Hvor blev den grænseløse debat af?
Må Københavns Universitets EU-ekspert, Marlene Wind, gå rundt og tale højt om grænser og indre svinehunde? Ja. Skal hun finde sig i at få en spand gylle tilbage i hovedet? Ja. Forskere bør da deltage i samfundsdebatten – og tage de tæv, der følger i en livlig og åben offentlighed.
af Henrik Dahl
L’affaire Wind efterlader mig tvivlrådig. En buket med citater kan man se her. Er det i orden eller ej? Det er spørgsmålet.
For mange år siden, da jeg var medieforsker i Danmarks Radio, havde jeg til opgave at servicere DR Radio med lyttertal. Det var hårdt, fordi hverken den klassiske musik, der dengang havde hele P2 for sig selv, eller P1 var interesseret i at vide, hvor mange mennesker, der benyttede sig af de mange tilbud.
Trylleformlen for vigtighedsfaktoren
Ikke, at de behøvede tage sig særlig meget af det. Lyttertallene blev kun målt en gang om året, en bestemt uge i november. Så blev de gransket af medieforskningen i nogle måneder og båret frem for ledelsen, der takkede venligt og smed rapporten væk. Selvfølgelig var P1's lyttertal faldet siden sidste år, men det klarede man med vigtighedsfaktoren. Udtrykt formelt virker den sådan, at V (vigtigheden) x L (lyttertallet) = K (en konstant). Det forhold, at V x L = K betyder, at når Lyttertallet falder, stiger Vigtigheden helt automatisk (idet Konstant ellers ville ændre sig, hvad der ikke er fysisk muligt).
Netop i de år, jeg arbejdede i Danmarks Radio, var et videnskabeligt gennembrud på vej. Forskere i mange lande var begyndt at spørge sig selv, om Konstant virkelig fandtes, eller om det rå Lyttertal havde en form for betydning. En af de tanker, man legede med dengang, var, at der var helt andre k’er på spil; for eksempel k(valitet) eller k(onkurrence). Enten sagde stigninger og fald i Lyttertallet med andre ord noget om programmernes kvalitet, eller også sagde de noget om deres konkurrencedygtighed.
Misbrug af videnskaben
P1-ledelsen brød sig ikke meget om dette nybrud, og gjorde alt (undtagen at stikke fingrene i ørerne og højt sige la-la-la-la-la) for at blive fri for at høre om det. Man intimiderede forskerne og fik også sine venner i pressen til at nedgøre såvel forskningsafdelingen som dens enkelte medarbejdere.
Men de var ikke sådan at skræmme, og derfor måtte dr. phil. Mette Winge, chef for P1, sætte tingene på plads. Vi fik læst og påskrevet om stikprøveteori og statistisk usikkerhed, og så var der jo ikke andet at gøre, end at gå skamfulde hjem. Det, folk havde en tilbøjelighed til at glemme, var nemlig, at Mette Winge var dr. phil. på en afhandling med titlen Dansk Børnelitteratur 1900 – 1945, og ikke vidste mere om stikprøveteori end min mormor, der havde gået syv år i den stråtækte og været beskæftiget som husmoder hele sit liv.
Så den ene side af sagen er, at autoritet faktisk kan misbruges og bliver misbrugt, og at både sandheden og den ligeværdige samtale for at nå frem til den, i så fald kommer til at lide under det.
Marlene Winds type er ved at forsvinde
Den anden side af sagen er, at Marlene Wind optræder som noget, der desværre er ved at forsvinde fra universiteterne i disse år: klassisk intellektuel.
I gamle dage forventede man af forskerne, at de også optrådte som intellektuelle. Det vil sige: at de skrev spændende bøger og kronikker, der kunne læses og tages stilling til af interesserede lægfolk.
I vore dage er det stadig mere uønsket. Forskere skal skrive artikler, der kun refererer til et meget lille korpus af andre artikler. Desuden skal de administrere sig halvt til døde og holde foredrag i lokaler med unge mennesker, der spiller Tetris – men det er en anden sag, vi ikke kan komme ind på i dag.
Det var et gode for landet, at der i gamle dage fandtes intellektuelle, der satte præg på den offentlige debat. Det pressede nemlig alle deltagere til at oppe sig, at Georg Brandes eller Hal Koch eller K.E. Løgstrup deltog i samtalen. Derfor er det tilsvarende trist, at jo yngre årgange af forskere, vi betragter, jo sjældnere er det at støde på intellektuelle.
Marlene Wind har jo ret – og må tage tæsk herfor
Sagen er jo, at hvis man kan abstrahere fra hendes til tider klichéprægede sprog, så er der ikke noget af det, Marlene Wind siger, der er forkert. Er det løgn, at regeringen klynger sig til magten og betaler blodpenge til Dansk Folkeparti? Er det løgn, at Dansk Folkepartis forståelse af Danmarks plads og rolle i verden er antikveret og provinsiel? Er det løgn, at Jens Rohde er en spahde? Nej, nej og atter nej.
Det, Søren Pind har ret i, er, at de intellektuelle må finde sig i, at når de langer ud efter andre, bliver der langet tilbage. Sådan var det også i Brandes’ tid, og sådan skal det være. Og det, der virkelig er en skandale, er den forståelse af universitetet, med tilhørende lovgivning, der forbyder forskerne at udfylde deres lige så klassiske som nødvendige rolle som intellektuelle.
