Mellem landsbytossen og moderatoren

Med sin nye side på Facebook bevæger Folketinget sig langsomt ind i den tid og kommunikationskultur, som langt de fleste danskere allerede befinder sig i, og hvor de sociale medier spiller en stadig mere fremtrædende rolle.
Facebook er uden sammenligning danskernes foretrukne sociale medie, og cirka tre millioner danskere anvender dagligt mediet (Læs mere her). Man finder også størstedelen af folketingsmedlemmerne her, idet hele 169 af Folketingets 179 medlemmer er på Facebook, inklusive de fire nordatlantiske medlemmer af tinget.
 
Sådan præsenterer Folketinget sig på sin Facebook-side
 
Det virkede da også som den største selvfølgelighed, da Folketingets formand, Mogens Lykketoft, den 23. september 2013 forklarede,  at ”Folketinget skal være der, hvor folk er. De er åbenbart alle sammen på Facebook”. ”Samtale, samtale og samtale” er samtidig de ”tre ord”, som Lykketoft noterede som formålet med Folketingets Facebook-side.
 
Mogens Lykketoft beskrev formålet med Folketingets Facebook-side med ordene "samtale, samtale, samtale"
 
I dag kan det virke banalt, at man skal forholde sig til noget så selvfølgeligt, som at politikerne bruger sociale medier som en del af deres kommunikation med omverdenen, når de skal mobilisere deres vælgere, rekruttere nye medlemmer, diskutere politik og sætte dagsordener i de traditionelle nyhedsmedier. Og i dag er det svært overhovedet at forestille sig, at vi ikke ville kunne følge Folketingets åbning via Facebook, Twitter og Instagram, samtidig med at vi har mulighed for at deltage aktivt i snakken. Alligevel er det noget af en præstation, at Folketinget er kommet på Facebook.
 
For det første markerer Folketingets tilstedeværelse et skift i anskuelsen af brugen af sociale medier som en del af det politiske liv. Så sent som i 2010 vakte live-chatten på Facebook fra folketingssalens afslutningsdebat mellem folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet og SF stort postyr. Dengang blev det til en sag for Folketingets præsidium, hvor Folketingets daværende formand, Thor Pedersen, diplomatisk udtalte til Politiken, at ”på en eller anden måde må vi trække en grænse. Hvornår er det relevant i forbindelse med arbejdet i salen? Og hvornår kan man sige, at det er på den anden side af det, som man kan bruge salen til?”.
 
Dengang Facebook var for meget for en hel del folketingsmedlemmer. Læs her.
 
Daværende gruppeformand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, mente også, at det flyttede politikernes fokus bort fra debatten i salen.
 
Lidt mindre diplomatisk var tonen i Jyllands-Posten, som på lederplads anklagede de involverede folketingsmedlemmer for at holde "rød legestue", der mindede om en "dårlig kopi af et tv-show".
 
For det andet er der med Folketinget på Facebook nu mulighed for at udfylde et stort hul i den demokratiske samtale på de sociale medier. Mange har savnet et fælles sted, der kunne fungere som omdrejningspunkt for de fælles politiske samtaler, som er nødvendige for et moderne demokrati, og som allerede nu finder sted blandt politikerne, befolkningen og nyhedsmedierne. Indtil nu har disse diskussioner været orienteret mod den enkelte politikers Facebook-side eller Facebook-profil, når der er blevet spillet ud med en politisk melding. Men herfra kan diskussionerne foregå i et fælles rum, nemlig Folketingets eget officielle.
 
Pandoras æske
Folketinget på Facebook har potentialet til at blive det rum i det sociale medielandskab, hvor den fælles politiske samtale finder sted. Men for at forventningerne kan indfries og siden kan blive en demokratisk succes, kræver det en solid indsats både fra Folketingets administration, som må sikre ordentlig moderation, og fra politisk side, hvor folketingsmedlemmerne må deltage i fællesdebatterne på Folketingets side. Sker det ikke, kan siden hurtigt vise sig som et fejlslagent eventyr.
 
At det har været svært i starten, har Rune Mejlvang fint dokumenteret på bloggen, Manden fra Kommunen. I den første uge så det ud til, at man havde åbnet Christiansborgs digitale port på vid gab for alle landsbytosserne, og at indlæggene kunne postes uden nogen form for fornuftig indgriben. Den slags dur naturligvis ikke. Heldigvis er Folketinget nu begyndt at være synlig i debatten på siden. Og det er vigtigt, eftersom nærvær er forudsætningen for al godt community management. Næste skridt er, at moderationen på siderne bliver foretaget med håndfasthed, samtidig med at brugerne bliver faciliteret. I den forbindelse ville det være mere hensigtsmæssigt, hvis retningslinjerne var i klar tekst frem for som nu i grafik.
 
Mere håndfast moderation bør være næste skridt 
 
Pres på politikerne
Politikernes deltagelse er den anden dimension af en god debat på Folketingets Facebook-side. Der er spirende tegn på, at folketingsmedlemmerne viser sig i debatterne. Det er naturligvis helt nødvendigt, at politikerne deltager på siden og svarer lødigt på de indlæg, som bliver postet. Fravær kan opfattes som ligegyldighed, og det lægger naturligvis et stort pres på politikerne, som må sætte tid og ressourcer af til at svare og deltage i debatten på Facebook.
 
Til gengæld kan siden medvirke til at skabe en ny dynamik og synlighed for de politikere, som forstår at anvende Facebook og Twitter, som allerede nu er integreret på siden. Og det kan i sidste ende betyde, at ”Folketinget på Facebook” kan komme til at virke som en motor, der kan være med til at drive trafik til aktiviteterne på de enkelte folketingsmedlemmers sider og profiler. Det burde være en motiverende faktor for folketingsmedlemmerne.
Samtidig betyder det, at de politikere, som ikke er særligt aktive eller helt fraværende på Facebook og Twitter, må overveje deres tilgang til brugen af sociale medier. Hvis man vil være en del af debatten, er det ikke længere nok kun at åbne for tilstedeværelsen under valgkampen,
 
Fejl og mangler
Folketinget på Facebook er endnu ikke noget pragteksemplar af et community site på Facebook. Der er en del skavanker og børnesygsomme, som man er nødt til at tage fat på. Eksempelvis virker siden endnu ikke helstøbt på hverken mobil eller tablet. Det er et stort minus, at man skal være bænket ved en laptop eller en workstation for at få den fulde fornøjelse.
 
Det har blandt andet betydning for siden med oversigten over Folketingets medlemmer og siden med folketingsmedlemmernes tweets. Årsagen ligger formentlig i, at Facebooks faste formater og layout gør det en anelse besværligt at implementere disse elementer, uden at det får indflydelse på funktioner og udseende.
 
       
En fejl, som bør rettes hurtigt: Alex Ahrendtsen har ikke en Facebook-side
 
Et andet og ikke uvæsentligt forhold er, at en stor del af de oplysninger, der er på siden over Folketingets medlemmer, er forkerte eller mangelfulde. Eksempelvis vises Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, som om han har en Facebook-side. Men det har han ikke. Den fynske folketingspolitiker nedlagde sin profil efter folketingsvalget i 2011 for at koncentrere sig om arbejdet i Folketinget.
 
Mere vil have mere
Folketinget på Facebook er, trods børnesygdomme og begyndervanskeligheder, et godt tiltag. Men man ville kunne vinde meget ved at have en event-side med Folketingets aktiviteter. Det samme gør sig gældende for aktuelle dagsordener og tilhørende lovforslag.
 
Det ville også være dejligt med en integration af Folketingets webtv, som second screen, hvor man kunne følge med i debatten både via Facebook og Twitter. Og det ville give fin mening at understøtte den feature på Facebook, nu hvor Folketinget har planer om at skabe mere livlige debatter med nyskabelsen ”Spørgetime med statsministeren”, der fremover skal holdes hver anden tirsdag. Alle tiltag, der kan involvere og engagere borgerne i det politiske liv.
 
I forbindelse med ”Folketinget på Facebook” er det værd at notere sig, at Folketinget også er ved at etablere sig på Twitter med handlet @folketinget, og at man samtidig tilbyder "TV fra Folketinget" som app til både iPhone og Android. Og så skal man slet ikke glemme Folketingets website, www.ft.dk, der er et rent overflødighedshorn af information om tinget, dets dagsordener, lovforslag, historie og medlemmer.
Det peger alt sammen i retning af en solid satsning på nye digitale og sociale medier. Til gavn for demokratiet.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også