Kære Blog,
I vores tid sammen har du fyldt mig med energi og begejstring, omstyrtet mediebegreber og åbenbaret nye verdener. Det er jeg dig stor tak skyldig for. Men nu er det slut: Din rolle, kære blog, er udspillet. Den fakkel af energi og innovation, du så stolt bar, er taget fra dig. Magien er væk. Det er ovre. Forbi.
Den første lange periode af vores forhold skrev jeg både et, to eller endog flere indlæg om ugen på newmediatrends, mit eget lille stykke af din sfære. Jeg rapporterede flittigt, hver gang jeg var til konferencer og lignende – live og uden filter. Andre ting, jeg oplevede, lod jeg modne og vokse for til sidst at skrive dem i gerne udfoldede analyser hos dig. Du var en livsnerve til verden. Jeg nød den usikre følelse af at have frigivet en tanke eller en betragtning uden at vide, hvem eller hvor mange der nogensinde ville læse den. Nød følelsen af at kaste et frø i verdens malstrøm og håbe på, at det ville spire.
Sådan er det ikke længere, kære blog, og jeg ved desværre kun alt for godt hvorfor. Jeg har fundet en anden. Hun besidder ikke din dybde. Hun er forfærdelig dominerende. Hun er impulsiv og sjov – og troløs. Jeg er langtfra hendes eneste ven. Og det er sjovt nok det fantastiske ved hende.
Du har nok gættet det, blog. Det er Facebook, de sociale netværks dronning, jeg taler om.
Strøtanker på Facebook
De tanker, der før blev udfoldet i længere og sammenhængende argumentationsrækker hos dig, blog, bliver nu kastet ud som strøtanker hos Facebook. Og når det sker, forvandles strøtanken til en knaldperle. Bang! siger det, og med et er den spredt til hele mit netværk, hvor den lyser op som en lille hilsen fra mig på hundredevis af andres vægge.
Facebook er nemlig rigtig meget bedre til at sprede informationer, end du er, blog. Det er faktisk det eneste, hun tænker på: Hun er en stor opslagstavle, hvor meddelelser fra nære og fjerne venner automatisk popper op – helt uden, at nogen skal gøre noget selv.
Her er dit RSS-feed, der ellers har til formål aútomatisk at sende nye indlæg fra bloggen ud til alle, der ønsker det, slet ikke godt nok. RSS-feedet virker koldt og upersonligt, og næsten ingen bruger det. Og selv når en RSS-læser (sådan en skal man nemlig bruge for at få det til at du) har stillet skarpt på dig, blog, har det slet ikke samme funklende karakter som Facebooks veldrejede forside. RSS-læserne mangler det formål, som Facebook oser af: en opdateret oversigt over, hvad de vigtigste personer i mit liv – mine venner, familie og alle, jeg kender – foretager sig lige nu.
Facebook forløser
Hvad mere er, blog: Facebook forløser mig. Hver gang endnu en strøtanke er sendt af sted som statusmeddelse, er ideen ude. Den står og hopper og kalder på respons. Den fine lille ide, der i en længere og mere tænksom form ville have kunnet udvikle sig til en rigtig tanke, stiller sig tilfreds, lang tid før den kommer dertil. Og den kommer aldrig over i dine spalter, blog.
Det kan godt være, andre har det anderledes med Facebook, blog, end mig. Men når jeg kigger mig rundt hos mine gamle blogger-venner, ser jeg det samme som hos mig selv. Der er kommet en underlig måneagtig, spøgelsesby-lignende, fornemmelse over dem. Opdateringerne er sjældne. Og mange af dem virker forladte.
De kolde tal fra statistikkerne giver heller ikke meget håb for dig, blog. De siger, at danskerne det sidste år er strømmet til Facebook i en lind strøm. Støt og rolig er flere hundrede tusinde danskere hver måned kommet til. Og ikke nok med det: Det antal minutter, hver enkelt bruger om dagen på Facebook, er også steget. Faktisk i en sådan grad, at Facebook nu er det site, der trækker mest tid ud af danskernes hverdag.
Et socialt kvantespring
Når jeg ser tilbage, kan jeg nu se, at jeg købte ideen om dig, blog, under falske forudsætninger. Du blev båret frem af web 2.0-bølgen under slagordene ”brugergenereret indhold” og ”det sociale net”, ord, der blev brugt i en pærevælling, som om de var to sider af samme sag. Når alle kunne skrive indhold, måtte det brugergenerede jo være socialt, lød det implicitte argument. Men det er ikke socialt, at alle kan bidrage, hvis de råber i hver deres retning eller hvis der ikke er nogen, der hører på dem. Det bliver først socialt, når nogen rent faktisk taler sammen og forholder sig til hinanden. Og det var først med Facebook – der gav et socialt kvantespring – at det blev klart, at du, blog ikke kunne stå den sociale distance.
Du er kort sagt ikke så sjov længere, ikke længere festens midtpunkt. Facebook overstråler dig i social stråleglans, og du må affinde dig med din nye status som endnu en variant af de systemer, som hjemmesideindehavere alle dage har brugt til at få indhold på nettet med. Et CMS-system med særlig indbyggede kommentar og RSS-funktioner. Og en - og ærlig talt lidt sjov - måde at lave forsider på, hvor alle historier fylder lige meget, uanset hvor meget gods der er i dem, og hvor det altid er den nyeste, ikke den vigtigste historie, der står i toppen.
Det var sjovt, så længe det stod på, blog. Men nu er det slut. Hvil i fred.