På den anden side er der flere bånd, der binder statsoverhovedet, end hele SMIL kunne diske op med til en nytårsfest. Netop fordi en tale fra landets overhoved skal være en tale for hele familien Danmark. Og arbejdsmarkedets parter, søens folk, rigsfællesskabet, fru Knudsen på Gyvelvej og privatbilisterne og boligejerne og fanden med pumpestok og det hele. Oven i den i forvejen noget belastede spøg-og-skæmt-hat skulle Fogh Rasmussen endda tage hensyn til EU's racismecenter og sikkert en hel del ret truende muslimer fra det store udland.

Så det endte stort set, som det plejer: med en masse altfavnende feel good kommentarer. Hvilket er fint nok; den dag, vi får en radikal statsminister, skal vi nok få på puklen og blive sat i skammekrogen i en grad, der rigeligt opvejer de forrige årtiers selvros. Men denne tale havde et lidt gustent skær af talegaver til børn: den alfaderlige statsminister deler med relativ rund hånd ud til alle, men mest med løfter og visioner af en karakter, der ikke forekommer bindende eller konkret.

Det nærmeste på realpolitisk sprængstof, man kom, var den indtrængende appel til oppositionen om reformer af pensions- og efterlønsalder. Men igen var passagerne støvsuget for konkrete politiske udspil.

Ideologiske Pointer

Hvis man skal læse en sådan tale, drejer det sig som bekendt snarere om at lægge mærke til de små ting og de tilnærmelsesvise udeladelser: hvilke politiske emner blev antydet som de vigtigste, og hvem og hvad blev trods alt ikke nævnt. Hvilke ideologiske pointer kan man udlede af dette? Der var, mener jeg, to vigtige ideologiske pointer i Fogh Rasmussens tale.

Statsministeren blev straks kritiseret for ikke at nævne de svage grupper i samfundet. Det er imidlertid ikke sandt. Før det første talte han om at udnytte de fede tider til at skabe jobs for dem, der hidtil har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ganske vist bliver der som nævnt altid fejet med bred kost i sådanne taler, men det blev faktisk nævnt som en prioritet. For det andet skal man ikke glemme, at Fogh Rasmussen faktisk er en borgerlig statsminister. Og borgerlige har måske en anden ide om, hvem der er svage, end socialister. For en borgerlig er en svag person en person, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet; grundideen er, at enhver selv er ansvarlig for sit liv og for at klare sig; og hvis man er ude af stand til at klare sig på arbejdsmarkedet, er man naturligvis derfor en svag person. Har man valgt ikke at klare sig – hvis man undlader at uddanne sig, fravælger mulige jobs, fordi de ikke lige passer ind i ens personlige program osv., selvom man er i stand til det, så er man ikke svag. Man har blot fravalgt at yde, hvad man kan. I modsætning hertil er socialister osv. tilbøjelige til at definere svaghed som hvad som helst, der er tilfældet, når en person eller gruppe har mindre end andre, uanset hvorledes dette forhold er opstået. Med et par ord fra grundbøgerne i politisk filosofi kan man sige, at borgerlige betoner mulighedslighed: man er ikke ulige stillet (svag), hvis man rent faktisk har eller har haft lige muligheder. Og socialister betoner udfaldslighed: uanset hvordan øvrige forhold er og har været, så er man ulige (svagt) stillet, hvis man har mindre end en anden.

Så når Fogh Rasmussen vælger at tale om skattestop, et godt erhvervsklima, uddannelse til alle, og at tiderne giver os en mulighed for at åbne arbejdsmarkedet for dem, der ellers har været udelukkede, så taler han faktisk om de svage, set fra et borgerligt perspektiv. Det er den første ideologiske pointe, der kan udledes fra talen. Samfundet skal arbejde for lige muligheder, men ikke for et lige udfald.

Ytringsfrihed og anstændighed: Mill på banen!

Det andet ideologiske hovedpunkt lå i talens lange anden del om ytringsfrihed. Efter et par indlysende artigheder om anstændighed – hvem kunne dog gå ind for at dæmonisere hele befolkningsgrupper på baggrund af religion eller etnicitet – kom Fogh Rasmussen frem til en prægnant pointe: Ytringsfriheden er en nødvendig del af ethvert levende og åbent samfund med en tradition for kritik:

”Det er denne tradition for manglende autoritetstro, det er denne trang til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det er denne tilbøjelighed til at sætte alt til kritisk debat, som har skabt fremskridtet i vores samfund. For det er i den proces, at nye horisonter bliver åbnet, nye opdagelser bliver gjort, nye idéer bliver født. Mens gamle systemer og forældede tankesæt falder.”

Det kunne jo være sagt af en lektor på RUC i 70’erne! Men også, og det er det væsentlige, af en af liberalismens fædre, John Stuart Mill. I hans On Liberty – et værk, der ganske uretmæssigt er overset som en af civilisationens fornemmeste præstationer. Her argumenterer Mill for en ekstremt vidtstrakt ytringsfrihed, og blandt hovedargumenterne er netop, at denne frihed er uundværlig, hvis vi vil udvikle samfundet, skabe dynamik og viden, undgå stagnation. Historien bærer uafviselige vidnesbyrd om denne indsigts sandhed.

Del og hersk: En statsmand tryller…

Det retorisk mesterlige greb, som Fogh Rasmussen leverede her, er, at alle på overfladen kan føle sig tilfredsstillede. De venstreorienterede og de troende kan pege på, at Fogh Rasmussen appellerede til anstændighed og tilbageholdenhed. De liberale og ytringsfrihedens fortalere kan pege på, at han insisterede på ytringsfrihedens forrang. Del (ud af gaverne) og hersk (over oppositionen og kritikerne.) Men skal man tage det sidste, det med ytringsfriheden, alvorligt, er der ikke meget tilbage til de førstnævnte, de svages beskyttere. Ytringsfriheden kan kun have forrang, hvis også ytringer, som nogle finder uanstændige, kan fremføres uden statslige eller sociale sanktioner. En af pointerne med ytringsfriheden er jo netop, at man ikke bør kunne lukke munden på dem, som man finder er uanstændige eller som diskuterer og udfordrer anstændighedens grænser. Jeg finder det fx ikke uanstændigt overhovedet at satirisere over nogen religiøse symboler. Dermed føler jeg mig heller ikke ramt af en opfordring til anstændighed. Tværtimod finder jeg det uanstændigt ikke at udfordre religioner, uanset hvilke følelser det måtte fremkalde. For hvis ikke vi tillader os at kritisere og krænke religioner, behandler vi deres tilhængere som sarte blomster eller evnesvage børn, for ubegavede til at tåle mosten og indgå i en rationel diskussion.

…Men så alligevel

Men det kan jo ikke gå med alt det der John Stuart Mill: Man kunne komme til at mistænke statsministeren for at begive sig ud i et liberalt skoleridt, hvilket helt sikkert skræmmer både spindoktoren og valganalytikere til afsind. Derfor måtte det jo komme til slut: en modvægt til liberalismen, med en appel til dette herlige ord, som ingen kan definere (og som derfor øver en voldsom tiltrækning, lidt ligesom Freud havde, før det trods alt blev for indlysende, at det hele var hat og briller): sammenhængskraften! Talen afsluttedes med følgende flovse:

”lad os stå sammen omet Danmark, som ikke blot har en stærk konkurrencekraft. Men også en stærk sammenhængskraft.”

Jaja, det går jo ikke ubetinget at opfordre til individualitet og frihed og dynamik, når regeringen er afhængig af Dansk Folkeparti, og når Venstre gerne vil være det nye socialdemokrati. Men efter at have kørt på med klassisk liberalt tankegods, så knagede det hørbart og voldsomt i statsministerens bukser i den afsluttende skræven over alle politiske ståsteder på en gang. Det var simpelthen for meget – for altomklamrende, for gæstfrit, for gavmildt, for idyllisk udglattende og på sin vis derfor også alt for lidt: for kan man nu tage Fogh Rasmussens få ideologiske klarheder alvorligt, når der partout skal være plads til alt og alle?