Forstaden på nettet – en medievinkel på forstadens udvikling

Internettet vrimler med netværksbaserede fællesskaber. Og de bør regnes med i forstædernes arkitektoniske udvikling. Når verden ligger åben via skærmene til Internet, så skal der også i forstaden være fysiske rammer, der modsvarer denne åbenhed.

Forstaden [Brøndby Strand] var visionen om, at arbejderne og funktionærerne i stedet for at bo i en forslummet lille lejlighed i byen fik store lejligheder med udsigt til det nærliggende Køge Bugt. Drømmen om lys, luft, beboelse adskilt fra trafik, indkøb og arbejdspladser. […]

Men det er netop adskillelsen, beboerne vil bort fra. For godt et år siden blev Brøndby Strand bevilget 33,5 mio kroner af By- og Boligministeriet til et såkaldt kvarterløft – det vil sige en ændring af bydelen, så den passer bedre til beboernes ønsker.

Deres ønske er et knudepunkt, et centrum med torv og forsamlingshus. Der er store forventninger til knudepunktet. Det skal skabe liv, være mødested, sætte gang i handelen i centret og skabe arbejdspladser. Det skal med andre ord tilføre de funktioner, byplanen ville forskåne beboerne for.

(Nilsson 2002)

I dag synes byerne i opbrud. Fænomenet by-franchising er dukket op. Hvis en by, lad os sige Venedig, har et tilstrækkeligt godt image, kan byen via licensaftaler tillade andre byer, for eksempel Las Vegas, at kopiere og anlægge venetianske bygninger, kanaler med gondoler og broer. Så i dag er et godt ”by brand” stærkt eftertragtet. Det er der nemlig penge i, hvis brand’et ellers markedsføres ordentligt.


Trafik
Men opbruddet i byerne sker både i overført og konkret forstand. Konkret øges biltrafikken ud og ind af vores stadig funktionsopdelte industri-storbyer, hvilket vækker bekymring mange steder. Desuden ses i disse år også en livlig trafik af tegn og symboler. Det ser ud til, at de gamle tegn for storbyen og dens funktioner er strømmet ud og har etableret sig, fx som kommercielle centre i forstæder og områderne bag dem. I storbyerne forsvinder gamle industrianlæg, havne, fabrikker, lagerpladser, transportmidler, mv. Deres kulturelle værdi opdages i sidste øjeblik, hvorefter de bygninger, der bevares, fastfryses i historiske udtryk. Disse bygninger kan så ’genbesættes’ af nye tegn, symboler og billeder, der strømmer ind i dem. Et pakhus på en nedlagt havnekaj kan fx blive til kunstgalleri, en nedlagt gasbeholder bliver teater, et kvægtorv TV-station, osv.

Et problem ved denne osmotiske tegnvandring er tilsyneladende, at den kan antage et sådant omfang, at storbyerne, som digteren Søren Ulrik Thomsen for nylig beskrev det, provinsinficeres så ’Store fucking Heddinge’ dukker op midt på Nørrebro. Eller også begynder storbyerne at tematisere sig selv og stivner som æstetiske kulisser. Hvis det sker, så kan resultatet blive tema-park byer, hvor identitet og liv bliver tomme som postkort-klichéer. Det ses, hvor bevaringsbestræbelser får frilandsmuseumsformat som fx i The Historic Dockyard ved den engelske by Chatham ved Themsen og i dele af byen Rochester, begge nær London i England. I disse eksemplariske stykker ’Heritage Industry’ indgår ikke blot flådens bevarede fabriksanlæg, værksteder og dokker, men også skibe og allehånde transportmidler.

Men denne gennemstrømning af betydninger foregår også i en anden og større målestok. Mange europæiske storbyer har fået nye operahuse, kunstmuseer, kulturhuse for ikke at tale om celebert designet byudstyr. Granit erstatter udvalgte steder asfalt og de designede lamper, bænke, affaldskurve og busholdepladser breder sig. I det hele taget ser det ud til at bykernerne mange steder antager form af gigantiske ’skriveflader’ for både kommerciel og kunstnerisk æstetisk indskrift af tegn og symboler.

Meningen med disse tegn- og designforandringer er at skabe og manifestere identitet. Det er tilsyneladende identitet det hele drejer sig om.


Forstaden
Udviklingen af det 20. århundredes europæiske forstæder kendetegnes af byplanlæggernes intentioner om at skabe stadig forbedrede rammer for et frugtbart liv i lys og luft for så mange som muligt. Det viser bestræbelserne fra mellemkrigstidens Arts And Craft havebyprojekter og Bauhaus funktionalistisk etageboligbyggeri til 1960’ernes og 70’ernes byggerier af etageboligblokke, rækkehuse og parcelhuse i modulbeton i forstæder og satellitbyer.

Men udbredte populære myter om forstæderne har modsagt disse intentioner. Mange af disse myter handler også om identitet. Det ’egentlige liv’ findes enten langt ude på det friske bondeland blandt rødmossede bønder eller helt inde i de gamle bycentre blandt stenbroens helte. Forstæderne er livløse og døde som udtrykkene ’betonørken’, ’soveby’, osv. meddeler.

Denne mytologi går igen i 1990’ernes by-debatter. Forstæder opfattes ofte som tilflyttersamfund præget af rodløshed og identitetssvaghed, som steder hvor masseproduktion, grå beton og problemer med vold, hærværk, svage sociale grupper og indvandrere hober sig op. Og ligesom biltrafikken er suset ad ind- og udfaldsvejene mod forstæderne, har by-tegnene tilsyneladende gjort det samme. I hvert fald er der især i de yngste ringe af forstæder og satellitbyer dannet by-centre som regel i form af kommercielle indkøbscentre. Men de fungerer tilsyneladende mindre godt som rammer for lokale fællesskaber, specielt efter lukketid. Mange steder går det stadig langsomt med at etablere faciliteter, der kan skabe identitet og nyt liv.

Det er netop for at skabe identitet og nyt liv, at beboerne i den københavnske forstad Brøndby Strand har ønsket sig et centrum med torv og forsamlingshus, jf. vignetten. Brøndby Strand er sammen med en række andre danske bydele blandt de, der modtager midler fra det danske By- og Boligministerium til de såkaldte kvarterløft, fordi Brøndby Strand er et af de steder, hvor en række af de ovennævnte problemer har vist sig. I Brøndby Strand vil disse midler blive brugt til at etablere et centrum med torv, ligesom borgerne ønsker sig.

Men spørgsmålet er, om de nye kvarterløftinitiativer vil hjælpe. Vil et torv og forsamlingshus i Brøndby Strand kunne bidrage til at skabe sammenhæng, identitet, meningsfylde og livsglæde i et sådant omfang, at det vil hjælpe på områdets problemer?


Byrummets udvikling - orden og uorden
For at svare på det, er det nødvendigt at forstå forholdet mellem byrum og identitet lidt nøjere. Lad os med den danske kulturanalytiker Christian Jantzen tage et overblik over byrummets historiske former.

Hvis rum defineres som en afgrænset bestemt udstrækning, så angiver rummet en orden, der af- eller omgrænser noget uordentligt. Man kan forestille sig et torv, inden for hvis grænser et livligt mylder af samtidige uordnede aktiviteter udfolder sig.

De tidligste former for byrum må være erfaringsrum, hvor fællesskabet kan erfare noget om fx torveaktiviteters indre, livlige uorden. Rummet sættes i forhold til tiden i kraft af en ustandselig række fortolkninger af det indre liv. I dem bestemmes rummets ”nu” altid i forhold til den fortid, der har bestemt rummets nuværende fremtræden, og en fremtid, der stiller spørgsmålet om, hvad det nuværende rum måske senere kan bruges til.

I industrisamfundene bliver byrummene til funktionalistiske forbrugsrum, der inddeles efter individets adskilte funktioner: arbejde, fritid, indkøb, forlystelser, osv. Nu er det ikke som tidligere fællesskabets indre sammenhæng, der tæller. Byrummet bestemmes udefra. Det bliver, ligesom Brøndby Strand har været det, et redskab for industrisamfundets ”vækst”.

I informationssamfundet vil den tredje type byrum, oplevelsesrummet, i stigende grad dominere. I oplevelses-byrummet forsøger menneskene at vende tilbage til erfaringsrummet, men på nutidens præmisser. Informationskulturens mennesker ønsker fortidens fællesskab, men er samtidig individualister og vil opleve det selvstændigt. Derfor bliver de fremtidige byrum æstetiske rum, dvs. iscenesættelser af den gamle bys ofte købstadens erfaringsrum, hvor postkort-klichéerne spøger i kulisserne.

Vender vi tilbage til indledningscitatet, er det tydeligt, at Brøndby Strand-beboernes ønsker om centrum, torv, forsamlingshus og liv retter sig mod genetablering af tabte erfaringsrum med en livgivende uorden. Men på baggrund af den overnævnte historiske udvikling får man lyst til at spørge: Hvilke identiteter har de beboere, der fremsætter ønskerne? Er de – firkantet sagt - industrikulturens repræsentanter, der vil realisere drømme om den tabte ægte bykerne i forstaden? Eller repræsenterer de informationskulturen, hvor lysten til individuelle her-og-nu-oplevelser generelt synes stor, og hvor ønsket om at opleve byfællesskab måske blot er ét blandt mange ønsker om oplevelser?

Dette spørgsmål forekommer vigtigt, eftersom succesen for identitetsskabende tiltag som kvarterløft må afhænge af, at de giver rum for så mange kulturelle fællesskaber som muligt.


Den ny livgivende uorden
En af forudsætningerne for, at industriepokens funktionsopdelte europæiske storbyer har kunnet fungere, har været offentlige transportsystemer, først og fremmest tog, sporvogne og busser. Med dem har befolkningerne i de europæiske storbyer været sikre på at kunne komme nogenlunde bekvemt frem og tilbage mellem hjemmet i forstaden og arbejdet i erhvervszonerne og andre steder, med hver sine funktioner. De offentlige transportsystemer har i de europæiske byer hidtil kunnet konkurrere med privatbilismen.

I USA er det anderledes. Her har en kombination af økonomisk spekulation i grundpriser i bykernerne, manglen på konkurrencedygtige offentlige transportsystemer og privatbilismens totale dominans betinget en særlig udvikling i mange storbyer. Især den økonomisk velfunderede hvide middelklasse har forladt ellers velholdte boligkvarterer omkring centrum og slået sig ned i fjerntliggende forstæder, for at komme bort fra tiltagende forfald og nedtur i de gamle kvarterer. Om dette skrev David Rehling for et par år siden efter en tur i Washington D.C.:

De spændende og livfulde centerbykvarterer med små butikker er blevet erstattet af trøstesløse tietagers kasser. Forstæderne ligner forstæder alle andre steder i USA. Det åbne land er ved at blive lukket af shopping malls og privat storhedsvanvittigt residensbyggeri.
(Rehling 2000)

Denne sidste fase med storhedsvanvittigt residensbyggeri, hvor socialt opstigende bygger fritliggende kæmpehuse eller mini-slotte i områderne bag forstæderne, kendes også i Europa, men findes ikke i Danmark i større målestok. En parallel bevægelse kan dog spores.

I en nylig kronik i dagbladet Politiken skrev Isabella Smith, der er redigerer magasinet Isabellas og står bag en netbutik, en kronik om at flytte fra storbyen København ud i landlige omgivelser i nærheden af en mindre provinsby ca. en times bilkørsel fra København. Efter at have boet der i nogle år, mente hun at kunne afkræfte to udbredte fordomme. Den ene var: ’at det kun er i storbyerne, at alle typer mennesker og menneskelige forskelligheder er til stede’. Den anden var: ’at på landet eller i provinsen bor der kun brave bønder og mærkværdige, muligvis kriminelle personager’.

Isabella Smith mente at kunne finde alle mennesketyper i sit landlige provinsbyområde. Ja, hun mente, at alle typer mennesker og menneskelige forskelligheder ville være at finde overalt. Og det skyldtes i høj grad, skrev hun, at bilen har gjort det muligt for stadig flere, at slå sig ned, hvor de vil, bl.a. hinsides forstæderne i de omtalte provinsielle eller landlige omgivelser.

Det har Isabella Smith uden tvivl ret i. Men udviskningen af mange demografiske skel i disse år skyldes ikke udelukkende bilen. Hun overser en vigtig ting, hun selv er dybt involveret i, nemlig at private boliger, uanset hvor de ligger, i stigende omfang bliver koblet på Internettet. Så via skærme og netværk er den private bolig efterhånden for stadig flere blevet en udfaldsport til ultimativt resten af verden i form af Internettet.

Inde i hver boligs skærm-flueøjer, kan beboerne sidde og være virtuelt til stede, omtrent alle de steder, de har fantasi til at forestille sig, inklusive være på arbejde. En ny livgivende uorden findes altså på Internettet og andre computernetværker. Adgangen går gennem den enkelte PC. Skærmen er tilsyneladende, hvad torvet i byen tidligere var, en livligt myldrende uorden.

Pointen er, at nok har bilen haft stor indflydelse på byernes udvikling. Men den elektronisk-digitale teknologi, vil sandsynligvis få en større indflydelse på byernes udvikling end bilen, for den udvisker tendentielt tid og rum, og det får og har indvirkning både på den identitet, mennesker udvikler, og den måde, hvorpå de organiserer deres liv, herunder hvordan de etablerer fællesskaber og bor i byer.


Tegn på forandring
Der er allerede mange tegn på forandringer. Det vidner de omtalte strømme at by-tegn og symboler om. Hvor forandringerne bærer hen, kan netop de senere års eksplosive vækst i magasinpressen give et fingerpeg om. Enhver der har besøgt en banegårdskiosk ved, at her kan man vælge og vrage mellem hundredvis af magasiner om alt mellem himmel og jord trykt på glittet papir. Disse magasiner servicerer fællesskaber, der knytter sig til forbrug af alt fra boliggenstande og sportsaktiviteter til tatovering eller paragliding.

Magasinpressens vækst og den klassiske dagspresses kamp for at overleve er måske et af de tydeligste tegn på overgang fra industrikulturens kollektive faglige og politiske fællesskaber til en informationskulturel tilstand. Magasinpressens ’bedrift’ er en specialisering, der præcist udpeger de identitetsskabende ting, som informationsalderens mennesker samles omkring. Herved forstærkes tegn- og oplevelsesværdien ved tingene, og når de forbruges, bliver de tegn på identitet. Livsstilsmagasinerne servicerer således tæt og nært omkring de ’ting’, som informationskulturens oplevelsessøgende individer er interesserede i, bl.a. at gøre hverdagens gøremål til succesoplevelser. Det kan fx ske ved, som det ses i Isabellas, at iscenesætte bedsteforældre-generationens færdigheder og brugsgenstande individuelt og nutidsbevidst. På den måde kan fortiden genskabes og fremtiden blomstre i en række fortryllede øjeblikke hjemme i privatboligens oplevelsesrum.

Samspillet mellem magasinpresse og Internettet er afgørende, for de to medier supplerer tilsyneladende hinanden i en ny slags ’offentlighed’, der i modsætning til den klassiske borgerlige har private, intime ønsker og drømme som fællesnævner. Fokus er at iscenesætte den individuelle identitet. Denne offentlighed er der adgang til fra en hvilken som helst computer, der er koblet på nettet. Derfor: når en hvilken som helst computer, der er koblet på Internettet principielt er lige så meget centrum som enhver anden computer på nettet, kan det i stigende grad være lige meget, hvor man bor. Eller rettere: forstaden er i stigende grad også et sted på nettet.

Det er denne erkendelse, det er vigtigt at tage med i overvejelserne om fx kvarterløft. Det er fint, at skabe bykerne, som i Brøndby Strand. Men skaber det fysiske rum for informationskulturens sprælske ’individualiserede oplevelsesfællesskaber’? Hvordan skabe sådanne rum? Hvordan ser disse rum ud?

Det er vanskeligt at svare på det, og det er heller ikke opgaven her. Men lad mig afslutningsvist skitsere nogle udfaldslinjer mod et svar.


Informationskulturens individualiserede fællesskaber
Hvis vi holder os til kommunikationen og tegnene, så kan det konstateres, at det fysiske rum i forhold til magasinpressen eksemplificeret med magasinet Isabellas er den private bolig. Men andre eksempler fra mediernes verden viser, at de individualiserede fællesskabers fysiske rum kan være umulige at forudse, fordi de opstår spontant fx i kraft af medie- eller netværksskabte events.

Det skete blandt andet i den tyske medieevent Maschendrahtzaun – en forløber for den hjemlige Polle fra Snave - for nogle år siden, hvor komikeren Stefan Raab fik gjort en triviel nabostrid mellem en 52-årig førtidspensionist Regina Zindler og hendes nabo i en forstad til byen Auerbach i det østtyske Sachsen til en landsdækkende medieevent. Det engagerende tema var beskæringen af en uanselig snebærbusk i et ståltrådshegn mellem naboernes grunde. Foruden popnumre på hitlisterne og en række fjernsynsudsendelser afstedkom fænomenet, at kultdyrkere i stort antal hver dag i en lang periode holdt party foran Regina Zindlers hus i Auerbach.

En fysisk manifestation af et globalt computer- og netværkorganiseret fællesskab er Burning Man festivalen i Black Rock Desert i Nevadaørkenen i USA. Denne festival er afholdt hvert år siden 1986, og den har i de senere år samlet over 20.000 deltagere fra hele verden. Mange kommer fra alternative miljøer i computerhovedsstaden San Francisco med det nærliggende Silicon Valley. Festivalen kulminerer i afbrændingen af en 40 fod høj træskulptur af en mand. Burning Man omtales på dens hjemmeside som et eksperimenterende fællesskab for radikalt selvudtryk og radikal selvtillid. Deltagerne er forpligtede til at spille sig selv ud ved at komme med originale kunstneriske indslag efter eget valg. Man kan ikke deltage som tilskuer, ligesom køb og salg heller ikke er tilladt, hvorfor bl.a. deltagerne skal have alt med til den uge, arrangementet varer.

Men de oplevelsesbaserede fællesskaber med udgangspunkt i Internettet behøver ikke at være kunstnerisk radikale.

Som eksempel på en manifestation af mere lokalt baserede netværksfællesskaber kan nævnes LAN-partyer. LAN står for Local Area Network. LAN-partyer er populære træf, hvor unge computernørder mødes i fx sportshaller over en weekend. Her spiller de spil, konkurrerer om det mest seje hardware, bytter programmer og så videre.

Man kunne også nævne ”Aarstiderne”, et økologiske e-supermarked, hvor enhver mod betaling kan købe økologiske dagligvarer, der bliver bragt til døren. På deres hjemmeside kan man hente al mulig information om produkterne, opskrifter, mm.

Internettet vrimler med sådanne individualiserede fællesskaber. Spørgsmålet er, om ikke de manifesterer en af de skjultvirkende organiseringsformer, der i disse år står bag ikke blot de osmotiske strømme af tegn ud og ind af byerne, men også mange andre omlægninger af mønstrene i kultur- og identitetsdannelse?


Fra bibliotek til by-bliotek
Hvis det er sandt, så er det individualiserede oplevelsesfællesskaber af denne karakter, som moderne byplanlægning i stigende grad bliver nødt til at tage højde for. I storbyernes forstæder kan det som sagt være fint med skabelsen af centre med torve og forsamlingshuse, og det vil mange steder også være på sin plads at ændre på det konkrete ’sprog’ som de masseproducerede modulbetonbyggerier taler. Men tilbage bliver, at der skal findes andre anlæg og arkitektoniske rammer, der kan tilbyde fysiske spillerum for de netværksbaserede fællesskaber. Når verden ligger åben via skærmene til Internet, så skal der også i forstaden være fysiske rammer, der modsvarer denne åbenhed.

Det synes derfor oplagt, at for eksempel biblioteker fremover kunne være sådanne fysiske rammer. Som lokale porte til verden såvel fysisk som virtuelt, kunne de danne rammer for en række fællesskabsbaserede aktiviteter, reelle som virtuelle. Foreningen af det lokale og det globale, det fysiske og det virtuelle i bibliotekets form, kunne have en mere rummelig praksis end blot udlån af bøger og musik. Hvem siger, at man kun skal kunne låne bøger på et bibliotek? Hvorfor ikke kunne låne møbler, biler, computere eller haver?

Endvidere kunne indvandrere og indvandrergrupper måske indgå med stor positiv kulturel vægt i sådanne biblioteksbaserede fællesskaber, fordi de på mange måder konkret forankrer og repræsenterer åbning mod verden. Det var i hvert fald en del af indvandrernes verden, der for nylig forsøgte at åbne sig, da en gruppe unge andengenerationsindvandrere med bid og forfriskende selvironi satte det selvskrevne teaterstykke ”Godnat Gellerup” op på Gellerup Bibliotek i Århus.

Afslutningsvist finder jeg det vigtigt at understrege, at i forstæderne vil kræfterne til forandring paradoksalt nok være til stede, ikke mindst i kraft af de identitetskriser, som forstæderne ofte er blevet forbundne med. På sin vis fungerer forstæderne som byernes underbevidste baglande, hvor drømmene, visionerne og meditationerne om identitet både på det personlige og det bymæssige plan er stærke og intakte, om end tegnene ikke altid er socialt acceptable som i grafittien eller i visse af fodboldens uroligan-udtryk. Men det er disse drømme og visioner som ikke mindst reklamebranchen, charterrejsebranchen og do-it-yourself byggemarkederne for parcelhusfolket i mange år har nydt godt af.


Referencer
Jantzen, Christian: Byen som fremtidens rum. Odense: ISLEF-rapport 1988.
Lund, Dennis m.fl. (red.): Byplan 3, København: Arkitektens Forlag 1993.
Mau, Bruce: Life Style, London: Phaidon 2001.
Nilsson, Kirsten: “Opgør med den delte by” i: Politiken 03.06.2002.
Smith, Isabella: Isabellas nr. 2, Valby: Aller Magasiner A/S og isabella smith a/s 2002
Smith, Isabella: ”Præstø – hvad laver du dér?” i Politiken 20.07.2002
Rehling, David: “Når middelklassen står af” i Information 27-28.05.2000.
Nicolai Stenø (2001): ”Byen som postkort” i Information 28.12.2001.
Søren Ulrich Thomsen: ”Parcelhuskvarter på højkant” i Politiken 04.08.2002

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job