Fra Reboot til Rebuild

Israelske soldater der går gennem muren i stedet for døren. Loddekolber, iranske bloggere, solskin, frihed, regnbyger, og flere foredrag end nogensinde før. Reboot, Københavns årlige internetkonference, har været her, i sin 10. udgave.
af Claus Dahl

Free
Der var både mere og mindre end nogesinde for kommunikationsfolket på årets Reboot.
Temaet for ordets konference var ordet Free. Som jeg måtte forklare en amerikansk Rebootgæst, ville det være en smule forkert at oversætte det til Fri, for ordets væsentligste betydninger er ikke de samme på engelsk og dansk. På engelsk spænder ordet rummet ud mellem den økonomiske frihed og den borgerlige frihed. På dansk kan man, polemisk indrømmet, påstå at det er en velfærdspointe: Rummet ligger mellem de borgerlige friheder og så det ikke at skulle på arbejde.

Free blev belyst fra forskellige ledder og kanter. Hvad skal der til for at holde internettrafikken rigelig og ufiltreret? Hvordan sætter byrummene grænser for vores bevægelse og hvordan agerer vi inden for den slags rammer. Kan man lave forretning ud af at sælge noget, der er gratis? Hvordan får man sin frihed tilbage i en hierarkisk organisation? Hvad nu hvis vi laver vores netværk og vores netværkede gadgets selv, hvad sker der så? Hvad er det så vi sætter fri?

Af særlig interesse her på KForum er det måske at se på hvordan de kommunikative aspekter af frihed blev belyst. En stor del af frihedslagkagen handlede, forståeligt nok, om fri tale og frie medier. Et udpluk:

●    Caroline Nellemann rapporterede fra blogrevolutionen i Iran, om censur, om empowerment og om styrets arbejde med at fremgro en islamistisk blogkultur.
●    Dan Gillmor gav os en update på hvordan det går med borgermedierne, her nu hvor blogs er blevet næsten lige så almindelige og kedelige som de gamle medier.
●    Den nye svenske terrorovervågningslov blev sat til debat.

Nye veje
Der var flere foredrag end disse, der umiddelbart handlede om kommunikation, men måske var det – også fra en kommunikationsvinkel – alligevel de andre foredrag, der tog flest kegler.
For det første er blogs og borgerjournalistik knap nok en nyhed mere. Reboot har haft den slags på programmet siden 2001. For det andet står klassisk kommunikation, i høj grad i kraft af nettet og teknologien, overfor en gennemgribende opløsning.

I sådan en verden bliver kommunikation en mere indirekte størrelse. Man skal være antropolog, byplanlægger og kommunikationshacker.

Meget belejligt bød Reboot derfor i år på en bred palette af foredrag, der bredte sprogkultur og netværksultur ud til også at handle om arkitektur, guerillakrig i Nablus og til sidst endda om at lave sin egen nye kommunikationsteknologi ved selv at bygge helt nye maskiner

Filosofi og murbrokker
Et fascinerende foredrag præsenterede os for projektet Walking Through Walls og det højst usandsynlige møde mellem fransk filosofi og israelsk bykamp.
Det lyder som en idé fra studenterrevyen, men nej: Den israelske hær har, for at forstå byer og byplaner, bevæbnet sig med både chokgranater og Gilles Deleuze. Den franske filosof leverer en fortolkningsramme for byen – og ved at sætte sig uden for denne ramme bliver de israelse styrker fri af det system, indenfor for rammen, palæstinenserne konstruerer deres modstand efter. Det ville lyde som hjernespind, hvis ikke det virkelig var de israelske styrker selv, der forklarede sig i disse termer.

Informeret af Deleuze har de anvist en ny strategi hvor byens adgangsveje, minerede og farlige, opfattes som utilgængelige, og man i stedet bevæger sig rundt ved at sprænge sig vej gennem byens  forhindringer, bogstaveligt talt gennem huse og dagligstuer.
Der er en lektie her til Kforum-læserne. Hvis man kan få det møde til at lykkes i praksis, så må næsten hvad som helst kunne bringes i kontakt med klassiske humanioradyder.

Rebuild
Måske var årets Reboot, den tiende, også den sidste man med rette kan kalde Reboot. I hvert fald forsøgte et væld af oplæg og workshops at overtale Rebooterne til at bygge maskinen helt om, i stedet for at genstarte den.

Hvis man skal lave et lynsammendrag af IT revolutionen, så har vi bevæget os fra 80ernes PC-revolution, hvor vi lærte at tekstbehandle, over 90ernes netværksrevolution hvor vi lærte at emaile ind i det nye årti hvor vi selve PC-en, det apparat de to gamle revolutioner skete i, er i opløsning. Hvis man er en ganske almindelig forbruger med en spritny iPhone, eller måske et Nintendo Wii spillekonsol, så har man i al stilfærdighed anskaffet sig nogen nye, banebrydende, sprogfrie kommunikationsapparater.

Nintendos Wii har allerede udviklet sig til en platform for alle mulige andre elektroniske gebærder end de computerspil den var tænkt til. Det samme er ved at ske med iPhone. Disse nye apparater skaber helt nye, meget fysiske medier. Det er ikke helt klart endnu hvad f.eks. Kommunikationsforums læsere egentlig skal stille op med dem, professionelt, men Reboot er i den grad begyndt at interessere sig for svaret på det spørgsmål. På Reboot udfodres gæsterne til, ikke bare at tænke over disse apparater, men faktisk bygge deres helt egne. Det er uklart præcis hvordan vi selv kommer til at stykke vores digitale sanseapparat sammen i fremtiden, men at det kommer til at ske er der mindre tvivl om. Nintendo og Apple, blandt andre, viser vejen.

Nu kun 20% danskere

Reboot 10 satte rekord i antallet af udlændinge i år. Thomas Mygdal fortalte undervejs at danskerne end ikke længere er den mest folkerige nation på Reboot. Den rolle har tyskerne overtaget nu, skarpt forfulgt, såvidt man hører omkring sig, af hollændere og briter.
Af de 600 gæster var i år kun lidt mere end hundrede fra Danmark.

Med til den historie hører også at de obligatoriske keynotespeakers fra internettets eget land af mælk og honning, Silicon Valley, men det var egentlig ikke dem, der kom med det nye i år, tværtimod virkede budskabet fra Silicon Valley meget som ”de sidste par års” nyheder, mere end rigtige nye nyheder.

Alt i alt: Reboot 10 var alt det, man har vænnet sig til der skal være, vandingshul, webværksted og blød humanisme, men konferencen var også mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For første gang har jeg forladt en Reboot, fuldt bevist om at jeg er gået glip af det meste, men stadig fuldt mættet af de ting jeg nåede at få med. Det kalder på en gentagelse.

http://www.reboot.dk/


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også