Forskere har ikke blik for medier

Det er vigtigt for den offentlige debat, at humanistiske forskere formidler deres forskning gennem medierne, men forskerne har ingen åbenbar interesse for at gøre sig mere synlige, viser en undersøgelse foretaget af Gitte Gravengaard. Hun er specialestuderende på Institut for Nordisk Filologi og arrangør af konferencen »Forskere og Medier« på Københavns Universitet 12.-13. november.

Humanistiske forskere angiver i en ny undersøgelse, at forskere bør deltage i den offentlige debat, og at forskningsformidling styrker denne debat. På trods af det prioriterer den enkelte forsker ikke at få medierne til at formidle hans eller hendes forskning. Hvad er forklaringen på dette paradoks?

Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjorde i 2002 en undersøgelse af danske forskeres optræden i medierne. Undersøgelsen viste, at to ud af tre forskere ikke havde optrådt i medierne inden for det sidste år, og at kun 3 pct. af forskerne havde stået for halvdelen af omtalen i disse medier.

Nu forsøger en ny undersøgelse - »Humanistiske forskere om forskningsformidling« - at belyse hvorfor. Dataindsamling foregik i foråret 2003 blandt humanistiske forskere på Københavns Universitet.

De deltagende forskere er enige om, at forskere bør deltage i den offentlige debat inden for deres fagområde, og de er ligeledes meget enige om, at forskningsformidling styrker den offentlige debat. Samtidig mener tre fjerdedele af forskerne ikke, at humanistisk forskning fylder tilstrækkeligt i medierne.

Disse holdninger kunne man måske forvente ville medføre en stærk motivation blandt forskerne til at forsøge at formidle deres forskning yderligere og blive mere synlige i medierne.

Men svarene på et andet spørgsmål i undersøgelsen peger i anden retning. Her angiver en stor del af forskerne nemlig, at det ikke er vigtigt for dem personligt at få medierne interesseret i at formidle deres forskning. Kun 16 pct. af forskerne er helt enige i, at det er vigtigt at få medierne til at interessere sig for at formidle deres forskning. En midtergruppe mener, at det måske nok er vigtigt at få medierne interesseret, men at det alligevel ikke er »meget vigtigt«. Næsten en fjerdedel af forskerne betragter det faktisk som mindre vigtigt at få medierne interesseret i at formidle deres forskning.

På den ene side giver forskerne således klart udtryk for, at forskere bør deltage i den offentlige debat, og at formidling af forskning er vigtigt for denne debat. De er også ret enige om, at humanistisk forskning ikke fylder tilstrækkeligt i medierne.

På den anden side vurderer kun få forskere, når der spørges til dem personligt, at det er vigtigt for dem at få medierne interesseret i at formidle deres forskning. Det ser ud til at være forskningen generelt - og humanistisk forskning i særdeleshed - der skal synliggøres, men ikke nødvendigvis forskerens egne undersøgelser. Men hvordan det ene uden det andet, fristes man til at spørge.

Dette paradoks bliver problematisk, fordi holdningerne næppe kan undgå at påvirke forskernes handlinger, så de f.eks. ikke tænker offensivt nok i forhold til journalister og medier. Hvad man ikke vurderer som vigtigt, er det vel oplagt ikke at bruge megen tid på.

Svarfordelingen kan være et udtryk for, at forskerne ikke opfatter medierne som offentlighedskanaler, der får mange mennesker i tale. Det kan dermed være en del af forklaringen på forskernes manglende synlighed i medierne. 86 pct. af forskerne mener nemlig, at det er »vigtigt« eller »meget vigtigt« at formidle til almindelige mennesker.

Men humanistisk forskning kan umuligt blive mere synlig i medierne og dermed i offentligheden, hvis ikke den enkelte forsker føler, det er vigtigt at formidle sin forskning til medier og journalister. Og forskerne får selvsagt svært ved at deltage i den offentlige debat, hvis de ikke optræder i medierne. Den offentlige debat foregår i meget høj grad gennem medierne, og derfor er det uomgængeligt at ytre sig i medierne, hvis man vil deltage i den offentlige debat, og ikke bare flittigt rykke ud med foredrag, når der ringes fra alskens foreninger.


Forskerne svarer samstemmende, at det er »meget vigtigt« for dem at formidle forskning til studerende på universitetet og til forskerkolleger, og at det dernæst er »vigtigt« at formidle til almindelige mennesker. Derimod er der stor uenighed omkring vigtigheden af at formidle forskning til journalister.

Kun 15 pct. af de humanistiske forskere i undersøgelsen anser det for »meget vigtigt« at formidle forskning til journalister, og hele 40 pct. angiver, at formidlingen til journalister bør tillægges mindre eller slet ingen vigtighed.

Den lave vurdering af formidling til journalister kan være et udtryk for, at forskerne ikke har blik for journalisterne som bindeled mellem forskere og almindelige mennesker. De ser dem måske ikke som »offentlighedskanaler«. Det er blevet påvist af Analyseinstitut for Forskning, at almindelige mennesker primært får deres viden om forskning via TV og aviser. Det gør det endnu vigtigere for forskerne at formidle deres forskning til journalister - dels for at deltage i samfundsdebatten og kvalificere den, dels for at nå den brede offentlighed.

Også dette undersøgelsesresultat tyder på at være en del af forklaringen på forskernes manglende synlighed i medierne. Man prioriterer formidling til de studerende og til kolleger højt, mens formidling til almindelige mennesker og til journalister ikke tillægges samme betydning. Skal man gætte på årsagen hertil, handler det formentlig om synlige deadlines til undervisning og konferencer, som prioriteres højt, fordi der er kontant afregning hver uge. Imens fortoner samfundsdebatten og offentligheden sig så i de daglige gøremål.


En anden delforklaring på forskernes vægring ved at optræde i medierne - og på at de ikke finder det vigtigt at få medierne interesseret i deres forskning - skal findes i forskernes manglende viden om »håndtering« af medierne.

Kun 12 pct. af de humanistiske forskere erklærer sig »helt« enige i, at de ved, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil have medierne interesseret i deres forskning. Det er et meget lavt tal.

Det viser sig også, at halvdelen af forskerne angiver at være usikre på, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil have deres forskning i medierne. Det må betegnes som et problem. Kun 12 pct. af de humanistiske forskere angiver, at de helt sikkert ved, hvad de skal gøre i forhold til medierne.

Lige så nedslående er, at kun 10 pct. af forskerne er helt enige i, at de er i besiddelse af de redskaber, de skal bruge for at håndtere pressen. Igen er halvdelen af forskerne »overvejende« eller »helt« uenige i, at de besidder disse redskaber.

Det er et problem, at så mange forskere er usikre og uvidende omkring håndtering af pressen. Og denne usikkerhed over for medierne skal også betragtes som en del af forklaringen på forskernes manglende eller sjældne optræden i TV, radio, aviser osv.

Undersøgelsen viser som nævnt, at intentionen om at ville deltage i den offentlige debat er stærkt tilstede blandt forskerne, og at forskerne mener, at humanistisk forskning fylder for lidt i medierne. Det dilemma bliver svært at løse, hvis forskerne ikke bibringes viden om, hvordan de håndterer pressen.

Udover at forskerne mangler viden og kunnen i forhold til at håndtere pressen, viser forskningsformidling sig at være et emne, som sjældent diskuteres blandt de adspurgte forskere. Hele 66 pct. af forskerne angiver, at de sjældent eller aldrig diskuterer forskningsformidling med deres kolleger.


Så vidt de mulige forklaringer på, hvorfor nogle forskere takker nej til at optræde i medierne. Men undersøgelsen rokker også ved en myte om forskernes forbehold. Det fremføres således ofte i debatten, at forskere er bange for at miste deres troværdighed, når de optræder i medierne. Denne undersøgelse tyder på, at forskerens medieoptræden ikke nødvendigvis medfører prestige blandt forskerkollegaer, men at forskeren heller ikke taber i troværdighed ved det.

Når man spørger forskerne, om man får prestige blandt kolleger ved at optræde i medierne, grupperer svarene sig omkring midten, hvor den ene halvdel er mere eller mindre enige, og den anden halvdel er tilsvarende uenige i udsagnet. Kun ni pct. er »helt« enige i, at man får prestige i forhold til kollegerne ved at optræde i medierne.

Forskerne er samtidig meget enige om, at det heller ikke underminerer en forskers troværdighed at optræde i medierne. 88 pct. af de adspurgte forskere mener ikke, at forskeren mister sin troværdighed. Så de gængse forklaringer om flugten til det trygge elfenbenstårn holder tilsyneladende ikke.


Som omtalt savner forskerne viden om forskningsformidling og om veje til at sætte deres forskning på dagsordenen.

Teknisk viden alene gør det dog næppe. Det er vigtigt med teoretisk viden om formidling, men det er nok så vigtigt, at de involverede parter - forskere og journalister - får indblik i, hvordan den anden part tænker og arbejder. Dialogen om forskningsformidling må styrkes, og derfor arrangerer Institut for Nordisk Filologi på Københavns Universitet 12. og 13. november konferencen »Forskere og Medier«. Konferencens tema er forskningsformidling og relationen mellem forskere og medier.



Læs undersøgelsesrapporten »Humanistiske forskere om forskningsformidling«her

Kronikken har været trykt i Berlingske Tidende torsdag 7. november 2003

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job