Fokusgrupper er et af de ord, der mere og mere hyppigt bliver brugt i og omkring det politiske liv. Tilsyneladende er det blevet et symbol på den udvikling, som er i gang i en række lande og som – på europæisk plan - nok har fundet sit klareste udtryk i Storbritannien. Her foretager Tony Blair og New Labour sig ikke ret meget, der ikke er prøvet af i en fokusgruppe. Måske af samme årsag er ordet "fokusgruppe" i visse kredse blevet et skældsord, mens andre ser fokusgrupperne som guds gave til den travle politiker.

Men hvad skal man mene og tro om fokusgrupperne? Er de blot en praktisk foranstaltning, et svar på en udvikling eller en fare for demokratiet?

Temaet blev taget op af programmet Dags Dato på TV2. Til at kaste lys over udviklingen havde man blandt andre interviewet Ralf Pittelkow fra Jyllands Posten (og med en fortid i Statsministeriet), Mads Qvortrup, der er dr.phil. og ansat ved Århus Universitet og sociologen Henrik Dahl, der er direktør for Advice Analyse A/S, foruden at være forfatter til en række bøger. Som det turde være læsere af Kommunikationsforum bekendt offentliggjorde Henrik Dahl og en række andre forfattere den 19. oktober en bog om den politiske arena i 90’erne.

Holdningen hos samtlige interviewede var klar: Fokusgrupper skal ikke ses isoleret, men som led i en udvikling hvor partierne har mistet medlemmer og ikke længere er i direkte kontakt med befolkningen. Fra tidligere tiders massepartier er man nu gået til en anden type parti (som man kan kalde parlamentspartier), der er langt fra tidligere tiders idealer. Henrik Dahl udtrykker meget præcist dette som at "medlemmerne af de politiske partier i dag er bedst til at lave kaffe og se ud af at være mange".

Alle undersøgelser viser, at de medlemmer der er tilbage i partierne kan regnes som "fundamentalister" i forhold til de holdninger, vælgerne har. I et venstreorienteret parti er medlemmerne altså lidt mere venstreorienterede og lidt mere dogmatiske end vælgerne, og på helt samme måde er medlemmerne af de højreorienterede partier lidt mere højreorienterede og beton-liberale end de borgerlige vælgere generelt. Medlemmerne er altså i mindre og mindre omfang i stand til at repræsentere vælgerne.

Når medlemmerne i mindre og mindre og mindre grad repræsenterer vælgerne er der brug for andre kommunikationskanaler mellem folket og de folkevalgte. Fokusgrupper er her en af de kanaler, man kan anvende. Fra at være ulven der kommer må fokusgrupperne altså ses som en helt praktisk ting, som bruges til at finde ud af hvad vælgerne tænker og mener. Henrik Dahl er således også overbevist om, at stort set alle partier i dag bruger fokusgrupper i et eller andet omfang.

Hvad resultaterne fra fokusgrupperne så bruges til i praksis er en ganske anden ting. Her er der – på helt samme måde som når det gælder de traditionelle meningsmålinger, der udføres telefonisk – både mulighed for at agere populistisk og med eftertanke og kløgt. Det har sådan set ikke noget med fokusgrupperne i sig selv at gøre. Den laveste fællesnævner er en langt ældre opfindelse end fokusgrupper.