Et psykologisk gennemsyn af boet efter IT Factory

Indretningen kan have funktionelle formål og bruges til at understøtte bestemte arbejdsformer, vaner og kulturer. På den måde kan rum, møbler og inventar bruges som en aktiv del af virksomheders strategi. Men foruden det funktionelle aspekt, spiller den æstetiske dimension tit en langt mere synlig rolle. Det understøtter den historie, virksomheden ønsker at fortælle om sig selv og er et væsentligt værktøj i både virksomhedens selvforståelse og i den opfattelse, omverdenen anlægger af virksomheden.

At besøge virksomheder er som at besøge menneskers hjem. Der ligger en sværm af mere eller mindre skjult information i valget af møbler, inventar og i indretningen i det hele taget. Vi drages af nysgerrigheden, og det er vel netop nysgerrigheden, der er den væsentligste årsag til at besøge lauritz.com i disse dage, hvor vi kan få lov at kaste et stjålent blik på resterne af det engang så forkromede IT Factory.

Fra gazelle til syndebuk og konkursbo
Der er en sær fortættet stemning over de mange effekter, som dette organisatoriske dødsbo indeholder. Uåbnet kaffe. Netkabler. Makulatorer (ubrugte endda, og det var måske IT Factorys fejl …). En imponerende kunstsamling. Og en mindst lige så imponerende og prangende samling af arkitekttegnede designermøbler. Alt sammen, naturligvis, i enten sort eller hvidt, og i bagklogskabens lys bliver det en næsten grotesk udstilling af skæbnen i den virksomhed, hvis liv netop var sort-hvidt: Først lovprist som en uskyldsren og attråværdig gazelle. Siden blacklistet som syndebuk og skurk. Ingen grå mellemvej.

Det kan næppe andet end at efterlade en med en anelse betagelse at besøge en virksomhed, der tilsyneladende bød velkommen med et overflødighedshorn af B&O-anlæg, ægte malerier, skulpturer og designikoner som Arne Jacobsen og Hans Jørgen Wegener. Og det er svært at forestille sig andet, end at det også har været disse ydre artefakter, der har været en stor del af den masseforførelse, som IT Factory tryllebandt os alle sammen med. Solidt design i en solid virksomhed. Næsten med en banks klippestabile søjlegange i tankerne.

Og det er unægtelig svært andet end at være bare en lille smule ironisk i mødet med dette de nyriges paradis – der nu funkler så smukt i auktionslokalet efter en tidlig død. Lev stærkt. Dø ung.
- For nogle effekter giver mening. B&O-anlæg, Oxford-stole og trendy skriveborde. Men hvad er det nu lige, en gyngestol har at gøre på Baggers boulevard? Lad mig som indretningsdetektiv kaste mig ud i et semiotisk og psykologisk gennemsyn af udvalgte effekter fra boet efter IT Factory.

Stein Almighty
Der er noget sært fortryllende over arkivskabe. Hvem husker ikke Jim Carrey som Bruce Almighty, da han åbner skuffen og mases bagover af kilometervis af himmelske oplysninger om sit samlede levnedsløb. Indsamlet og systematiseret af Den Himmelske Efterretningstjeneste (HET), der kan få selv Etchelon til at ligne en skoleklasse på haletudsetur.



Jeg er helt overbevidst om, at IT Factorys arkivskabe rummer samme mystik. De syner ikke af meget, men prøv blot at åbne en af skufferne! Bagved det stilige ydre gemmer der sig et sandt dyb af papirer, hængemapper og ubetalte regninger.

Bortset, selvfølgelig, fra den nederste skuffe, som er meget, meget lille og helt, helt tom og foran bærer en tarvelig dymoprægning, hvor der står prentet: Kundekartotek.

Under den brune rya
Gulvtæppers kroniske uskyld forsvandt som bekendt i starten af 90’erne, efter at det viste sig, at det spændende ved et tæppe sjældent er det, der står derpå, men det, der er fejet ind under det.

Derfor er IT Factorys tæpper – i øvrigt fra direktionskontorerne – blandt mine personlige favoritgenstande på auktionen. ”Fremstår med minimale brugsspor”, står der sandelig. Og det er klart, for spørgsmålet er ikke, hvem der har gået på de 2 x 3 meter store tæpper i brun rya, men derimod hvad der har ligget skjult derunder.



- Har vi måske nogensinde hørt Bagger udtale med schlütersk selvsikkerhed, at der ikke er fejet noget ind under tæppet? Nej vel! Ergo må alt det, der ikke har kunnet være i arkivskabene, have været placeret under tæpperne, indtil Bagmandspolitiet som en anden Hodja fra Pjort befalede tæpperne at løfte sig.

Arkitektur a la IT Factory
Med risiko for at få den samlede arkitektstand på nakken, vil jeg tillade mig at fremhæve dette høje unika-bord – arkitekttegnet, forstås – som et pragteksempel på inventar fra IT Factory.

Vi var vist mange, der aldrig helt fandt ud af, hvad det i grunden var, IT Factory solgte. På samme måde har jeg en kende svært ved helt at se argumentationen for arkitekthonoraret for dette specielt designede bord – i øvrigt af ”massivt stavlimet træ”. Er det bare mig, eller ligner det til forveksling tre stykker træ sat sammen? Nydeligt sat sammen, misforstå mig ikke. Men alligevel?

Der er ligeledes ”minimale brugsspor”, og jeg vil således antage, at bordet har været placeret i IT Factorys kundeservice.



Statsautoriseret god smag
Man kan få statsautoriserede revisorer til at skrive under på nok så mange regnskaber. Det tæller ikke. Nej, hvad der virkelig tæller, er, om man kan demonstrere statsautoriseret god smag.

Arne Jacobsen-stole er ubetinget god smag. Det er så god smag, at statsautoriserede revisorer faktisk ikke behøver at se andet end stolene. Måske lige sætte sig i dem for at forvisse sig om, at det ikke er en billig kopi. Thi ethvert direktionslokale med respekt for sig selv må nødvendigvis have Arne Jacobsen.

Stellet er lige så forkromet som IT Factorys image for nogle år siden. Og den ”minimale brugsslitage” vidner måske om, at en revisor eller to burde have placeret sig et par minutter længere i de højdejusterbare uldstofsæder.


Hvor er strikketøjet?
Jeg har besøgt mange it-virksomheder. Jeg har set rigtig mange bordfodbold-borde og endnu flere cola-automater og fancy juicemaskiner. Men ærligt talt, jeg har aldrig før mødt en virksomhed, der gerne vil fremstå som moderne og dynamisk - med en Hans Wegener gyngestol blandt inventaret!

Stolen er naturligvis i massivt egetræ med et sæde af flettet papirgarn, og jeg indrømmer blankt, at mine evner som retrospektiv trendspotter og indretningsdetektiv ganske kommer til kort. Hvem katten har siddet og rokket i denne stol? Det er det ene spørgsmål. Det næste er, hvor strikkepindene og garnet er blevet af.

Skal man forestille sig, at IT Factory i virkeligheden kendte sin skæbne, og at ”de minimale brugsspor”, som stolen skulle have, er udtryk for, at den er blandt det sidst indkøbte inventar? Et sidste resignerende gyng-gang, mens man blot ventede på de blå blink og storhedens fald?


Sammenbrud
Der er noget næsten profetisk over Peter Bonnéns kunstværk, der vistnok skulle have stået i direktionslokalet. En tilsyneladende helt igennem robust og solid stålblok, der alligevel ikke kunne tåle mosten og nu er delt på midten.

I gode tider symboliserer kunsten uden tvivl stabilitet og overskud. Men efter at selskabet ganske som skulpturen gik over på midten med grimme flænger til følge, bliver den næsten en lidt grotesk effekt i boet.



TV så de altså …
B&O er for billede og lyd, hvad Arne Jacobsen er for møbeldesign: Et stilikon og et statsautoriseret udtryk for god smag og sans for kvalitet. Og måske er det præcis på dette Beocenter 6, man har set TV2News i de skæbnesvangre dage, hvor ingen helt præcist vidste, hvor Stein Bagger befandt sig?

B&O udstråler overskud. Det udstråler rigdom. Men det udstråler sjældent særlig meget personlighed. De gammelrige virksomheder køber B&O, fordi de føler sig beslægtet med navnet, med traditionen, med kvaliteten. De nyrige køber det, fordi de kan. Og helst i store mængder.

Og så er TV’et i øvrigt blandt de effekter, hvor det dog indrømmes, at det fremstår ”lettere brugt”. Noget har de altså lavet hos IT Factory …


Postmodermisme eller personlighedsspaltning?
Nåja, det måtte jo være her. Det obligatoriske bordfodbold-bord, der i øvrigt, hvis man leder lidt i boet, flankeres af de lige så obligatoriske juice-maskiner. Det ultimative dot.com-symbol på, at her er drejer det sig ikke om hard work, men om hard fun, som fremtidsforskeren Rolf Jensen engang udtrykte det.


I IT Factorys tjekkede bo falder bordfodbold-bordene bare lidt udenfor, synes jeg. Hvem er det nu, der rejser sig fra Wegener-gyngestolen for lige at tage at parti bordfodbold?

Enten er det bare udtryk for de postmoderne organisationers evne til at favne alting. Alternativt, hvis jeg skulle grovtolke lidt, afspejler det en form for organisatorisk personlighedsspaltning mellem på den ene side den evige ungdom og på den anden side alderdommens ønske om behagelighed og komfort.

Kom bare an!
Det må være op til kunstkendere at komme med en mere kvalificeret vurdering af IT Factorys kunst.



Dog er det svært ikke at anlægge bare en lille freudiansk vinkel på Andrejz Limichewskys granitfigur ”Pussy”, der har prydet direktionslokalet. Specielt hvis man ser den i sammenhæng med Lise Malinovskys ”Tyr”. Om Tyren også har hængt i direktionslokalet, eller om den direktionelle vurdering har været, at der i forvejen var rigeligt med testosteron, vides dog ikke.

- Men er det bare mig, der overvejer den igen næsten sorthvide spaltning imellem den granithårde kvindelighed og den farvefyldte, spændstige maskulinitet som en pudsig kontrast i en ellers tilsyneladende ret kønsløs virksomhed. - Kom bare an, kvinder, konkurrenter, kunder og kuratorer!

Hos www.lauritz.com kan du finde den komplette liste over effekter fra konkursboet.