Etiske retningslinjer – og hvad så?

Skrevet af
Selvom mange virksomheder opstiller etiske retningslinjer for sig selv og deres samarbejdsrelationer, hører vi jævnligt om børnearbejde, forurening og slavelignende arbejdsforhold. Det skyldes to ting: 1) At man i erhvervslivet ikke skelner mellem etik og moral, 2) at nøglepersoner i virksomhederne ikke tænker sig om.

Man behøver ikke at være ansat i Jysk, Enron eller WorldCom for at vide, at virksomheder ikke er, hvad de har været. Mens man tidligere kunne koncentrere sig om bundlinjen og aktionærernes tilfredshed, står virksomheder i dag til ansvar over for verdenssamfundet. Det handler om bæredygtig produktion, social ansvarlighed og bekæmpelse af alt, hvad der forstyrrer verdensfreden.

 

Virksomhederne bærer et ansvar – og det er stort!

Mens medierne finder eksempler på underbetalt arbejdskraft, dyremishandling og mistænkelige samarbejdsrelationer, forsøger virksomhederne sig med etiske retningslinjer – men det er ikke nok. Virksomheder lever ikke op til deres ansvar, før ledere og medarbejdere forstår, at etik hænger sammen med moral – retningslinjer hænger sammen med den enkeltes stillingtagen til rigtigt og forkert.

 

Etik og moral

Selvom etik og moral betyder det samme (’etik’ stammer fra græsk, mens ’moral’ stammer fra latin), så bruges ’etik’ ofte om det overordnede filosofiske problem om, hvad der er rigtigt og forkert, mens ’moral’ er udtryk for den enkeltes stillingtagen og holdninger til samme.

 

Når etik i modsætning til moral er blevet et modeord, så er det imidlertid ikke, fordi vi er blevet mere filosofiske i vores tilgang til rigtigt og forkert. Det er, fordi filosofien ikke længere betragter forholdet mellem rigtigt og forkert som et overordnet problem. Mens man tidligere beskæftigede sig med ’det retfærdige menneske’ og ’det retfærdige samfund’, så har filosofien lagt forestillingen om en endegyldig sandhed bag sig – og det har fået repræsentanter for samfundsfagene, videnskaben og ikke mindst erhvervslivet til at tage etikken til sig.

 

Det overordnede problem om, hvad der er rigtigt og forkert, løses af managementteorier og retningslinjer, der i stedet for at fortælle medarbejderne, hvordan de skal udføre deres arbejde (hvilket er i strid med tidens mantra om ansvar til den enkelte) fortæller dem, hvad de skal mene om hvad.

 

Det er ikke bare problematisk for den enkelte, som oplever, at mere ansvar er forbundet med mindre indflydelse på det, der betyder noget. Det er også problematisk for virksomheden, som har brug for medarbejdere, der tænker sig om.

 

Når filosoffer opgav forestillingen om ’det retfærdige samfund’, så var det, fordi de indså, at rigtigt og forkert ikke kan defineres én gang for alle. Det overordnede problem om, hvad der er rigtigt og forkert, hænger uløseligt sammen med den enkeltes stillingtagen, og man kan ikke beskæftige sig med det ene uden at tage højde for det andet.

Det er imidlertid lige nøjagtig det, man gør, når man definerer etiske retningslinjer som man definerer alt muligt andet. Man bilder sig ind, at alle træffer den samme beslutning (nemlig ’den rigtige’), hvis bare de ved, hvad ’det rigtige’ er. Men det gør de ikke. Forskellige situationer kræver forskellige handlinger af forskellige mennesker, og det bedste, man kan gøre som virksomhedsleder, er at være en god rollemodel.

 

Rollemodellens ansvar

Uanset om man er leder af en mellemstor virksomhed, overlæge på en fertilitetsklinik eller færdselsbetjent i provinsen, så forventes man at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Det skal vi alle sammen, men ledere og andre rollemodeller skal især.

Som rollemodel bærer man nemlig ikke bare et ansvar over for sig selv, men også over for de mennesker, der ser op til og forventer noget af én. En rollemodel har stærk indflydelse på andres opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert – og det forpligter.

 

Men hvad betyder det? At en leder ikke må have en dårlig dag? At en læge ikke må tage fejl? Nej. Det betyder, at man skal tænke sig om – hele tiden!

 

Mens etikken varetages af managementteorier og veldefinerede retningslinjer, så er moralen – af gode grunde – overladt til den enkelte. Det er den enkelte, der skal engagere sig i medarbejdernes privatliv, når der er brug for det – og holde sig langt væk, når der ikke er. Det er den enkelte, der skal træffe en hurtig beslutning, når der dukker noget uventet op – og afvente det rette tidspunkt at melde den ud. Det er den enkelte, der skal sige fra, når tingene kører af sporet – eller når det bare føles mærkeligt i maven. Det er den enkelte, der definerer rigtigt og forkert her og nu og hele tiden – og det kræver mod.

 

Mod til, som den danske fysiker og Mars-forsker Jens Martin Knudsen sagde, at ”slå følge med dem, der søger sandheden og være på vagt overfor dem, der mener at have fundet den”.

 

Når virksomhedsledere forklarer deres brug af underbetalt arbejdskraft med, at deres aktionærer kræver overskud, så besidder de ikke dette mod. Når læger undskylder kunstig befrugtning af en udviklingshæmmet kvinde med, at de mangler retningslinjer (som både praktiserende læge og overlæge på fertilitetsklinikken gjorde i sagen om Naja Bach Jensen, januar 2006), så tænker de sig ikke om.

Virksomheder er ligesom sygehuse, institutioner og alle andre organisationer defineret af deres rollemodeller. Og hvis rollemodellerne ikke stiller spørgsmål, så er der ingen, der gør.

 

Jeg tænker – altså er jeg en god rollemodel

Uanset om man er rollemodel for en gruppe, en virksomhed eller en hel nation, så skal man kunne forklare, hvorfor man handler, som man gør. Det kan man kun, hvis man udfordrer sine ’sandheder’ og tænker over konsekvenserne af sine beslutninger.

 

Moralsk ansvarlighed er hverken andet eller mere end den enkeltes evne til at skelne mellem rigtigt og forkert – og den kommer ikke af sig selv. Kun hvis man træner og har tillid til sin dømmekraft; kun hvis man øver sig i og prioriterer at være til stede i nuet; kun hvis man vedkender sig og udfordrer de holdninger, der ligger til grund for ens beslutninger; kun hvis man reflekterer over sit ansvar som rollemodel, kan man skelne mellem rigtigt og forkert.

 

Hvad gør de andre – og hvad gør jeg?

Fælles for Jysk, Enron og WorldCom, som alle har formuleret etiske retningslinjer, er, at nøglepersoner i de respektive virksomheder har ladet stå til.

 

De vidste, at der var noget galt, og de gjorde ikke noget. Efterfølgende har de forsøgt at forklare, men man kan ikke forklare noget, man ikke forstår – og hvem forstår, at man kan sidde børnearbejde og slavelignende arbejdsforhold overhørig?

Udover etiske retningslinjer – som skærper opmærksomheden og udstikker rammer for det, der kan udstikkes rammer for – har virksomheder brug for rollemodeller, der udfordrer sig selv og deres omgivelser. Om de gør det ved at sætte en time af om ugen til at tænke; ved at lade sig inspirere af nogen med andre ’sandheder’; ved at opsøge en, der stiller de spørgsmål, det er svært at stille sig selv; ved at igangsætte tankevækkende aktiviteter (som forumteater, dilemmaøvelser, værdispil o.l.) er knapt så væsentligt. Så længe de gør det.

 

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

53 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.