Fra affald til ressourcer

Kan man leve af affald ved at behandle det som en ressource gennem digital forretningsudvikling og skarp formidling internt og eksternt?
Specialet ”Fra affald til ressourcer – strategisk forretningsudvikling i et digitalt og designorienteret perspektiv” arbejder i spændingsfeltet mellem forretningsudvikling, digitale medier og en brugercentreret tilgang til problemløsning. Dermed udgør specialet ikke et typisk kommunikationsspeciale, men beskæftiger sig derimod med kommunikationen som en ressource i forretningsudvikling. Dette med udgangspunkt i et samarbejde med Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV).

Samarbejdet med AVV har placeret specialet i en miljømæssig kontekst, som har betydet, at specialet forholder sig til et stort netværk af interessenter; borgere, virksomheder og offentlige instanser. I affaldshåndteringsbranchen ses en tendens til, at affaldsselskaberne flytter sig fra at være primært teknisk orienterede ingeniørvirksomheder til i højere grad at agere som vidensvirksomheder.

Udfordringen for AVV bestod i at videreformidle og bearbejde den viden, som de opnår gennem deres arbejde. Særligt “projekt Nulskrald”, som omhandler borgernes affaldsminimering- og håndtering, giver AVV stor viden om borgernes adfærd og holdninger til affald. Denne viden omkring borgernes adfærd og holdninger kan være værdifuld for flere af AVVs interessenter - her finder vi specialets knudepunkt, idet formidlingen af denne viden udgør et stort udviklingspotentiale for AVV, men samtidigt er det en stor udfordring.

I denne udfordring udgør de digitale medier en ressource, som styrker formidlingen og kommunikationen – og derigennem forretningen. I udarbejdelsen af specialet blev det tydeligt at både den interne kommunikation, omkring projektstyring og videnshåndtering, samt den
eksterne kommunikation var afgørende for at skabe resultater hos AVV. I denne forbindelse har vi gennem workshops og specialet givet AVV konkrete bud på, hvordan interne processer i forhold til projektstyring og bearbejdning af viden, samt ekstern formidling, kan forbedres gennem digitale medier. AVV udtaler efterfølgende, at de har opnået stor indsigt i egen organisation samt i, hvordan en analytisk tilgang til bearbejdning af viden kan styrke deres forretning.
 
Specialet er skrevet af Marie Hune og Nanna Høg ved Aalborg Universitet, Interaktive digitale medier, og er vurderet til karakteren 12.
 
Læs hele specialet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også