Datasikkerhed er med sikkerhed et problem

Forbrugerrådets nye formand, cand.scient. i cellebiologi og tidligere tv-vært Anja Philip, mener, at det vigtigste forbrugerpolitiske spørgsmål de kommende år for den enkelte er datasikkerhed og for menneskeheden et bæredygtigt forbrug. Hendes kæreste forbrugsgenstand er i øvrigt hendes smartphone.
Hvad ser du som den vigtigste forskel mellem journalistens arbejde og jobbet som formand for Forbrugerrådet?
Som formand skal man primært arbejde med strategi, visioner og økonomi og sikre den bedst mulige udviklingen af organisationen i overensstemmelse med medlemmernes ønsker og den virkelighed, organisationen skal navigere i. Formidlingen af diverse sager til forskellige målgrupper – som jo er journalistens vigtigste opgave – er en delmængde af formandens opgave-portefølge.
 
Hvilke erfaringer fra journalistikken og din journalistiske konsulentvirksomhed regner du med vil blive vigtige i dit nye arbejde?
Min erfaring med at formidle kompliceret stof på en tilgængelig og vedkommende måde til forskellige målgrupper. Og min erfaring med at facilitere processer, konferencer og møder, så de giver udbytte for deltagerne og skaber fremdrift.
 
Hvad er efter din mening det allervigtigste forbrugerpolitiske spørgsmål de kommende år?
For den enkelte tror jeg, datasikkerhed kommer højt på agendaen. For menneskeheden og vores klode generelt, at vi sikrer et bæredygtigt forbrug.
 
Hvem er du mest inspireret af?
Mange inspirerer mig på forskellig vis hele tiden. Ofte ildsjæle, der brænder for deres sag og er klar til at tage ekstra skridt for at gøre en forskel.
 
Hvad er dine største succeser og fiaskoer i dit arbejdsliv?
Jeg er meget stolt af at have bidraget til at sætte både "Experimentarium", "VidenOm" og "Skru ned for solen mellem 12&15" på landkortet og dagsordenen. Det er alle tre "projekter", der har gjort en forskel for – og påvirket – mange mennesker med viden, meningsgivende oplevelser eller med redskaber til at forstå noget om os selv og vores verden for bedre at kunne træffe valg og tage vare på eget liv. Den største fiasko – at være nødsaget til at fyre en medarbejder.
 
Hvad er det fedeste produkt, du har haft i hånden for nylig?
Jeg er temmelig begejstret for min velfungerende smartphone. Den gør det muligt at jonglere med de mange bolde, jeg har i luften, på en gang.
 
Hvad laver du om 10 år?
Godt spørgsmål!
 
Hvad læser du af bøger, blade, aviser?
Den levende, en hel del presseklip og diverse fagblade og så forskellige nyudgivelser inden for skønlitteraturen. Lige nu er jeg i gang med en af mine gode medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse, Torben Munksgårds nyudgivelse "Sort Hund" og Knausgårds "Min kamp". Og så glæder jeg mig til at tage Murakamis "Q84" med på sommerferie.
 
Hvad er du mest forarget over for tiden?
Når folk ikke tager et medansvar for helheden og det velfærdssamfund, vi har, men blot udnytter systemet for at opnå flest muligt fordele for egen vinding.
 
---
 
Baggrund
Stillinger: Experimentarium 1987-1999: Pilotchef, Videnskabelig medarbejder og projektleder i udstillings- og programvirksomheden, konsulent DR 1999-2006: tv-vært, stedfortrædende redaktør, konceptudvikler, tilrettelægger, Kræftens Bekæmpelse 2006- : Projektchef for forebyggelse af kræft i huden, Forbrugerrådet 2012- : Formand
Præsidiemedlem: Experimentarium, Hjerneforum
Uddannelse: Cand.scient. i cellebiologi fra Københavns Universitet
Bestyrelsesposter: Foreningen af Danske Videnskabsjournalister (formand), Støtte til formidling af naturvidenskab under Villum Kann Rasmussens Fond, Hvorfor mister unge interessen for naturvidenskab? DPU forskningsprojekt, Dansk Naturvidenskabsfestival
Forfatter: Den interaktive børnebog ”Se hvad du tror"
Konsulent: Har i talrige sammenhænge fungeret som vært, facilitator, oplægsholder og konsulent, jf. www.anjaphilip.dk
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job