Fotograferet med foden i en budding

Der står han så, det meget lille menneske i den meget store opsætning, der kvaser personen ud af fotografiet og synes at sætte fotografens ego i stedet. Den portrætterede er forsker og hedder Jesper Clement. Hans arbejdsplads, CBS, skimtes vist i baggrunden, og kurvene har da også noget med handel at gøre. Men herefter er det gået grassat. Belysningen ligner fraklip fra en ulideligt selvsmagende Lars von Trier-film, mens de rundkastede gule kurve ligner barnagtigt hærværk begået mod et indkøbscenter. Det hele er fotograferet af Carsten Snejbjerg, der - ligesom de øvrige præsenterede fotografer i denne artikel - faktisk er en udmærket fotograf, som også laver helt andre typer portrætter

Det begyndte egentlig så godt. Per Morten Abrahamsen, der skulle vise sig at blive kongen af det iscenesatte portrætfotografi, vendte i slutningen af 1980'erne op og ned på Månedsbladet Press og Børsens Nyhedsmagasin med iøjnefaldende, grænseoverskridende og pudsige portrætter af erhvervsfolk, skuespillere, politikere, musikere og andre kendte og halvkendte mennesker.

Det var forfriskende. Hidtil havde portrætfotografiet typisk været en tam affære. Noget med at bede folk om at stramme slipseknuden og stille sig pænt op foran en buet musegrå bagvæg i et fotostudie. Ikke overraskende resulterede det i endimensionale, misvisende og livløse portrætter, der kun var marginalt bedre end noget, der blev spyttet ud af togstationernes foto-automater.

Per Morten Abrahamsen gik langt i fornyelsens tjeneste. Sære lyseffekter, usædvanlige rekvisitter, forvrængede perspektiver og personposeringer ladet med symbolske betydninger var faste virkemidler. Han trak på kunsthistorien og reklameæstetikken, på det høje og det lave. Han mestrede genren, og det lykkedes ham at få væsentlige sider frem af de portrætteredes personlighed.

Men så gik det galt.

Den poserende direktør
Det iscenesatte portrætfotografi blev manér, mani og kliché, og selv mesteren, Abrahamsen, er siden ind imellem gået død i egen succes. I dag er snart sagt ingen tryksag lille og ubetydelig nok til ikke at blive udstyret med disse stadig mere trættende portrætter.

Helt galt går det, når den portrætterede ikke har det som sin livsvej at posere. Når direktører, embedsmænd, forskere, kommunikationschefer, politikere og lignende godtfolk med andre ord stiller sig an som skuespillere, rockstjerner og fotomodeller.

Per Morten Abrahamsens portræt af Flemming Østergaard i FCK-tiden er råt kød for blodtørstige aktionærer. Her signaleres ikke orden i regnskaberne, visionært sindelag, et vindende væsen eller andre jævnligt efterspurgte direktørdyder. Snarere kortsigtede knaldeffekter, dårlig smag og manglende evne til at modsætte sig latterlig iscenesættelse. Ulysten lyser nærmest den portrætterede ud af ansigtet, men man er vel ikke en tøsedreng. At optræde med det levendegjorte FCK-bomærke synes at være en manddomsprøve, som Flemming Østergaard ikke har kunnet undslå sig for. Når alt dette er sagt, vil det dog trods alt være for meget at lægge i sagen at påstå, at fotografiet har været med til at vælte Østergaard af pinden hos FCK

Metafor amok
Typisk bygger det iscenesatte portrætfotografi på variationer over en af disse to grundideer:

Den opblæste rekvisit - en genstand fra den portrættedes hverdag får en overdreven, fremskudt funktion i fotografiet. Skriver personen i sin hverdag ofte noter på et stykke papir, lader fotografen hele personen vikle ind i meterlange baner skrivepapir.

Den afbildede metafor - en talemåde eller et symbol, der ønskes knyttet til den portrætterede, illustreres håndfast. Er den portrætterede psykolog, skal vedkommende selvfølgelig vade rundt i en mystisk skovsø med sorte ukendte dybder.

Tre grunde til at droppe de overdrevne iscenesættelser
1. Fotografen har hugget billedet
Neutralt, ikke-iscenesat portrætfotografi findes ikke, idet al portrætfotografering kræver en aftale mellem parterne og en eller anden form for opstilling. Men fra grundformen og til de ovenfor beskrevne teatralske arrangementer er der lang vej. Problemet er, at fotografen ved de store iscenesættelser gør sig selv til hovedperson på bekostning af den portrætterede. Hvad vi ser på det færdige billede er typisk fotografens ideer, tanker og verdensforståelse. Så medmindre du som redaktør eller kommunikationsrådgiver vil sælge din tryksag ved hjælp af fotografen og dennes eventuelle omdømme i stedet for den portrætteredes person, bør du stramme briefingen.

2. Den portrætterede ydmyges
Ingen iscenesættelse uden overdrivelse: det gælder simpelthen om at udsætte den, der skal fotograferes, for noget usædvanligt og spektakulært. Det indebærer i bedste fald en fordrejning af personens hverdag og personlighed, i værste fald en utroværdig, pinlig og ydmygende overskridelse af den portrætteredes personlige grænser. Udstilles med sådanne billeder i virkeligheden ikke blot f.eks. topchefens manglende evne til at sige nej, når det gælder om at behage fotografen og de omgivelser, der presser på for at få den "tilknappede" person til at løse op, være modig, kreativ og folkelig?

"At spejle sig i dybde og indsigt" er vel det bagvedliggende, beregnede budskab i denne særprægede opstilling eller rettere nedlægning af forfatter og foredragsholder Carsten Graff. Skam tage aflæsning af billedet som en slem gang buksevand til en irriterende narcissist. Foto: Søren Bidsted/Scanpix

3. Det er old hat
I udlandet har det iscenesatte portrætfotografi hærget siden 1970'erne og i Danmark fra 1990'erne og frem. Nyhedens effekt er væk. Prøv noget andet i stedet for at skrue yderligere op for brusset på de kulørte lamper. Hvad med sort-hvid inderlighed; fornemmelsen af ro og rum; hverdag; små tegn. Less is more - såmænd også når der skal gives udtryk for selvironi og humor.