Nogle af de tidlige optimister var Howard Rheingold, der i 1993 fremhævede nettets potentiale for at skabe nationale og globale fællesskaber, som kunne føre til en revitalisering af offentligheden, et “Athen uden slaver”. Benjamin Barber fremhævede i 1998 muligheden for en fornyelse af civilsamfund, demokrati og offentlighed, fordi netteknologien muliggør oplyste og uddannede borgere, som elektronisk kan kobles sammen i virtuelle forsamlingshuse.

 

 

Et af de første eksempler på, at sociale medier var med til at sætte en politisk dagsorden var burmesiske munkes protest mod militærstyrets undertrykkelse. Her en protest i september 2007, hvor ca. 100.000 demonstrerede (POLFOTO) 

 

Uoverskulige debatter og politiske yderfløje

De første erfaringer fra USA viste dog, at sådanne potentialer er svære at realisere. Debatter på traditionelle netsider bliver let uoverskuelige, og desuden tiltrak debatterne de politiske yderfløje, der malede sig op i hvert deres hjørne frem for at indgå i dialog. I en dansk kontekst fandt de første seriøse forsøg med netbaseret demokrati sted i blandt andet Hals Kommune og Odder Kommune i første del af 00’erne. Forsøgene faldt ofte succesfuldt ud, i den forstand at nettet befordrede en ganske demokratisk og konstruktiv dialog. Men problemet var, at deltagerne i overvejende grad var “Tordenskjolds soldater”, der i forvejen var politisk aktive og vant til at diskutere. Man fik ikke for alvor mobiliseret nogen af de grupper, der traditionelt har lavere politisk deltagelse: de unge, de ældre og de socialt marginaliserede.

 

Den traditonelle politiske offentlighed, forstået som en rationel, uegennyttig udveksling af politiske argumenter, stod over for det problem, at den fungerede bedst, når det kun var de få (de formuende, de begavede og de dannede), der prægede debatten. Der er to umiddelbare løsninger på dilemmaet: Enten skal offentligheden rent faktisk være forbeholdt de få, eller også skal betingelserne for den ideelle offentlighed være mindre strenge. Den første løsning kan findes i parlamentariske forsamlinger, den anden i massemedierne. De sociale mediers potentiale hævdes at være et både-og: en demokratisk funderet debat for de mange.

 

Hvor offentligheden i de gamle mediers tidsalder var begrænset til de trykte mediers rum eller tv-nyhedernes tid, er offentligheden i dag konstant og allestedsnærværende. Internettet er tilgængeligt 24 timer i døgnet, og journalister og andre nyhedsproducenter står over for en permanent deadline. Endvidere medfører vor tids mange forskellige netsteder, tv-stationer og andre medier et virvar af deloffentligheder, som ikke nødvendigvis er i samspil.

 

Sociale medier og politisk deltagelse – internationale erfaringer

De burmesiske munkes protest mod militærstyrets undertrykkelse i 2007 er blandt de første kendte eksempler på, at sociale medier var med til at sætte en global politisk dagsorden. De orangeklædte munkes demonstrationer for frihed og for løsladelse af oppositionslederen Aung San Suu Kyi kom snart til hele verdens kendskab gennem en massiv deling af billeder, nyheder og diskussioner på Facebook og i mindre grad gennem Twitter. Opmærksomheden fik i stigende grad det internationale samfund til at lægge pres på den burmesiske militærjunta – et pres, som ultimativt var en af grundene til den senere politiske opblødning i landet (Hlaing 2008).

 

Endnu mere opmærksomhed fik de sociale medier i forbindelse med det såkaldte ”arabiske forår”, hvor Facebook og Twitter om ikke skabte, så i al fald befordrede en hurtig spredning af befolkningens protester mod forskellige autoritative regeringers undertrykkelse, fra Tunesien og Libyen til Egypten og Syrien. Mange af nyhederne blev postet gennem sociale medier via mobiltelefoner af unge mennesker lige midt i begivenhedernes centrum. Selv om man kan argumentere for, at brugen reelt var forbeholdt en lille gruppe af (primært højtuddannede og vestligt orienterede) unge, viser det arabiske forår dog, at de sociale medier rummer et stort potentiale som umiddelbare nyhedsmedier i forbindelse med konflikter og andre store begivenheder.

 

I USA har præsident Barack Obamas brug af sociale medier i forbindelse med primærvalget og senere præsidentvalgkampen i 2008 påkaldt sig opmærksomhed. Det er blevet vist, at sociale medier var afgørende ikke mindst i Obamas mobilisering af unge vælgere i forbindelse med den vellykkede nominering som demokratisk præsidentkandidat. Det lykkedes i løbet af valgåret Obama at opbygge en national, virtuel organisation bestående af 3,1 mio. deltagere. Det er påfaldende, at Obama i modsætning til tidligere kandidater ikke blot brugte nettet til at skaffe donationer og fremme registrering af vælgere. Han fik også skabt øget politisk bevidsthed og deltagelse (herunder stemmeafgivning), ikke mindst blandt de yngste vælgergrupper, som han formåede at fastholde efter selve valgkampen.

 

Erfaringerne internationalt viser således, at sociale netværksmedier har bidraget til aktivisme og mobilisering og altså i det amerikanske tilfælde også til en politisk bevidstgørelse, der rækker ud over det episodiske fænomen, en valgkamp er. Men hvad siger de danske erfaringer indtil nu?

 

Sociale medier og politisk deltagelse – danske erfaringer

Facebook og andre sociale medier fik første gang for alvor pressedækning i forbindelse med folketingsvalgkampen i 2007. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte flittigt sin Facebook-profil i valgkampen og pralede med, at han havde fået 5000 Facebook-venner flere end udfordreren Helle Thorning-Schmidt. Hans brug af Facebook sammenfatter meget godt de sociale mediers rolle i valgkampen 2007. Der var ekstremt meget omtale i pressen, og politikerne oprettede profiler, fordi de kunne, men som medie i valgkampen spillede Facebook og de andre sociale medier kun en lille rolle.

 

En undersøgelse gennemført af Foreningen af Danske Interaktive Medier samt en række forskere, inklusive undertegnede, viste, at kun få politikere anvendte sociale medier i valgkampen. De mest populære sider eller profiler var de lidt mere skæve. Den mest læste profil var De Radikales MySpace-profil ”Snemanden smelter”, der på humoristisk vis satte fokus på klimaforandringerne. Den mest sete video på YouTube var Enhedslistens ”Hvorfor har vi ingen Zlatan”, der med udgangspunkt i fodbold satte fokus på forskellen mellem den danske og den svenske indvandrerpolitik. Partiprofiler og kendte politikeres profiler fik også mange besøg og ”likes”, men det er slående, at de mest populære Facebook-grupper var ”anti-grupper” som ”Kan jeg finde 100.000, der vil af med Anders Fogh Rasmussen” eller ”100.000, der siger nej til røde Helle som statsminister”. Det var altså de hurtige, uforpligtende enkeltsager eller budskaber frem for mere substantielt politisk engagement, der dominerede valgkampen gennem de sociale medier.

 

Stor udvikling fra 2007 til 2011

Udviklingen efter 2007 gik imidlertid hurtigt. Antallet af Facebook-brugere i Danmark eksploderede fra efteråret 2007 og fremad, blandt andet hjulpet af den megen omtale under valgkampen. De følgende år bød på stadig stigende brug af sociale medier, ikke mindst Facebook, hvor nye grupper, dedikerede til de mest forskelligartede formål, skød op dagligt.

 

Sociale medier, ikke mindst Facebook, spillede derfor også en langt højere rolle i valgkampen i 2011 end i 2007. Vælgerne tog de sociale medier til sig, og politikerne tog dem alvorligt ved at oprette profiler, kommunikere med vælgerne og i det hele taget anvende dem langt mere målrettet end i 2007. Hvor man dengang havde en opfattelse af, at mange benyttede eksempelvis Facebook, fordi man kunne, var det for politikerne i 2011 i langt højere grad en del af en strategisk satsning.

 

For de fleste partier var tilstedeværelsen på sociale medier tænkt sammen med hjemmesider og øvrig kommunikation i valgkampen, og politikere som Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen brugte Facebook og Twitter til at opbygge en persona, en politisk profil, som viste både politikeren og mennesket bag. Samtidig brugte mange politikere Facebook til aktivt og hurtigt at reagere på emner, der kom op i valgkampen, ofte uden om de etablerede medier. Vælgerne brugte sociale medier til at diskutere og søge information, i stedet for som i 2007 blot at markere en holdning eller se morsomme videoer. Politikeres og borgeres brug af sociale medier var dermed modnet. Facebook var det centrale sociale medie, mens andre medier, for eksempel Twitter, stadig spillede en lille rolle i den danske politiske offentlighed. 2011-valget afslørede også, at internettets mobiliserende potentiale for alvor er ved at blive realiseret. De unge vælgere, som traditionelt har en lavere politisk deltagelse, udviser en højere deltagelse end gennem traditionelle kanaler som vælgermøder og læserbreve. Samtidig ser indkomst og uddannelse ud til at have mindre betydning for politisk engagement online end offline.

 

Hvor debat mellem borgerne således har været ganske udbredt sammenlignet med tidligere, har debatten mellem borgere og politikere til og med 2011-valget været af mindre omfang. Det har altså været mere populært at diskutere med hinanden end at diskutere med politikerne. Dette ser dog nu ud til at ændre sig. Politikere som Margrethe Vestager, Johanne Schmidt-Nielsen og Anders Samuelsen har opbygget sig fællesskaber af ”venner” på Facebook, der ivrigt diskuterer med politikerne, omend ikke altid pænt og konstruktivt.

 

Erfaringerne efter valget viser også, at det som politiker er langt nemmere at få opmærksomhed gennem sociale medier ved at sige noget kontroversielt end ved at argumentere seriøst for sin politik. Joachim B. Olsen, Özlem Cekic og Søren Pind er eksempler herpå.

 

Hvilken slags offentlighed er Facebook?

Facebook er blevet til en central offentlighedsportal, hvor nyheder, vennerelationer, billeder og videoer blandes. Politik og dagligliv blandes som i tv-mediets talkshows, og for mange er Facebook en universel medieportal, en daglig indgang (blandt flere) til virkeligheden.

 

Det er blevet hævdet, blandt andet af den svensk-amerikanske medieforsker Christian Christensen, at politiske fællesskaber gennem sociale medier er overfladiske og flygtige. Engagementet er brændende i en kort periode, men det fordamper hurtigt, når sagen går lidt af dagsordenen, eller når hverdagen melder sig. Det er ikke et medie for vedvarende massemobilisering. Studier af blandt andet engelske fagforeningsaktivister indikerer, modsat erfaringerne fra det arabiske forår, at sociale medier er bedre egnede til individuel end til kollektiv mobilisering. Selv om de kan bidrage til at bevidstgøre og myndiggøre den enkelte, medfører det ikke nødvendigvis kollektive bevægelser eller kollektive resultater. Der er snarere tale om, at man bliver mobiliseret i hver sin individuelle virkelighed (eller offentlighed).

 

Hillary Clinton har udtalt, at Wikileaks er en af de største trusler mod demokrati og den amerikanske stat nogensinde. Billedet er fra en pressebriefing i Washington november 2010. 

 

Det revolutionære og frigørende potentiale ved sociale medier er et tveægget sværd. Nok blev medierne brugt i forbindelse med koordinering af opstandene i Iran i 2009 og i Egypten i 2010. Men data fra de selvsamme medier gjorde myndighedernes efterfølgende sporing og forfølgelse af demokratiaktivisterne meget nemmere. Sociale medier skaber også et omnopticon, et net af gensidige overvågningsrelationer.

 

Myndigheder står i kø for at overvåge og censurere sociale medier og nettet generelt. Det drejer sig ikke blot om diktatoriske regimer, men også om tilsyneladende velmenende regeringer, som den danske, den svenske og den amerikanske. Hillary Clinton har udtalt, at Wikileaks er en af de største trusler mod demokrati og den amerikanske stat nogensinde, og i ly af terrorbekæmpelse har selv den danske regering iværksat en hidtil uset overvågning af danskernes gøren og laden online.

 

Kommercielle aktører er en anden trussel mod virkeliggørelsen af demokratiske idealer om øget oplysning og politisk deltagelse. Sociale netværkssider som Facebook og Twitter og store virksomheder som Google og Apple har en interesse i at udnytte brugernes informationer kommercielt, begrænse brugen til bestemte former og sikre brugernes loyalitet ved at holde dem inde i lukkede informationssiloer, for eksempel inden for Googles værktøjskasse af muligheder eller Facebooks egen verden af tilknyttede apps. Jonathan Zittrain har hævdet, at dette kan blive enden på det frie, kreative, produktive (og dermed også demokratiske) internet.

 

Andre kritikere har påpeget, at politisk interaktion på Facebook foregår i en osteklokke, at det er et ekkokammer af ligesindede, der bekræfter hinanden, og hvor politiske holdninger ofte radikaliseres. Hvor man i et online-fællesskab ser alle deltagere og kan få adgang til al information, ser man på eksempelvis Facebook kun sit eget netværk og udsættes kun for deres opdateringer og delinger. Der er tale om en selektiv forbundethed frem for et forpligtende fællesskab.

 

Hvis man følger sådanne perspektiver, er de sociale mediers offentlighed inddelt i en række siloer uden den store kontakt og dialog. Eftersom mere og mere social og politisk interaktion foregår gennem og med sociale medier, kan det have vidtrækkende konsekvenser for offentlighed og demokrati.

 

Samspillet mellem de sociale medier og de etablerede

Heldigvis er det nok kun de allerfærreste, hvis overhovedet nogen, der udelukkende får deres politiske viden via Facebook. En af de sociale mediers styrker i eksempelvis valgkampe er, at de spiller sammen med de øvrige medier. Nyheder herfra deles, og historier, der opstår gennem sociale medier, finder hurtigt vej til mere etablerede medier. I stedet for adskilte offentligheder repræsenterer sociale medier snarere, hvad Danah Boyd har betegnet som ”netværksbaserede offentligheder”. Det store spørgsmål er så selvfølgelig, om de forskellige offentligheder rummer så forskelligartede synspunkter og livsverdener, at dialog umuliggøres. Det er vanskeligt at forsone Hitz-but-Tahirs, nynazisters og den gængse borgers opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt.

 

Sociale medier har potentialet til den hurtige mobilisering, når der virkelig er noget at kæmpe for. Den fælles fjende forener på tværs af demografiske skel. I Danmark er der tale om en yderligere udvikling af en allerede mere eller mindre eksisterende debatkultur. Måske var det allervigtigste i valgkampen 2011 politikernes synlighed i de sociale medier, i og med at de fremstod som levende mennesker, der indgik i en mere lige dialog med vælgerne, end det er muligt gennem eksempelvis tv. Johanne Schmidt-Nielsen (via Facebook) og Margrethe Vestager (via Facebook og Twitter) lykkedes i særlig grad med strategier, der fremstillede dem både som politikere og mennesker på én gang.

 

Som offentlighedsvurderet er Facebook (og de øvrige sociale netværksmedier) ganske forskellig fra offentlighedens mere traditionelle medier. Interaktionen er mere umiddelbar og kontakten mellem borgere og politikere potentielt tættere. Politikken bliver mere personliggjort, med de farer og faldgruber, det rummer. Samtidig bidrager sociale medier til den øgede medieteknologiske fragmentering af offentligheden, der blev igangsat allerede, da udbuddet af elektroniske medier eksploderede, og vi ikke længere så det samme i tv. Selv om de fleste har en oplevelse af at tilhøre en eller anden form for samfund, er vores indgang til den samfundsmæssige dagsorden mere individualiseret end nogensinde.

 

Redaktør (sammen med Jesper Tække) af ”Facebook – fra socialt netværk til metamedie”, Samfundslitteratur, 2013.

 

Artiklen er en forkortet og stærkt redigeret og ændret version af Jakob Linaas kapitel i bogen om Facebook som politisk offentlighed