Politikens politiske kommentator Peter Mogensen er klicheens mester. Det er dog kun et af de kommunikationsmæssige problemer, han har. Forfejlede analogier og påstande uden belæg kan man hurtigt finde i hans skriverier. Se selv her.
"Før brugte jeg mange klicheer, nu skyr jeg dem som pesten." Sådan lyder en blandt skriftens folk velbekendt vits. Den aktive ingrediens i spøgen er en art performativ modsigelse. I sin rene form består den i, at tale og fysisk handling modsiger hinanden. Men her er der tale om, at den sproglige handling modsiger ytringens indhold, ligesom når man siger: ”Relativisme er bedre end alt andet” eller ”man skal aldrig generalisere”.
Klicheer er "på lang sigt" et problem
En sproglig kliché er en fast vending, der bliver udnyttet for meget eller for upræcist. Hvis man en enkelt gang kommer til at sige ”på langt sigt” vil jeg mene, det er okay. Men siger man ”på langt sigt” eller endda ”på sigt” i hver anden sætning, synes jeg, det er et problem. Vistnok, uden jeg helt kan gennemskue mig selv, fordi jeg bliver mistænksom. Hvis min køkkenvægt altid siger, ting vejer 228 gram, får jeg intuitivt den tanke, at den er holdt op med at fungere. Hvis min samtalepartner altid siger ”på sigt”, tænker jeg på samme måde, at hun eller han er holdt op med at fungere. Maskineriet er i stykker. Fortæller ikke længere noget om sin omverden, men udelukkende om sig selv.
I Berlingske Tidendes klumme Groft Sagt har både Peter Kurrild-Klitgaard og Claes Kastholm flere gange været efter den politiske kommentator Peter Mogensen. Kurrild-Klitgaard med anklager om, at Mogensen ikke analyserer, men gætter og ønsketænker ud fra sit politiske standpunkt. Kastholm med kritik af, at Mogensen er for dårlig til skriftlig dansk. Bruger ord og vendinger på en uortodoks måde, der antyder, at han – altså Mogensen – ikke er klar over, hvad de betyder for andre mennesker.
Når det gælder om at stene dem, der blander analyser og holdninger sammen, vil jeg tilslutte mig Frelseren og sige, at den første sten bør kastes af ham eller hende, der er helt ren og tilføje, at det i hvert fald ikke er mig og næppe heller Kurrild-Klitgaard. Men hvordan og hvorledes med Mogensen som sprogbruger? Har Kastholm ret i, at det er under lavmålet, eller er hans skrift hverken værre eller bedre end så mange andres?
Mogensens "topchef"
Lad os se på klummen i Politiken 4. maj. Den findes i første sektion, side 2 og handler om Troels Lund Poulsens kritik af, at Steen Riisgaard – der er administrerende direktør for Novozymes – for nylig optrådte på SFs landsmøde.
Straks i artiklens underrubrik kaldes Riisgaard for ”topchef”. Det er ikke heldigt for Mogensens sag, eftersom ordet ”topchef” er et ord, der sjældent bruges uden for erhvervsjournalistikken, og det er vel bekendt, at den kæmper hårdt med sportsjournalistikken og hofjournalistikken om rangen som mest den mest klichefyldte genre. Men det kan jo være, at det er en eller anden anonym redaktør, der har skrevet underrubrikken, så jeg vil se bort fra den.
En forfejlet analogi
Men så begynder selve teksten, og der trækker det ned, at det første, man læser, er en meget upræcis analogi. Riisgaard sammenlignes med Lars Andersen (LA), som er direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ville det være uheldigt, set med socialdemokratiske øjne, at LA optrådte på Venstres sommertræf med anerkendende bemærkninger om Venstres økonomiske politik? Ja. Derfor er det også uheldigt, at Riisgaard optræder på SFs landsmøde. Men den analogi holder jo ikke en meter, som det hedder med en fæl kliché. LA er ledende medarbejder i en politisk organisation, der blandt andet sponseres af LO. Rådet er arbejderbevægelsens organisation, og ikke alle mulige andres. Riisgaard er ledende medarbejder i et børsnoteret aktieselskab. Han kan med fuld ret tilslutte sig det gamle radikale slogan (fra før partiet blev venstreorienteret), at det ikke handler om hvem, der fører politikken, men om hvilken politik, der bliver ført.
Analogien er en fin, gammel retorisk figur, der som alle andre skal bruges med omhu. Men det gør Mogensen ikke. De to situationer, han påstår er analoge, er det ikke. Dermed falder præmissen for artiklen. Men lad os læse videre alligevel.
Påstande uden belæg
Jeg vil gå let henover, at Peter Mogensen ikke kommer med belæg for en række kontroversielle påstande. I artiklens første spalte hedder det: ”Vi er for længst forbi det punkt, hvor samarbejdet eksisterede på Christiansborg”. Hm. Langt hovedparten af dansk lovgivning vedtages med særdeles brede flertal. Mon ikke der menes: ”Vi er kommet til det punkt, hvor partierne ikke længere reklamerer med, at de samarbejder”? Ikke godt at vide – men uheldigt, at der ikke er belæg for en så opsigtsvækkende påstand; hvis man kender til hverdagens lovgivningsproces.
Lidt længere fremme hedder det: ”S-leder Thorning-Schmidt udstråler stadig mere overskud”. Gør hun det? I forhold til, at hun efter en eventuel valgsejr står til at blive statsminister, vil jeg da sige, at hun udstråler meget lidt overskud. Er der nogen, der kan huske, hvad skyggestatsministeren siger? Er der nogen, der spørger skyggestatsministeren til råds i vigtige statsanliggender? Er der i det hele taget nogen, der tænker ”skyggestatsministeren”? Det kan godt være, at hun har overskud eller opleves som en, der har overskud – men påstanden er da tilpas overraskende til, at det ville være naturligt at følge den op med en eller anden form for belæg. Men det må man – som det hedder med en fast vending – kigge i vejviseren efter.
Sprogligt sammenbrud
Længere nede i spalte to står der, i en omtale af Lars Løkkes Villy-Søvndal-strategi: ”Der er ikke råd til, at Søvndal kører ueksponeret videre”. Hvad i alverden er meningen med den sætning? Eksponere betyder egentlig ”udsætte”. Der er ikke råd til, at Søvndal kører u-udsat videre? U-udsat for hvad? Meget underligt. Eller eksponere kan mere specifikt betyde ”udsætte en film for lys”. Men det giver heller ikke mening: ”Der er ikke længere råd til, at Søvndal kører videre uden at blive udsat for lys på samme måde, som man udsætter en film for lys”? Måske skal der stå: ”Der er ikke længere råd til, at Søvndal kører videre uden at blive udsat for hårde angreb”? Det er halve og hele år siden, der sidst var råd til at lade Søvndal køre videre uden hårde angreb, så man kan ikke kalde det et vigtigt punkt at få frem. Men hvis det er det, der menes, var det måske en idé at skrive det?
Nå. Meningen med at bruge vendingen er nok – hvis jeg skal gætte på noget - at lyde lidt uforståelig på den fagmandsagtige måde. Her bruger kommentatoren en vending, det er normalt for statsministerrådgivere at bruge. Det er nok, fordi han selv var det engang (for længe siden). Han kom bare, helt uforvarende, til at bruge lidt fagsprog. Men det viser jo, at vi kan stole på hans analyser.
Irritationens årsag er fundet
Men så kommer analogi nummer to: ”VK-regeringen kæmper med næb og kløer [kliché] for sin overlevelse. Og dér, lige midt i denne overlevelseskamp, vælger Novozymes’ direktør at gå ind [kliché] og hjælpe Søvndal, lidt som hvis Islamisk Trossamfund hyldede Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis landsmøde”.
Det er da ikke ”lidt som”? Novozymes er en privat virksomhed, stadigvæk – ikke en politisk eller religiøs organisation. Og SFs formål er ikke at begrænse enzymproducerende aktieselskabers indflydelse på Danmark og dansk kultur – hvad analogien indebærer, eftersom Dansk Folkepartis formål er at begrænse (ortodoks) islams indflydelse på Danmark og dansk kultur.
Det er klart, at Troels Lund Poulsen er irriteret over, at en af dem, han troede, var hans venner, taler pænt om fjenden – men det kan ikke sammenlignes med noget som helst af det, Peter Mogensen sammenligner det med. Derfor falder hans analyse – at Troels Lund Poulsen har ret – til jorden. Lund Poulsen er irriteret, javist. Det ville jeg nok også være. Men man får ikke ret, fordi man er irriteret – så ville både Claes Kastholm og jeg selv for længst have haft ret i vores analyser af Peter Mogensen. Uden at levere de belæg for, at irritationen er berettiget, som jeg hermed håber at have givet.