Fejl nr. 6: I gamle dage gik alting langsommere

I dag skal vi begynde med en øvelse. Det er godt, at læserne bliver aktiveret og ikke bare sidder passivt og glor på skærmen. Her er to citater:
af Henrik Dahl

Citat 1: I gamle dage havde man god tid; man tog livet med ro; hvad man ikke fik udrettet i dag, det kunne man altid få gjort i morgen. Nu om stunder er det den rastløse, hæsblæsende, nervøse jagen, der behersker livet og præger vort sind […]. I gamle dage var verden lille; interesserne var begrænsede til den nærmeste omegn; hvad der skete ude i det fremmede, fornam man kun et svagt ekko af som noget fjernt og uvedkommende; man var sig selv nok, og en snæversynet spidsborgerånd havde hjemme rundtom, både i købstæder og landsbyer. Nu om stunder spænder synskredsen over hele jordkloden; alt er ligesom rykket uendelig nær; hvad der sker i dag af store begivenheder i Østasien eller Sydafrika eller Nordamerika, læser vi i morgen lange beskrivelser af i bladene.

Citat 2: I de sidste 20 år er udviklingen gået meget hurtigt (…).Vi lever i en tid, hvor der kommunikeres som aldrig før. Uanset, hvor vi er, kan vi få en besked igennem angående vort arbejde, og vi kan sende en hilsen til den anden side af jordkloden og få svar næsten med det samme. Afstandene er ophævet, vi kan holde kontakt, og det går så dejlig hurtigt (…). Vi tror på fremskridtet og forventer en stadig fremgang, sådan som også vore forfædre gjorde det, selv om deres liv foregik i et roligere tempo, og morgendagen for dem var mere forudsigelig.

Spørgsmålene, du skal overveje de næste to minutter, er: Hvem sagde det, de hver især lige er blevet citeret for? Og hvornår sagde de det?

De to minutter er gået, og jeg skal udløse spændingen. Det første citat er fra 1908. Det stammer fra Gustav Bangs bog Vor tid, der blev udgivet på Nordisk Forlag. Det andet citat er lidt noget snyd. Ophavskvinden er Dronning Margrethe II, og hun har vitterlig, i sine nytårstaler, sagt det, hun er citeret for. Snyderiet består i, at det samlede citat er samplet fra talerne i 2009, 2003 og 2004. Undskyld.

Hverken Dronningen eller Gustav Bang er fjolser. Det første ved de fleste; Gustav Bang er lidt glemt i dag - han var gift med Nina, Danmarks første kvindelige minister, og de var begge historikere. Han var dr.phil., hun var mag.art. Det skulle ikke have nogen betydning, hvis man skal tro på monsterdebatten om fejl nr. 7. Jeg synes dog, det giver en vis pondus til udtalelser, der med rimelighed kan siges at falde inden for faget.

Hastigheden er konstant

Det korte af det lange er: Dannede og indsigtsfulde mennesker har om ikke altid, så dog i de sidste hundrede år ment, at verden gik langsomt "i gamle dage", men at "nu om stunder" gik det stærkere end nogensinde. De har også ment, at verden var mere forudsigelig "i gamle dage", at folk havde bedre tid, og at de i det hele var mere indskrænkede dengang, end vi er nu. Det, jeg siger nu, gælder kun for tiden efter den industrielle revolution og Napoleonskrigene. Det vil sige: fra begyndelsen af 1800-tallet og fremefter. Det gælder kun, fra efter verden blev moderne, som Søren Mørch udtrykker det.

Det, der kendetegner hele den moderne periode, er permanent forandring. En vedvarende ombygning af verden. En vedvarende og systematisk skabelse af ny viden, ledsaget af en næsten lige så vedvarende forkastelse af gammel. Prøv for eksempel at tænke over, at fra man for alvor begyndte at anlægge jernbaner omkring 1840; til de fleste storbyer i Europa var forbundet med hinanden, gik der kun 25-30 år. Prøv at tænke over, at langs jernbanelinjerne anlagde man telegraflinjer. Prøv at tænke over, at det første transatlantiske telegrafkabel gik i drift i 1858 - så alle nyheder om for eksempel den amerikanske borgerkrig har kunnet trykkes i de europæiske aviser dagen efter, at de var kendt i Washington. Og prøv så at tænke på, at en meget fremskridtsbegejstret mand som H.C. Andersen var født i 1805 - altså midt under Napoleonskrigene. Der er ikke noget at sige til, at han følte sig moderne. Heller ikke til, at han følte, hans forældregeneration nærmest havde boet på en anden planet end den, han selv levede på.

Hvis man skal sige noget samlet om perioden fra Anden Verdenskrig (sådan cirka) til i dag, er det lige før, man har mest lyst til at sige det modsatte: verden forandrer sig langsommere i dag, end den gjorde til og med Anden Verdenskrig (sådan cirka). Der udbryder ikke længere krige mellem stormagterne i tide og utide. Der sker ikke længere opfindelser af penicillin- og DNA-typen - altså den slags, hvor en heroisk opfindertype kommer ud af laboratoriet og siger "heureka!". Der er ikke længere hvide pletter på kort over hverken Jorden eller Månen.

Selvfølgelig sker der store ting i vore dage, og de sker hver dag. Langt hovedparten af de videnskabsmænd og -kvinder, der nogensinde har levet, er aktive lige nu, mens jeg skriver dette. Videnskab og teknik fylder med andre ord så meget i vore dage, at nutiden rent mandskabsmæssigt opvejer al den tid, der overhovedet har eksisteret menneskelig civilisation. Men udviklingen er i en vis forstand usynlig, fordi der arbejdes "i programmer" og "på platforme", der hver dag bliver marginalt bedre. Fly, biler, elektronik, medicinske apparater og præparater og alt andet, der er underlagt princippet om innovation, fungerer efter den logik. Men fordi det kun bliver lidt bedre hver dag, og der næsten aldrig sker dramatiske spring i udviklingen længere, er det svært at se forandringerne med det blotte øje. Den mærkes kun diffust - for eksempel som følelsen af at være til grin, hver gang man køber elektronik. Fordi det allerede er forældet, når man er kommet hjem og har fået det pakket ud.

Den forhastede konklusion om nutidens hastighed

Moderne mennesker har i århundreder ment, at i gamle dage gik det langsomt, men at i dag bliver man helt forpustet. I virkeligheden skal vi bruge Søren Kierkegaard til at begribe, hvad der foregår. Han siger et sted - om folkeeventyr - at det indvendige er gjort til det udvendige. Hvad han mener, er, at i eventyr handler karaktererne ikke som følge af indre, psykologisk motivation, men som følge af ydre tilskyndelser. Men at det selvfølgelig kun er et æstetisk greb.

Når det går for hurtigt for mig, går det for hurtigt for alle andre

Når folk siger, at verden aldrig har forandret sig hurtigere, end den gør i dag, er det også udtryk for, at det indre er gjort til det ydre. Det, de egentlig vil sige noget om, er nemlig dem selv. For det, de vil sige, er: "jeg fatter ikke en skid!". Problemet er selvfølgelig, at det ikke er særlig heroisk at indrømme, at this is no country for old men. At indrømme, at man ikke begriber en snus. Bankdirektører og statsministre og dronninger kan ikke stille sig op og sige: "Kære kunder/medborgere/undersåtter: jeg fatter simpelthen ikke et klap! Men i øvrigt vil jeg da gerne nyde jeres tillid som tilforn".

Så er det bedre at sige, at verden aldrig har forandret sig hurtigere, end den gør i dag. Du skal bare aldrig glemme, hvad det i virkeligheden betyder, når folk siger den slags.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job