Citat 1: I gamle dage
havde man god tid; man tog livet med ro; hvad man ikke fik udrettet
i dag, det kunne man altid få gjort i morgen. Nu om stunder er
det den rastløse, hæsblæsende, nervøse jagen,
der behersker livet og præger vort sind […]. I gamle
dage var verden lille; interesserne var begrænsede til den
nærmeste omegn; hvad der skete ude i det fremmede, fornam man
kun et svagt ekko af som noget fjernt og uvedkommende; man var sig
selv nok, og en snæversynet spidsborgerånd havde hjemme
rundtom, både i købstæder og landsbyer. Nu om
stunder spænder synskredsen over hele jordkloden; alt er
ligesom rykket uendelig nær; hvad der sker i dag af store
begivenheder i Østasien eller Sydafrika eller Nordamerika,
læser vi i morgen lange beskrivelser af i bladene.
Citat 2: I de sidste
20 år er udviklingen gået meget hurtigt (…).Vi
lever i en tid, hvor der kommunikeres som aldrig før.
Uanset, hvor vi er, kan vi få en besked igennem
angående vort arbejde, og vi kan sende en hilsen til den
anden side af jordkloden og få svar næsten med det
samme. Afstandene er ophævet, vi kan holde kontakt, og det
går så dejlig hurtigt (…). Vi tror på
fremskridtet og forventer en stadig fremgang, sådan som
også vore forfædre gjorde det, selv om deres liv
foregik i et roligere tempo, og morgendagen for dem var mere
forudsigelig.
Spørgsmålene, du skal
overveje de næste to minutter, er: Hvem sagde det, de hver
især lige er blevet citeret for? Og
hvornår sagde de det?
De to minutter er gået, og jeg skal
udløse spændingen. Det første citat er fra 1908.
Det stammer fra Gustav Bangs bog Vor
tid, der
blev udgivet på Nordisk Forlag. Det andet citat er lidt noget
snyd.
Ophavskvinden er Dronning Margrethe II, og hun har vitterlig, i
sine nytårstaler, sagt det, hun er citeret for.
Snyderiet
består i, at det samlede citat er samplet fra
talerne
i 2009, 2003 og
2004. Undskyld.
Hverken Dronningen eller Gustav
Bang er fjolser. Det første ved de fleste; Gustav Bang er
lidt glemt i dag - han var gift med Nina, Danmarks første
kvindelige minister, og de var begge historikere. Han var
dr.phil., hun var mag.art. Det skulle ikke have nogen betydning,
hvis man skal tro på monsterdebatten om fejl nr. 7. Jeg
synes dog, det giver en vis pondus til udtalelser, der med
rimelighed kan siges at falde inden for faget.
Hastigheden er
konstant
Det korte af det lange er:
Dannede og indsigtsfulde mennesker har om ikke altid, så dog
i de sidste hundrede år ment, at verden gik langsomt "i
gamle dage", men at "nu om stunder" gik det stærkere end
nogensinde. De har også ment, at verden var mere
forudsigelig "i gamle dage", at folk havde bedre tid, og at de i
det hele var mere indskrænkede dengang, end vi er nu. Det,
jeg siger nu, gælder kun for tiden efter den industrielle
revolution og Napoleonskrigene. Det vil sige: fra begyndelsen af
1800-tallet og fremefter. Det gælder kun, fra efter verden
blev moderne, som Søren Mørch udtrykker det.
Det, der kendetegner hele den
moderne periode, er permanent forandring. En vedvarende ombygning
af verden. En vedvarende og systematisk
skabelse af ny
viden, ledsaget af en næsten lige så vedvarende
forkastelse af gammel. Prøv for eksempel at tænke over,
at fra man for alvor begyndte at anlægge jernbaner omkring
1840; til de fleste storbyer i Europa var forbundet med hinanden,
gik der kun 25-30 år. Prøv at tænke over,
at langs
jernbanelinjerne anlagde man telegraflinjer. Prøv at
tænke over, at det første transatlantiske telegrafkabel
gik i drift i 1858 - så alle nyheder om for eksempel den
amerikanske borgerkrig har kunnet trykkes i de europæiske
aviser dagen efter, at de var kendt i Washington. Og prøv
så at tænke på, at en meget fremskridtsbegejstret
mand som H.C. Andersen var født i 1805 - altså midt
under Napoleonskrigene. Der er ikke noget at sige til, at han
følte sig moderne. Heller ikke til, at han følte, hans
forældregeneration nærmest havde boet på en anden
planet end den, han selv levede på.
Hvis man skal sige noget samlet
om perioden fra Anden Verdenskrig (sådan cirka) til i dag,
er det lige før, man har mest lyst til at sige det modsatte:
verden forandrer sig langsommere i dag, end den gjorde til og med
Anden Verdenskrig (sådan
cirka). Der
udbryder ikke længere krige mellem stormagterne i tide og
utide. Der sker ikke længere opfindelser af penicillin- og
DNA-typen - altså den slags, hvor en heroisk opfindertype
kommer ud af laboratoriet og siger "heureka!". Der er ikke
længere hvide pletter på kort over hverken Jorden eller
Månen.
Selvfølgelig sker der
store ting i vore dage, og de sker hver dag. Langt hovedparten af
de videnskabsmænd og -kvinder, der nogensinde har levet, er
aktive lige nu, mens jeg skriver dette. Videnskab og teknik
fylder med andre ord så meget i vore dage, at nutiden rent
mandskabsmæssigt opvejer al den tid, der overhovedet har
eksisteret menneskelig civilisation. Men udviklingen er i en vis
forstand usynlig, fordi der arbejdes "i programmer" og "på
platforme", der hver dag bliver marginalt
bedre. Fly,
biler, elektronik, medicinske apparater og præparater og alt
andet, der er underlagt princippet om innovation,
fungerer
efter den
logik. Men
fordi det kun bliver lidt bedre hver dag, og der næsten
aldrig sker dramatiske spring i udviklingen længere, er det
svært at se forandringerne med det blotte øje. Den
mærkes kun diffust - for eksempel som
følelsen
af at
være til grin, hver gang man køber elektronik. Fordi
det allerede er forældet, når man er kommet hjem og har
fået det pakket ud.
Den
forhastede konklusion om nutidens hastighed
Moderne mennesker har i
århundreder ment, at i gamle dage gik det langsomt, men at i
dag bliver man helt forpustet. I virkeligheden skal vi bruge
Søren Kierkegaard til at begribe, hvad der foregår. Han
siger et sted - om folkeeventyr - at det indvendige er gjort til
det udvendige. Hvad han mener, er, at i eventyr handler
karaktererne ikke som følge af indre, psykologisk
motivation, men som følge af ydre tilskyndelser.
Men at det
selvfølgelig kun er et æstetisk greb.
Når det
går for hurtigt for mig, går det for hurtigt for alle
andre
Når folk siger, at verden
aldrig har forandret sig hurtigere, end den gør i dag, er
det også udtryk for, at det indre er gjort til det ydre.
Det, de egentlig
vil sige noget om,
er nemlig dem selv. For det, de vil sige, er: "jeg fatter ikke en
skid!". Problemet er selvfølgelig, at det ikke er
særlig heroisk at indrømme, at this is no
country for old men. At indrømme, at man ikke
begriber en snus. Bankdirektører og statsministre og
dronninger kan ikke stille sig op og sige: "Kære
kunder/medborgere/undersåtter: jeg fatter simpelthen ikke et
klap! Men i øvrigt vil jeg da gerne nyde jeres tillid som
tilforn".
Så er det bedre at sige,
at verden aldrig har forandret sig hurtigere, end den gør i
dag. Du skal bare aldrig
glemme, hvad
det i virkeligheden betyder, når folk siger den
slags.