Det er en kendt sag, at det var den protestantiske arbejdsetik, der førte til, at der opstod, hvad man kan kalde "kapitalismens ånd". Man skal arbejde hårdt og metodisk. Man skal forbedre sine muligheder ved at uddanne sig grundigt til et eller andet sagligt. Man skal investere de penge, man tjener, i stedet for at bruge dem på fornøjelser. I det hele taget skal man undgå alt, hvad der er udvendigt og pyntesygt. Kirker skal være hvide. Tøj skal være sort. Selv morskab skal være alvorlig.

Lige så kendt er det, at i egnene omkring Limfjorden var det i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede sådan, at hvor de fattige fiskere og andre småkårsfolk var indremissionske, så var de velaflagte gårdmænd grundtvigianere. Og på samme måde ved de fleste, at hvor man på de store, europæiske sprog (og for den sags skyld også de mindre udbredte af slagsen, som for eksempel dansk) kun har nogle få ord for "sne", så har eskimoerne, som hver dag året rundt er afhængige af, at de forholder sig hensigtsmæssigt til fænomenet, udviklet et yderst nuanceret vokabularium til at beskrive alt det, vi bare klasker sammen i nogle få kategorier.

De fortællinger om historie og samfund, jeg netop har opsummeret, har, på trods af deres forskelligartethed, det spændende fælles træk, at de formentlig er det, man i gamle dage kaldte forkerte.

Hvad er forkert ved det forkerte?
Udtrykket bruges ikke længere særlig meget blandt mennesker, der har modtaget akademisk træning inden for humaniora og samfundsvidenskab, men det beskriver et meningsindhold som: Ikke-dækkende i forhold til kendsgerninger, fagfolk nødig bestrider. Eller: Kun dækkende for nogle af de kendsgerninger, fagfolk nødig bestrider (men i modstrid med andre; specielt hvis de må anses for sideordnede med hensyn til væsentlighed). Eller slet og ret: selvmodsigende eller på andre måder ulogisk.

Udtrykket "forkert" bruges uproblematisk uden for den akademiske verden. "Hvem blev engelsk mester i fodbold i sæson 2008-09?" "Sunderland!" "Nej - forkert. Det blev Manchester United". "Vinbønderne omkring Bordeaux er først og fremmest kendt for deres fremragende whisky". "Nej - forkert. De er kendt for at lave rødvin". "Der er betydelig længere mellem København og Rødovre, end der er mellem København og Rio". "Nej, forkert. Det er lige omvendt".

Det kan godt være, at folk, der spiller Trivial Pursuit, bliver sure over, at de ikke husker bedre og må acceptere at blive sat på plads at den fungerende quiz master. Men de kaster sig næppe ud i en lang, neo-foucauldiansk diskurs om, at det slet ikke giver mening at bruge udtrykket "forkert". Og hvis de gør, vil de formentlig hurtigt blive sat på plads af deres med- og modspillere, fordi selv korte, neo-foucauldianske diskurser føles lange. Derfor vil jeg i denne artikel appellere til min gunstige læser om, at hun eller han for en stund glemmer al sin sofistiske, akademiske træning, og simpelthen slår sin hverdagsbevidsthed til.

Så, altså. Nogle fortællinger om historie og samfund er givetvis rigtige. Nogle er sandsynligvis rigtige. Nogle er sandsynligvis forkerte. Og så er der nogle, der givetvis er forkerte. Og den artikelserie, jeg nu åbner, handler om sidstnævnte: fortællinger om historie og samfund, der givetvis er forkerte.

Det kan være eksemplerne ovenfor: At bevidstheden om fænomener ikke kan overskride det basale ordforråd, der står til rådighed for at beskrive dem. At man får en streng religiøsitet af at være fattig og en mild religiøsitet af at være velhavende. At der skulle protestantisme til for at skabe kapitalismen.

Men det kan også være andre fortællinger om historie og samfund: at verden aldrig har forandret sig så hurtigt, som den gør i dag. At man ikke længere kan forudsige folks mentalitet ud fra en analyse af deres økonomiske, sociale og kulturelle kapital. At fjernsynet for længst har udspillet sin kulturelle og økonomiske rolle. At reklame ikke virker.

Men kan det ikke være lige meget? Og er det ikke en gammeldags synsmåde, at nogle udsagn om verdens beskaffenhed er så træffende og dækkende, at vi nærmest har en moralsk forpligtelse til at kalde dem "rigtige", mens andre er så usammenhængende og lemfældige i forhold til ubestridelig viden, at vi ikke har andet valg end at kalde dem "forkerte"?

Hvad blev der af videnskaben?
Jeg tror ikke, det kan være lige meget. Det ganske særlige og velsignelsesrige ved den moderne tankegang er, at den ikke bare tillader, men også i vidt omfang lytter til, en social institution, hvis hovedformål er at eliminere dårlig viden: videnskaben. Hvor både religion og folketro er århundreder om at kassere selv den mest håbløse antagelse (og i det hele taget nødig indrømmer, at den frembringer sådanne), så er videnskaben - i det perspektiv - både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre. Uden (særlig meget) personforfølgelse og i hvert fald uden pinefulde henrettelser af de kolleger, der havde sat deres penge på cirkelformede planetbaner. Passer påstanden om, at de fleste danskere gjorde tapper modstand mod tyskerne under besættelsen ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den - selvom de mere noble værnemagere bliver gale. Passer påstanden om, at danske kvinder generelt bliver undertrykt af danske mænd, ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den - igen: selvom nogle uden for videnskaben bliver vrede, fordi de har gjort det til en levevej at kæmpe for imaginære ofre, og nu mister deres levebrød.

Relativisme er old school
Når den moderne verden er alle andre "verdener" totalt overlegen, ikke blot i henseende til teknik og naturvidenskab, men også i henseende til politik og moral, hænger det sammen med, at den bygger på Oplysningens ånd, der giver liv til det alt sammen. Derfor er det også et slag for Oplysningen, når man lancerer en serie i ti hovedafsnit, som handler om populære fortællinger om historie og samfund, der formentlig er forkerte.

Og dermed besvarer jeg også mit andet, retoriske spørgsmål: er det ikke en gammeldags opfattelse, at der er forskel på rigtige og forkerte påstande om historie og samfund? Tværtimod: relativismen er et gammeldags synspunkt fra firserne og halvfemserne. Og hvis vi overhovedet skal sortere i alt det, der kommer til os fra de nye medier, er det tvingende nødvendigt, at vi gør op med den gammeldags relativisme.