Fra klasseværelse til chatværelse

Det virker som en meget svær udfordring for uddannelsesinstitutionerne at leve op til læreplanernes krav om at bruge IT i undervisningen. Lærere og elever mener, at de nye medier fører til en form for misbrugssituation, hvor eleverne i stedet for at følge med i undervisningen spiller spil, opdaterer Facebook osv.

Men ud fra vores undersøgelser er mediebrugen måske kun misbrug og afhængighed ud fra et gammelt og forældet normsæt, der er udviklet til et kommunikationsmiljø uden de digitale netværksmedier. Måske vil vi i fremtiden bare være online hele tiden, og måske er elever og lærere i gang med at skabe en samfundsmæssig læring, der netop nu er ved at etablere fremtidens normer?

Fra dengang klasseværelset var blottet for teknik

Altid online = faglige problemer

I dag synes der dog at være nogle problemer med brugen af de nye teknologiske muligheder. Elever angiver nemlig de nyindførte trådløse netværk, der giver mulighed for at koble sig til parallelle interaktionssystemer (f.eks. Messenger), sociale medier (f.eks. Facebook) og andre aktiviteter (f.eks. surfing på internettet og online-spil), som forklaringer på deres faglige problemer. Flere taler her om misbrugsproblemer. Men misbrug er en diagnostisk undtagelse, og vores undersøgelse peger på, at ambivalenserne er almene, fordi de gamle sociale normer ikke hensigtsmæssigt kan regulere det sociale under indvirken af de nye medier.

Tre sæt af ambivalenser træder frem i elevers og læreres oplevelse af de nye mediers indvirkning på undervisningen:

1. Interaktionsambivalens

For det første, hvad man kan kalde for »interaktionsambivalens«. Dette begreb dækker over en usikkerhed i forhold til, hvad det er for regler og normer, der gælder og bør gælde for, hvordan undervisningsinteraktionen skal foregå. Der er f.eks. ikke klare normer og regler for, om computerne skal være åbne eller lukkede i løbet af en undervisningstime. Elever og lærere forholder sig famlende til, hvorvidt og hvornår det er acceptabelt, at eleverne simultant kan koble sig til andre sociale systemer via det trådløse netværk.

2. Ansvarsambivalens

En anden og beslægtet usikkerhed kan kaldes for »ansvarsambivalens«. Når computerne "åbnes stille hen ad vejen" og eleverne oplever, at de havner i, hvad de selv definerer som afhængigheds- og misbrugsproblemer, der i sidste instans ikke blot kan resultere i, at de lærer mindre af, hvad de formelt set skal lære, men endda bliver helt ekskluderet fra gymnasiet. Og hvem har så ansvaret?

Hertil forholder både lærere og elever sig ambivalent. Ansvaret "flyder rundt". Både elever, den enkelte lærer, skolen, computerne og forældrene tilskrives et potentielt ansvar. Men ikke sådan, at "aktanterne" tilskrives hvert deres specifikke medansvar. Snarere sådan, at hver af dem på skift får det fulde ansvar. Normerne for, hvem der har ansvaret i forhold til brugen af de nye medier i undervisningstiden, er således ikke fastlagt.

3. Handlingsambivalens

En tredje og sidste usikkerhed kan kaldes for »handlingsambivalens«. Denne ambivalens kan ses som en udløber af de to andre. Handlingsambivalens betegner en grundlæggende usikkerhed blandt elever og lærere om, hvad man i undervisningstiden bør gøre og ikke gøre.

I princippet kan man forestille sig, at der er klare regler og normer for den sociale interaktion, og at ansvaret ligger utvetydigt fast, men at man i de konkrete undervisningssituationer er usikker på, hvad man bør gøre og ikke gøre for at efterleve såvel "kompetencenormerne" (hvem bør have ansvaret) som de "konstruktive normer" (hvad bør der foregå). Eleverne kommer f.eks. i interview ind på, at der faktisk er en regel om, at man ikke må spille i skoletiden, ligesom der er en norm om, at computeren skal være lukket, hvis og når læreren siger det. Der er imidlertid ikke klare normer for, hvad lærerne og eleverne bør gøre for at modvirke, at eleverne alligevel kommer til at bryde disse regler og normer.

Pointen er ikke, at dette nødvendigvis er dårligt. Pointen er blot analytisk og konstaterende: Social handlingsambivalens i forhold til de nye medier synes at være tilfældet.

Altercentriske læringsforløb i dobbelt kontingente kommunikationer

I medium theory (Meyrowitz: No Sense of Place) forestiller man sig, at der hver gang et nyt kulturbærende medie kommer til, opstår en ubalance mellem samfundets normer og dets kommunikationsmiljø. Hertil fremstiller Meyrowitz en historisk funderet forklaring, ifølge hvilken samfundet efterhånden, under indvirken af det nye mediemiljø og via sine kommunikationer, indstiller sig på det nye miljø ved at producere normer, der er passende i forhold hertil, således at en ny balance dannes i overensstemmelse med den nye mediesituation.

Meyrowitz, der bygger videre på Goffman, udlægger i sin analyse af tv-mediet, hvordan dette ændrede informationssituationen omkring den scene, som vores rollespil foregår på. Vores backstage-informationer var pludselig for en stor del afslørede, fordi personer som os selv nu var udstillede gennem tv - eksempelvis som læreren, der ikke ved alt.

Denne omvæltning af informationssituationen medførte interaktionsambivalenser, da man nu i interaktionen skulle forholde sig til, at for eksempel barnet nu faktisk havde set i fjernsynet, at præsidenten nogle gange løj, og at læreren ikke vidste alt.

Det samme er ved at ske med de digitale medier. Det virker logisk, at vi nu er påbegyndt et nyt forløb med det, vi kalder altercentriske læringsforløb i dobbelt kontingente kommunikationer, der efterhånden vil producere normer, der kan regulere det sociale i et kommunikationsmiljø, som nu også inkluderer de digitale medier.

En ny imprimatur?

At de nye normer, der skal regulere undervisningen, vil dannes via selektion og evolution, betyder ikke, at det vil være forkert at forsøge sig med normer ud fra det gamle skel mellem undervisningsinteraktionssystemet og dem baseret på digitale medier. De gamle normer vil dog højst kunne hæmme udviklingen en smule. Forandringerne i normer og praksisser vil følge naturligt i takt med den øgede brug af den trådløse teknologi.

Da den katolske kirke indførte censurensom reaktion på trykketeknologien (den berømte imprimatur), var det blot en stakket frist. Normerne ændrede sig. Sådan vil det formentlig også gå i klasselokalerne.

---

Artiklen er en bearbejdet og forkortet udgave af:

Tække, Jesper & Paulsen, Michael 2010: Trådløse netværk og sociale normer, i Norsk Medietidsskrift 17, nr. 1, pp. 16 - 45. tilgængelig på: http://www.idunn.no/ts/nmt/2010/01/art01

Forfatterne har tidligere udgivet en anden artikel om samme emne:

Paulsen, Michael & Tække, Jesper 2009a: Om den uformelle (mis)brug af medier i det formelle uddannelsessystem, i Mediekultur vol. 46, Journal of media and communication research.

Og de udkommer snart med en artikel mere, der angriber emnet ud fra en magtvinkel.

Jesper Tække har desuden for nylig skrevet artiklen Facebooks kommunikative rum. På baggrund af ni parametre måler og diskuterer han mediets sociale potentialitet. Læs artiklen her, og vær også med i diskussionen, der bliver rejst her.