Verden er belemret med en voksende klasse af cocktailpartylommefilosoffer, som gerne udtaler sig skråsikkert om relativitetsteoriens fortræffeligheder eller det modsatte. Ulempen ved party-snakken er dens høje frekvens af tidsspilde. Fordelen er, at lommefilosofferne holdes beskæftiget med ting, som ikke vedrører den virkelige verdens effektive drift
Den amerikanske fysiker Richard Feynman talte et sted i sine
forelæsninger (se for eksempel
her) om cocktailpartyfilosoffer. Med udtrykket mente han
flere ting. For det første filosoffer, der følte, at
for eksempel relativitetsteorien var fantastisk dyb og havde
beriget filosofien umådeligt. Men som samtidig
åbenbarede, at de ikke havde fattet en brik af, hvad teorien
gik ud på. For det andet filosoffer, der mente det modsatte.
At fysikken var umådelig langsom og kunne have nået
frem til sine indsigter væsentlig hurtigere, hvis den havde
været så venlig at spørge de
pågældende filosoffer til råds.
Undskyld, men Newton kom før Einstein
I forelæsningen demonstrerer Feynman ironisk, hvor
anstrengende begge skoler er at høre på for en
fysiker. Når man i skole 1 siger, det er umådelig
dybsindigt, at Einstein påviste, at alt er relativt, sukker
Feynman, at både Newton og Poincaré var klar over - og
skrev - at alle observationer beror på referencerammen.
Så hvorfor vente til Einstein, før man falder i svime
over iagttagelsen? Desuden, tilføjer Feynman, er alt ikke
relativt ifølge Einstein. For eksempel er et af elementerne
i den berømte ligning E = mc2 (nemlig størrelsen "c")
en konstant: lysets hastighed.
Klinet til væggen i et fritsvævende kammer
Skole 2 er ikke bedre i sin forståelse af, hvad fysikerne
siger. Når denne gren af cocktailpartyfilosofien siger, det
er klart, at man ikke kan fastslå, om noget bevæger
sig, uden at have en ekstern referenceramme, og at man da kunne
bare have spurgt filosofferne om dette, er der kun to ting at sige.
Den første er lidt længere: "Vel kan man så! En
fuldstændig jævn rotation omkring en fast akse kan godt
kaldes 'en bevægelse'. Okay? Så forestil dig et
vindues- og dermed ekstern-referenceløst kammer på
størrelse med en dagligstue. Forestil dig, for
argumentationens skyld, at problemerne med støj og
vibrationer er løst, så du ikke mærker
bevægelsen af den grund. Forestil dig, at kammeret indeholder
alt det, der er i en dagligstue - inklusive dig selv. Forestil dig
så, at det roterer jævnt om sin egen akse med
tohundrede omdrejninger i minuttet. Du og dine ting vil være
klinet til væggen som følge af centrifugalkraften.
Ethvert forsøg på at flytte noget ind mod midten af
rummet, vil være forgæves. Det vil drøne ud
på væggen igen. Ud over at føle den direkte
på kroppen, vil du med blot folkeskolens fysikpensum i
baghovedet være klar over, at du erfarer en ensartet
bevægelse - uden eksterne referencer af nogen art.
Overhovedet".
Den anden ting er noget kortere: "Fysisk indsigt er altså a
posteori, mine herrer filosoffer! Så vær venlige at
stikke jeres a priori op et sted, hvor konstanten "c" aldrig
udbreder sig".
Den latterlige farvelære
Hvordan skal man forstå Feynmans kritik? I det lange,
historiske perspektiv kæmper han for fysikkens autonomi. Det
er vigtigt at huske, at vrede imod Newton var et almindeligt
træk i 1700-tallets filosofi. Ikke blandt de britiske
empirister, men på det europæiske kontinent, hvor det
store navn det meste af århundredet var en rationalistisk
systembygger, hvis navn de flest i dag har glemt: Christian Wolff.
Ikke før Kant i 1781 offentliggjorde Kritik af den rene
fornuft, blev filosofien for alvor smidt ud af fysikken. En
stædig kamel som Goethe nægtede endda at høre
efter, hvad Kant sagde, og offentliggjorde så langt op mod
vor tid som 1810 Zur Farbenlehre. En helt igennem latterlig
og uvidenskabelig kritik af Newtons optik, der til fulde har
fortjent at få de bevingede ord Hier irrt Goethe!
knyttet til sig.
I mere aktuelt perspektiv er det noget andet, der er på spil.
En kritik af filosofiske tågespredere, der har fundet
på den fidus at henvise løst til naturvidenskaben for
at virke dybsindige. Muligvis fordi de satser på, at C.P.
Snow havde ret, og der faktisk findes "to kulturer" - en natur- og
en kulturvidenskabelig - som ikke kender hinanden særlig
godt, og ikke kan kigge hinanden i kortene. Men måske
også, fordi det burde hedde "cocktailfilosoffer": de lyder
simpelthen, som om de har smagt lidt for grundigt på de
våde varer, inden de gav sig til at filosofere.
Din masse kan godt bestemmes, dit fede læs
Til den mere ulidelige end egentlig skadelige cocktailfilosofi
hører påstanden, at fysikken jo har vist, at man ikke
kan bestemme masse og hastighed på samme tid, og derfor
hersker der usikkerhed om alting og bla-bla-bla. Visse-vasse, er
man nødt til at sige, når man hører sådan
noget. Det er rigtigt, at Heisenberg har et usikkerhedsprincip, der
siger nogenlunde sådan. Men det gælder for fotoner og
den slags ting. Ikke for dig, dit fede læs! Du er rigeligt
stor til, at man kan bruge den klassiske mekanik på dig! Og
du kan værsgo udtale dig med præcision og stringens,
når du snakker om emner, der enten tilhører logikkens
rige eller er så store, at den klassiske mekanik giver
mening.
Skadeligheden sætter ind, når Deleuze og Guattari
kommer i tanke om, at der er noget i biologien, der hedder
"rhizomer", og kritikløst bruger begrebet på alverdens
ting i den sociale verden. Og skadeligheden når kritiske
proportioner, når der oprettes hele institutter eller
sågar fakulteter, der udelukkende beskæftiger sig med
cocktail(party)filosofi.
Hvilket skulle bevises
Heldigvis har vi fysikere. De er gode til at anholde sådan
noget. Feynman skabte begrebet cocktailpartyfilosofi til at
beskrive franske rockstjernefilosoffer som Deleuze eller Foucault.
Og midt i halvfemserne var der en anden fysiker, Alan Sokal, der
fuldstændig klædte cultural studies af. Han skrev med
vilje, og for at klæde cultural studies af til sit blege
trans-gender, queer-skind, en artikel gennemsyret af absurd
vås: Transgressing the Boundaries: Towards a
Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity.
I artiklen (publiceret i tidsskriftet Social Text nr. 46/47, 1996)
står der blandt andet sindssyge ting som: Rather, they
[det vil sige: døde, hvide, heteroseksuelle mænd fra
den vestlige verden; dem, der altid tager fejl inden for cultural
studies] cling to the dogma imposed by the long
post-Enlightenment hegemony over the Western intellectual outlook,
which can be summarized briefly as follows: that there exists an
external world, whose properties are independent of any individual
human being and indeed of humanity as a whole; that these
properties are encoded in "eternal'' physical laws; and that human
beings can obtain reliable, albeit imperfect and tentative,
knowledge of these laws by hewing to the "objective'' procedures
and epistemological strictures prescribed by the (so-called)
scientific method.
Om cultural studies er det rene vås? Hvis disciplinen havde
respekt for rationalitet og vidste lidt mere om naturvidenskab,
kunne man efter denne affære nøjes med at sige:
QED.
Evigt cocktailparty forebygger katastrofer i virkelighedens
verden
Det gode ved fransk filosofi og cultural studies er, at de holder
fumlefingrede og virkelighedsfjerne mennesker, der hverken kan
regne eller holde fast i en skovl, væk fra omgangen med
almindelige mennesker. Den slags kunne anrette umådelig skade
som stærkstrømsinstallatører, kirurger, piloter
eller dommere, men heldigvis nøjes de med at skrive artikler
og rejse til konferencer. Det dårlige er selvfølgelig,
at der er tale om et særdeles dyrt
beskæftigelsesprojekt - og at det er lidt uretfærdigt,
når de mest vildførte og uanvendelige af flokken
tæller med i arbejdsløshedsstatistikken over
akademikere.