Fejl nr. 4: Fattige bliver fundamentalister

Det er ikke mere end et par måneder siden, DR K genudsendte Fiskerne. Serien, der følger Hans Kirks roman fra 1928 ret nøje, blev første gang sendt i 1977 og var i øvrigt bedre, end jeg huskede. Men det er en anden historie.



Det er samfundets skyld
I romanen stifter vi bekendtskab med en hypotese, der var så sandsynlig, at den senere, i slutningen af 1940'erne, blev fremsat af en femstjernet akademiker: professor ved Århus Universitet, dr. theol. P.G. Lindhardt. Det drejer sig den grundantagelse i Fiskerne, at hvor fattige mennesker blev tilhængere af Indre Mission, så blev de mere velhavende gårdmænd i de samme egne grundtvigianere. Kirks hypotese får mere vægt af at blive gentaget af Lindhardt, og muligvis derfor ser vi den også i tv-serien, næsten 50 år efter romanen. Men lad os se på, hvad Lindhardt skrev i bogen Vækkelse og kirkelige retninger:

Det lyse syn, i pagt med troen på livets harmoni og stadige væxt, vil lettest slå rod i en samfundsklasse som lever i daglig kontakt med den groende natur og har opnået en sådan social og økonomisk balance at man begynder at kunne se længere end blot til dagen og vejen; det syn vil man snarest finde hos mennesker af en vis sjælelig harmoni og med erfaring om at det også gror op fra pengekistens bund. […] Det mørke syn hører hjemme i lag som er nødt til at "være tro over lidet" fordi de intet ejer, men må leve fra hånden i munden.

Som Uffe Østergaard skriver i sin bog Europas ansigter (hvorfra jeg også har Lindhardt-citatet; hele diskussionen findes i bogens kapitel tre), er det en fuldstændig vidunderlig hypotese: enkel og samtidig meningsfuld. Dens eneste problem er, at den er forkert. Både kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssen og historikeren Vagn Wåhlin undersøgte sagen, og ingen af dem var i stand til at finde belæg.

Indflydelse og innovation afgørende
De grundtvigianske valgmenigheder var ikke domineret af gårdmænd, og i halvdelen af sognene kunne man ikke finde spor af religiøs vækkelse overhovedet. Hverken i grundtvigiansk eller indremissionsk retning. I stedet var det sådan, at hele sogne blev enten det ene eller det andet - og at det tilsyneladende var et spørgsmål om, at sognets jævne medlemmer fulgte dets elite i den retning, eliten nu foretrak. Det sidstnævnte resultat er i øvrigt konsistent med to af de kommunikations- og samfundsvidenskabelige teorier, der formentlig er sande: Katz og Lazarsfelds teori om personlig indflydelse og Everett Rogers analyser af, hvordan innovationer spredes.

Og hvorfor er det så væsentligt, at Hans Kirks hypotese om religiøs vækkelse er forkert - ud over, at det i nogle sammenhænge giver bonus at vide sådan noget, når Fiskerne bliver genudsendt?

Den såkaldt bløde kommunist
Det er for det første interessant, fordi Hans Kirk undertiden bliver fremstillet som en blød eller humanistisk kommunist (se for eksempel på denne officielle litteraturside). Hvor DKP var et af de mest hårdkogte kommunistpartier i Vesteuropa, skulle Kirk have været den bløde mand, der havde stor forståelse for noget så anti-kommunistisk som religion.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Kirk har ry for at være mindre-end-hårdkogt. Fiskerne bliver beskrevet med en indlevelse og medfølelse, der er langt mere humanistisk end kommunistisk. Men Kirks forfatterskab var svingende. Jeg læste engang romanen Klitgaard & sønner. For det første er den hardcore DKP i sin opfattelse af verden. For det andet ville man formentlig nægte at tro på det, hvis man læste en anonymiseret udgave af romanen og bagefter fik at vide, at den var skrevet af en af de største, danske forfattere i det tyvende århundrede. Den er kluntet, kejtet, kedelig og klichefyldt. Alt med "K" - undtagen kvalitet. Heldigvis er Kirks erindringer lige så varme og smukke som Fiskerne; han var trods alt ikke et one-hit wonder.

Men faktum er, at under Fiskerne ligger der et fuldkommen rent, materialistisk tankeskema. Det er basis i form af levevilkårene, der styrer overbygningen i form af religion og anden ideologi. Man kan sige, at Fiskerne er en forfinelse af Marx' teser om Feuerbach. Ikke på nogen måde en overskridelse af dem.

Islamister med overskud
For det andet er det interessant, at materialismen ikke holder, fordi forklaringen stadig lever i bedste velgående. Så lyder den, at islamisk radikalisering (eller vækkelse, som man sagde i gamle dage) først og fremmest skyldes fattigdom. Der er masser af eksempler på denne tankegang, og et mere officielt ses her. Faktum er imidlertid, at forløbet i radikaliseringen mere ligner de forløb, man burde kunne forudse ud fra de formentlig rigtige teorier, jeg tidligere har nævnt, end den ligner den forkerte, materialistiske forklaring. Radikaliseringen udgår fra dem, der så at sige burde være grundtvigianere. Det vil sige mennesker med overskud. Velintegrerede og undertiden også velaflagte muslimer. Og på verdensplan udgår den desuden fra rige og til dels veludviklede lande som Saudi-Arabien og Iran. Dette kommer undertiden frem (se for eksempel her), men drukner som regel i den vulgærmaterialisme, så mange mennesker har arvet fra Hans Kirk og P.G. Lindhardt.

Først i andet trin, som Katz og Lazarsfeld ville sige, eller et godt stykke inde på spredningskurven i Rodgers' sprogbrug, kommer de jævnere kredse med. Også når det glæder radikalisering, er deres lod i livet at indrette sig på, hvad det stærke tænker, tror og mener.

Marx er død, og fattigdommen i vidt omfang udryddet. Ikke desto mindre lever hans ånd i bedste velgående som vulgærmaterialisme. Hvilket i sig selv, når man tænker nærmere over det, er et modbevis på tanken om, at det er de materielle vilkår, der styrer ånden.