Mor og far med på valgplakaten
Fordi EU-politik er så svært at sælge, tager de semikendte EU-politikere solbad i gamle stjerners skygge under valgkampen. Især ved dette valg får opstillede comeback-kids og karriereskiftende kulturpersoner troværdighedsalmisser fra veteraner som Nyrup og Ellemann. Det er der meget at vinde ved, men det er et tveægget sværd, fordi man selv ser lille ud, når man holder i hånd med en, der er større.
Folk har svært ved at forholde sig til EU-politik og de mere eller mindre fremmede parlamentskandidater, som vi stort set kun ser, når der er valg hvert femte år. Men så småt ved sidste EU-valg og i stor stil ved dette valg har en række af de prominente, men ikke allermest kendte opstillere fundet på en smart løsning: De låner troværdighed og opmærksomhed af seniorsstjerner i dansk politik.
Foto: Kforum
Hvis tidligere statsminister Poul Nyrup (hvis fejl alle nu har glemt) stoler og stemmer på Jeppe Kofod (som mest huskes for en fejl), er han nok værd at tjekke ud, skal vælgerne tænke. Foto: Socialdemokraternes valgmateriale
Med veteranbil mod vælgernes tillid og opmærksomhed
Hvis folk ikke har tillid til en, har man kun ringe retorisk handlekraft. Hvem stoler på en fremmed, og hvem lytter til en, som er ligegyldig? Vælgerne kan godt mangle grunde til at have tillid til en falmet mellemvægter, der går ind for ting, man først lige har hørt om og efterfølgende arbejder med noget ikke vanvittig populært i et andet land. Og opmærksomhed og tillid er måske de mest afgørende faktorer i EU-valget.
Folk er mere fleksible i forhold til deres normale partitilhørsforhold end i forhold til folketings- og kommunalvalg – det tyder den spåede rekordsejr til Morten Messerschmidt i hvert fald på. Flere begrunder deres stemme på Messerschmidt med udsagn som 'han er god at have til at sørge for lidt sund skepsis', der ligner et udtryk for, at man ikke synes, at man helt ved, hvad de ellers kan finde på nede i Bruxelles.
Men hvis man ikke er Morten Messerschmidt, kan man låne vælgertiltro af en politisk frontfigur eller folkekær veteran. For eksempel kan Morten Helveg Petersen være ret sikker på at få de fleste af de radikale kernevælgeres stemme, når Margrethe er rundt alle steder med beskeden om, at ham tror hun mest på.
Det Radikale Venstres spidskandidat Morten Helveg er flankeret af Margrethe Vestager på rigtig meget af sit valgmateriale. Det giver ham solid rygdækning, som nok også udmønter sig i mange personlige stemmer. Men det signalerer også, at det måske ikke vurderes som tilstrækkelig overbevisende med bare Helvegs tro på Europa. Foto: Karen Melchior på Facebook
Lederen er ikke altid det bedste valg
Det er ikke nødvendigvis bedst, at det er lederen af partiet, der hives med til fotografen. En mere tilbagetrukken veteran kan være et mere sikkert kort, fordi der ikke er lige så stor risiko for negativ opmærksomhed.
For eksempel er det ikke til at få øje på en eneste socialdemokratisk kandidat, der har Helle Thorning-Schmidt med i deres officielle, trykte valgmateriale. Thorning har været med kandidater på gaden, og opmærksomhed er hun jo fuldt ud i stand til at generere, men umiddelbar sympati fra vælgerne er hun måske ikke leveringsdygtig i for tiden. Nyrup, som selv sad i parlamentet fra 2004-2009, hvor han blev valgt ind med et rekordstort antal personlige stemmmer (407.000!), og som tidligere statsminister er veteran af allerhøjeste rang, kan både fange øjet og vække tillid, men vil ikke få anledning til at gøre noget kontroversielt under valgkampen.
På samme måde har Morten Løkkegaard truffet et bedre valg ved at slentre rundt med Uffe Ellemann og Bertel Haarder i sit valgmateriale end de Venstre-kandidater, der har satset på Løkke. De gamle, der har høj status, men ikke magt, er mindre risikable.
Da billederne blev taget, og Løkke var mere populær, var Ulla Tørnæs og Harry Jensen nok rigtig glade for, at Løkke tog med ud og hænge valgplakater op. Tørnæs er nemlig lige præcis kendt og erfaren nok til at have gode chancer, men for ukendt og falmet til virkelig at begejstre på sit glatte ansigt. Foto: Johan Gadegaard for b.dk
Tre niveauer af kendthed blandt EU-kandidater
Det er selvfølgelig ikke alle spidskandidater, der har trukket en veteran ud af garagen. Der er tre kategorier af europaparlamentskandidater: Dem, der er store nok stjerner til at stå alene på plakaten, dem, der er så ukendte, at de ikke engang har pondus til en fotosession med en stjerne og dem, der er lige midt imellem. De var engang succesfulde politikere, men røg ud af ræset og vil tilbage. Eller de har lavet noget andet i mediernes søgelys, som øger deres chancer, men ikke signalerer den nødvendige portion seriøsitet.
Morten Helveg Petersen og Ulla Tørnæs er for eksempel politiske comeback-kids, som måske liiige er en tand for glemte til, at folk vender hovedet efter deres soloplakat, mens siddende parlamentariker Morten Løkkegaard og nyopstillede Poul-Erik Høyer nok især danner par med seniorer for at styrke vælgernes tillid til deres seriøsitet.
Uffe Ellemann følger glad Morten Løkkegaards blik ud i horisonten, og Bertel Haarder lytter med største interesse til, hvad den nuværende EU-parlamentariker og tidligere studievært har at sige. Ja, så kan det ikke være helt dumt med ham. Foto: Morten Løkkegaards valgmateriale
Seniorspredehagl på flere niveauer
Tidligere badmintonspiller Poul-Erik Høyer (V) har luret veteranrygdækningens fordele og endda udviklet fænomenet lidt ekstra. Han poserer nemlig ikke kun med landskendte politikere, men har været ude at få taget billeder med adskillige borgmestre, som eftersigende stemmer på ham frem for mere traditionelle venstre-kandidater.
Han vender princippet om og satser på lokale tilhørsforhold, hvilket slet ikke er nogen skidt idé. Der er ikke rigtig andre kandidater, der har set, at der kunne være noget at hente hos lokalpolitikerne, da de jo heller ikke er ret kendte, men nogle kommuner har meget afholdte borgmestre, som en masse borgere i området er loyale overfor. Det greb ser vi måske mere til ved næste EU-valg.
Den tidligere professionelle badmintonspiller Poul-Erik Høyer supplerer sin moderate kendisstatus ved at gå all in på lån af troværdighed hos velkendte politikere. Ikke alene poserer han med Løkke (hvilket måske ikke er ideelt nu) og Haarder – han er også gået på seniorjagt i kommunerne. Fotos: Poul-Erik Høyers valgmateriale på Facebook
Selvstændige EU-stjerner udstiller seniorhjælpen som tveægget sværd
Hvis man selv er voksen nok til at trække hele sit eget opmærksomheds- og tillidslæs, behøver man ikke posere med nogen, som er vigtigere. Kontrasten mellem for eksempel Auken, Messerschmidt og Bendtsen i forhold til Kofod, Løkkegaard og Helveg, stiller dem nærmest i et lidt nedværdigende lys: Jo, der er et stort ønske hos ledelsen om, at de vælges ind – men der er måske ikke så stor tiltro til, at de kan klare det selv.
Det gør seniorhjælpen til et tveægget sværd, hvor man på den ene side får støtte og rampelys, men på den anden side bliver fremstillet som et politisk barn, der er nødt til at have mor og far med på valgplakaten.
.png)
Margrethe Auken er endnu en af de sikre kandidater, som folk har en holdning til. Denne gang har hun endda lavet den ifølge Metroxpress "mest blærede valgplakat", der kan tale via en app. Fotos: Metroexpress og Margrete Aukens Twitter
Morten Messerschmidt er for længe siden udråbt til valgets helt store superstjerne. Han behøver ikke hive Pia med rundt, for han har egen toetagers lastbil og dyre billboards over hele byen. Men en dag pryder han måske selv en yngre parlamentsaspirants håbefulde papskilt. Foto: Morten Messerschmidts valgmateriale
Lars Barfoed støtter Bendt Bendtsen på Facebook, men Bendt er nærmest mere populær end Barfoed, så han behøver ikke blande Lars ind i sit materiale. Foto: Skærmbillede fra Lars Barfoeds Facebook
De decideret ukendte kandidater er ikke vigtige nok til at få de voksne med på billedet. Det er altså helt klart et privilegie, der tilfalder de lidt for ukendte topkandidater. De helt ukendte får ikke troværdighedsboostet fra veteranerne, fordi de alligevel ikke bliver valgt ind, men fungerer som som sluse til listen i kraft af deres bekendte, der stemmer på dem. Foto: Polfoto
17 valgplakater under valget i 2009. Man kan lige ane, at Poul dengang stemte på Dan, men ellers så man ikke nær så meget gallionsfigurassistance dengang. Foto: Froztbyte
Læs mere:
