Facebook: Den nonhumane agent

Med Facebook er der tale om en indbygget kommercialisering af vores kommunikative infrastruktur i hidtil uset grad. I stedet for transparens vælger Facebook usynligt at indbygge deres egne forretningsmotiver i softwarearkitekturen, således at de bliver til en nonhuman agent, der bag om ryggen på os overvåger og dirigerer en del af vores adfærd på en uforudsigelig måde. Lignende fænomener er set før under de tidligere medierevolutioner. Historisk set kan sådanne tiltag holde udviklingen tilbage for en tid, men på længere sigt vil det sociale forme sig under fuld udnyttelse af de muligheder, medierne stiller til rådighed. Så Facebooks model har begrænset levetid.
 
I medieforskningen taler vi om fem medie-revolutioner:
·      Det moderne talesprog
·      Skriftsproget
·      Trykken
·      De elektroniske medier
·      De digitale medier
 
På hvert trin aktualiseres spørgsmålet om, hvordan de sociale strukturer kan vokse i de nye mediers kommunikative rum og med hvilke betydninger for det enkelte menneskes muligheder for samfundsmæssig inklusion og/eller eksklusion.
 
Skriftteknologien og lovens indførelse
I Mesopotamien begyndte udviklingen af skrift allerede for 7.000 år siden, og i løbet af 3.000 år kunne man lovgive via lertavler på størrelse med vor tids tablets og smartphones. Det åbnede for kontrakter i selv samme medium, der refererede til loven. Hertil begyndte man at måle tiden, sætte folk i mandtal og så videre. Dette bevirkede opbygningen af en social struktur baseret på en skriftteknologi, som datidens mennesker måtte indordne sig under.
 
Trykken og censurens tilsynekomst
Medier giver rum for at bygge sociale strukturer, hvilke altid må ses i snæver sammenhæng med magt og økonomiske interesser. Da trykken kom frem, forsøgte den katolske kirke at forsvare sig med censur. Samtidig brugte protestanterne selv samme blacklistede skrifter og skriftsteder til at finde deres helte og gode slogans. Og ved hjælp af en propagandistisk brug af det nye medie fik Martin Luther over en nat spredt sine teser.
 
Vi har også haft aviscensur i Danmark og stramme regler for, hvad der kunne publiceres. Trykkesamfundet var på mange måder ikke kun et oplysningssamfund, men også et samfund hvor medieproduktion og distribution var adskilte størrelser. Indtil de elektroniske medier gjorde deres indtog, var det altid et kernespørgsmål, hvad der var til citat, og hvad der ikke var – hvis altså journalisten og dennes avis ville gøre sig forhåbninger om at få et interview en anden gang. Det er stadig et problem for massemedierne i mange lande at klare frisag mod landets magthavere.
 
Hvis vi ser på den mere private brug af medier, har vi langt hen ad vejen kunnet tale frit med hinanden og frit kunnet skrive breve til hinanden. Og med de elektroniske medier har vi også kunnet ringe til hinanden og sige, hvad vi ville. Der har været væsener som postvæsenet, televæsenet, for slet ikke at tale om efterretningsvæsenet, og i forhold til massedistribution har der været gatekeepers som forlag, avisredaktioner og pladeselskaber. Spørgsmålet er, om vi som offentlighed i et land som Danmark med fri presse har kunnet opretholde en ligevægt mellem magtmisbrug og magtfordrejning?
 
De elektroniske medier og nu ved alle alt
Med de elektroniske medier fik vi en sammensmeltning af produktion og distribution af medieindholdet (og ikke fælleseje af produktionsmidlerne), hvilket betød, at man ikke længere kunne rende fra, hvad man sagde eller hvordan man så ud i hovedet imens – og ikke mindst kunne hele samfundet med alle dets segmenter se med på samme tid. Nu vidste alle børn pludselig, at lærerne ikke vidste alt, at lægerne kunne være i tvivl om diagnosen, og at selv præsidenten af USA var et almindeligt menneske. Det var en helt ny informationssituation, der gav anledning til megen ambivalens – for hvordan skulle man nu opføre sig, når alle andre vidste, hvordan man selv var?
 
Med de elektroniske medier ved alle alt
 
Mediesociologisk set vil vores normer, der hjælper os med at afkode og opføre os hensigtsmæssigt i sociale situationer, efter et stykke tid igen komme i synk med det nye mediemiljø. Når kvinder via tv så, at mænd var ordinære, og hvordan de opfører sig, når de er alene, og kvinderne endda så det sammen med deres eget eksemplar af slagsen, måtte manden efterhånden finde en cigarføring, der virkede konkurrerende med den nye informationssituation. Vi fik ungdomsoprør, kvindefrigørelse, og alle i verden ville nu have den hvide, kristne, amerikanske middelklassemands rettigheder.
 
De digitale medier, ny overvågning og manipulation
Men hvad så med de digitale medier? Meget er det samme som ved de tidligere medierevolutioner: Magthaverne og de store selskaber er på banen igen for at beskytte og udvide deres interesser i det nye mediemiljø. De har en privilegeret adgang til den materielle infrastruktur, som internettet hviler på samt til at programmere den funktionelle arkitektur, vi kommunikerer igennem. Som Edward Snowden har afsløret, spionerer staterne ikke mere bare hinanden, men også egne og hinandens almindelige borgere. Hertil censurerer mange stater borgernes adgang til internettet. Også i Danmark censureres der, hvilket sker via DNS-blokeringer, og det gælder ikke bare børneporno, men også for eksempel Pirate Bay.
 
Edward Snowden afslørede, at staterne ikke bare spionerer hinanden, men også hinandens almindelige borgere
 
De private selskaber, hvor Facebook og Google er de mest fremtrædende eksempler, udnytter selve den software, som vi kommunikerer med hinanden gennem, til at overvåge og manipulere vores adfærd. I stedet for transparens vælger Facebook de digitale mediers muligheder for usynligt at indbygge deres egne forretningsmotiver i softwarearkitekturen, således at den bliver en nonhuman agent, der bag om ryggen på brugerne overvåger og dirigerer en del af vores adfærd på en for os uforudsigelig måde. Dette er dels kapitalisme på den ubehagelige måde, og desuden er det hæmmende for udviklingen af normer, der er tilpasset de nye informationsstrukturer, som de digitale medier generelt fører med sig, og som vi oplever som ambivalente.
 
Mit argument er, at Facebook med deres funktionelle arkitektur (deres særlige måde at åbne og lukke for de muligheder, som de digitale medier giver), kaster os ud i en lang række uklare situationer, hvor vi ikke kan gennemskue, hvordan Facebook egentligt virker.
 
Uklarhed om Facebooks brug af vores indhold
Det er uklart, hvor langt ens statusopdateringer, foto og aktiviteter når ud på Facebook. For eksempel er det uklart, om og hvornår ens ”Likes” bliver brugt af Facebooks tredjepartsselskaber i reklameøjemed over for andre brugere.
 
Uklarhed om hvor vores posts havner
Det er uklart, hvor meget af det, man ytrer, der kommer på Facebook-vennernes nyhedsliste (News Feed). Det er algoritmen Edge-Rank, der bag om ryggen på os vælger, hvilke af vores Facebook-venner, der kan se vores statusopdateringer. Faktisk når statusopdateringer kun ud til et fåtal, og mange bliver kun vist for ganske få Facebook-venner.
 
Uklarhed om ”fælles” referenceramme
Det giver uklarhed, at Facebook ikke er et fællesskab, men består af lige så mange parallelle netværk, som der er brugere. Mange sidder med følelsen af, at de kommunikerer med alle deres venner og derfor vil blive imødekommet som i et fællesskab. I modsætning til fællesskabskommunikation vil de få af ens venner, der overhovedet ser ens statusopdatering, ikke have et fælles fodslag at reagere ud fra. I stedet vil ens Facebook-venner som oftest ikke føle engagement nok til at ”Like” eller kommentere, da der ikke på tværs af ”vennerne” er en fælles referenceramme, og alle skøtter mest om deres egen sociale identitet.
 
Uklarhed om hvornår man skal bruge filtre
Det er uklart, hvornår man skal filtrere andres adgang til sin profil, og hvem der filtrerer én selv og hvorfor. Sådan som det er nu, vælger nogle, fordi de ikke kan gennemskue de mange privatindstillinger, at ”defriende” løsere bekendtskaber. Hertil får man ikke selv feedback på, hvorfor andre filtrerer ens muligheder for at se, hvad de skriver, eller for at skrive på deres ”væg”, eller hvorfor de ”defriender” en.
 
Uklarhed om nyhedsværdien
Det giver uklarhed, at Facebook er et kvasimassemedie, da vi ikke kender mediets nyhedskriterier eller mekanismerne for viral spredning. Pludselig sidder vi alle med en redaktørs ansvar og risici for at dumme os.
 
Uklarhed om social forpligtelse/normer
Det er uklart, hvor meget man skal være på Facebook, og hvor aktiv man skal være der, for at leve op til sine sociale forpligtelser over for Facebook-relationerne, samt hvornår og hvor meget man over for dem, man er fysisk sammen med, kan tillade sig at gå på Facebook.
 
Det er uklart, hvornår man skal være på Facebook og hvor aktiv, man skal være der for at leve op til sine sociale forpligtelser
 
Alle disse uklarheder gør det ambivalent at være på Facebook. Men hvis man ikke er på Facebook, ekskluderer man sig selv fra en stor del af den samfundsmæssige kommunikation. Der er tale om en indbygget kommercialisering i vores kommunikative infrastruktur i hidtil uset grad.
 
Forestil dig en parallel til det gamle postbrev
Tænk, hvis man sendte et brev til nogle bestemte adressater, og det så også blev omdelt til andre, samtidig med at ikke alle dem, man havde adresseret brevet til, modtog det.
 
Man ville måske nok kunne leve med at sende breve gratis på betingelse af, at der blev påtrykt reklamer på konvolutterne. Men at man så også selv måtte påtrykkes med navn og billede på andres konvolutter i andres indbyrdes korrespondance med information om, hvad man i øvrigt foretog sig, og hvem man sendte breve til, ville nok være for meget for de fleste.
 
Egne forretningsmotiver bygges ind i arkitekturen
I stedet for transparens vælger Facebook altså de digitale mediers muligheder for usynligt at indbygge deres egne forretningsmotiver i arkitekturen, således at Facebook bag om ryggen på brugerne overvåger og dirigerer en del af adfærden på en uforudsigelig måde. Hvis Facebook eller dette medies afløser i fremtiden opgav de intransparente elementer og i stedet optimerede transparensen i den funktionelle arkitektur, ville det kunne virke som en del af den evolutionære proces, hvor ikke kun sociale normer på brugersiden slibes til, men hvor også selve mediet slibes til.
 
Ikke bare Facebook men også for eksempel Google bevirker – qua deres algoritmer – at det udsyn og de muligheder, som de digitale medier stiller til rådighed, amputeres og forvrænges. Det samme er resultatet af staternes overvågning og censur; vores udsyn amputeres og forvrænges. Lignende overgangsfænomener er som sagt set før under de tidligere medierevolutioner. Historisk set kan sådanne tiltag holde udviklingen tilbage for en tid, men på længere sigt vil det sociale forme sig under fuld udnyttelse af de muligheder, medierne stiller til rådighed. Skævvridningen holder blot udviklingen tilbage for en tid, men i den tid gør den det sværere at overkomme de ambivalenser, som de nye medier kaster os ud i.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job