Foghs nytårstale til de radikale

Ekstra bladets Michael Jeppsen holdt Foghs tale til de radikales nytårskur. Med eneret for Kforum bringer vi her den ucensurede version i sin fulde længde.

Anders sidder desværre fast i et isslag i Jylland, men jeg har lovet at holde hans tale. Den kommer her:


Med den nuværende regering har vi fået fjernet arbejdsløsheden. Vi har fået betalt Danmarks gæld tilbage. Vi har sænket skatten. Vi har fordoblet SU’en. Vi har givet alle unge i Danmark en uddannelse. Og der er ikke længe, til vi kan stryge sygdom og død af det danske landkort. Det går godt i Danmark.

 

Men når jeg kigger ud over jer nu, så må jeg også sige, at det går også godt hos de radikale. I ser sunde ude. I ser flotte ud.

Forleden morgen, da jeg lå i sengen derhjemme, var der en helt almindelig, ordinær vælger, der ringede til mig. Han var en mand med et stille liv, fast arbejde, helt almindelig.

 

Det var Pia, der tog – undskyld, jeg mener Anne-Mette, der tog telefonen.

 

Manden i den anden ende, der var lidt svær at forstå, sagde til mig: Alt går så godt, alt lykkes for dig. Hvis det fortsætter på den måde, Anders, så bliver folk mistænksomme. Han sagde det ikke på den måde, han sagde det noget mere vrøvlet, og det varede i næsten 30 minutter, men det var helt sikkert det, Bendt mente.

 

Jeg har tænkt over det, og jeg bliver ved med at stille mig selv det spørgsmål. Bliver folk ikke mistænksomme? Og hver gang kommer jeg frem til det samme svar. Vi burde tage de radikale med.

Lad mig sige det helt klart. Det er ikke, fordi vi ikke er glade for samarbejdet med de konservative. Pia og jeg er enige om, at man skal kunne tælle til 90. Men. Jeg kan se visse fordele ved jer radikale. Og det vil jeg gerne understrege. Der er mange fordele.

For det første har vi problemer i baglandet. De unge mener ikke, de får nok. Min finansminister Thulesen-Dahl, Jens Rohde, Lars Løkke… Ja, der går jo heller ikke mange år, før Kristian Jensen også bliver gammel nok til den slags…

 

Ja, skal jeg være helt ærlig, så mangler vi nogle stramme rammer. Vi mangler nogle solide dåser. Vi mangler, ja, vi mangler nogle damer i Venstre.

 

Al respekt til Pia, hun dækker stort set alle behov, men ikke det. Ikke hos de unge.

 

Hos de konservative er der Christmas Møller og Charlotte Dyremose. Den ene burde nok være røget i det konservative blodbad, og den anden burde nok ikke have været undfanget under det.

Så er der Lene. Alt godt fra havet .... Ja ...

 

Lad mig sige det rent ud, radikale, vi har brug for jer.

Og ikke kun på grund af jeres kvinder.

 

Forleden dag, da jeg var ude at spadsere, faldt jeg i snak med en mand fra Mellemøsten, der viste sig at være tæppehandler. Han fortalte mig, at de væver fejl ind i tæpperne, fordi det kun er Allah, der er perfekt.

 

Vi i regeringen er bund-solide, vi har befolkningens tillid, og man ved, at når vi siger noget, så bli’r det til noget.

 

Men vores kontraktpolitik kan måske godt virke lidt hård ind imellem. Den kunne i hvert fald godt trænge til at blive blødt lidt op. Og her kan vi igen bruge jer radikale. Vi vil have indvandrere i fængsel. Også gerne de kriminelle. I vil have samtaler ved køkkenbordet, hvor alle kan sige deres mening.  Den radikale skolepolitik er også yderst interessant. Hvorfor have 80 procent indvandrere i nogle klasser og ingen i andre, når man kan åbne grænserne og have 80 procent i alle? Så længe, naturligvis, at der stadig kan være nul procent i privatskolerne, så de rige kan få det lidt bedre.

 

Kollektiv trafik? I går ind for samtalemotorveje. I synes ikke, det gør ikke noget, at det går lidt langsomt.

 

Og hvad angår jeres skattepolitik, så har Cepos da også brug for konkurrenter.  Og 20 procent flad skat til alle lyder da ikke værst. Og de, der så ikke betaler, kan troppe op hos Told og Skat og gå ud til køkkenbordet og sige deres mening.
 

Der er ikke noget at sige til, at I taler til den kreative klasse. Men jeg bryder mig ikke om udtrykket den kreative klasse. Jeg vil hellere kalde det den luftige klasse. Og det er netop det, vi kan få hos jer. Luft til at varme vores kolde kontraktpolitik op.

 

En tredje grund til, at jeg gerne vil understrege, at et samarbejde med de radikale er helt på sin plads, er jeres uddannelsesniveau. I er højere uddannet. Alle sammen. Det eneste, jeg har, er en flok  hattenåle. Politibetjente, radioværter, mavedansere, landmænd og Helge Sander.

 

I derimod, er støvsuget for landsbytosser. Det er skønt at bevæge sig blandt jer. Det er skønt at bevæge sig blandt folk, der ikke er i kontakt med virkeligheden. Så slipper man altså for nogle problemer.

En allersidste grund til et samarbejde er medierne. I sidder fuldstændig på de bløde medier. I har Se & Hør, Alt for Damerne, Anders And, der er ikke et tv-program, uden at det vælter med radikale.

 

Tro mig, det vil vi virkelig gerne have del i. Det eneste, vi sidder på, er lørdagsfladen. Jens i showtime om aftenen og Louise på Kanal København om natten.

 

Så lad os sammen udbringe en skål for et radikalt parti i regeringen.

 

Skål

 

Kun en sidste ting, jeg ikke helt kan forstå…


 

Hvis I tror så meget på individet … Hvorfor er Morten Helveg så ikke sprunget ud?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også