Folk og fæ til Folkemødet på Bornholm 2012
Politisk vuffeli vov

Skrevet af
Førstestanden er der selvfølgelig, med den fornøjet logrende Løkke og en glittet Thorning i spidsen. Andenstandens flok af rådgivere og lobbyister er der også i rigelige mængder for at sole sig i hinandens lys – ah, hvor det varmer. Alt imens folket, den skrøbelige tredjestand, der forbløffet er vidne til dette sære københavnershow, flyder fra regeringen. Afstanden mellem top og bund i det bornholmske er faktisk betydelig, men hyggen fejler alligevel ikke noget. Heri er hundene helt enige.
Hjort med hund taler roligt Helles skattereform ned i TV 2, velklædte Kristiansen med lyserød skjorte ser på, og Venstre er i sit es. Fotos: Jesper Højberg Christensen
 
Man kan sikkert sige meget godt om regeringens 2020-reformplaner, især hvis man er cand.polit. eller bare deler centraladministrationens rationalitet.
 
Men befolkningen har endnu ikke forstået arbejdskraftsudbuddets, nedskæringens og omfordelingens nødvendighed – og slet ikke stemt regeringen ind på den forventningshorisont. Folket derude forventede vist flere job og praktikpladser, bedre uddannelse og sygdomsbehandling her og nu. Og de vidste ikke, at kontraktpolitikkens ånd var aflyst; at optursløfter før et valg ikke straks omsættes efterfølgende. Så nu oplever regeringen sig ikke forstået af sit hårdtarbejdende folk, som ikke vil arbejde hårdere, og som – o.k., tilsat en god del medie-lemmingeeffekt – vender den ryggen.
  
Denne situation er undertonen i snakken og kandestøberierne på det bornholmske folkemøde, mens regeringens kernetropper – efter næsten at have overstået uendelige EU-møder – er vært for de kinesiske kommunistspidser, der mest har set feudale slotsrelikvier og er blevet beværtet som de moderne kejsere, de er. Afstanden til folket kan næppe i dette land blive større, slet ikke for en S-regering. 
 
En Venstre-mand uden hund er som 80’ernes Henning Christoffersen uden tweet-jakke. Her ses erhvervsordfører Kim Andersen, ditto journalistræv - og hund
 
Førstestanden: Støvsuget for nyt og strålende af selvtillid
Helle Thorning bliver fløjet over og leverer sin tale standardmæssigt og støvsuget for nyt. Mette Frederiksen kæmper med Søren Pind. Og Bjarne Corydon får sat Politiken-skribenternes overbudsreformpolitik på plads.
 
Men det er godt nok svært at finde en stolt og glad sosser. I Folkets forfaldne Hus forsøger Master Fatman at få lidt liv i de slatne LO-klude. Alle beskylder alle, og især en konstant cigaretrygende Dennis Kristensen samt næstformanden i Metal, for miseren. Faktum er, at alt var på plads, og at det hele blev tabt på gulvet på grund af en enkelt feriedag. Fagbevægelsen er nu ikke en seriøs forhandlingspart de næste mange år frem, så her lukkes fadølsankeret allerede kl. 17 lørdag, og festen må fortsætte ovre hos velbesøgte DI.  
 
Politik har mange ansigter. Hund (ja, den er lille som en rotte) bliver dus med Greenpeace-isbjørn, mens lokale ser på
 
I den ene ende af festivalen er Venstre i superform og overstråler alle andre partier. Venstres stab er berettiget stolt over de 600 på plænen, der lytter til landets kommende, godt nok forsinkede, statsminister, der slutter af med at hyggesnakke med de lokale på havnefronten. Vi vil da ikke indgå skatteforlig med så svag en regering, betror de selvtillidsfulde Venstre-folk mig, og de slipper sikkert fra hængekøje-positionen med held, tænker jeg efter at have hørt, hvor dygtigt Løkke snor sig udspurgt af Lidegaard.
 
Dansk politik, når det er hyg’ligst. Løkke på Allinge Havn, og kvinderne flokkes
 
Andenstanden: Cirkus Lobby og københavnerpolitisk omegn på udflugt
Ud over at lade munden løbe om Helle-flokkens fortrædeligheder, dasker de fleste af os ”københavnere” afslappet rundt. Det giver en god mavefornemmelse, at man dårligt kan skære sig gennem havnen i Allinge for mennesker, og endnu bedre er det, at man ikke kan gøre det uden at møde folk, man kender. Vi er som de backpackers, vi var engang. Det er en lykke at møde gymnasiekammeraten på stranden i Goa igen, igen.
 
Benny Engelbrecht fra S og John Wagner fra købmændene er anderswo engagiert, mens Tom Behnke i hvid skjorte fortæller om sin forbrugerpolitik. Lige det show kan kun trække fire lobbyister og fire almindelige, men den gensidige forståelse blomstrer
 
Dette Cirkus Lobby og københavnerpolitisk omegn på udflugt er – helt som i det rigtige sommerland – en glad succes. Debatten bl.a. her på Kforum sidste år om Folkemødets berettigelse er med andre ord afgjort i praksis. Ligesom bog 2 er lakmusprøven for en forfatter, er år 2 lakmusprøven på holdbarheden af et arrangement. Ingen tvivl om, at det danske politiske establishment vil komme og sole sig i hinandens og pressens lys. Og lur mig derfor, om ikke alle vi andre politiske meningsmagere og kandestøbere (journalister, spindoktorer, kommentatorer og ikke mindst organisations- og særinteresselobbyister samt PA-rådgivere) i mange år frem vil stævne herover.
 
Det handler også om at komme i tv. Så Johannen og Hjorten snakker med Corydons rådgiver. Politikens Lars Trier Mogensen (yderst tv) er nok lidt overrasket over finansministerens kritik af såvel pomadehår som økonomisk naivitet
 
Tredjestanden: Griner godmodigt over de politiske klovne
Så det er selvfølgelig ikke hele folket, der, som i idealet fra en klassisk borgerlig offentlighed, træder op og ræsonnerer og former beslutninger. Nej, folket er delt i stænder. Tredjestanden, de rigtig lokale, nyder at se stjernerne, de politiske klovne fra Jacob Haugaard til Johanne Schmidt-Nielsen, live og tæt på i en lille manege. Og klovnene optræder mere skævt og sjovt end vanligt, som når fx landbrugets og Danmarks Naturfredningsforenings formand/kvinde skal bytte roller i debatten. Andenstanden er alle os cirkus-hjælpere, musik- og taskenspillerne, hele PA-, spin-, tænketanks- og kommentator-laget, der fylder godt op til forestillingerne i de små debattelte på kajer og på hoteller.
  
Førstestanden, politikerne og organisationsformænd som fx Benny Engelbrecht, Socialdemokraternes erhvervsordfører, er bekymret for især andenstanden, foregiver han ved optakten i Berlingske. Men som han sidder lørdag i et telt og diskuterer forbrugerpolitik med tre lobbyister og en lokal lommetyv, er han næppe overpåvirket af andet end varme og øl.
 
En indfødt folkehelt kigger skælmsk på Københavns Madhus’ kampagne for køkkenhelte. Bagefter er der økologiske pølser, så her er vi rigtig mange
 
Og især organisationerne værdsætter tredjestandens deltagelse. Forsikring og Pension har fx hyret Hans Pilgaard til at quizze om, hvorvidt man sparer el med hestepærer eller el-sparepærer, og tv-kendissen og millionær-præmierne trækker teltet fuldt. Kommunikationsfolkene er lykkelige, betror de mig.
 
Os i andenstanden er på lønnet arbejde – hvorfor mange kun er der torsdag-fredag. Men vi lobbyer ikke rigtig. Vi hygger. Det vigtige for os er at være med, shake hands og være en del af den fælles politiske familie. PA-folket er ikke på arbejde – men på forarbejde. Kontakterne kan så senere bruges, når man er på rigtigt lobbyarbejde.
 
 
Ældre sagen er godt tilfreds med det hele. Kommunikationschefens ansigt stråler efter indtagelse af sol over Gudhjem
 
Martin Ågerup er ved at få næseblod. Ellers er alt godt
Professor Ove Kaj Pedersen sidder klemt på et galleri og fortæller, at det er den økonomiske rationalitet, der bestemmer. Det er der intet, der tyder på uden for vinduerne, og slet ikke når man ser, hvor meget regeringen er kørt fast med den. Han forklarer videre, at det politiske problemformuleringsrum er ved at blive skilt fra det politiske beslutningsrum. Cepos’ Martin Ågerup er ved at få næseblod, og Færgeman fra Concito kan heller ikke forstå, at vi lobbyister ikke også påvirker beslutningerne. Men alle er glade for debatten, bortset fra en ægte lokal idealist, der spørger Ove Kaj Pedersen, hvorfor han kun snakker om penge og ikke om ”lykke”.
 
 
Troels Myhlenberg forsikrer Lars Goldschmidt fra DI og Ella Maria Bisschop-Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening om, at medierne skam gerne vil dække positive historier om biodiversitet, bare de er konkrete for hans fynske læsere. Salen klapper af alle og sig selv bagefter. Debatten hos DI på Klostergården er god
 
Spørgsmålet er helt ved siden af – og samtidig nærliggende. For vi er relativt lykkelige disse solskinsdage. Det hele er let og muntert, og alle vil underholde og underholdes, alle vil mingle og blande sig med de andre stænder.
 
Her sviner ingen hinanden så meget til, som vi plejer. Folkets snak, organisations- og kommunikationsfolkets dagsordener og politikernes beslutningshorisont blandes og bliver personlig og lidt menneskelig. IDA-formand Frida Frost har lige fyret sin anden direktør, men hygger sig nu med en AC-kollega, og om lidt vil det være logisk, hvis hun hilser på KL's nye formand Erik Nielsen, der promenerer med konen lidt længere oppe ad gaden. Imens i IDA’s telt synger den lokale ingeniør Keld Kofoed Jensen på næsten uforståeligt bornholmsk om, at øen mangler vidensarbejdere. Hans løsning er en tunnel – og jeg tænker, at dette færøske fantasifoster da endegyldigt vil affolke øen. Vi har diskuteret dette de sidste 50 år, slutter han. Sådan går det hele i ring. Her. Og i øvrige politiske cirkler.
 
Men nært og venskabeligt er det. Det er ikke hver dag, Hans Chr. Schmidt spørger til min efter-direktør-tilværelse, eller finansministeren er med på en stille natøl. 
 
Ude i Klostergården er de tre tenorer – Kristensen, Corydon og Dybvad – på scenen. Danmark skal leve af produktion leveret af godt uddannede på alle niveauer. Det er d'herrer helt enige om. Clement K. er selvsagt den mest produktive af alle debatledere
 
Underholdningen, ikke mindst hos underholdningsavisen Politiken i Brændegården, er super afslappet. Jan Gintberg mener også, betror han mig, at folk er bedre ved hinanden her. Men han frygter, at Jul er for festivalglad til at kunne stå på scenen. Særlig sjov er Jul i hvert fald ikke. Rytteriet aftenen før er bedre, selv om man ikke skulle tro, det stadig er skægt at gøre grin med Helge Sander. Men det er det.
 
For det hele er rigtig dansk politisk-upolitisk sommerhygge for folk og fæ.
 
 

Relaterede artikler

Folkemødet for klever* - Er du klar til Folkemødet? Har du styr på, hvordan du planlægger din virksomheds event, holder tidsplanen og fanger pres...

Giv din stemme

7 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

66 JOB

Digital marketingspecialist

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 1. december

Praktikant

Frist: 16. november

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 5. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.