Fedtspilleriets filosofi

Skrevet af
Baseballøkonomen Michael Lewis' bestseller Moneyball turde være lidt af udfordring for et dansk publikum. For det første handler den om baseball. For det andet handler den om statistik. Alligevel er den vanvittig underholdende. Og så er pointen både overrumplende og egentlig ganske befriende: Glem teorierne og fortællingerne og traditionerne. Se dig omkring – og hvis det, du ser, fortæller dig noget andet end teorien, så hold dig til det, du kan se. Det er opskriften på at vinde i livets spil.

 

No Money, No Victory

Moneyball er en klassisk underdog-historie. Den handler om, hvordan Billy Beane, manager for baseballholdet Oakland Athletics, byggede et succesrigt baseballhold op ud fra et undertippet mandskab uden at have økonomiske ressourcer til at købe gode spillere.

Beanes problem er at baseball, som al anden professionel sport, er en utrolig unfair affære. Et stort hold som New York Yankees med mange fans og et stort opland har helt andre økonomiske ressourcer end et lille hold som Beanes Oakland A's. I en direkte budkrig om gode spillere vil Oakland altid tabe til et storbyhold med bedre finanser.

 

Play by the numbers ?

Det, der gør Beane til historiens helt, er hans banebrydende løsning på problemet: I stedet for at opfatte sig selv som en baseballmanager, omdefinerer han sig selv til en professionel spillerhandler med styr på statistikken. Hemmeligheden er, at han identificerer nye, mere objektive måder at vurdere spilleres kvalitet på. Ved konsekvent at købe de talenter, de andre hold undervurderer, og sælge de talenter, de overvurderer, er det lykkedes for Beane at opbygge et meget slagkraftigt hold til absolut lavpris. For en trediedel af prisen for de dyreste hold lykkes det adskillige år i træk for Beane at opbygge det højest scorende hold i Major League Baseball. Beanes økonomiske succes har givet Oakland overskud, en sjældenhed i en professionel sport, der drives som en hobby af hovedrige amerikanere, der gerne vil profilere den by, der har gjort dem rige, ved at tabe penge på sport.

 

Lad tallene tale

Billy Beanes hemmelighed er, at han har introduceret to revolutionære nye metoder i baseball. Det første, Beane gjorde anderledes, var at tage baseballstatistik meget alvorligt. Modsat hvad man skulle tro, er de bedste statistikker for baseball ikke dem, klubberne selv har adgang til fra officielle kanaler. Tværtimod er det faktisk baseballfans, deltagere i baseballs svar på fodboldens sofaliga, der følger baseballstatistik med størst opmærksomhed og derfor skal tages mest alvorligt. I en sofaliga sammensætter man selv sit hold, men man har kun en fast sum penge at købe ind for. Hvor ren økonomisk magt dominerer for de rigtige hold (her slår de rige klubber altid fattige klubber), så bliver det i stedet baseballodds og baseballøkonomi, der afgør sofaligaen (her slår de klogeste og mest vidende købere de andre). Det opsigtsvækkende ved Beane var i første omgang, at han tænkte som en fan, tænkte økonomisk og bare spillede på oddsene.

 

On base percentage

At spille på oddsene frigjorde Beane på en anden måde. Han behøvede ikke længere bekymre sig om at vinde eller tabe baseballkampe. Statistikken fortalte ham, hvor mange kampe han sandsynligvis ville vinde ud fra, hvor mange runs (dvs. omgange på banen, eller point) hans hold var nødt til at score i forhold til, hvor mange runs de tillod modstanderen at score. Han behøvede ikke at spekulere i at købe spillere, der kunne afgøre den enkelte kamp. Han skulle bare have fat i spillere, der kunne producere den rigtige mængde runs per kamp. Det tillod ham to ting, en ordinær baseballmanager ikke kunne tillade sig. For det første kunne han tillade sig at købe ukomplette spillere. Skidt med, om de var dårlige i forsvaret, hvis bare de var tilstrækkelig meget bedre i angrebet end gennemsnittet. For det andet kunne han begynde at grave endnu dybere i statistikken. Beane nøjedes ikke bare med at finde spillere, der producerede runs. Han begyndte at fokusere helt præcist på at finde ud af, hvilken statistik man kunne få på en spiller, der mest præcist forudsagde hans evne til at producere runs. Den statistik, Beane fandt frem til, (on base percentage) var kendt i forvejen, men blev ikke regnet for noget af de andre hold. Deres fokus var helt og aldeles på spillere, der kunne afgøre den enkelte kamp. Spillere, der kunne gå ind og afgøre kampe. På den måde havde de etableret hold, der havde alt for skarpt fokus på spillerens samlede statur og spillerens psykologi. Beane derimod var bare interesseret i deres on base percentage, og det var en af hemmelighederne bag hans succes.

 

Drillo strategien

Den rent statistisk/økonomiske tilgang til sporten må have været en befrielse for Beane. Her var noget, man faktisk kunne gøre og være nogenlunde sikker på at gøre rigtigt i det lange løb. Forudsigelighed er ikke det eneste element her. Den økonomiske tilgang til processen forenkler også mange af de beslutninger, der skal træffes. Så langt, så godt. Beanes valg af spillere er hans eget anliggende. Evnen til at vælge spillere er i forvejen mere kunst end videnskab, og Beanes talkunster kunne være lige så gode som så meget andet. Der, hvor Beane begynder at skabe sig fjender i baseball, er, da han tager det næste logiske skridt og begynder at insistere på, at Oakland ikke bare køber ind, men faktisk spiller efter statistikken. Traditionen foreskriver, at kampforberedelsen skal være fokuseret på kampens psykologi. For eksempel hvilken batter er god mod hvilken pitcher. Beane insisterede omvendt på, at træneren helt skulle droppe den tankegang og bare spille spillet med de spillere, der havde den bedste statistik. Man kan forstå den utilfredshed, denne spillestil afstedkommer. Er en sport uden et psykologisk spil overhovedet en sport – eller er det bare et lotteri?

 

Når alle mellemregningerne er med

Det bemærkelsesværdige ved Moneyball er, hvor underholdende Lewis er i stand til at fremstille noget så usandsynligt uspændende som baseballstatistik. Lewis gør både baseballstatistikkens historie og de statistiske indsigter, han gennemgår, interessante. Vi får både minibiografier af de vigtigste baseballstatistikere og gennemgang og sammenligning af nogle af de mange nøgletal, der regnes ud. Han kommer med en fin, nuanceret kritik af nøgletallet spillermålestok og giver samtidig gode taleksempler og viser mellemregningerne bag de nye og bedre nøgletal. Vi er på høkerregningsniveau, men bortset fra det springer Lewis ikke over, hvor gærdet er lavest. Han lader tal være tal, bruger dem flittigt – og alligvel har han fat i sin læser. Lewis er en dygtig journalist – og bogen krydsklipper elegant mellem statistik, baseballhistorie og dramaet hos The Oakland A's. Den flyder ligeså let som en lang magasinartikel og kan stort set læses i en mundfuld.

 

Det, der til syvende og sidst gør bogen interessant, er den opsigtsvækkende statistiske pointe. Der er noget utrolig tidstypisk ved at gøre statistikken til helten i historien. Genren er på det nærmeste moderne. For nylig har hele verden kastet sig over de overraskende statistiske sammenhænge i freakonomics. Ikonoklasme er simpelthen moderne. Ideen om, at der bag vanens magt og virkeligheden er en usentimental, faktabaseret tilgang til stort set alt, er blevet den historie, vi regner på og med nu.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.