Nyrup kom aldrig til at sætte dagsorden. For han forstod ikke at sætte konteksten, at definere rammen. Gang på gang blev han fanget på pressemøder, hvor journalister sad i vindueskarme og alle vegne rundt om ministrene og styrede løbet, ringede til alt og alle og fik forskellige meldinger. Kommunikationen var uplanlagt.

Lært sin omvendte Blair
Fogh har iagttaget det i 9 år og lært sin omvendte Blair: Gå efter det der optager folk, fx hofteoperationer. Lov ikke for meget, men hold det. Gå efter næste valg - ikke umulige sager som fx EU. Og så frem for alt: du definerer selv både tema og ramme. Alt det har han lært af socialdemokratiet i England, dvs. af Philips Goulds 434 sider lange:” The Unfinished Revolution”, hvor opskriften er lige til at læse. Nyrup fragtede også Gould over til inspiration – men han turde eller kunne ikke ændre på de danske traditioner.
Anderledes med Fogh. Fra første pressemøde er journalisterne trægt bag en rød snor. Fogh har fået en talerstol og står nu højere oppe og taler ned til dem. Og han styrer alene og suverænt det hele.
Det kunne enhver kommunikationsrådgiver have forudsagt. Men nu sker det altså – og pressen er rasende. Før kunne de gå direkte til ministrene – nu skal alt formentlig godkendes hos Finansministeren eller i Koordinationsudvalget (her er i sig selv en lille magtkamp i gang), før nogen melder ud. At Per Stig Møller så måske ikke helt har opfattet det eller vænnet sig til det er en anden sag.

Kort sagt professionelt
Og alle har deres pressefolk, skråstreg spindoktorer, der først filtrerer spørgsmål og sager, så der er tid til at koordinere og tænke sig om, i stedet for at blive kørt rundt af pludselige direkte spørgsmål. Det kører kort sagt professionelt - som i enhver professionel kommunikationsafdeling. Tag fx sagen med råd og nævn. Den vil være upopulær i hele offentligheden, pressen osv. – selv om den næppe koster mange stemmer og selv om enhver stiltiende indrømmer, at det er helt tiltrængt. Fogh afmonterer allerede i nytårstalen oppositionen ved at indkalkulere eksperters og spinatbedes modstand, ikke fordi han egentlig er populist, men rent kommunikationstaktisk fordi han ved, at ingen almindelig vælger rigtig har aktier i alle de konstruktioner. Og så tages opgøret (der ikke engang er så blodigt, som det kunne være), så det ikke forstyrrer det virkelige slag om Finansloven.

Den centralstyrede one-way model
Denne virksomhedslignende styring af pressen - der selvsagt i forhold til tidligere tiders model må virke stærkt generende for Christiansborg-pressen - er givet klog med de omprioriteringer, Regeringen er valgt på, og som skal gennemføres fra dens første finanslov. Foghs blik er fra starten stift rettet mod at opfylde valgløfterne og dermed mod genvælgelse. Spørgsmålet er så, om den centralstyrede one-way model også er klog i det lange løb – når valget kommer igen. For selvom det sikrer, at strukturreformerne kører på skinner, så dæmper den også let begejstringen i baglandet og tøjler ideerne – fx hos regeringspartneren. Den placerer al initiativ hos ledelsen og gør dermed måske i længden Fogh sårbar. Fogh kan i anden del af sin regeringsperiode dels få vrøvl på bagsmækken, dels få mere brug for igen at komme i dialog med borgerne via borgermøder, internetsider samt pressen for at vedligeholde den strøm fra folket og ind, som han baserede sit indtog til taburetterne på. Men foreløbig kører det velforberedt og dygtigt – det må alle nok indrømme, uanset hvor de ellers måtte have sat deres kryds.