Følg den første følger

Ledelseslitteratur er kedelig. Den er ofte abstrakt og hyklerisk i forhold til hverdagens virkelighed. Pointen er måske, at lederskab slet ikke handler om den rette ledelse, men om det rette følgeskab? Og måske kan vi lære endnu mere af et enkelt dårligt filmet YouTube-klip end af hyldemeter af ledelseslitteratur? Man kalder det teorien om The firstfollower, og læringen kommer ikke fra en ledelsesguru, men fra en kikset dancing guy.
Der findes tonsvis af lange, tunge bøger og artikler om ledelse. Vi skal alle sammen lede hinanden og være gode ledere. Og der findes en række gode råd til, hvad der kendetegner den gode leder. Men meget få teorier tager følgeskabet seriøst som det egentlige centrale element i ledelse.
 
Ledelseslitteraturen handler stort set altid om at skabe bevægelse i en ønsket retning og forandringer hen imod en mere profitabel forretning. Man kan have nok så mange fine modeller og teorier om ledelse og forandringskommunikation, men det er i praksis, forskellen skal vise sig.
 
Der er netop udkommet en ny videnskabelig artikel om ledelse og følgeskab. Se her:
 
 
 
Artiklen slår fast, at medarbejdere følger de ledere, der har en høj etik og dermed er rollemodeller. Artiklen fik mig til at tænke på en af de mest underholdende ledelsesteorier i nyere tid. Nemlig the firstfollower-teorien af Derek Sivers der bygger på et sjovt YouTube-klip, der viser en dansende gruppe unge mennesker.    
 
Alt vigtigt om ledelse kan læres af the dancing guy fra Sasquatch music Festival, 2009
 
De 6 regler for godt lederskab handler om godt følgeskab
 
1. En leder er nødt til at kunne stå alene og se dum ud
En leder må gå foran med et godt eksempel. Det nytter ikke noget at sige, at andre skal gøre en masse. Det kommer der ikke nogen forandring ud af. Derimod må der være en, man kan følge i den ønskede retning. Så lederen må have mod til at stille sig op og se en smule dum ud i sin ensomhed, indtil den første følger kommer på banen.
 
2. En leder må gøre ting, der er simple og lette at efterligne og følge 
Forandringer kan være komplekse, og vil ofte være det. Men kommunikation af forandringer og ledelsen af forandringer må være simpel og letgenkendelig for medarbejdere. Hvis lederens handlinger er simple at efterligne, er det langt lettere for andre at slå følgeskab. 
 
3.  Den første følger konstituerer lederen som en følgeværdig person
Den første følger er den centrale figur. Han viser sig at have ligeværd med lederen. Det er modigt at være den første, der følger lederen. For han skiller sig ud fra mængden. Han støtter lederen i lederens projekt, og er dermed i opposition til resten af flokken. Den første følger transformerer personen, der står alene og ser dum ud til at være en interessant person, der er værd at vise opmærksomhed og efterligne.
 
4. Den anden følger er et tipping point.
Den første følger konstituerer lederen, som en man bør følge. Den anden følger gør, at nu kan man tale om en gruppe og om et fællesskab. To er blot to. Tre er en gruppe. Og en gruppe tiltrækker sig opmærksomhed. En gruppe er en bevægelse og må være offentligt synlig. Den anden følger er med til at etablere muligheden for et tipping point. Som en vippe der kan tippe til den ene eller anden side, er den anden følger udslagsgivende for vægtforskydningen.
 
En vippe vipper ved at tyngden forskydes. Fra at være alene til at være en gruppe sker en vægtforskydning, og bevægelsen er ved at tage fart.
 
5. Alle må se følgerne og ikke kun lederen
For rigtigt at kunne skabe en større bevægelse er det vigtigt, at resten af menneskene rundt omkring ikke blot ser lederen, som stadig skiller sig ud på en måde, men har mulighed for at se dem, de betragter som deres ligemænd; nemlig andre følgere. Flokken kopierer andre, der er som dem selv. Det gør den første og den anden følger ikke. Men flokken er – flokdyr.
 
6. Når den store flok kommer til, er der momentum i bevægelsen
Når mange er en del af bevægelsen, er det ikke længere risikabelt at være med, og mange støder til. Nu er der tale om en reel forandring af hele situationen. I en stor flok er ingen til grin, for alle gør det samme. Der er nu skabt en ny normaltilstand, hvor de, der ikke er med i bevægelsen, er dem, der er udenfor. Der er sket en forandring.
 
Den vigtige læring for enhver leder
 
  • Sæt stor pris på de to første følgere, og omfavn dem som ligeværdige i processen.
  • Vær offentlig og synlig omkring, hvad der sker, så alle andre kan se, hvordan følgerne imiterer lederen.
  • Vær let at følge efter og imitere. Lav ikke for komplekse forandringer og kommunikation, der er svær at forstå. 
  • Lederskab er overglorificeret. Det er den første følger, der transformerer lederen fra en enlig kegle, til en der er værd at følge. 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også