Jeg ville rigtig gerne have været til Folkemødet. Men ligesom 99,9 pct. af den danske befolkning var jeg ikke inviteret og havde intet hørt om Folkemødet, før det var i fuld gang og alt for sent at bestille billetter til Bornholm. Derfor begiver jeg mig nu ud i den særlige disciplin at anmelde noget, jeg ikke har deltaget i. Mine iagttagelser går udelukkende på det image, jeg har oplevet gennem Folkemødets markedsføring og mediernes dækning. Det er samme billede, som resten af befolkningen må sidde tilbage med, og det er desværre

ikke godt.

 

Det er ikke kun på Kforum, at Michael Thouber sender bredsidder afsted mod Folkemødet. Også i Deadline fik det et fur

 

Tid og sted: Bornholm, Bornholm, Bornholm; du, min dejlige ferieø

Den manglende invitation af ”folket” er ikke den eneste brøler. Man har valgt at placere Folkemødets hovedprogram torsdag og fredag i dagtimerne, hvor de fleste danskere er på arbejde. ”Bornholm, Bornholm, Bornholm; du, min dejlige ferieø”, synger Bertel og Søren Pind fra scenen. Ja, I politikere har fire måneders ferie fra maj til oktober, men vi andre skal desværre på arbejde. Hvis man oprigtigt vil møde folket, så skulle man måske overveje at lægge arrangementet i weekenden – måske sågar rundt om Grundlovsdag, så arrangementet havde en naturlig forankring i den danske demokratiske tradition.

 

Valget af Bornholm kan i det hele taget diskuteres. Bertel Haarder har selv humoristisk forklaret, at valget af Bornholm er, fordi politikere og folket ikke skulle kunne slippe så nemt væk derfra. Selv er jeg en stor tilhænger af Bornholm og kan godt se for mig, at det kan gøres til et attraktivt udflugtsmål for en årlig politisk festival. Omvendt må jeg sige, at er ambitionen at tiltrække en større del af befolkningen, så kunne man – ud over Færøerne og Grønland – vel næppe have valgt et sværere tilgængeligt sted i Danmark.

 

Image: Mere ”tom snak”

Det er svært at sige noget negativt om markedsføringen af Folkemødet, for der har mig bekendt ikke været nogen. Invitationer, annoncer, plakater, merchandise og andet festivalgear har manglet. Måske har man haft så travlt med alt det praktiske og med at invitere ministre, pressefolk og lobbyister, at man glemte også at fortælle publikum om arrangementet. Det bliver nok bedre næste år.

 

En hjemmeside har man dog nået at få i luften. Men www.folkemødet.dk ligner mere et kedeligt offentlig seminar end en attraktiv festival, hvor folket kan møde landets magthavere. Programmet på hjemmesiden er uprioriteret og uden både de store attraktioner og de små overraskelser, som er vitale for en festival. Programmet lover alt fra “Lær om hjertemassage” til en diskussion af Landbrug og Fødevarers nye strategi. Den er helt givet god, men måske ikke det mest attraktive arrangement for folket i bred forstand.

 

Logoet og hele den visuelle identitet signalerer heller ikke ligefrem en begivenhed med stort format. De to talebobler i logoet fortæller os, at alt vi kan forvente os, er ”mere tom snak”, og i det hele taget er det visuelle udtryk dræbende kedelig og kommunalt. Jeg har hørt politikere omtale Folkemødet som en politisk Roskilde Festival, men ser man på udtrykket, programmet, på Haarder og Pinds sang, Pia Kjærsgaards flæskesteg og den visuelle identitet, minder det hele mere om en lørdag formiddag til udsalg i Rødovre Centrum, hvor gøglere underholder børnene mens Helle Thorning deler roser ud. Tåkrummende pinligt.

 

PR: I orkanens centrum, Allinge…

Folkemødet har haft pressen med hjemmefra, og det virker faktisk, som om alle medier har besluttet hjemmefra at være uvanligt begejstrede. Ofte har det desværre medført en utroværdig dækning, som når Kim Bildsøe står og siger i TV-Avisens dækning, at det stadig vrimler med mennesker, mens man tydeligt på skærmen kan se, at der er gabende tomt bag ham. Det kommer unægtelig til at virke, som om journalisterne forsøger at skabe pumpet event-tv ud af en non-begivenhed. Ikke ulig dengang man havde sat 30 journalister til at dække Airforce Ones landing i Københavns Lufthavn.

Man har gennem pressens dækning kunnet fornemme, at der ikke har været gode programpunkter nok. Alle har refereret fra de samme arrangementer, og har der været bare én sjov bemærkning på scenen, har alle medier taget den med. Der har tydeligvis været for lidt at sende hjem til redaktionen i København. Der har manglet både overraskelser og dagsordensættende udmeldinger. Og symptomatisk nok var den politiske hovedhistorie lørdag, da Folkemødet sluttede, ikke gravet frem på Bornholm, men en kronik i Berlingske skrevet af Birthe Rønn.

 

Næste år: Mere attraktion, mere kant og mere sex

Skal man tiltrække folket, skal man gøre det mere attraktivt og sexet. Folket kommer ikke længere i stor stil til politiske møder i forsamlingshuset – det virker kedeligt og nørdet. Vil man engagere befolkningen i politik, er der brug for noget nyt, og en politisk festival kunne sagtens være dette nye.

 

Selvom man flytter de politiske forsamlingshusmøder udenfor bliver det ikke mere sexet. Skal Folkemødet blive en succes på sigt, må man gøre det til en politisk festival dækket af sociale medier

 

Et gratis råd til arrangørerne af Folkemødet: Tag på studietur til USA. Turen kunne passende omfatte et besøg på Jon Stewarts Daily Show, der med humor og overraskende vinkler formår at gøre selv meget nørdet politisk stof vedkommende. Rejsen kunne også gå til Obamas kampagnestab, der via sociale medier formår at nedbryde den gammeldags envejskommunikation i politisk debat og foreningsliv. Eller bare sørg for, at det er under 4th of July, så man kan se, hvordan man holder en rigtig folkefest.

 

Hvad vi var vidne til igennem mediernes dækning, var desværre mere en gentagelse af politikernes sædvanlige valg- og grundlovstaler. Det var de samme eksperter, der var kaldt til Allinge, og det var den samme old-school formidlingsform, som Christiansborg også er eksponent for til daglig. Det virkede mest af alt, som om Christiansborg med samlet pressekorps havde indtaget Bornholm. Og er ambitionen ikke at få hele folket til Bornholm, så kan man sagtens engagere folket på andre måder. Hvor var politiker-til-borger-engagementet, for alle os, der ikke kunne nå til Bornholm? Hvor var live-streaming af alle taler med et ordentligt indeks over, hvem der talte, og hvornår? Folkemødet kunne have været en blanding af TED-tv og YouTube, men det ville selvfølgelig kræve, at der både var noget at streame og ikke mindst steder, hvor man kunne komme til orde udefra. Begge ting manglede ved dette møde.

 

Den romantiske drøm om, at indholdet sælger sig selv, og at bare det at få adgang til at se en minister nok skal sælge billetter, har ikke hold i virkeligheden. Skal indholdet sælges, skal indpakningen også være attraktiv og muligheden for involvering virke oprigtig. Ellers ender Folkemødet bare med at være 30 politiske grundlovstaler i forsamlingshuset i Allinge, og det er helt ærligt ikke særlig attraktivt.