Fejl nr. 10: Foucault er fed

En af mine gode venner voksede op med en meget berømt filosof som stedfar. Det var, så vidt jeg forstår, hårdt på mange måder. Men dog ikke hårdere end, at hun alligevel selv valgte at studere idéhistorie. På et vist tidspunkt, hvor hun så småt var kommet i gang med studierne, er hun på besøg i forældrenes hjem og fortæller om sin store begejstring for Michel Foucault. Eller, det vil sige: Hun sidder i dagligstuen og fortæller sin mor om sin begejstring. For alt, hvad stedfaderen kan mande sig op til, er at høre distræt efter, kigge op fra Heidegger og mumle: "Hvor sødt!" Hverken mere eller mindre. "Hvor sødt!"

Foucault er som mæslinger
Foucault skal vi alle igennem. Ligesom vi skal have ondt for tænder, vælte på cykel og være sengeliggende med mæslinger. Men det hører barndommen til. Har intet at gøre med de problemer og udfordringer, der præger voksenlivet. Når unge mennesker er i Foucault-alderen, bør vi tænke ømt på, at det var vi også selv engang. At det heldigvis går over, men ret beset er et sundhedstegn.

Det kræver gå-på mod at læse Foucault. Det kræver fantasi og sans for gode historier at tro på ham. Alt sammen nyttige ting at have med sig på vandringen gennem livet. Men hvis fantasien og gå-på modet ikke afbalanceres af sansen for realiteter og indsigten i det enkelte menneskes lidenhed og henvisthed, går det galt. Derfor plejer de fleste mennesker også at tage afstand fra Foucault igen. I takt med, at ungdommens letsindighed fordamper, og den voksne besindighed udvikler og forgrener sig.

Vag og vildt tvetydig
Hvad er det så, der er galt med Foucault? Alt, kunne man sige. At hans bøger er fascinerende beretninger om, hvordan tænkningen og disciplineringen og seksualiteten kunne have udviklet sig. Men at de på den anden side betjener sig af en yderst selektiv anvendelse af eksempler. Og af vage og tvetydige sammenligninger. Derfor kan Foucault naturligvis ikke holde til, at mere nøgterne historikere tjekker beretningerne igennem for bias og kritisable udeladelser. Eller til at filosoffer stiller kritiske spørgsmål til hans præmisser og ræsonnementer.

Lad os for eksempel se på Les Mots et les Choses (som jeg skal være ærlig nok til at sige, at jeg kun har læst i engelsk oversættelse; ikke at jeg har hørt nogen troværdige argumenter for, at det skulle være et afgørende problem).

Hele argumentationen i bogen hænger (ligesom argumentationen i Overvågning og straf) på tanken om det radikale brud. At der mellem middelalderen og renæssancen og igen mellem oplysningstiden og den moderne tid er et kortvarigt og altomfattende brud. Enten i videnskaberne eller i strafferetsplejen.

Det radikale brud - kun i Foucaults hoved
Det lyder jo fantastisk. Verden er stabil i mange år. Både læg- og fagfolk lever i urokkelige tankeverdener, som de hverken har lyst eller mod eller evner til at anfægte. Og pludselig, ud af ingenting, skifter det hele. Alt gammelt er væk - og erstattet af noget nyt, der selvfølgelig efter kort tid virker lige så urokkeligt som det gamle.

Det passer bare ikke. I sin meget autoritative bog om oplysningstiden kan Ernst Cassirer fortælle, hvordan det 19. århundredes tænkning vokser fuldkommen organisk frem af det 18. århundredes, og hvordan mange skikkelser fra det 18. århundrede (f.eks. Rousseau) tydeligvis har et ben i hver lejr. Noget peger tilbage, andet peger frem.

I sin bog om oplysningstiden kan en dansk autoritet som Thomas Bredsdorff fortælle nøjagtig det samme. Man kan ikke forestille sig oplysningstiden uden pietismen, der allerede gør sig gældende i begyndelsen af det 18. århundrede. Men den baner på en ganske organisk måde vejen for den følsomhed og subjektivisme, der i så høj grad kommer til at præge det 19. århundrede.

Og læser man - igen - et meget autoritativt værk som Tankens magt, ser man igen det samme. Erasmus af Rotterdam peger både tilbage mod middelalderens religiøst funderede enhedstænkning og frem mod renæssancens differentiering af videnskaberne. Tycho Brahe peger tilbage mod middelalderens astronomi med sin model af solsystemet, men han peger i lige så høj grad frem mod den moderne udgave af videnskaben med sine observationsmetoder.

Man kunne blive ved med at kritisere Foucault sønder og sammen, men pladsen tillader ikke en udførlig gennemgang af hans fejl og udeladelser. Så blot nogle få: Tortur blev allerede forbudt i Preussen ti år før den barbariske henrettelse af konge-attentatmanden Damiens i 1757, som er det store shownummer i begyndelsen af Overvågning og straf. Og allerede i 1773 blev tortur også forbudt i Østrig. Hvilket alt sammen peger på, at forløbet frem imod den fængselsorienterede retspleje i Europa er både længere og mere kompleks, end Foucault angiver.

Billig pointe om disciplin
I Overvågning og straf virker det også, som om Foucault er imod disciplin. Basta bum. Men det synspunkt er for let og billigt, eftersom lov og orden klart både er af det onde og af det gode. I sin gode udgave er lov og orden for eksempel de svages beskytter og garant for at man kan have et almindeligt fredeligt hverdagsliv, hvor det ikke er nødvendigt at slås med andre om, i hvilken side af vejen, der skal køres eller hvem, der skal vige for hvem. Man burde automatisk diskvalificere sig selv i den seriøse debat, hvis man er så meget ude af balance, at men end ikke vil indrømme disse fordele ved disciplin.

Der findes en italiensk talemåde: se non e vero, e ben trovato. Hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på. Om ikke andet, kan man sige, at Foucaults enorme popularitet - måske især blandt unge mennesker - er beviset på, at denne talemåde har en meningsfuld morale.

Henrik Dahl gennemgår i en artikelserie 10 forkerte fortællinger inden for det sociologiske felt. Han begynder med teori nr. 10 og tæller efterhånden ned til nr. 1, som er den fortælling, der er mest populær og forkert. Læs også det introducerende debatindlæg, hvor han beklager, at relativismen i dag synes at have vundet over videnskabeligheden.