Fejl nr. 2: Kapitalismens big bang er protestantisk

Max Weber døde i 1920, men han er stadig den sociolog, andre sociologer oftest refererer til. Om det er sensationelt eller skandaløst, at det forholder sådan, er svært at sige. På den ene side er det en velsignelse for ethvert fag at have en grundlægger, der er så inspirerende, at man altid kan vende tilbage. På den anden side er det kedeligt, at der i de halvfems år, der er gået, siden Weber døde, ikke er kommet andre, der er mere inspirerende og værd at aflægge besøg.

En af grundene til, at Weber er så berømt, er hans analyse af den protestantiske etik og kapitalismens ånd (en essaysamling, der udkom i 1904-05, og som på Webers eget initiativ blev genudgivet i 1920). I analysen hævder Weber, at den protestantiske - og særligt den calvinistiske - etik var baggrunden for det, Karl Marx kaldte "den oprindelige kapitalakkumulation". Kapitalismens big bang, hvor det hele begyndte, om man så må sige.

Askese og akkumulation er ganske vist
Det særlige ved protestantismen var, ifølge Weber, at den krævede en systematisering at livsførelsen. At ethvert aspekt af livet måtte gennemtænkes og gennemleves ud fra spørgsmålet om sjælens frelse. Hvor katolikkerne levede et sorgløst liv, fordi de (næsten) altid kunne få tilgivelse i skriftestolen, så måtte protestanterne leve asketisk og flittigt, hvis de ikke skulle risikere fortabelse i den evige ild. Og netop den attitude førte ad mange omveje til, at protestanterne var økonomisk virksomme på en måde, som verden hidtil aldrig havde set.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Webers tese er knæsat i dag. At udgangspunktet for kapitalismen var den protestantiske etik er ikke længere noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Ingen tror for alvor på, at det hele starter med skabelsen af et ur-proletariat i England, sådan som Karl Marx hævdede. Eller på, at det startede med opfindelsen af dampmaskinen og skabelsen af de første, moderne fabrikker, sådan som de fleste teknologi-orienterede historikere tidligere mente. Protestantismens etik: sådan er det bare.

Tilbage til storhertugdømmet Baden
Men hvor vidste Weber egentlig fra, at protestanterne var praktiske og teknisk orienterede mennesker, der fik hjulene til at rulle, mens katolikkerne bare interesserede sig for åndelige spørgsmål og lod alt andet sejle?

Jo, det vidste han fra statistikker over søgningen til ungdomsuddannelser i storhertugdømmet Baden i Sydtyskland i perioden 1885/86-94/95. Statistikkerne havde han fra en af sine doktorander, Martin Offenbacher, der forskede empirisk i netop det spørgsmål. Weber var så begejstret for Offenbachers statistikker, at han aftrykte den vigtigste af dem i sin bog om den protestantiske etik. Den viste, protestanterne var voldsomt overrepræsenterede i det, der hed "realgymnasiet", og som var den praktiske udgave af gymnasiet. Det mindede en hel del om det gymnasium, ældre læsere af denne klumme husker som "nysprogligt" og "mat-fys". Til gengæld gik der mange katolikker i det almindelige, badiske gymnasium, der svarede til det, der i gamle dage hed "klassisksprogligt". Gennem en lang, lang kæde af argumenter kunne Weber vise, at det, der set fra hans synspunkt var nutidens ungdomsuddannelser, stadig var præget af modsætningen mellem de driftige og pragmatiske protestanter over for de verdensfjerne katolikker, der oprindelig havde sat kapitalismen i gang.

Fejlen begynder med, at summen af procenter er 109
Men, men, men. Der er fejl i Offenbachers statistik. Den mest iøjnefaldende fejl er, at summen af procenterne for søgning til realgymnasiet giver 109. Det skal summen af procenter helst ikke. På grund af afrundingsfejl kan det tolereres, hvis summen er 99 eller 101. Men 100 er absolut at foretrække. Desuden giver summen af procenter for søgning til det, der svarer til det klassisksproglige gymnasium, kun 98,5. Ikke nær så graverende, men heller ikke godt nok. Mega-pinligt, at hverken Offenbacher eller Weber oprindelig tjekkede noget så banalt. Og mega-mega-pinligt, at Talcott Parsons heller ikke tjekkede, da han oversatte den protestantiske etik til engelsk i 1930.

Den første sociolog, der gjorde noget så banalt som at tage lommeregneren (der dog ikke var opfundet på det tidspunkt) frem og regne tallene igennem for en sikkerheds skyld, var Robert K. Merton, der bemærker fejlen i Social Theory and Social Structure. Så hvad kan man lære i første omgang? At berømte sociologer ikke nødvendigvis er berømte for deres grundighed og akkuratesse, og at når lyset fra en berømt teori bliver blændende, er der ingen, der tjekker noget som helst.

Først i 1957 slog den svenske økonom og historiker Kurt Samuelsson hårdt ned på Offenbachers og Webers fejl. Der var ikke 69 procent protestanter i det moderne gymnasium, men omkring 60. Hvilket på den ene side svækker Webers hypotese, men på den anden side får procenterne til at give 100. Senere har George Becker vist (i artiklen: The Continuing Path of Distortion: The Protestant Ethic and Max Webers School Enrolment Statistics, in Acta Sociologica 2009, nr. 52, 3, side 195 - hvorfra input til denne artikel stammer), at Offenbacher af uvisse - men givetvis usaglige - årsager helt udelod to af de i alt syv ungdomsuddannelser, der fandtes i Baden. Fy, fy, fy: selektiv omgang med data. Selvfølgelig labber læserne selektiv udvælgelse af data i sig i feministiske romaner (facts om kvinder som ofre skal frem; facts om mænd som ofre skal undertrykkes), men det er noget andet. Dels feminisme, dels kunst. Seriøse videnskabs-m/k-er skal holde sig fra sådan noget snavs; ellers rykker Metodepolitiet omgående ud. Desuden har Becker vist, at det er en god idé at kigge på de absolutte tal. Hvis fire procent af de ca. 10.000 badiske unge, der hvert år lod sig indskrive på en ungdomsuddannelse i slutningen af 1800-årene, havde valgt anderledes, ville Offenbachers og Webers statistiske sammenhæng være forduftet. Og det er ikke ret mange; kun ca. 400.

Webers fordomsfulde syn på katolikker
Men hvorfor i alverden brugte Weber en statistik, der var behæftet med både beregningsfejl og selektiv udeladelse? For det første fordi hans statistik bekræftede en meget almindelig fordom i datiden: at katolikker var tilbagestående mennesker. Og hvorfor i alverden tjekke en statistik, der bare viser noget, alle ved? For det andet formentlig, skønt man kun kan dømme ham på indicier, fordi han personligt var forudindtaget. I de første årtier efter Tysklands samling i 1871 var det protestantiske flertal temmelig hårdt efter katolikkerne, der blev anset for upålidelige, fordi de måske og muligvis var mere loyale over for paven i Rom end over for kejseren i Berlin. Senere løsnede man lovene; blandt andet i Baden, hvor de fleste var katolikker. Men Weber var direkte, politisk aktiv for at hindre, at protestanterne gav slip på deres overherredømme i det wilhelminske Tyskland. Mente positivt, at der herskede en Kulturkampf i Tyskland, som protestanterne burde vinde. Kan man så forske neutralt i samme problemstilling? Det kan man roligt kalde et godt spørgsmål.

I et snævert perspektiv kan man af alt dette lære, at man skal tjekke sine procenter, og at man ikke skal lade sig imponere af, at en teori er berømt. I et lidt større kan man lære, at man ikke må udvælge data selektivt, og at man måske bør afholde sig fra at forske i ting, man er stærkt personligt involveret i. Endelig kan man i det helt store perspektiv lære, at teorier ikke kun står og falder med data. Det spiller også en stor rolle, om teorierne er plausible, thi - som allerede Aristoteles bemærkede i sin Retorik - generelt er folk mere villige til at tro på noget, der er plausibelt, men forkert, end de er villige til at tro på noget, der er implausibelt, men ganske rigtigt. Man kan sige det samme på den måde, at teorier også skal have en god retorik for at slå an. Typisk noget med en afsløring. At hvad der tilsyneladende er rigtigt, i virkeligheden er forkert, eller vice versa (se Murray S. Davis: That s Interesting! Towards a Phenomenology of Sociology and a Sociology of Phenomenology. In: Philosophy of Social Science 1, 1971, side 309-44).

Eller man kan simpelthen hæfte sig ved den italienske livsvisdom, at se non e vero, e ben trovato. Hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på. Det er ikke muligt helt at adskille den gode teori fra den gode historie, og selvom data passer ad Wandsbeck til, er Webers historie med protestanterne simpelthen bare så knaldgod og fængende, at det næsten ikke er til at lade være med at genfortælle den.