Formidling af naturvidenskab er ikke raketvidenskab

I specialet undersøger jeg kommunikative problemer med formidling af naturvidenskab. Jeg havde længe undret mig over, hvorfor meget videnskabsformidling, og sprogbrug på universitetet generelt, foregår i et svært og kedeligt sprog, og jeg valgte at koncentrere mig om naturvidenskab. Nærmere bestemt den formidling af naturvidenskab, der foregår i Information og Weekendavisen. Blandt problemerne med formidlingen er, at det ofte har en høj sværhedsgrad, og at sproget er abstrakt og højt specialiseret.
Jeg undersøger, om man ved hjælp af den vigtigste teori om skriftlig formidling kan gøre artiklerne lettere at forstå for lægfolk. Dernæst undersøger jeg, om afsendernes troværdighed har taget skade i modtagernes øjne, efter artiklerne er blevet skrevet om. En pilotundersøgelse med et interview med en naturvidenskabelig forsker lærte mig nemlig, at forskerne ser det som utroværdigt og underlødigt at lave lettilgængelig formidling.
Det undersøgte jeg ved at lave kvalitative forskningsinterviews med syv Information-læsere og syv Weekendavisen-læsere. Jeg præsenterede dem for originalartiklen og den omskrevne artikel, og læserne vidste ikke, at den omskrevne artikel var skrevet af mig. 
 
Resultaterne viser indiskutabelt, at artiklerne er blevet lettere at læse, efter jeg har omskrevet dem efter formidlingsteorierne. De viser heller ingen tegn på, at forskernes troværdighed lider nævneværdig skade med de mere tilgængelige artikler. 
 
I stedet for at beskylde forskerne for at være dårlige til at skrive placerer jeg en stor del af ansvaret for de alt for svære artikler hos avisredaktionerne. Det er her, kompetencerne til og ansvaret for at lave læseværdig formidling er. Specialet kan forhåbentlig inspirere forskere og avisredaktioner til at gøre en større indsats for at lave forståelig formidling fremover. Det kan også bruges af alle, der gerne vil lære at skrive bedre.
 
Specialet er vurderet til karakteren 12 ved Sprogpsykologi på Københavns Universitet.
 
Læs hele specialet her.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også