Værdien af et like (er tilbage)

I social media-branchen er det udbredt at tale om, at et ’like’ ikke er noget værd. Man siger, at det kun er brugerengagement og rækkevidde, der for alvor betyder noget. Og det er egentlig også rigtigt nok. Men det kan hurtigt ændre sig med introduktionen af Facebooks nye søgefunktion, Graph Search.
af Martin Meyer
Graph Search er Facebooks nye sociale søgemaskine, som giver søgeresultater på baggrund af den enorme mængde information, Facebook siden opstarten i 2004 har indsamlet omkring både brugere og virksomheder. Det nye er blandt andet, at Facebook forsøger at give os svar på de spørgsmål, vi stiller i vores søgning, i modsætning til Google, der guider os til hjemmesider på nettet, hvor vi så kan forsøge at finde svar.
 
 
Præsentation af Facebooks nye søgemaskine, Graph Search
 
I praksis fungerer det således, at man med Graph Search kan søge mellem personer, venner, steder og ting, der matcher bestemte karakteristika. Det gør man gennem simple sætninger som eksempelvis "Jewelry/watches pages that my friends like".
 
 
Facebooks Graph Search sorterer i søgeresultaterne baseret på, hvad brugerens venner synes godt om
 
En sådan søgning vil især være brugbar, hvis man fx står og mangler et nyt ur eller et lækkert smykke til en af sine nærmeste. Og den slagt søgninger, hvor brugere bliver guidet til køb eller interesse for et produkt gennem deres venner, kan man forestille sig et hav af eksempler på. I den sammenhæng er en virksomheds placering i søgeresultaterne naturligvis vigtig, nøjagtig som det er vigtigt at ligge i toppen på Google.
 
Dobbelt op på likes fordobler rækkevidden
Tidligere har antallet af likes på Facebook nærmest udelukkende beskrevet det potentiale, man som administrator af en side arbejder ud fra. Hvis man har 10.000 likes, kan man som udgangspunkt nå gennemsnitligt 15% af disse personer med sine vægopslag. Det giver en rækkevidde (før viral spredning) på ca. 1.500 mennesker, hvilket principielt kan fordobles ved at øge sidens fanbase til 20.000 likes.
 
For mig at se ligger værdien i et like lige nu nærmest udelukkende i den potentielle rækkevidde. Rækkevidde kan kvantificeres – og kvaliteten af det indhold, du når dine brugere med, kan evalueres. Så når folk siger, at likes ikke er noget værd, vil jeg nok forsøge at udfordre dem med ovenstående åbenlyse regnestykke.
Inden jeg kommer nærmere ind på, hvordan Graph Search øger værdien af likes for en virksomhed, vil jeg først se lidt nærmere på, hvad jeg tror, bliver den måske vigtigste konsekvens af indførslen af Graph Search.
 
Mark Zuckerberg lancerer Graph Search, som bliver den 3. grundsøjle i facebook-universet
 
Facebook får endnu mere at vide
Lige nu er der ikke noget annonceringsformat forbundet med Graph Search, hvilket kan forekomme mærkværdigt i en tid, hvor Facebooks primære fokus er at tilfredsstille aktionærerne, der stadig hungrer efter at se resultater, som udfylder platformens potentiale på et økonomisk plan. Derfor kan det virke sært, at Facebook kommer med dette produkt netop nu. Når det er sagt, så tror jeg, at vi på sigt vil se annonceformater i sammenhæng med Graph Search, men inden da har jeg på fornemmelsen, at en helt anden værdi vil tage form.
 
Mit bud er, at der med indførslen af Graph Search vil ske noget af det samme, som vi så, da Timeline blev indført. Pludselig blev informationer om folk eksplicitte i Timeline: Hvor vi kommer fra, hvad vi arbejder med, hvor vi har studeret, hvem vi er kærester med og lignende. Dette affødte en sand storm af opdateringer af folks oplysninger.
 
Alle ville sikre sig, at oplysningerne var rigtige og up to date, og der blev angivet interesser, sprog, relationer og meget mere. Dette er guld værd for Facebook, der lever af de oplysninger, folk deler med deres venner (og hermed Facebook). Det er disse oplysninger, der kan sælges videre som nogle af de bedste og mest værdifulde annonceformater, man overhovedet kan forestille sig.
 
Jeg tror, at vi kommer til at se folk rydde op i deres sociale profil på Facebook, så de sikrer sig, at de søgeresultater, der fremkommer hos deres venner, er repræsentative for hvem, de er (eller hvem de gerne vil fremstå som). Derfor vil folk i de kommende år gå mere op i at like de brands, de gerne vil associeres med, og unlike dem, de ikke vil associeres med. De vil untagge sig fra upassende steder og check-ins, samt indsende og registrere en lang række andre oplysninger. Og bum - så er Facebook mere værd.
 
 
Folk går op i, hvordan de fremstår på Facebook. Derfor vil mange opdatere deres informationer, når Graph Search fortæller om dem på nye måder. Og det er guld værd for Facebook
 
Et like kan blive en anbefaling mellem venner
Med Graph Search får virksomhederne nu mulighed for at stryge til tops i søgeresultater på Facebook, hvis de kan gøre det attraktivt for brugerne at blive associeret med dem. Og denne topplacering er (modsat en topplacering på Google) ligeledes en personlig anbefaling fra en ven, eller måske endda flere venner. Tænk blot på en søgning som: ”Restauranter i København, som mine venner synes godt om”. Jeg vil mene, at det er langt mere værdifuldt at blive anbefalet i denne sammenhæng end at ligge øverst på Google i en søgning, der eksempelvis hedder "restauranter i København".
 
En af de ting, der kan få en virksomhed til tops, er, hvis en masse mennesker ’synes godt om’ deres Facebook-side. Det er dog i denne sammenhæng ikke kun et like, men også en anbefaling, et share eller enhver anden form for interaktion, der kan placere dig øverst i Facebooks Graph Search.
 
Men antallet af likes vil være en betydelig faktor i at bestemme en virksomheds placering i søgeresultaterne i forhold til andre virksomheder. Jo flere likes, jo højere placering. Derfor gælder det for virksomhederne om at tiltrække nye likes, men det gælder også om at skabe værdifuldt indhold, der får brugerne til at interagere med og herigennem ’tale’ om dit brand. Ligeledes er det essentielt for virksomhederne at opdatere deres sider med alle oplysninger, som kan bidrage til en bedre eller mere relevant placering i de sociale søgeresultater.
 
 
 
Med Graph Search har antallet af likes og mængden brugerinteraktion stor indflydelse på, hvordan en virksomhed er placeret i søgeresultaterne
 
Virksomhedernes værktøj til viden om målgruppen
Når man arbejder med Facebook for en virksomhed, gør man klogest i at arbejde målrettet med optimering af virksomhedssidens indhold. Indholdet skal være engagerende og ramme præcist ned i den målgruppe, man ønsker at tiltrække og kommunikere med.
 
Forudsætningen for det er, at man kender sin målgruppe godt. Hvad lytter de til, hvilket tøj går de i, hvilke sportsgrene dyrker de, og hvilke idoler har de? Alle disse spørgsmål kan Graph Search måske svare på. Der er i hvert fald en lang række af disse oplysninger, som allerede nu eksisterer på Facebook, og som Graph Search gør det muligt at søge i.
 
Det er altså bare med at komme i gang med at søge på eksempelvis "music that people who like Frisko listen to", "colors that people who like Frisko like" eller noget helt tredje. Et værktøj, der kan blive stærkt for kommunikationsfolk, der ønsker at skabe sideindhold som er skræddersyet til deres fans.
 
 
 
Graph Search er ikke kun en mulighed for at blive fundet som virksomhed. Det kan også blive virksomhedernes værktøj til at finde målgruppen og lære den bedre at kende
 
Søgemaskineoptimering når nye højder
Jeg har lidt på fornemmelsen, at en ny kategori af søgemaskineoptimeringseksperter kommer til at kaste sig frådende over dette felt i den kommende tid. Der vil blive forsket vidt og bredt i, hvilke konsekvenser det nye produkt får, præcis hvilke parametre det kommer til at spille på, og hvordan brugerne tager imod det. Men indtil da vil jeg råde alle til at starte med at tiltrække nye likes og viral spredning gennem sjovt, spændende og godt indhold, og til at sørge for, at de sider, de administrerer, er up to date.
 
Jeg synes også, at det bliver spændende at se, hvilke konsekvenser Graph Search får for folks opfattelse af Facebook i forhold til deres virtuelle privatsfære. Det er en fantastisk skatkiste, Facebook nu åbner for, men flere vil nok få nogle ubehagelige overraskelser, fordi de gradvist finder ud af, at de har delt for meget om sig selv. Hvem ønsker eksempelvis at dukke op i søgningen "Mothers of Jews who like Bacon"?
 
Graph Search kan vise de mærkeligste sider af en, hvis man ikke passer på
Foto: courtesy of www.actualfacebookgraphsearches.tumblr.com
 
______________________________________________________
Relaterede links:
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også