Konsulentens dagbog

Glem alt om Nynnes dagbog – her kommer konsulentens. En mandlig konsulent har forskellige besværlige kunder, blandt andre en frådende privatkapitalistisk account, Proctor & Gamble (P&G) og Københavns Kommune. Hos P&G samarbejder han med Anders og Ditte. Hos kommunen samarbejder han med Henriette og Frederik. Hjemme i konsulentfirmaet må han forholde sig til regnskabschefen og sin administrerende direktør, Mads Tornved. Og så har den navnløse konsulent noget kørende med Astrid...
af Henrik Dahl
Torsdag den 20. september
Fokusgrupper om afkalkningstabletter. Deltagerne gad ikke. Moderator gad ikke. Jeg gad ikke. Men skal da liiige love for, at Anders og Ditte fra P&G gad. Burde nogen ikke trække dem til side og sige: Anders! Ditte! Hør her: Der er aldrig nogen fra marketing, der stryger til tops i en international virk­somhed. Og det er aldrig sket, at en CEO har fået øje på en rapport om efter­årskampagnen for et low-involvement produkt… i Danmark… og så har bedt sin PA om straks at kalde de to forfattere til HQ, så han kan give dem en lynforfremmelse. Så gå bare gå hjem, når fokusgrupperne er forbi. I stedet for at sidde og prøve hypoteser af til midnat.
 
Skulle jeg have gjort det? Er jeg et dårligt menneske?
 
Fredag den 21. september
Statusmøde med Københavns Kommune om Projekt Smil Til Verden kl. 9.00 (det vil sige 9.12 kommunal tid).Først stillede vi os i kø ved kaffemaskinen. Alle syv deltagere. De må anse forud­gående opdækning af mødelokalet for at være meget frækt og forbudt. Så frem­­lagde jeg resultaterne. Det tog en halv time, som aftalt. Så angreb Henriette (fra Vej & Park) Frederik, der er projektansvarlig. Det virkede mest, som om det var fordi, de havde et gammelt regnskab, der skulle gøres op. Eller hun i virkeligheden gerne ville have en på skrinet og bagefter kneppes hårdt med gaffatape for munden. Hvad ved jeg?
 
Så tog resten parti for enten Henriette eller Frederik, og de skændtes et par timer. Til sidst var klokken næsten frokost, og der var ikke mere tid. Resultat: mit forslag til fase 2 vedtaget uden diskussion eller ændringer.
 
Downside: Alene i dag har projektet forbrugt 24 mandtimer (godt, man bor i Gentofte Kommune).
 
Upside: Har dumpet 15 honorartimer fra TV3-pilottest på Københavns Kommune. Fordi de aldrig finder ud af det. Og fordi ellers går TV3 ned (godt, man bor i Gentofte Kommune).
 
Søndag den 22. september
Ahhh… Den fredagsbar var hård…  Og hvorfor i djævlens navn gav Schumacher fuld gas og kørte op i røven på Jean-Éric Vergne?
 
Mandag den 23. september
Piiinligt mandagsmøde i konsulentfirmaet… Har prøvet at rekonstruere fredag aften/lørdag nat ved hjælp af Dankortkvitteringer… Kan få det til at hænge rimelig godt sammen… (minus Astrid). Gad vide, hvad jeg sagde til hende?
 
Er regnskabschefen idiot? Det spørger jeg ofte mig selv. Men svaret, det søger jeg stadig. I dag spiste han frokost med den nye i bogholderiet. De sad i den anden ende af det langbord, hvor jeg spiste. Pludselig siger han: ”Debit står til venstre. Kredit står til højre”. Som om det var virkelig god værkstedshumor. Bagefter slår de begge en skraldende latter op. Er det sådan, den slags mennesker flirter?
 
Tirsdag den 24. september
Direktør Mads Tornved tror vistnok, plancherne til vores Korsør-seminar skriver sig selv. I hvert fald har han rykket for dem hele dagen. ”De ville være færdige, hvis du ikke ringede hele tiden” – det kan man sige i tankerne. Eller lade karaktererne sige i en tv-serie, der består af meget usandsynlige replikker. Man siger det bare ikke til Mads Tornved. Desværre. Og bliver nødt til at tage dem med hjem. Har lovet på spejderære, at han har dem onsdag morgen.
 
Sød mail fra Astrid. Et helt dårligt menneske er jeg åbenbart ikke. Trods alt.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også