Forsvar for fodboldmetaforen

Når VM-feberen brænder i hjertet, løber fodboldmetaforen i fingrene, og teksterne fra mit tastatur flyder over med røde kort, hjørnespark og offsidefælder. Jo, jo, jeg ved det godt. Fodboldmetaforen regnes for dårlig stil på K-bjerget, og sprogpolitiet hader den mere, end Drillo hader driblinger.
af Kristian Madsen

Fodboldmetaforen er især blevet en fast figur i det politiske sprog. Det skyldes bl.a., at fodbold i sig selv er en metafor for krigsførelse, der er det mest almindelige billede på politik.

Men der er også andre årsager til, at politikere og kommentatorer elsker at snakke fodboldsprog.

 

Man kan selvfølgelig overdrive, som Lykke Friis, der i sin førministerielle periode altid analyserede EU i billeder a la ”Barossos holdopstilling” og ”Merkels glidende tackling af Sarkozy”. Og visse fodboldmetaforer er lige så falmede som Jon Dahls inderside. Det er blevet til en kliché at give nogen det gule kort eller se til fra sidelinjen. Men den originale, klare fodboldmetafor er en retorisk helflugter op i krydset.

 

Fodboldmetaforen er folkelig

Den melder afsenderen ind i et kulturelt og værdimæssigt fællesskab. Den er følelsen af brandsår på baglåret fra barndommens glidende tacklinger, af fadølsdunsten fra slutrunder på storskærm og af den stille stolthed, når junior løber på banen for lilleputterne. Det kan da godt være, at du har en ph.d. i sociologi, men du er stadig bare en af drengene i klubhuset. Og når du bruger fodboldmetaforer, sender du et signal til publikum om, at du også betragter dem som en af gutterne m/k.

 

Fodboldmetaforen signalerer således også kulturel samhørighed. Det er en af de få fælles referencerammer, vi har tilbage. Man kan ikke længere bruge et bibelsk eller litterært billede og forvente at blive forstået. Man kan ikke længere referere til gårsdagens Matador eller Perry Mason, som dengang alle brugte hverdagsaftenerne på Danmarks Radio. Fodbolden er vores sidste fælles gods.

 

Kun fodbold og boksning har i Danmark denne status blandt sportsgrene. Man kan også slå politiske uppercuts, være i tovene eller blive knockoutet. Men ingen ved sine fulde fem ville skrive, at Helle Thorning sender et passérslag forbi regeringen, at Villy Søvndal vender som den sidste i bassinet, eller at Lars Løkke måtte lave tremeterkast under finanslovsforhandlingerne.

 

Home runs og touchdowns

I andre sportslige kulturkredse er det andre sportsgrene, der har denne status. I USA leveres de politiske sportsmetaforer primært af baseball og amerikansk fodbold, og i stedet for mål scores der politiske home runs og touchdowns. Når man sylter en kontroversiel politisk sag, sendes den i Danmark til hjørnespark. I USA må politikeren ”punte” – ifølge situationen, hvor et amerikansk football-hold opgiver at komme frem ad banen og losser bolden ned til modstanderen.

 

De amerikanske national pastimes giver sproglige muligheder, som ikke findes i vores fodboldmetaforer. Her kan politikerne på baseballmanér kaste en politisk curveball (en drilsk politisk udfordring) eller ligefrem en spitball (et bissetrick). Og hvis man må sætte alt på ét bræt, kan man politikeren kaste en Hail Mary – football-quarterbackens desperate sidste kast ned ad banen.  

 

Slate Magazine forsøgte sig for nylig med en vaskeægte soccer-metafor om et politisk selvmål, men må lidt ynkeligt lægge ud med at forklare, hvad et selvmål er for noget. Konceptet om at score mod sit eget hold er ikke almindeligt i amerikansk sport.

 

Fra sport til politik

Det er en kendt idé i lingvistikken, at sprog ikke blot beskriver vores opfattelse af virkeligheden, men påvirker den. Ifølge Sapir-Whorf-hypotesen kan forskellene i sprog forklare forskellene mellem kulturers virkelighedsopfattelse og tænkemåde. Lad mig her forsigtigt foreslå Madsens følgesætning: Forskellige nationalsportsgrene kan forklare forskelle i vores politiske systemer.

 

Måske er det sådan, at sportsmetaforer er så stærke, fordi de ikke blot beskriver politik, men skaber politik. Vi henter vores sprog om politik og vores idéer om, hvad der er ret og rimeligt, fra nationalsporten.

 

Den amerikanske three strikes-lovgivning overfører baseballs simple regler, om at du er ude efter tre mislykkede forsøg, til rigtig lovgivning. Måske havde loven været endnu skrappere, hvis det alment accepterede sanktionskoncept fra sporten havde været fodbolds gule og røde kort, hvor hammeren som bekendt falder allerede efter anden forseelse?

 

Så svælg blot i dine fodboldmetaforer med god samvittighed. Sæt du bare folk på sidelinjen, send dine sager til hjørnespark, og del lystigt retoriske gule og røde kort ud, som var du Toro Rendon.

 

Pep klichéerne lidt op med kattepoten. Anders Samuelsen, der først blev latterliggjort, men nu er i vælten, er da dansk politiks svar på Dennis Rommedahl. Og den konservative folketingsgruppe er harmonisk som den franske landsholdslejr. Kun fantasien sætter grænser.

 

Dine fodboldmetaforer viser, at du er en af os. Med på holdet. På banen. I offensiven.

 

Og så er det også et fint fagligt rationale for at være nødt til at se 13.30-kampene.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også