Fejl nr. 3: Moderniteten laver X Factor

Nu skal vi have en lidt mere abstrakt type fejl. Og en lidt mere teknisk argumentation. Undskyld. Til gengæld må jeg sige: det er en af de mere graverende, vi har at gøre med. Fordi fejlen har så store konsekvenser. Så bær over.

Hvor tit har du ikke læst, at dette eller hint var "modernitetens" værk? Prøv for eksempel at google "moderniteten". Da jeg gjorde det i dag, var der ca. 36.000 søgeresultater. Selvom der er mange gengangere (for eksempel annoncer for John B. Thompsons bog om Medierne og moderniteten og Giddens' Modernitet og selvidentitet) inden for de første halvtreds, optræder den som subjekt her, hvor den sætter spørgsmålstegn og har afkom. Den gør det her, hvor den har valgt at være tavs, og i denne blurp optræder moderniteten som en antropomorf modstander. Umiddelbart kan en modstander forekomme at være en slags "objekt" i den forstand, at man er nødt til at gøre vedkommende til en genstand for at få ham eller hende ned med nakken. Men ved nærmere analyse er Modstanderen et subjekt, der kommer mig på tværs, og som tvinger mig til at handle. Ganske vist med en objektiverende og negerende indstilling til Modstanderens vilje og behov, men ikke desto mindre. Her strammer jeg den måske. Men i hvert fald er "moderniteten" en kraft, der har visse konsekvenser.

Schantz til eftersyn
Jeg tør dårligt gå i rette med Hans-Jørgen Schantz, men her er moderniteten et projekt. "Hvis projekt?" Kan man spørge. Læser man teksten, er det fair at sige, at den fremstilles som sit eget. Og så spøger subjektet igen, fordi det er karakteristisk for subjekter, at de har deres egne projekter, der er begrundet i dem selv. Viljen til; ønsket om; behovet for, at dette eller hint skal være mit projekt er et vigtigt kendetegn ved et subjekt. I denne blurp er moderniteten en slags skurk, der breder sig og producerer visse ting.

Kan det ikke være lige meget? Det synes jeg ikke, og jeg vil gerne begrunde hvorfor.

Verdensånden er en fis i en hornlygte
I 1800-tallet mente mange store filosoffer, at historien skulle læses som beretningen om et eller andet princip, der satte sig igennem. Nærmest som når et subjekt gennemtvinger sin vilje. For Hegel var al historie i sidste instans lig med Verdensåndens kommen til syne eller manifesteren sig. Marx vendte det på hovedet, så at sige. Eller rettere: han trak det metafysiske indhold ud, og gjorde Verdensånden til noget konkret: Produktivkræfternes konfrontationer med Produktionsforholdene.

I historievidenskaben har man i vidt omfang gjort op med denne tanke, som den moderne historiefilosof Hayden White kalder "mekanistisk". Det skyldes ikke ideologisk uvilje. Derimod, at den mekanistiske forklaringsmodel kommer til kort, når den konfronteres med grundige, historiske studier. Det var ikke Verdensånden (til hest), der vandt slaget ved Jena og Auerstedt i 1806, sådan som Hegel sagde, da han med egne øjne så Napoleon efter slaget. Der var tale om et stort og sammensat slag, der lige så godt kunne have endt med preussisk sejr; for eksempel da marskal Ney angreb preusserne imod de ordrer, han havde fået fra Napoleon, og virkelig fik ørerne i maskinen eller rettere: det preussiske artilleri.

Revolutionen der blev kidnappet
På samme måde er det eksempelvis uholdbart at sige, at det var Den Historiske Nødvendighed, der skabte den danske agro-kapitalisme, vi normalt kalder andelsbevægelsen, eller den russiske revolution. Andelsbevægelsen udsprang af særlige danske forhold, hvor omlægninger af landbrugsproduktionen blev sammenknyttet med forfatningskampen mod godsejerne fra partiet Højre; alt sammen under indtryk af Danmarks nederlag i borgerkrigen mod hertugdømmerne. Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 var specifikt forbundet med Lenin og bolsjevikpartiet, som viste sig i stand til at overtage en revolution, der allerede var i fuld gang. Den såkaldte Februarrevolution, der - som navnet siger - fandt sted i marts 1917.

Det, jeg finder mærkeligt ved at gøre moderniteten til subjekt - noget, for eksempel Zygmunt Bauman er slem til - er, at det er en måde at tænke på, som historikerne for længst har gjort op med. Så vidt, jeg ved, er der ikke nogen gode historikere, der er mekanister. Men der er masser af sociologer, der er det. I stedet for Verdensånden eller Produktivkræfterne har de blot indsat Moderniteten. Men tankefiguren er ikke desto mindre den samme, som Hayden White identificerer: de konkrete ting, der sker, er manifestationer af Det Store Princip. I gamle dage hos historikerne: Verdensånden eller Produktivkræfterne. Hos vore dages sociologer: Moderniteten.

Det, der gør mig skeptisk, er, at forskellene på sociologi og historie ikke er så store endda. Så hvis mekanicisme (som jeg vil kalde det; ene og alene af den grund, at "mekanisme" lyder dumt) er forkert i historievidenskaben, er der så ikke alverdens grunde til at tro, det også er forkert i sociologien? Det skulle jeg mene.

X Factors krøllede vej til skærmen
Det er ikke Moderniteten, der laver X Factor. Det er Danmarks Radio, som i komplicerede processer, der involverer konkurrencen med TV2 og konkurrencen om rettighederne til formater og konkrete personers talent for at købe de rigtige formater og finde de rigtige studieværter - der laver X Factor.

Det er ikke Moderniteten, der - for nu at henvise til et andet populært DR-program - får kvinder til at barbere sig i skridtet eller gennemgå smertefulde hårfjerningsritualer og overveje intimkirurgi. Det er - igen - meget komplicerede, konkrete forløb, der leder frem til beslutningen eller ikke-beslutningen om at gøre det.

Det er ikke Patriarkatet, der lader opvasken stå eller tæver hustruer. Det er meget komplicerede sociale og psykologiske mekanismer - tilsat eller fratrukket den enkeltes moral - der får nogle til at gøre det og andre, med lige så gode eller dårlige grunde, til at lade være.

Derfor er det selvfølgelig heller ikke Islam eller Kristendommen, der får individer eller grupper til at opføre sig udemokratisk eller voldeligt eller kvindeundertrykkende. Det er konkrete mennesker i konkrete situationer, med konkrete muligheder og begrænsninger, der gør det.

Mekanicismen har vist sig at være hamrende forkert i historievidenskaben, men har søgt asyl i sociologien. Selvom man skal se med mildhed på asylansøgere, er der god grund til at stemple denne ansøgning som "åbenlyst grundløs".

Henrik Dahl gennemgår i en artikelserie 10 forkerte fortællinger inden for det sociologiske og historiske felt. Han tæller efterhånden ned til fejl nr. 1, som er den fortælling, der er mest populær - og forkert.