Finansgrisen 3: Den blev ved, og den blev værre

dette er 3 afsnit i triologien. Finansgrisen 1 er begyndelsen, mens finansgrisen 2 findes her.

"Nu er bunden nået for boligpriserne" - står der befriende optimistisk i boligsektionen i morgenavisen, som vi stadig har i et spinkelt restabonnement fra de fede tider som fastansatte kommunikationskonsulenter i det private med frie frynser, fri sex, fri telefon, frie magasiner, frie avisabonnementer.

Nu har vi ingen frynser. Nu ved vi, at "telefonen er til korte beskeder", eller vi pusher alle over på Telia, "så vi kan ringe gratis sammen". Nu skriver vi tårevædet til Wired, Oprah, Red, Foods Illustrated, Gardens Illustrated, Vanity Fair, Boho-mag, Monocle, Harward Business Review og Fast Company, at vi elsker deres magasin, men… og nøjes med at læse vores fagblad på papir.

Pis altså. Det kræver overskud at ha´ underskud. Vi tørrer sveden af panden og sætter os i sofaen for at hygge med nogle biblioteksbøger med indbygget lugt, nogle okay blogindlæg og nogle ret street podcasts. Vi tænder lyset på el-skinnen (som vi købte i sidste måned, da det gik op for os, at DONG har tredoblet deres priser de sidste 5 år) og tænder forsigtigt for varmen. Radiatoren spinder tilbage med varmt vand, som om den ville sige: "Tak for det, du gamle, jeg har sgu stået kold lidt for langt ind i oktober".

"El-skinne" - bare ordet skriger i øret på os ordelskere. Før Finansgrisen havde vi måske købt den for at være klima-trendy. Nu har vi den, fordi den er blevet nødvendig for, at vi overhovedet kan beholde skindet på næsen. Det er det værste ved krisen - at alt er blevet nødvendigt. Ligesom da vi var børn.

Go' til prisen
Det er ikke længere et valg for os i 2100 Spelt og 2920 Emmer at bage selv. At læse yndlingsaviserne på nettet. Vi kan ikke længere nappe en dobbelt-shot skinnylatte til 58 kr. fra en bager, der vejer brødet og griner hele vejen til banken. Det er ikke længere et valg for os at købe ynglingenes tøj i genbrugsbutikker med farverige navne - og de lidt større børns tøj i H&M/Zara/Føtex. Hvis vi selv vil ha' nyt, går vi stenhårdt efter superudsalg hos de små butikker, der er døden nær. Vi costumizer vores so last year garderobe, med broderede dyr og perler Sarah-Becker-style. Og låner måske en army-jakke fra en entré hos fætter Thomas og indrømmer, at den er blevet annekteret. Eller vi går på jagt i hinandens skabe, ligesom da vi var teenagere, og aftaler TøjBytteDage med nogen, hvis tøj vi gerne vil gå med. Vi taler om, at p-pillerne er blevet skide dyre - men ved, at alternativet i sidste ende er alt for dyrt og uden for vores rækkevidde.

Rester er godter
Det er heller ikke længere et valg for os at lave aftensmaden selv. Det er nødvendigt. At tænke madlavningen flere uger frem og lave 5 pund kødsovs, så man har noget at fryse ned - og vi overvejer alvorligt at skrive en fornuftig kloge-kogebog: "Restemad er Herligmad" - for at få penge i konsulentkassen/pottemånen. Det er ikke længere et valg at slukke lyset, lukke døren, spare på toiletpapiret, bruge bagepapiret igen og igen (selv om bollerne kommer til at lugte af oksesteg), tage cyklen, tisse to gange i det samme vand, genbruge plastikposerne, vaske (engangs)karkludene, købe Aldis grimme men billige bleer, nappe en grøddag. Det er en nødvendighed.

Som to store, dumme kvæg, der pludselig får panik i slagtevognen, er det gået op for os, at vi de sidste fem år kun har betalt renter af vores absurd høje boliglån (vi er mangemillionærer i minus). Vi er stavnsbundne. Vi er tabergenerationen. Og så er det ligegyldigt, hvilket bogstav i alfabetet Douglas Coupeland giver os. A for de for Alvor teknisk insolvente. Vi kan droppe den dér med at ville flytte og få mere plads og være sådan nogle, der får en masse ud af livet og blogger samfundskritisk fra Farvellaen i Brasilien, podcaster spidst fra designmesse i Milano eller statusopdaterer moderne fra valg i USA. Sådan nogle, der syntes, at duty-free indkøb var for bonderøve - for hele vores liv var duty-free.

Det er slut med high flying super overskudskonsulenterne. Vi ved, at dollaren er nede på under 5, og har mega-nederen over, at vi ikke bare kan tage til New York og købe stort ind. Vi skal spare. Og denne her gang har vi meget længe haft fuldkommen styr på, at børnechecken kom ind på kontoen den 20. oktober. Vi har aldrig før haft telefonsamtaler som: "Hvornår får vi egentlig de dersens børnepenge?" eller "Vil du med i Netto og købe stort ind, de har sådan nogle fede Løgismose-tilbud", eller "Mor, hvordan er det nu, man laver tarteletter ud af kyllingerester?". Men det har vi nu. Før var vi hey big spenders og skide ligeglade med vores påtvungne overførsels-indkomster, og vi købte take-away-aftensmaden på Toldboden, mens vi diskuterede vintilbuddene i Grønlykkernes nyhedsbrev. Not any more.

Ofre på alle hylder
Var der ikke noget med, at man kunne stoppe, mens legen var god? Det sagde mor og far da. Og de prøvede sgu da både kartoffelkure, renter, der var oppe på 26 %, og tvangsauktioner en masse. Finansgrisen blev ved, og den blev værre. Fra den stak sin grimme tryne frem i oktober 2008, og telefonerne holdt op med at ringe opgaver ind af sig selv (før fik vi faktisk opgaver, bare vi gad løfte røret og sige "okay, gider du ikke lige ringe tilbage, jeg er lige midt i noget, og jeg skal lige kigge i min kalender"). Til den skuttede sig i høet i februar 2009 efter at have gennemgnavet første hold arbejdere på produktionsvirksomhederne, High-Risk-investorerne oppe ad Strandvejen, finansfiduserne (som rev småsparerne med sig i faldet), iværksættere i modebranchen. Og til i dag, hvor den næsten ikke kan stå på benene af bar fedme og selvglæde, efter den så også lige har pruttet de sidste mellemledere i det private ud af skidtkanalen. And it ain't over yet.

De nye Amazoner
Vi ved, at vi er ramt, og at vi er reduceret til det rene kanonføde. Men i stedet for at vente på båren og på vores soldaterkammeraters tudekiks, krænger vi selv T-shirten af, binder den stramt om armen og suger kuglen ud - med tænderne. Vi tager os sammen, gør vi.

Vi er klar. Vi har børstet mudderet af knoerne. Vi har rejst os fra sølet. Vi er Amazoner i regnskoven, GI-Jane i vand og Charlies Angels gennem ild, når vi cykler gennem gaderne på vores selvlappede cykel på vej til det næste lousy lønarbejde/Mc-Job/fakturérbare stykke arbejde. Vi tager skeen i den anden hånd. Vi er The Untouchables, når vi med rank ryg skridter forbi Irma City og Moshi Moshi - fordi vi har Buy-Nothing-Month på tiende måned.

I stedet for at kaste os i havnen over ikke at kunne swinge American Express på Amazon, Visa på Trendsales og Mastercard'et i Barney's på 5th Avenue, intensiverer vi kuren: Vi skal fra nu af ikke kun bruge fem tusind mindre hver måned, men skal nu også tabe fem kilo hver inden jul. Stik den.

White trash
For selv om det lyder selvmodsigende, er vi blevet gjort tykke af finansgrisen. Og det er ikke, fordi vi har fået sex på naturmåden og er blevet med rogn. Vi er som piger på prøveløsladelse. Tyndfede på White Trash-måden. Vi har trøstespist derhjemme. Fedet os i kulhydrater og kakaomælk og chokolade. Vi var ude af kontrol med vores liv og har ædt de onde, hvide ting, fordi vi dog måtte have kontrol over noget - sukker, pasta, ris, hvidt brød, the works.

Tiderne med raw-food, salat, speltsalat, kinesisk forårste, aurion-grød, rugbrød fra Lagkagehuset, champagne, cocktails på Ruby's og K-bar, frokoster på Victor, Brunch på Europa, rå fisk på Umami, take-away fra Meyer, bøffer på Pastis, kundemøder på Geranium, kærestemiddage på Noma, canapeer til receptioner og masser, masser af sticks & sushi til os selv og børnene og rengøringsdamen, er en saga blot.

Godt! Godt, vi ikke har de vaner mere, tænker vi nu, og fnyser over, at Steen&Susis i 2900 Crazyness alligevel er proletariseret, efter at Brian Sandberg blev forsøgt likvideret på down-town-måden med et drive-by-shooting. Så hellere en lørdag aften derhjemme foran den lille kabelpakke med kyllingesuppe. Det er sgu da også hyggeligt. Hvordan kom vi dog så langt væk fra det?

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Yes mama. Det er bare første gang i vores voksne liv, at ordsproget er blevet andet end en gammel kedelig kliché. Hvad vi dog ikke gør for ussel mammon - om lørdagen, hvor vi tager en vagt eller sælger ud af vores bøger og indbo på loppemarkeder i de nordlige forstæder. Deroppe, hvor vi kender dagene for storskrald på de forskellige villaveje - hvor folk, der ikke er blevet spist af finansgrisen, fordi de har en heldig alder/heldig ansættelse, stadig stiller helt perfekt indbo ud. Helt gratis.

Ingen gratis frokost
Som kørt rundt i en tidsmaskine er vi nu igen landet midt i en krisetid. Den ene af os i offentlig ansættelse. Oh. Afspadsering, to barn-syg-dage, betalt overarbejde, efterårsferie, efteruddannnelse i Europa, hæve-sænke-borde, kantine-ordning, pension og magnetkort til kantinen og meningsfyldt arbejde. Den anden af os stadig med CVR-nummer og kommunikationsbureau, der nu også er en Non-Profit-Organisation komplet med balkortet fyldt med velgørende arbejde (godt, der er nogle, der bliver glade derude i Røde-Kors-katastrofeområderne, i krisecenteret og i Uganda, hvor der bliver lavet et Dansk Flygtningehjælp-mikrolån-til-kvinder-projekt as we speak), med en hel masse gratis arbejde for de nødlidende tv-stationer og med ulønnede praktikanter fra reklamebranchen på dagpenge - bare for at sætte det lidt på spidsen. Den nye bibel er selvfølgelig ikke længere "Fire timers arbejdsuge" (for vi arbejder røven ud af de slidte jeans) - men Chris Anderson's "Free" - om at give alt væk gratis (bare ærgerligt, det ikke betaler huslejen). Toppet med Malcolm Gladwell's "Outliers" - om at der ikke er sådan en ting som en free lunch, når det gælder succes (man skal arbejde 10.000 timer for det), og Couplands Generation A. Om unge, der driver rundt - overuddannede og underbeskæftigede.

Fattige, ret meget nede på jorden, ret så udekadente i naturgummistøvler og hængebug og med sved på panden efter selv at have gjort hytten rent, ret så ydmyge over at åbne klædeskabet for at se, at vi kan leve de næste 10 år på det tøj og de sko, vi købte inden finansgrisen, ret så udmattede af at tænke i storkøb, masserabatter og låneordninger med naboer og venner, ret så trætte efter at have talt med endnu trættere bankrådgivere, men helt ærligt… Også mere i sync. Mere street. Mere real. Mere ægte. Gladere. Renere. Og med meget mere mening.

Livet er smukt
For vi er jo kommet hjem. Vi har været helt derude, hvor den varme luft fossede ud af ringbindene i medie- og kommunikationsbranchen, hvor der blev fabrikeret hurtige løsninger, pitch og tilbud i lækre designermøbler. Vi har været dér, hvor vi ikke gad pitche på offentlige udbud, fordi deres sagsbehandling var for langsom og ansøgningsskemaer for lange i spyttet. Dér, hvor guldkortet var rødglødende - og hvor man en sen aften i en bilkø eller på bagsædet af en taxa kunne tage sig i at spekulere over "meningen" med det hele, med opgaverne, med livet, med K-branchen. Vi har været derude, hvor vi troede, at tilfældige virtuelle blogosfære-venner var venner. Vi har været helt derude, hvor vi talte om relationer konstant og troede, man kunne bevare sin autenticitet ved at have mange af dem. Not.

Nu er vi kommet hjem. Hjem til fattigfirserne minus de grimme skulderpuder og Schlüter på skærmen, hjem til alt det, mor og far stod for, hjem til de sande værdier. Hjem til Nøjsomhedsvej, TV-avisen, Genbrug, Sparsommelighed, Skosværte, Symaskine, Selvpluk, Linoleum, Spar, Suppe, Tid, Sluk lyset, Krebinetter og Kompost. Og vi er blevet klogere på rejsen. Vi er klar til at spidse blyanten og skrive os ud af det. Vi ved, hvad vi elsker, nu. Vi elsker ord. Vi elsker vores nære, vi elsker hinanden og vores andre få rigtig gamle venner. Vi elsker de gratis glæder og frie medier - wiki'er, Facebook, Twitter, avisernes debatsektioner, Alternet, Huffington Post, Google, TED, Kforum. Medier som trods krisen stadig lever, og som gør os klogere på et nanosekund. Vi elsker sådan set finansgrisen. Vi har aldrig været lykkeligere.

Sådan ved du, at du ikke er ramt af Finansgrisen:

• Du arbejder ikke i K-branchen (lad nu være med at lyve)

• Du tror stadig, at sukker er den største trussel mod din familie

• Du har fast ejendom og knepper ved siden af (det er en risiko K-folk ikke har råd til)

• Du har ikke selv bemærket, at danskerne har mistet 300 milliarder, og synes, det er en storm i et glas vand

• Du læser rejsetillægget i avisen

• Du smider madrester i skraldespanden i stedet for at genoplive dem i morgen på middagsbordet

• Du giver efter for dine børns behov for Mac, iPhone og mærketøj

• Du er født mellem 1938 og 1965

• Du har tre huse - et i Holte, et i Tisvilde og et i Sydfrankrig (og du har ingen børn, der kan arve dem)

• Du er offentligt ansat og har været det hele tiden

• Du er en besværlig medarbejder

• Du besvarer din chefs ønske om, at du tager en ekstra vagt, med ordene "Nej, der har jeg desværre en kaffeaftale med en veninde"

• Du er selvstændig og stadig for fin til visse opgaver

• Du køber stadig økologisk ahornsirup i Irma i stedet for at vente til Netto har den i massekøb

• Du mener stadig, at klimaspørgsmålet er det vigtigste på den politiske dagsorden

• Du undrer dig over, at der er plads på SAS Extras direkte fly til Newark, når nu dollaren er så lav

• Du køber kunst

• Du ved ikke, hvad index 20 og 25 betyder, og har ikke hørt nogen tale om det

• Du ved ikke, at du kan få Osted Mejeri-produkter i Rema-1000.

Tip og tricks til den kriseramte kommunikator:

• Få et nyt motto: "Be the change you wish to see in the world" eller "Don't loose hope - no condition is permanent"

• Skift parti - inderst inde er du jo ikke opdraget til at være liberalist

• Dyrk fællesskabet og de sande værdier - lær at være socia-cool

• Skift emne. Hver dag inden gå hjem-tid skal alle medarbejde nævne tre ting, der er gået godt i dag (jo, solen skinner også i K-branchen, det må du gerne nævne)

• Få dine gamle støvler repareret hos skomageren

• Tal åbent om det - sæt ord på det. Det er ingen skam at have krise i K-branchen, det er kun pinligt at lade, som om der ikke er nogen krise

• Lav rose-runder på kontoret

• Hav en kvalificeret mening om det meste

• Kør dig selv i stilling som ekspert

• Vær overskudsagtig i de sociale medier - skriv positive statusopdateringer med mening i, og ros kolleger og samarbejdspartnere på deres Wall

• Snup en kage: Lav marengs af dine overskudsæggehvider

• Brug dine kommunikations/branding/PR- og formidlingsevner på en nyuddannet og arbejdsløs journalist/cand.comm'er (om 20 år, når du tænker på et fedt nedtrapningsjob er de high rollers i den nye økonomi 5.0.)