Din iPhone viser, hvem du er

Er der for mange apps på din iPhone? Har du svært ved at finde den, du skal bruge? Stirrer du dig blind på væggen af ikoner, og farer du vild i mapper og swipes? Der er hjælp at hente. ’Home-screen organization’ er en ny tendens, som dækker over kunsten at organisere sine apps, at placere og prioritere ikonerne på sin iPhone.
af Ingrid Haug
First & 20 er et site dedikeret til home-screens. Et sted, hvor vi andre kan lære af tech-folkets iPhone-strategier. Ejerne fortæller her om de tanker, de har gjort, da de organiserede deres iPhone. Nogle har gjort sig umage med at tilpasse den til deres hverdag, mens andre har ladet tilfældighederne råde.
 
Et eksempel på en home-screen med ejerens betragtninger. Se mere hos First & 20
 
Apples designproblem
Flere på sitet påpeger, at iPhone har et problem. At man selv skal arrangere sine apps og dermed selv har ansvar for at tilrettelægge navigationen på iPhone. Det resulterer i helt tilfældige placeringer af apps, hvilket gør det umuligt at finde dem igen. Og brugeren får ingen hjælp fra Apple til at løse problemet.
 
Det er udsædvanligt, at Apple bliver anklaget for at give brugeren for mange muligheder. Apple har netop formået at skabe brugervenlige produkter ved at skære funktionaliteten ned til det absolut mest nødvendige og dermed begrænse brugerens valgmuligheder. Apple blev sjovt nok cool ved at begrænse brugerens frihed.
 
Det  siger sig selv, at færre muligheder skaber mindre forvirring og gør produktet lettere at bruge. Men det er gået galt med iPhonen, og man kan undre sig over, hvorfor Apple netop her har valgt et så konventionelt og så uambitiøst design.
 
iPhones første home-screen fra 2007 var ganske simpel – en flade med 17 ikoner. Det var før App Store og de 500.000 apps, man kan vælge imellem i dag. En enkelt home-screen var nok.
 
iPhone inden de mange apps skabte problemer
 
Apple havde valgt et meget minimalistisk navigationsdesign, hvor man ikke skulle åbne lange menuer for at komme rundt, men kun navigere ved at klikke frem og tilbage mellem home-screen og programmer. Designet af home-screen’en var ikke i sig selv originalt. Men fraværet af komplekse menuer og touch gjorde brugen af iPhone til en simplere og langt bedre oplevelse end konkurrenternes.
 
Nokia N95 fra 2007. Dens home-screen er ikke så meget anderledes end en iPhones. Det var navigationen, der gjorde den store forskel
 
I 2008 kom App Store til og gjorde iPhonen om muligt endnu mere uundværlig og allestedsnærværende. Men nu opstod også problemet med at navigere mellem hundredvis af farvestrålende ikoner.
 
I den seneste version af iOS kom der så mapper til – som et forsøg på at hjælpe brugeren til at organisere sin home-screen ved at organisere sine apps. Men det var ikke så meget en løsning, som det var en udvidelse af problemet.
 
Nu må Apple finde på noget, der gør det muligt at finde rundt på en telefon, der ikke er så simpel, som den var engang. Microsoft har sammen med Nokia gjort alt til en stream og integreret flere apps i ét flow. Eksempelvis er al din kommunikation samlet, uanset om den foregår på sms, chat, Facebook eller Twitter. Det ser ikke ud til, at Nokias nye Windows-telefoner bliver revet ned af hylderne og står på spring til at skubbe iPhone og Android af pinden som kongerne af smartphones. Men den får alligevel iPhonen til at fremstå en smule støvet og temmelig konventionel.
 
Vis mig din home-screen
De fleste går ikke synderligt op i at holde orden på deres telefon. Ikonerne ender, hvor de ender, fordi der er en ledig plads og tilfældet råder. Det virker for nogen, mens andre giver op og begynder at søge i stedet for at bladre. En mindre gruppe går mere struktureret til værks, udvikler systemer, flytter rundt og prioriterer.
 
Lad os tage et kik på tre typiske iPhone-typer:
 
1) Rodehovedet:
 
Caroline Meldgaard, stifter og CEO, bornibyen.dk
Jeg har ikke brugt tid på at organisere min home-screen. Det er mere eller mindre tilfældigt, hvordan de er placeret, og jeg har mange apps, jeg aldrig bruger.
 
I virkeligheden bruger jeg kun ganske få apps og ved præcis, hvor de ligger. Om det så kunne blive fem sekunder hurtigere ved at omorganisere placeringen – ja, det siger mig altså ingenting.
 
Jeg har tre skærme i alt, men har ikke fået taget mig sammen til at fylde første skærmbillede ud med ikoner. Derfor er der et hul nederst på siden.
 
2) Den afslappede:
 
Anders Pollas, medstifter og produktmanager, Podio.com
Jeg er nok en ret kedelig iPhone-bruger. Jeg har ikke en masse specialiserede apps, men bare de gode, gamle, stabile travere.
 
Jeg organiserer dem sjældent (selv om jeg egentlig vist er typen, der gør sådan noget). Men hvis en app bliver flyttet ved et uheld, eller hvis en ny app lige bliver installeret i et hul på side 4, så kan den godt ligge der nogle måneder, inden jeg får flyttet den tættere på forsiden.
 
De fire apps jeg oftest har brug for, ligger i bunden (surprise!), og resten er halvt tilfældigt placeret efter, hvor min tommelfinger har det bedst med at ramme dem, dvs. rundt i kanten.
 
En del apps ligger spredt ud over de næste otte sider og gør, at jeg skal bladre efter dem. De skulle måske rykkes lidt tættere på forsiden, fordi jeg bruger dem en del. Det er: Pinterest, Everplaces, 23-fotogruppe med billeder af junior, Guilty pleasure, eb.dk, Tripit, Clickataxi, Flipboard, GoToMeeting, Pocket, Mobilbank, Byvejret (DMI), Zendesk og Mobilbilletter.
 
3) Den strukturerede
 
Christiane Vejlø, ekspert i digitale trends, but-why.dk
Øverst har jeg de mere praktiske apps. Den første og mest brugte er sms-beskeder. Så kameraet, som jeg bruger utrolig meget til f.eks. billeddelingstjenesten Instagram. Så har jeg iTunes, som er vejen ind til hele min musiksamling, når jeg er på farten. App Store ligger også øverst. Jeg downloader nok i gennemsnit en ny app om dagen.
 
Yelp er en fantastisk søgetjeneste, som kan hjælpe med at finde simpelthen alt. Jeg har brugt den en del i New York, men nu er Yelp også kommet til Danmark, og så bliver den endnu mere relevant.
 
Alle mine sociale medier har jeg samlet i en mappe for sig selv. Så har jeg altid hurtig adgang til f.eks. Twitter, Facebook, Instagram, Foursquare, Pinterest og GetGlue.
 
Eftersom jeg altid har gang i Google docs og kalender, har jeg også valgt at købe G-Whizz, som giver adgang til det hele. Kortet kan jeg nærmest ikke leve uden, TVTID er praktisk til zappetid i sofaen, hvis jeg da ikke ser Netflix-film på min telefon eller iPad. Casts er en helt fantastisk app, som håndterer podcasts på en utrolig lækker måde, og så er der fotomappen, hvor jeg altid har gang i en hel masse.
  
Sidste række er Kindle, hvor jeg læser de fleste af mine bøger, en folder med tech-medie-apps, Evernote, som holder styr på alle mine noter, og så selvfølgelig sidst men ikke mindst en folder med børneapps til min datter. Dem er der i øvrigt et par flere af på de følgende 10 sider, som er helt proppet til med flere apps.
 
4) Eksperten
 
Michael Flarup, iPhone designer, robocatapps.com
 
På min home screen har jeg de apps jeg bruger til hverdag. Øverste række drejer sig om diverse netværk, altså min kontaktflade udadtil, herunder vores ny-lancerede eget billednetværk X.dk (Kamera App’en).
 
På den 2. række har jeg apps jeg bruger til at indtage medier: Blogposts fra RSS (Reeder), spændende artikler jeg har øremærket til senere læsning (Instapaper), Podcasts som jeg abonnerer på (Instacast) og sidst men ikke mindst mit behov for kreativ stimulans i form af dribbble (Ballin').
 
Sidste række er en blandet pose. Jeg bruger Taskpaper med synkronisering over Dropbox til at holde styr på mine todo lister på både iPhone, iPad og Desktop. Så har jeg et Sonos system i hjemmet og bruger deres app til at spille musik og høre radio. Thermo, som vi selv har lavet, bruger jeg dagligt til at tjekke temperaturen i et enkelt interface og sidst men ikke mindst Camera+ som min standard kamera app. Oftest tager jeg billeder med Camera+, redigerer dem med snapseed eller nogle af de mange andre kamera apps jeg har og poster dem på X.dk / flysleepy.com.
 
Jeg har ret mange apps installeret på min telefon, og måske fordi jeg selv udvikler apps, er der en ret stor rotation og influx af nye apps.
 
En metode må der til
Problemet med at finde apps på iPhone har ført til to bud på en metode til at få styr på dem:
 
1: alt placeres i mapper
Bloggeren Nikolay Andreev  anbefaler, at alt indhold lægges ind i foldere, så det hele kan være på én skærm. Så er der godt nok ikke længere kun ét klik til at komme til telefon-appen eller Facebook, men man slipper samtidig for at bladre igennem 4-5 home-screens.
 
Alle apps samles på én skærm, og alt er let at finde … eller hvad?
 
2: prioriteringssystem
Ben Brooks, der driver bloggen The Brooks Review, har udviklet et særligt prioriteringssystem til home-screen’en:
 
Ifølge Ben Brooks er dette system vejen til den mest effektive brug af din iPhone

Den vigtigste app placeres i feltet med #1, den næstvigtigste i #2 osv. Således skal de vigtigste og hyppigst anvendte apps ligge i den mest optimale rækkefølge på den første home-screen. På den anden home-screen samles mest muligt til gengæld i mapper. Pointen er, at der kun er 2 eller maks 3 skærme i alt, og hver eneste skærm er organiseret efter skemaet ovenfor.
 
En tredje blogger, Steve Hackett, fortæller, at han har brugt denne metode – og at den virker. Han har desuden tilføjet en tom række på den første home-screen, så det er lettere at swipe til næste side. Ganske smart tænkt!
 
 
Vis mig din telefon, og jeg skal sige dig, hvem du er
Telefonen er blevet det mest personlige og intime værktøj, vi har. Det er hele dit liv organiseret på 11 x 6 centimeter. Det er næsten som med køleskabe: Hvis mig din iPhone, og jeg skal sige dig, hvem du er.
 
Interessen for at se, hvad andre har på deres iPhone, er både social og praktisk. Det er sjovt at følge med i, hvad andre bruger deres tid på, men det er også en måde at holde sig opdateret på. Og i denne ånd: Her er min home-screen, der er rettet lidt til lejligheden og måske (måske ikke) fortæller, hvem jeg er.
 
 
Hvordan ser din ud?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også