Præmissen for den retoriske anmeldelse

Når man skal levere en retorisk "anmeldelse" af en tale, har man det problem, at man ikke ved, hvad det er, folk vil have. "Hvor god var talen?" kan nemlig betyde flere ting. Det kan betyde: 1) Hvordan havde taleren lagt sin tale til rette, fra emnevalget til de sproglige detaljer? Men det kan tillige betyde: 2) Hvor godt tror du, taleren med denne tale har fremmet det formål, som du tror, han selv havde med den? Det kan imidlertid også betyde noget i retning af: 3) Hvor godt levede talen op til situationens krav? Eller: 4) Hvor godt synes du, talen lever op til almenmenneskelige, sociale eller demokratiske kriterier (måske inspireret af Habermas el. lign.) for, hvordan der skal tales i det offentlige rum? Og når det drejer sig om en folkevalgt politikers tale, kan man ydermere glide over i den politiske vurdering: 5) Hvor godt kan jeg ud fra en politisk stillingtagen lide det, han sagde og ikke sagde?

I det følgende prøver jeg at holde mig mest til (1), som nødvendigvis må ses i relation til (2), samt i nogen grad til (3) og (4). Derimod er (5) ikke en retorisk opgave.

I 2005 gavnede det Foghs ethos, at han med kort varsel kasserede sin båndede nytårstale og på direkte tv holdt en hel tale alene om tsunamien. I år har det lidt af den samme effekt, at han indleder med at tale om jordskælvet i Pakistan. Efter et indsat pausemærke (han er meget bevidst om sin fremførelse), går han videre til sit hovedtema, der alligevel knytter lidt an til det med naturkatastrofen: "Vi har orden i økonomien. Og vi har overskud til at tænke på andre end os selv." Og det er dette sidste punkt, han går videre med. Fogh ved, at han skal gøre noget ved den bløde flanke i sit flertal: dem, der synes, vi ikke skal svigte ulandene og de nødstedte. I umiddelbar fortsættelse af den danske nødhjælp kommer så vor indsats i "fredsskabende og fredsbevarende aktioner. I Kosovo. I Afghanistan. I Irak. I Darfur". Sidestillingen af disse fire under en samlebetegnelse, der to gange nævner "fred", og med Irak puttet ind mellem de andre, er utvivlsomt nøje gennemtænkt.

Det er bare ét eksempel på en færdighed, som Fogh behersker suverænt. Nyrup og andre statsministre har også forsøgt den, men ikke nær så professionelt. Det er den at holde en tale, der lyder, som om man hylder nogle værdier, der er fælles for næsten alle i vort samfund. (Dette er, hvad der ifølge den store ny-retoriker Chaïm Perelman er hovedfunktionen af "epideiktiske" taler,

dvs. højtidelige lejlighedstaler som denne.) Men reelt hylder man i stedet nogle værdier og synsmåder, som er specifikke for éns egen regering eller politiske gruppering. Længere nede i talen kommer vi f.eks. til det tema, at "i Danmark oplever vi vækst og velstand".

Allerede her kan man spørge: Hvem er "vi" – ofte et centralt spørgsmål i forbindelse med denne art taler. Og lidt længere fremme lyder det: "Nu har vi skattestop". Jo, det har vi da alle sammen, men samtidig bliver skattestoppet næsten også gjort til en fælles national værdi, skønt det jo er en omstridt politik, som et stort mindretal gerne ville lave om på. Det gælder også den del af skattestoppet, som Fogh omhyggeligt præciserer: "boligejerne behøver ikke leve i frygt for, at de skal betale mere i skat, hver gang deres bolig stiger i værdi". Dette faktum (mere teknisk: fastfrysningen af ejendomsværdiskatten) kommer i denne kontekst til at stå som noget, vi i fællesskab skal hylde og fejre – skønt der er tale om en kontroversiel politik, som mange folkevalgte og eksperter anser for en rigtig dårlig idé.

Foghs deliberative retorik

Sagt med faglige termer ser vi her en deliberativ retorik (dvs. argumentation for en bestemt, diskutabel politik) lagt frem, så det ligner den fælles-værdi-understøttende epideiktiske retorik til forveksling. Fogh kan det som sagt, og har han haft brug for forbilleder, har han måske studeret de taler, som præsident Bush's skribenter har forfattet før, under og efter Irakkrigen. Denne højst diskutable amerikanske politik, som i dag betvivles af et flertal af amerikanere, blev i løbet af 2002-03 i tale efter tale gjort identisk med opslutningen om nationens helligste værdier, forsvaret for selve dens frihed og livsform.

Af andre træk man også kunne finde i amerikansk præsidentretorik og i enhver lille spindoktors grønspættebog, er den manipulerende eller suggestive brug af tal- og fakta-information. Et eksempel: "Tidligere steg skatter og afgifter år for år. Nu har vi skattestop." Fogh gør det ikke klart, hvornår han mener, at skatterne steg år for år. Men de fleste vil nok uvilkårligt tænke på den foregående regering, ledet af Nyrup og Lykketoft. I så fald er der tale om en vildfarelse. Bruger man skattetrykket som kriterium, vil historiske data afsløre, at skattetrykket ikke steg i Nyrup-regeringernes tid. Det er jo ellers det indtryk, som Fogh og hans folk med flid har skabt, bl.a. ved behændige kontrasteringer af ordet skattestop med det skattehop som man kunne forvente hvis "de andre" fik magten. Den fasttømrede idé om, at socialdemokratisk ledede regeringer bestandig har sat skatten op og op, har omtrent samme status som Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Begge ideer er skabt af stor retorisk behændighed/frækhed fra modpartens side, plus en hel del kvajethed fra de pågældendes egen. Faktum er, at skattetrykket tog sit store hop her i Danmark under Schlüter-regeringen 1982-83 (hvor Fogh en tid var skatteminister) – ikke under Nyrup.

Foghs fup

En anden behændig brug af tal er dette: "På mindre end to år er ledigheden faldet med omkring 35.000." Det er sikkert rigtigt. Det diskutable er imidlertid, som med alle regeringers udsagn om dette emne, hvilken periode man vælger at se på. Hvorfor mon Fogh omtaler de to sidste år af sin mere end femårige regering?

Statsministeren mikroanalyseret

Foghs detailhåndtering af sproget fortjener som altid kommentar. Min grammatikkontrol fortæller, at hans tekst indeholder 10,6 ord pr. sætning (periode) og 2,2 sætninger pr. afsnit. Lix-tallet er 36. Det vidner om en taler, der lægger stor vægt på korte, fyndige perioder og godt med luft imellem. Ser vi på en passage som denne -

I slutningen af februar kommer regeringen med udspil til reformer. Reformer, som bl.a. betyder, at vi fremover bliver nogle år mere på arbejdsmarkedet og får flere indvandrere i arbejde.

Og reformer, som ruster Danmark stærkere til at klare den internationale konkurrence. Gennem kraftig satsning på forskning og udvikling. Uddannelse til alle unge. Voksen- og efteruddannelse. Bedre forhold for iværksættere.Det er dét, der i fremtiden skal gøre os bedre til at skabe nye  arbejdspladser. Det, der vil skabe grundlag for tryghed.

- så ser vi bl.a. Foghs forkærlighed for sætningsemner (dvs. sætninger hvor der "mangler" et led, f.eks. det finitte verbum). En gammeldags dansklærer ville sætte mange røde streger her og foreslå eleven at sætte krydser og boller. Men undersøgelser viser, at sætningsemner giver en oplevelse af mere "menneskelig interesse" i teksten. Måske mere energi, mere kraft, mere insisteren. Det ligger også i de markante gentagelsesfigurer: "reformer. Reformer, som ... Og reformer, som ... ". Nogle gange får vi malmfulde bogstavrim, typisk i remser på tre led: "Vore soldater i Irak yder en prisværdig indsats med at hjælpe irakerne til at leve i frihed, fred og fremgang." Den ubevidste virkning af den slags figurer er et interessant emne. Formentlig bidrager de både til en vis stemningsmæssig løftelse, en synkroniseret samstemthed – det er det Aristoteles ville kalde en pathos-effekt. Det er også den slags figurer, der præger slogans og sportstræneres peptalk. Men tillige, og især, har disse træk antagelig en stærk ethos-effekt, i hvert fald for nogle tilhørere: De vidner, på et ubevidst plan, om en stærk, beslutsom, målrettet lederpersonlighed.

At holde på den ene side af sit flertal uden at tabe den anden

Og hvilke retningslinjer anvises vi så af vor leder? Især ét punkt er blevet kommenteret, nemlig kommentarerne om den danske debatform. Før nytår lod Fogh sig forlyde med, at udlændingedebatten var "pæn, ordentlig og redelig". Nu siger han noget lignende, men tilføjer:

"Jeg fordømmer enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund."

Her viser han efter min mening lidt af den ledelse, vi længe har savnet. Det er lige ved at kalde på et vip med hatten. Hatten bliver dog på, fordi der umiddelbart efter glattes ud med dette: "heldigvis så er tonen i den danske debat i almindelighed både ordentlig og redelig. Der har været enkelte eksempler på utilladeligt krænkende ytringer. Og de er såmænd kommet fra mere end én side i debatten ... debatten og hele situationen i Danmark er langt fredeligere end i en række andre lande". Nu må jeg i stedet tænke, om ikke disse meget misvisende bemærkninger om den danske udlændingedebat alene er med, fordi det i denne tale gælder for Fogh om at holde på den ene side af sit flertal uden at tabe den anden.

Og så behændigt som hans tale er skrevet, gad så vidst om ikke det lykkes.