Mens verdens statsledere forhandler om, hvordan de kan redde klimaet og verdensøkonomien, begynder borgere verden over at tage sagen i egen hånd. Gennem de seneste 50 år er vi ellers blevet opdraget til at være forbrugere. Til at bruge og smide væk. Til at tro, at vores ejendele og outfits skal matche hinanden. Til at tro, vi selv er nødt til at eje hvert vores eget eksemplar af bøger, boremaskiner, biler og bukser. I stedet for at dele dem med andre, eller simpelthen give dem videre, når vi ikke har brug for dem længere selv. Vi har lært, at forbrug er så vigtigt, at der i manges liv ikke har været tid og overskud til særligt meget andet end at arbejde for at få råd til at forbruge – og forbruge.

På meget få generationer er vi kommet meget langt fra den livsstil, vores bedsteforældre opfattede som det naturligste i verden: at man deltes om de køer, heste, får om redskaber; overnattede hos hinanden, når man var langt hjemmefra; lånte en kop sukker hos naboen gav håndværk og håndelag videre fra generation til generation; lige gav hinanden en hånd med på de små tjenester og aldrig smed noget ud, der kunne bruges igen.

Men nu er vi ved at genopdage vores arvegods og genopfinde vores forbrugsmønstre, så de tager mere hensyn til klimaet, minimerer spildet, udnytter ressourcerne langt bedre, giver os råd til at opfylde vores drømme uden at tjene nær så meget – og oven i købet styrker det gode naboskab og fællesskabsfølelsen undervejs.

Nogen lunde sådan kan man opsummere de første kapitler af Rachel Botsmands bog ”What’s mine is yours – the rise of collaborative consumption”, der er en væsentlig del af baggrunden for denne TEDx-Talk, der meget fint opsummerer mange af tankegangene på 15 minutter. Resten af bogen er sprængfyldt af gode eksempler på, hvordan borgere verden rundt er begyndt at forandre verden indefra. Et eminent godt eksemplificeret gennem If We Ran The World, hvor alle kan skrive, hvad de ville gøre, hvis de kunne bestemme over hele verden – og medlemmerne hjælper hinanden med at knække de store mundfulde ned på mikrohandlinger, som alle kan byde ind på at løse. Og så er dén del i det mindste gjort.

Fælles for de mange tiltag er, at de

Bryder udfordringerne ned på ”mikrohandlinger”, som det er nemt at rykke på. Og som til sammen kan gøre en stor forskel. I stedet for at stirre sig blind på den uoverskuelige udfordringer, man står overfor, hvis man vil løse det hele med det samme.
Prøver at reducere affaldet og nytænker forsyningskæderne, så gamle ting får nyt liv gennem byttebørser.
Opfordrer os til at eje tingene sammen og lave deleordninger, så vi alle sammen kan få mange flere af de ting, vi drømmer om – uden at belaste klimaet og økonomien unødigt.
Gør de gode ideer skalérbare, så de kommer flere til gavn. For eksempel ved at udvikle helt basale systemer og mekanismer, der gør det enkelt at administrere, så det for eksempel er tydeligt, hvad man forventes at give og hvad man kan forvente at få. Når tingene først fungerer ét sted, bliver det nemmere at dele opskriften med andre, så de selv kan sprede ideen i deres lokalområde.
Får fremmede til at lære hinanden at kende og får folk til at snakke mere sammen. Hvilket er med til at genopbygge den grundlæggende tillid til hinanden – og samfundet.

Præmieeksemplet herhjemme er Københavns Fødevarefællesskab, der på få år har fået over 3.000 travle byboere til hver måned at lægge et par timers arbejde om måneden for at få butikken til at køre – og til gengæld kunne få en pose gode, lokale, billige økologiske sæson-grøntsager hver uge. Det startede i en kælder på Nørrebro og har allerede spredt sig til de fleste københavnske kvarterer – og i disse dage starter Lejre sin egen afdeling op.

KBHFF rummer de fleste essenser af Collaborative Consumption, fordi det handler om at skabe noget sammen med andre – og fordi det er helt skalébart. Når først det kører ét sted, er det nemt for andre at starte det op andre steder. Og på den måde kan forbrugere selv være med til at ændre forbrugsmønstrene indefra. En for en, kvarter for kvarter, landsdel for landsdel.

Her er 5 nedslag i alle de store, overordnede tendenser, der på hver deres vis er beslægtede med collaborative consumption – og nogle konkrete eksempler på, hvordan de allerede er til stede i Danmark:

1. Fælleseje

Det er længe siden, der er blevet talt så meget og så seriøst om kollektiver, solidaritet og fællesskaber. Men det er hverken fodformet eller hippiehåret. Man kan sagtens gå ind for collaborative consumption og alligevel få al den luksus og komfort, man ønsker sig. Faktisk er det langt mere realistisk, at man får adgang til det, end hvis man skulle finansiere det hele alene. De eneste private, jeg kender, der har fri adgang til egen biograf, gymnastiksal og fuldt udstyret hobbyrum derhjemme, er de af mine venner, der bor i Langeeng – et gennemdesignet bofællesskab i Albertslund, hvor hver familie har sit eget superlækre hus – men så bare OGSÅ har et fælleshus med alle de tilbud, vi andre kun kan drømme om at have lige inden for hverdagsrækkevidde. Inklusive lækre hjemmelavede middagsmåltider hver dag. Det lader sig gøre, fordi de er mange nok til at dække udgifterne og tidsforbruget. Og selv de rigeste mennesker, jeg kender, har da ikke råd til både at have lystyacht, skihytte i Schweitz, weekendlejlighed i New York, sommerhus i førte række, jagtgods og landidyl på Sardinien – og hvad skulle de også med det hele, når de alligevel ikke kan være der på samme tid. Så selv hvis man er i deres liga, kan collaborative consumption være med til at gøre drømmene mere realistiske.

NeighborGoods.net er en platform, med ideen at naboer nemt og hurtigt kan låne og dele med hinanden.

Så collaborative consumption handler om at give os alle sammen mulighed for at få adgang til det, vi drømmer om – for det er jo ikke kun økonomien, men også ansvaret og alt det praktiske, man deles om. Det kan også foregå i langt mindre skala eller handle om at få råd til mere ydmyge drømme. Københavns Delebiler giver københavnerfamilier, der ikke har brug for en bil i hverdagen, mulighed for at køre, når de har brug for det. Oven i købet nyere, mere miljøvenlige og mere komformatable biler, end de fleste af medlemmerne ville have haft mulighed for at komme i nærheden af, hvis de selv skulle købe dem. Kontorfællesskaber og hackerspaces kører efter det samme princip: sammen får brugerne adgang til meget mere af alt det udstyr, de har brug for, end hvis de havde skullet købe det alene.

Og fællesejet kan også være på det hele mikroskopiske, ret uformelle plan, hvor en klynge naboer slår sig sammen om at dele haveredskaber, eller hvor beboerne i en andelsforening har fælles værksted, så andelshaverne ikke hver især behøver at have en boremaskine, der gennemsnitligt vil blive brugt 8-12 minutter i hele sin levetid.

2. Systematiserede lifts og vennetjenester

Screenshot fra hjemmesiden Den lille tjeneste

Den lille tjeneste er et nystartet dansk initiativ, der går ud på at hjælpe folk med at få løst alle de små praktiske ting, der kan forekomme uoverskuelige i hverdagen. At få samlet et IKEA-skab, luget ukrudt eller gået tur med hunden. Her kan alle fortælle, hvad de har brug for hjælp til og om der vanker en belønning – og alle kan byde ind med deres kompetencer eller sige ja til at udføre en af de små tjenester.

Der er også godt gang i den moderne form for at blaffe sig frem til nye destinationer. I dag foregår den slags helt systematiseret på sites som Go More eller Turen, der fylder de tomme pladser i bilerne ud – og giver deltagerne en billigere tur og chancen for en god snak med et fremmed menneske undervejs.

Men kunne vi ikke også begynde at systematisere for eksempel fælles børnepasning? En af mine veninder i Seattle havde sammen med fire andre vennepar lavet en ”Saturday Night Gang” for deres børn. Her var alle ungerne samlet hos én af familierne på skift, der så hyggede vildt igennem med dem – mens resten af forældrene gik ud sammen – eller bare fik lidt tiltrængt tid til hinanden. Og i min andelsforening kender vi alle sammen hinanden godt nok til, at de andres unger godt kan ligge og blive forkælet på min sofa, mens jeg arbejder, hvis der er akutte sygdomspasningsproblemer. I dag er det lidt et tilfælde, hvornår den slags lige går op. Men potentialet for at videreudvikle passebyttebørser er stort – for der er meget overskud og tid derude at omfordele til alles fordel.

3. Fra skrot til slot 2.0

Botsmans skriver i sin bog om ”Diderot-effekten”. Den franske filosof fik en superlækker morgenkåbe i gave – og pludselig syntes han, han skulle ommøblere hele sit hjem, fordi alt det gamle så så lurvet ud sammenlignet med den nye badekåbe. På samme måde rammes de fleste forbrugere at trangen til at få tingene til at matche, når vi får nye møbler, nyt tøj, nyt køkkenudstyr eller nye gadgets. Og når vi føler trangen til matche, har vi en tendens til at skrotte det gamle. ALT det gamle. Og opgradere på alle fronter. Selv synes jeg fx ikke rigtig, min gamle iPhone er lækker nok til at matche min nye iPad. Men det er faktisk en håbløst forældet tankegang. I stedet skal jeg ifølge bogen være stolt af, at jeg stadig har – og bruger – min førstegenerations iPod som musikafspiller herhjemme. Der er prestige i det ikke-matchende, det ukurante, det sammensatte. Ingen gider længere bo i et IKEA-katalog, affektionsværdien og den gode historie i, hvordan man har klunset sig frem til de gode sager er kommet i ekstremt høj kurs.

I dag gælder det om at kunne bygge sit slot af skrot. Enten ved selv at genanvende sine ting på nye måder – eller ved at bytte sig frem til det, man har brug for. ”Why Buy When You Can Borrow” som sloganet lyder for nabodeletjenensten ”Share Some Sugar”.

"Kan du huske dengang hvor man bare bankede på hos naboen når man manglede sukker?" siger de hos Share some Suger

For nok arbejder designerne på højtryk med at udvikle bæredygtige produkter og genbrug, cradle-to-cradle og wastereduction indgår som helt naturlige parametre i mange innovationsprocesser. Det er den enkeltes ansvar at reducere sit affald så meget som overhovedet muligt. Og det gør man nemmest ved at lade være med at overforbruge og udnytte de ting, man allerede har, optimalt.

Danske børn har fået en superhelt i Shane Brox, der med tv-programmet Shanes Verden er blevet nutidens svar på Jørgen Clevin – men den store forskel er, at hele Shanes verden puster nye eventyr i det ødelagte, ser skønheden i toiletrullerne, se potentialet i et mælkelåg, og bygge slotte af papkasser. Og gamle kendinge som tøjbyttedage og børnefamiliernes velkendte arvekæder med aldersspecifikt tøj, legetøj og udstyr dukker frem i nye former, hvor det nye især er, at fødekæderne er sat langt mere i system, end tidligere – og at det ofte er vildt fremmede personer, der bytter med hinanden.

På Trendsales kan man sælge sine fejlkøb til nogen, der ønsker sig dem. På Gul & Gratis kan folk uden beregning sætte overskydne ting og sager til salg. Priserne er små og tingene skifter nemt hænder. Og i Facebook-gruppen Tingbiblioteket slår folk alt det op, de har brug for eller gerne vil af med – og skriver om det er gratis eller koster noget – og hvordan man kan afhente sine nye potteplanter eller barnesæder.

4. Hvor skal vi dyrke, og hvor skal vi bo?

I landsbyerne ødelægges idyllen ofte af faldefærdige huse, gamle mejerier og lukkede købmandsbutikker. Og i byerne ligger mange gamle fabrikslokaler og tidligere industriarealer ofte øde hen. Løsningen på begge dele er, at borgerne selv overtager bygningerne og omdanner dem til noget af det, der er brug for. Det gamle mejeri i den vestjyske landsby Stadil er blevet til kontorfællesskab, i Hvalsø på Midtsjælland holder borgerne sammen liv i den gamle biograf, og foreningen Giv Rum har ligefrem specialiseret sig i at bygge bro mellem tomme bygninger og initiativrige mennesker.

CouchSurfing.org hjælper rejsende finde og dele sovepladser over hele verden

I stedet for hoteller, er der i dag mange, der benytter sig af muligheden for at ”houseswappe” sig til billige ferier, sove gratis på fremmede, private sofaer gennem den verdensomspændende organisation Couch Surfing eller flytte ind hos andre i et par dage gennem AirBNB.

Men det er ikke kun bygninger, hjem og senge, der er rift om. Udearealerne er også en vigtig del af tendensen. I England bygger Landshare bro mellem haveejere, der ikke orker at dyrke eller pleje deres have – og haveløse, der gerne vil dyrke deres egne grøntsager.

På landshare.net kan man hjælpe med alt fra redskaber, viden, land og arbejdskraft

Herhjemme er det ikke helt så systematiseret endnu, men godt hjulpet på vej af den massive urban gardening-trend dukker der hele tiden nye eksempler på ”urban gardening” og ”urban agriculture” op. DYRK Nørrebro i fuld gang med lave køkkenhaver på bydelens flade tage. Mens der er opstået den fineste borgeropdyrkede byhave på Prags Boulevard på Amager.

Og i nattens mulm og mørke forskønner ”guerilla gardeners” deres lokalmiljø ved at plante blomster mellem brostenene og plante bede i rabatterne. Og Bureau Detours hænger gynger op i træerne og indretter for en dag en kedelig parkeringsplads til en yndig lille transportabel kolonihave.

5. Mikrofinansiering

Alt for mange gode initiativer i Danmark strander, hvis initiativtagerne ikke får støtte til projekterne. Men nu pibler det frem med alternative finansieringsmuligheder til de rigtig gode ideer. For det første behøver det ikke være så dyrt at starte noget op, hvis man lader sig inspirere af de andre tendenser og starter i det små og skalérbare – og gør det i fællesskab med andre. Som vi så det med eksemplet KBHFF. Og for det andet er det ikke længere kun de kundeejede banker Fælleskassen og Merkurbank, der kan finde på at tænke stort, grønt eller idealistisk i deres investeringer. Nu kan den enkelte borger også meget mere smidigt end tidligere støtte de gode sager. De deciderede mikrolån er især kendt for at genopfinde nødhjælpen til landene i den 3. verden. Men også blandt iværksættere er det blevet helt almindeligt at samfinansiere hinandens projekter. Fra mit eget nærmiljø på Nørrebro kan jeg huske, at Blågårds Antikvairat for nogle år siden udbød andele for at sikre deres økonomiske overlevelse, mens cafeen Underwood Ink kaldte på kundernes hjælp til at betale et overraskende momssmæk. Begge dele lykkedes selvom det krævede flere hundrede kroner fra hver enkelt.

Den kreative funding platform kickstarter.com gir rum til projekter indenfor alt fra film, musik, design og teater

Siden er den slags blevet mere organiseret og Kickstarter er nok det mest kendte eksempel på en platform, hvor kreative og innovative projekter kan få hjælp til at komme i gang,

Også inden for kulturlivet er det blevet mere almindeligt at finansiere sine egne projekter ved hjælp af ”crowd-funding”. For eksempel har musikeren Mikael Møller netop vundet årets innovatørpris til Danish Music Awards for ”A Month of Uncredited Love”, der bestod af 31 gratis sange, der blev udgivet en om dagen i hele maj måned. Og som derigennem opfordrede lytterne til at medfinansiere produktionen af en dobbelt CD og tripple vinyl.

Del dine gode eksempler

Mange af de eksempler, der er med i artiklen er, har jeg fået kendskab til gennem mine Facebook-venner, der i sagens natur tilsammen har en langt større berøringsflade end jeg. Og derfor vil jeg – ret i emnets kollaborative ånd – opfordre alle jer derude til at hjælpe med at udvide samlingen af gode eksempler på moderne fælleseje, omfordeling og genbrugskæder. For de gode eksempler fortjener omtale og opmærksomhed. For hvem ved – måske kan netop det eksempel, jeg ikke kendte til, eller som der ikke blev plads til denne artikel være netop dét eksempel, der inspirerer nogen derude til at komme i gang med at gøre en forskel. Lige her og nu.