Talent AF Claus Buhl

Claus Buhls bog om talenter er hurtigt læst – og god at læse for enhver. For talent er ikke noget, der er forbeholdt de få. En central pointe i bogen er, at enhver har potentialet i sig for storhed. Men en række omstændigheder afgør, om potentialet aktualiseres. Buhl trækker på en forskningsresultater og krydrer med en bunke fortællinger om alle dem, der virkelig er talentfulde. Han giver ikke selv den endelige formel for talent. Og tak for det. Men igennem bogen bliver det alligevel nogenlunde klart for enhver, hvad der skal til for at udfolde talentet.  

Så talentfuld som Caroline Wozniacki, Jamaicas bobslædehold, fodboldspilleren Christian Eriksen, forfatterne Paolo Coelho, Robert Pirsig, J.K. Rowling, George Orwell og Stephen King. Violinisten Nigel Kennedy, investoren Warren Buffet. Steve Jobs, Michael Jackson, komponisten Charles Ives, Bob Dylan, Beatles, Mozart, Bach, designeren Per Mollerup, Picasso, Cézanne, Ridley Scott, Nikolaj Koppel, Kristian Levring – for blot at nævne nogle få af de mange eksempler, Buhl har strøet ud over siderne. Det er interessant med de mange eksempler, men det er samtidig en metodisk svaghed. Det vender jeg tilbage til. Først et indblik i bogens opgør med de store talent-mytologier.

De to store talentmytologier

Bogen har ikke umiddelbart en klar fremadskridende struktur. Det virker mere som et langt essay med forskellige temaer. Bogens plot er at gøre det klart for enhver, at samfundet på den ene side har brug for talentfulde mennesker, men at det samtidig kræver mange års hårdt arbejde at blive en sand mester. Buhl fastholder også, at hårdt arbejde ikke i selv gør en forskel. Der skal en grundlæggende indre motivation til.

Det overordnede formål i bogen er derfor at aflive de to store talentmytologier om ideen om det romantiske geni, der er født til storhed. Og ideen om, at man kan knokle sig til alt i denne verden. Bag denne pointe har Buhl ikke egne forskningsresultater, men til gengæld evnen til at formidle særligt tre store teorier. De udgør tilsammen et fuldstændigt essentielt grundlag for den samlede formel for talenter, man kan udsondre af Buhls bog. De tre teoretikere, som Buhl bygger på, er Mihaly Csikszentmihalyi, Anders Ericsson og Teresa Amabile. Lad os kigge på dem en for en.

Csikszentmihalyi: Du bliver et talent i et domæne

Den amerikanske psykologiprofessor var interesseret i at finde ud, hvad der skabte særligt kreative mennesker. I sin forskningsproces fandt han ud af, at for at forstå det spørgsmål må man se på, hvordan og i hvilken sammenhæng det kreative menneske fik og udviklede sine ideer. Han fandt ud af, at der faktisk ikke findes sådan noget som et objektivt talent. Man er altid talent i en kontekst.

Csikszentmihalyi sondrer her mellem et domæne som for eksempel at være god til fodbold, og et felt, som er de mennesker, der har en interesse i fodbold. For at et talent kan udfoldes, kræver det, at han er beskæftiget i et domæne, der har andres interesse. Og at feltets bedømmere kan se hans talent. Alle domæner er sociale konstruktioner med særlige sprog og færdigheder, som deltagerne skal kunne mestre. Den første præmis for talenter er derfor, at de kan lære dette sprog og lære at imponere feltets gatekeepers. Ingen mand er en ø, men altid del af fastlandet. Talent er at være talent i en kontekst.

Ericsson: Du bliver et talent ved at øve dig

Psykologiprofessoren Anders Ericsson er ekspert i ekspertise. Hans hovedværk er et to-årigt intenst studie af violinstuderende på Berlins musikkonservatorium. Spørgsmålet er, hvad der kendetegner de særlige talenter? Han konkluderer, at det handler om en særlig form for kompetenceudvikling, og han udvikler hertil begrebet ”deliberate practise”. Det består af tre pointer:

1. Deliberate practice handler om fuld fokus. Fuld fokus betyder, at man er 110 pct. koncentreret. Man øver sig, presser sine grænser, eksperimenterer med andre udførelser og kommenterer kritisk på egen udvikling. Det er mentalt krævende. Kun få kan være i den tilstand flere timer om dagen. Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten af øvetiden, der gør forskellen.

2. Deliberate practice handler om at forbedre præstationen.Det sker kun, når man presser sig selv ud af komfortzonen og ind i læringszonen. Ved kun at gøre det, man allerede kan, forbedrer man sig ikke. Store talenter er kendetegnet ved hele tiden at sætte ny ambitioner om at ville nå nye færdigheder og indsigter.     

3. Deliberate practise kræver løbende feedback.Jo mere talentfuld, man er, jo mere har man brug for andres hjælp til at blive endnu mere talentfuld. Der er nemlig blinde pletter i ens opfattelse af sig selv. Ontologien lyder, at alt sander til, og sker der ingen udvikling, sker der også forsteninger. Man bliver dårlig ved blot at lade stå til. De helt store talenter er derfor kendetegnet ved deres evne til at omgive sig med dygtige coaches.

Amabile: Du bliver et talent ved at være motiveret

Den tredje inspirationskilde i Buhls bog er Amabile – endnu en psykologiprofessor.  

Hun har i dag udviklet en teori, der består af forskellige komponenter for udvikling af en kreativ organisationskultur. En af disse komponenter er den personlige motivation. Ydre motivation som for eksempel løn, bonusser og anerkendelse, er vigtige, men intet at sammenligne med den indre motivation. Det, der driver talenterne, er muligheden for at være dybt engagerede i deres arbejde og for at gøre fremskridt. Det er en indre tilfredsstillelse, der også kommer, når man kommer i det, som Csikszentmihalyi beskriver som en tilstand af flow. Uden indre motivation intet talent. Det er en regel.      

Den samlede formel for talent

Du skal altså:

1) være på det rigtige sted, med de rigtige evner blandt de rigtige mennesker

2) være indstillet på at øve dig hele tiden på den kloge måde

3) være styret af en indre motivation, der driver dig fremad.

Det er formlen på kort formel.   

Gladwell på dansk

Claus Buhl nævner Malcolm Gladwell og Geoff Colvin og deres bøger Outliers og Talent is Overrated. Men heller ikke mere. Buhl nævner selv, at det gode talent har øvet sig i mange år ved at kopiere de andre. Det retfærdiggør vel også Buhls egen ståen på skuldrene af de amerikanske forlæg – der for øvrigt selv står på skuldrene af primært Anders Ericssons forskning i deliberate practise. Alle kopierer vi. Det er selve forudsætningen for kreativitet. Godt er det i hvert fald, at nogle af de centrale pointer nu finder et større dansk publikum. Godt fordi der er nogle seriøse problemer indbygget i den herskende kultur. På to måder:

1. Institutionernes definition af talenter af for snæver  

For det første tilgodeser hele uddannelsesinstitutionen en lineær og rationel tænkning, hvor det forventes, at elever dygtiggør sig på en bestemt måde. Alt for mange børn bliver dømt ude af det snævre system, fordi de for eksempel var bedre til at ride end at regne.

En interessant point er her, at de institutionelle rammer også snævert definerer, hvem der i ungdomsårene udvikler sig mest. Det har nemlig basalt set noget at gøre med at være født inden for årets tre første måneder. Det er tale om det, Gladwell har kaldt for Matthæus-effekten (evangeliet der kommer først i Det Ny Testamente). Buhl viser tilsvarende, at 80 pct. af talenterne i dansk ungdomsfodbold er født i januar eller februar. Grunden er enkelt: De er ældre og dermed større og stærkere ved udtagelsestidspunkterne. At være talent er at være det i bestemte omstændigheder – som Csikszentmihalyis forskning bekræfter. Spørgsmålet er, om det er den mest hensigtsmæssige måde at organisere sine institutioner på?  

2. Kulturen har glemt betydningen af hårdt arbejde

For det andet er Buhls bog vældigt velkommen, fordi den åbner for en diskussion af den håbløse myte om det romantiske geni. En myte, der eksisterer i bedste velgående. Alt for mange tror enten, at de ikke kan noget, fordi de ikke har talent til det. Eller omvendt, at de virkelig kan noget uden at have øvet sig. Begge situationer er lige håbløse. Den koncentrerede elev, der ikke tror på sine evner, fordi de ikke er ”medfødte” – over for deltageren til X Factor, der måske stiller sig op uden at øve noget. Begge har en idé om det romantiske geni, og begge er gået fejl i byen. For dovenhedens og lethedens skyld er der i kulturen indarbejdet ideen om geniet, til hvem alt kommer let. Det er en logisk brist i kulturens erkendelsesteori.   

Forveksler Buhl hønen og ægget?

Bogen om talenter er interessant, men bliver også en anelse triviel. Det teoretiske grundlag er på plads og giver en god ramme for fortællingen. Men mængden af drypvise eksempler er trættende i længden og tæt på at skabe en cirkelslutning: Et talent bliver et talent, fordi han har talentet til at gøre det, der skal til for at blive talent. Det er klassisk historisk læsning af store talenter, hvor det er uklart, hvad der kommer først: hønen eller ægget? Hvad gjorde for eksempel Mozart til et geni? At han havde talentet til at blive et talent?

Kan man nogensinde beskrive et helt menneskes liv, for at finde årsagerne til dets succes? Det kan kun foregå retrospektivt, og som en kunstig rekonstruktion af for længst glemte situationer. Og når man så mener at have fundet nøglen til Mozarts genialitet, hvordan kan man så bruge denne nøgle i nutidens samfund? Og endelig, hvordan kobler man fra et musisk talent, der havde fuld gehør som fem-årig, til en folkeskoleelev der kæmper om at kommer med på førsteholdet i fodbold? Er der ikke her forskel på graden af medfødte talenter? Spændet er stort mellem den gennemsnitlige folkeskoleelev anno 2010 og unge Mozart anno 1770.

Ideen om, at vi alle har potentielt i os til storhed, er flatterende og nok også rigtig. At det kræver de rette omstændigheder, hårdt arbejde og indre motivation er helt sikkert også rigtig. Fra ideologien om den grænseløse talentudvikling står så kun den mudrede, komplekse, uigennemskuelige hverdag tilbage, hvor spørgsmålet lyder: You've got talent, men talent for hvad?