemgående træk er desværre, at det er en hel masse personligt baserede, de-koblede ting, der kommer ud af det. Det er 80.000 individer, der bliver klogere, skaber netværk og fester igennem – men meget få fællestræk og fællesskaber. Og det synes jeg simpelthen er for ærgerligt. Tænk, hvis 80.000 menneskers samlede tanke og handlekraft kunne blive aktiveret langt mere og forenet med alle de økonomiske og magtmæssige muskler, der også er til stede på Folkemødet.
 
Et af Folkemødets arrangementer var en klassens time med Lars Løkke som lærer. Her en elev. Foto: Polfoto
 
Tænk, hvad vi kunne rykke sammen, hvis der var mere fokus på at tænke Folkemødet som et samlet fællesskab i stedet for en masse telte, arrangementer og arrangører, der kæmper om opmærksomhed, og en masse deltagere, der måske nok hver især har en fest, men som ikke rigtigt får mulighed for at bidrage med så meget andet end det. Tænk, hvor meget resten af landet også ville kunne få fornemmelsen af, at det var vigtigt, det vi samledes om på Bornholm, hvis de op til Folkemødet kunne komme med reelle bud på nogle samfundsudfordringer, folkemødedeltagerne i fællesskab kunne løse, og der hvert år kom nogle fælles løsninger ud af det bagefter, hvor man virkelig kunne se, at løsningerne var blevet til på tværs af sektorer og interesser, fordi vi var så mange, der var samlet for at gøre en forskel.
 
Tænk, hvor meget mere aftryk Folkemødet så kunne sætte: Både for os, der var stimlet sammen på Bornholm, og for alle dem, der følger med på sidelinjen og i dag kun ser badebilleder, solnedgange og fadølsfester i deres Facebook-feeds.
 
Hvad er det så helt konkret, jeg længes efter? Og hvor på årets folkemøde så jeg nogle lysglimt og forvarsler for det?
 
1) Lyt mere til folkets stemmer
Mange førstegangsfolkemødedeltagere lader sig hurtigt dupere af, at de har stået ti meter fra en minister til en koncert og spottet en masse kendisser – og alle siger hele tiden, hvor fantastisk det er, at man bare kan gå hen til politikerne og vende alt muligt med dem helt nede på jorden. Men sandheden er, at det ikke er sandt. Langt de fleste af toppolitikerne har ladet sig smigre til at deltage i så mange paneldebatter, at de ofte ses i løb eller meget målrettet kapgang omkranset af deres særlige rådgivere, der lynbriefer dem om deres næste panel. De har slet ikke tid til at stoppe op og sludre. 
 
Og det er dér, filmen knækker for mig. Det er, som om alle vil sige noget på Folkemødet, men ingen er specielt interesserede i at lytte. Alle råber. Højere og højere. Mere og mere farvestrålende balloner, skilte, facere, der rækker én gratis pastiller i farten, og flere og flere gratis fadøller, gourmethotdogs eller hemmelige fester, der er så uhemmelige, at selv mine venner, der passede deres arbejde i København, mens vi andre var på Bornholm, vidste, præcis i hvilke etablissementer de foregik.
 
Masser af mennesker og masser af budskaber. Men hvor engagerende er alle de budskaber? Foto: Polfoto
 
’Lobbydagene i Allinge’ eller ’Folkemødet på Bornholm’?
I længden er der bare ikke så meget sjovt ved at skrige så højt, hvis der ikke er nogen til at høre, hvad man siger. Så ender det hele som et stort ekkokammer – og så er det faktisk sjovere at tage i ekkodalen, hvor der også er en reel chance for, at et eller andet genkendeligt runger tilbage mod én. 

Så i virkeligheden er det i mellemrummene mellem teltene og debatterne, at alt det interessante sker. Det er i toilet- og madkøerne alle er lige, og man falder i snak på kryds og tværs og får en fornemmelse af, hvor mange fantastiske mennesker der er samlet på et meget lille areal.
 
Jeg har sådan set fuld forståelse for, at der skal være tid og plads til de mere lukkede møder og fester og lobbyarrangementer. Det ér smart, at alle er samlet på ét sted på samme tid. Og dybest set var det vel sådan, arrangementet var tænkt det første år, og den eneste store fejl i den forbindelse er egentlig, at man så valgte at kalde det Folkemødet. Havde det heddet ’Lobbydagene i Allinge’ havde der ikke rigtigt været noget problem. Men nu hedder det så Folkemødet, og så har folket en berettiget forventning om, at vi også er velkomne, og at nogen er oprigtigt interesserede i at høre, hvad vi har på hjerte.
 
Lad os skabe et årligt tilbagevendende løsningslaboratorium
Så hvorfor ikke tage konsekvensen af det og gøre Folkemødet til et årligt eksperimentarium for politikudvikling, demokrati og deltagelse. Hvis man vendte det hele lidt på hovedet, kunne Folkemødet i stedet være ronkedorernes helt store chance for at lytte til folket og få indblik i alle de fine nye initiativer, der spirer frem uden for elfenbenstårnene.
 
Men skulle man ønske at lave masseovervågning, ville man få fuld valuta for pengene på Folkemødet. Foto: Polfoto 
 
Et konkret eksempel fra i år var Politikens og Dansk Industris joint venture om at indsamle folkets ideer til, hvordan den offentlige sektor kan blive ’Hurtigere, kærligere, dygtigere’. Her havde de sendt en gruppe seje politikere og kendisser – blandt andre Ida Auken, Henrik Byager og Bente Klarlund – på jagt efter folkemødefolkets ideer de første par dage. Den simple skattejagtsopgave betød, at de faldt i snak med mange flere ’helt almindelige mennesker’, end de ellers havde gjort – og så fungerede som ambassadører for ideerne i de sidste dages festlige finaler. Her stod de som paneldeltagere i et alt for stort panel – men udgangspunktet for det, de snakkede om, var folkemødefolkets forslag, så de var alle sammen tvunget til at flytte pickuppen fra deres velkendte grammofonplader og være langt mere nærværende, fordi de ikke vidste, hvad der dukkede op af forslag.
 
I praksis blev finalearrangementerne desværre stadig ret overfladiske. Publikum skulle lynstemme med grønne og røde sedler, men ordstyreren formåede aldrig rigtigt at bruge tilkendegivelserne til andet end at konstatere: ”Nå, der var mange røde” og ”Det ser grønt ud”. Og der er næsten ikke noget værre end at ’inddrage’ og spørge folk, hvis man alligevel ikke lytter og reagerer på det, de siger. Men princippet i indsamlingen var godt – og kunne snildt gøres til en langt større, gennemgående skattejagt efter nye løsninger arrangeret af Folkemødet selv. Og man kunne passende supplere prisen for ’mest dialogorienterede politiker’ med ’mest deltagende deltagere’.
 
Bustur-retur
Et andet godt, nyt tiltag i forhold til folkets stemmer og deltagelse er, at jeg i år hørte om flere forskellige organisationer, der havde arrangeret endagsture til Folkemødet om lørdagen. Det har muligvis også været tilfældet de andre år, dér er jeg så bare ikke stødt på dem. Men i år mødte jeg mange, der var henholdsvis med Information og Dansk Arkitektur Center til Folkemødet. Og det synes jeg er en mega god ide – for det ér dyrt og besværligt at tage den fulde pakke, hvis man ikke er inviteret derover eller får det hele betalt af sin arbejdsgiver. Og en enkelt dag derovre vil faktisk være rigeligt for de fleste, selvom man så selvfølgelig misser nogle af de festlige højdepunkter sidst på aftenen. Buskonceptet har i hvert fald givet mulighed for at udvide mængden af folkets stemmer betragteligt.
 
Til den mere Folkemødet-nørdede side: I 1978 tog Gasolin den afgørende beslutning om at opløse sig selv på et værelse på Gæstgivergården i Allinge, som nu er dagbladet Politikens samlingssted på Folkemødet. Her udsmykningen på 'Gasolin-værelset'. Foto: Polfoto
 
2) Nyskabende samarbejder om temaområder og telte
Som det er i dag, foregår alt for meget på Folkemødet uden sammenhæng. Spændende debatter om samme emne ligger lige oven i hinanden og kæmper både om de relevante panel-topnavne og publikums gunst. Det skyldes dels Folkemødets helt igennem uforståelige ’Ingen andre programsatte arrangementer, når partierne er på scenen’-regel, der om noget vidner om det forældede demokratibegreb, hele mødet er planlagt efter – og som i praksis tvinger alle til at lægge deres arrangementer lige oven i hinanden. Samtidig bliver det et udstillingsvindue for de mange potentielt gode kræfters manglende fællesskab, sammenskud og samarbejde. Hvorfor konkurrere om de samme menneskers opmærksomhed inden for klima, fødevarer, tro, natur og industri på samme tid i stedet for denne ene gang om året at arbejde sammen?
 
Nytænk ’stadeplads’-konceptet
Hvorfor ikke vende telt-konceptet på hovedet, så det ikke var alle enkeltaktørerne, der hver især skulle bruge formuer på at indrette telte og konkurrere med hinanden om de hårdt bookede ronkedorer som foredragsholdere – men der er i stedet var temazoner, hvor man kunne booke sig ind med relevante debatter (og det relevante afsendernavn – jeg er ikke mere blåøjet, end at jeg godt ved, der selvfølgelig er en masse branding og kundebudgetter på spil her), og hvor man kunne have en berettiget formodning om, at mange af de folkemødegæster, der befandt sig i dét område, også ville være interesserede i at høre de følgende debatter i stedet for at skulle piske frem og tilbage gennem Allinge konstant.
 
Nu ved jeg godt, at mange af os – i høj grad mig selv inklusive – også gerne vil overraskes, ikke tilhører en bestemt branche og gerne vil se alt det, vi ikke anede, vi interesserede os for. Så selvfølgelig skal man stadig inspireres til at bevæge sig rundt over det hele – men det ville give utroligt meget mere mening for mig, hvis teltene og arrangementerne var grupperet ud fra beslægtede tematikker frem for som det forekommer nu, ud fra organisationsformer – tænketanke, virksomheder, organisationer …
 
Hvis nogen skulle være i tvivl, ses her en aktiv deltager. Foto: Polfoto
 
Danchels Anlæg – fra periferi til vinderkoncept
Noget af det sjoveste ved Folkemødet er at opleve forskellige aktører i nye roller. Og faktisk var det for mig at se i år det ellers lidt afsides beliggende Danchels Anlæg, der fungerede bedst. Teltene var placeret mellem alt det grønne på en måde, så der opstod en hyggelig plads mellem teltene, så man fik lyst til at kigge ind i de andre telte, nu hvor man alligevel var der. De lå i en ring med åbningerne ind mod hinanden, så der var et fælles rum i midten og små lommer, man kunne gå på opdagelse i. Mange af Folkemødets andre zoner lægger mere op til, at man defilerer forbi teltene uden rigtigt at opholde sig der.

Og så var hele tre af de telte, jeg vil fremhæve i år, samlet netop dér:

Først og fremmest vil jeg rose BRFkredit for at have stillet deres telt til rådighed for en række socialøkonomiske virksomheder – for eksempel Fødevarebanken og ByBi – der ellers ikke ville have haft mulighed for at have teltplads. Så vidt jeg forstod, fik de lov at bruge teltet til det, de havde lyst til et par timer. Så selvom det var vidt forskellige tematikker og former, var man hver gang sikker på, at der ville ske noget derhenne, der havde fokus på socialøkonomi.
 
Temaer som trækplastre
Mens mange af de andre telte skifter stemning og fokus konstant, fordi de er ejet af PR- eller konsulenthuse, der tilbyder deres vidt forskellige kunder at huse deres debatter, og det derfor kan skifte utroligt meget fra gang til gang, kunne man i Økologiens Telt være sikker på, at omdrejningspunktet for alt, hvad der foregik, var økologi. Hvis man havde økologi som grundinteresse, kunne man altså altid bevæge sig derhen og møde andre med samme fællesinteresse. Der var blandt andet morgenmadssamtaler, hvor der ikke alene blev serveret morgenmad, men også blev uddelt en samtalemenu inspireret af Borgerlysts samtalesaloner, så der kunne opstå gode snakke omkring bordene.

Igen i år viste Arla vejen for, hvordan en stor virksomhed kan gøre sit telt til et relevant mødested. Og ja, selvfølgelig har de en kæmpe fordel i, at de kan tilbyde en konstant strøm af superlækre mælke-hapsere, der samtidig brander en masse af deres nye produkter. Men de skal virkelig have ros for, at de primært fokuserer på forskellige bæredygtighedsaspekter, hvordan vi minimerer madspild og undgår skrald og giver børnekokke mulighed for at prøve kræfter med råvarerne. Arlas telt er hyggeligt indrettet og bliver et naturligt samlingssted, som man søger hen til. Og ganske vist trækker deres mange gourmetsmagsprøver meget – men de er også et statement i sig selv, fordi de er lavet på rester og nye ingredienser, der kombineres på fineste og mest overraskende vis igen og igen – stop madspild, når det er bedst.
 
Fælleskrammer på Folkemødet. Foto: Polfoto
 
 3) Samlingssteder for samtalerne
Jeg vil gerne rose arrangørerne for deres logistiske evner. Det er simpelthen imponerende, hvordan de forvandler Allinge til en velfungerende festivalplads for 80.000 mennesker. Ikke en finger at sætte på logistikken.
 
Men jeg ville ønske, at de også i højere grad tog ansvar for indholdet og var med til at sætte fokus på noget af alt det, der mangler. Dels at de stillede teltpladser og mødesteder til rådighed for alle de initiativer, der ikke selv har råd, men som potentielt kunne være de allermest spændende for andre at besøge og høre om. Alle de initiativer, der ikke er på Folkemødet for at sælge, lobbye, skaffe medlemmer eller pådutte budskaber, men som simpelthen bare er reelt interesserede i at samarbejde med andre om at skabe et bedre samfund. I løbet af Folkemødet talte jeg med mange, rigtig mange, der havde gode ideer til vildt spændende aktiviteter med fokus på deltagelse, samtaler, løsninger og civilsamfund. Og ville kunne stille med en masse gode – men hidtil knap så kendte – eksperter, der ville kunne bringe andre vinkler på banen end dem, vi ellers altid hører i medierne og nu også på Folkemødet. Kvit og frit ville de fleste gerne sætte alt muligt i værk, hvis bare der var nogle ordentlige rammer at gøre det indenfor. Kan man ikke konkurrere på teltplaceringer og grillmad, kan man ofte konkurrere på iderigdom og hjerteblod. Bare ikke som Folkemødets teltpolitik er sat op i dag.
 
Skab rammerne for flere gode samtaler
Helt konkret ville jeg derfor ønske, at Folkemødet tog initiativ til at starte et samtaletelt, hvor alle vidste, de kunne gå hen, hvis de var i humør til at møde hinanden og snakke om alt det, der trækker hver eneste af os til Bornholm. Vi har selv forsøgt os med nogle samtalesaloner derovre – og vores erfaring er foreløbigt, at folk er vilde med det, hvis de først beslutter sig for at være med og hvile i det. Erfaringen er også, at det er meget svært at få folk til at sige ja til at være med i første omgang, fordi der er så meget andet på programmet, og de fleste er bange for at blive væk fra deres venner, hvis de stopper op for længe. Hvilket jeg tænker er et generelt problem for alle arrangører. Én i gruppen vil super gerne høre en debat eller tage en længere snak i et telt, men de andre er på vej videre, og så går man hellere med vennerne, end man følger sin egen interesse. Så hvis der nu fandtes et sted, hvor alle vidste, de trygt kunne gå hen alene, og de helt sikkert ville møde nogle andre samtalelystne mennesker, som de blev koblet med på forskellig vis med forskellige temaer og spørgsmål og ret korte forløb, som man kunne springe til og fra, ville der være et reelt samlingssted, noget at mødes om og en sikkerhed for alle dem, der måtte være blevet væk fra deres venner.
 
Så mine rosenrøde drømme for Folkemødet 2015 lyder på flere chancer for at høre folkets stemmer, mødes og samtale – og flere arrangører og telte, der skaber sammenskud og fælles oplevelser. Håber, vi ses derovre. 
 

Relaterede artikler

Alternativet: Bæredygtige by-geder nu! - Partiet Alternativet blæser nye vinde ind på Christiansborg - i bæredygtighedens hellige navn. Nu skal København satse s...
Snylt totalt igennem på Folkemødet - Er du ikke allerede i gang med at snylte dig til succes på Folkemødet, har du travlt. Uanset om du har det store eller l...
Er du en hvor-der-er-fri-øl-folkemøde-type? - Du har besluttet at tage til Folkemødet på Bornholm 2016. Men du aner ikke dine levende råd om, hvilke af de næsten 3000...
Folkemødet for voksne - Nyklassikeren i dansk politik er den årlige sommerudflugt til Allinge på Bornholm for hele det brede lag i ”Engagementsd...
3 fif til lobbyisten på Folkemødet - Du har bestilt en tur til Allinge og har måske allerede pakket tasken. Du glæder dig til at tage del i den politiske deb...
Folkemødet: Kig mod Gotland - Syvende udgave af Folkemødet på Bornholm er vel overstået, og det er tid til at gøre status. I den forbindelse er det pa...

Giv din stemme

15 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Job

Marketing Project Manager

Frist: 17. december

Head of Social

Frist: 18. december kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 21. december kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.