Mandag Morgens parti, Fremtidens Danmark

Nu skal man jo ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus...var der ikke engang noget der hed: "Virtuelt Folkeparti"?

Tak for opmærksomheden Henrik Dahl!

Jeg er naturligvis meget beæret over den store opmærksomhed Henrik Dahl begunstiger mig, Mandag Morgen og Fremtidens Danmark med. Det er næsten alt for meget. Jeg må nøjes med at tage til efterretning at vi alle – inklusive de 16 personligheder der er medstiftere - er tåber og naive idioter, der ikke er udrustet med samme klarsyn som Henrik Dahl. Men så ambitiøse har vi ikke turdet være. Jeg må i stedet glæde mig over samværet med de 4000 andre tåber, der foreløbig har fundet initiativet vigtigt og væsentligt og derfor har valgt at engagere sig i projektet. Eller de 500 der fyldte den Sorte Diamant i mandags til det første møde og efterfølgende har udtrykt deres store opbakning til ideen. Den går i al sin enkelthed ud på at udvikle nye bud på, hvad Danmark kan leve af og for og udvikle et sprog, der rækker ud over de snævre politiske cirkler. Ifølge den hidtidige opbakning er behovet stort.

Hvis det er naivt og tåbeligt at forsøge sig med en anden dialog om Fremtidens Danmark og have lidt større visioner end dem, der kommer til udtryk i en stadig mere indforstået og indelukket dansk debat, så foretrækker jeg trods alt den rolle. Hellere det og risikere de forudsigelige øretæver end at være en sur ekspert, der enten føler sig udenfor eller ser det som et af sine fornemste formål at lave grin med dem der vælger andre veje. Men sådan er vi jo så forskellige – og godt for det.

Vi har så langtfra fundet alle svarene, men vi er på vej. Jeg kan således forsikre Henrik Dahl og andre kritikere om, at Fremtidens Danmark har tænkt sig at fortsætte og måske oven i købet kunne præsentere nogle brugbare ideer om, hvordan Danmark også kan udvikle sig. Måske ikke efter Henrik Dahls standarder og normer. Men vi vil så lade os nøje med, at adskillige tusinder kan bruge dem til noget. Hvis valget står mellem at engagere dem eller Henrik Dahl, er jeg trods alt ikke i tvivl. Men skulle Henrik Dahl selv undfange en konstruktiv ide, modtager vi den meget gerne.

Jeg har også fulgt lanceringen af Fremtidens Danmark på sidelinjen. Min første oplevelse var, at det var et noget fluffy forretningsfremstød (der var blandt andet nogle radiointerviews med ER, der kørte lidt i tomgang). Men jeg har valgt at parkere min skepsis, tage det for, hvad det er, og i stedet anerkende, at nogle folk har valgt at engagere sig i en politisk debat, der kører i ring.

Derfor ærgrer det mig, at Henrik Dahl ikke nøjes med at tage initiativet under kærlig behandling med sin skarpe pen, men også tager personerne bag under meget ukærlig behandling med sin skarpe pegefinger. Det trækker debatten ned i samme trummerum, som har fået mig (som ellers er politisk interesseret) til at droppe politikerdebatter og deres forudsigelige format.

Den syrlige, satiriske sovs er jo sjov at tilberede (og læse). Men jeg spørger mig selv, om ikke den skulle være hældt ud over nogle andre initiativer og mennesker. Guderne skal vide, at der er nok at tage fat på. Ovenstående personangreb er - som vanligt - fornemt formuleret af Henrik Dahl, men jeg kan ikke undgå at spørge mig selv: Hvor fører det hen? Hvad fører det til?

Hmm.. ja, Henrik Dahls indlæg får mig også til at smile, bestemt (tak for det), og jeg er faktisk helt enig i det meste af kritikken af MMs (foreløbige) levering af floskler, forældede vindermetaforer og fantasiløse, forudsigelige diskurser om konkurrence, vækst, innovation mm, som desværre minder alt for meget om en berøringsangst reproduktion af det selv samme paradigme, de prøver at udfordre! Men hvis K-Forum som medie skal mere end blot rumstere med den sædvanligt underholdende triangel af humor, sarkasme og ironi og reelt bidrage til den udfordring som MM trods alt har forsøgt at tage op (mediestunt eller ej, tvivlen må komme dem til gode) så mener jeg, det er vigtigt også at komme med nogle konstruktive betragtninger eller bidrag til debatten. Hermed et par tanker set ud fra et organisationsperspektiv: et kombineret opgør med det traditionelle vækstbegreb og et nødvendigt fokus på de menneskelige værdier og potentialer, som værdi i sig selv.

Det springer i øjnene, at der mangler ånd, psykologisk og filosofisk perspektiv og råderum i MM’s oplæg både i det skriftlige materiale og på Diamanten. Vi kunne starte et helt andet sted end med den forkromede og forkølede SWOT analyse og det triste udgangspunkt som ordfører Birgit W Nørgaard fremlagde via en klinisk (og ikke særlig visionær) kopi af konservative virksomheders ageren og succeskriterier, som inspiration og skabelon for udviklingen af Fremtidens Danmark. Men vi er mennesker af kød og blod og ikke små virksomheder! Så hvad vil det sige at være menneske? Lidt om Heideggers skelnen ml "værensglemsel" og "værensbesindelse" havde været interessant. Hvad giver livet mening, næring og værdi? Selvfølgelig er der mange svar til dét, men bare for inspirationens skyld i stedet for at starte i en kendt sandkasse med klaustrofobiske pladsforhold!

Statistikken taler for sig selv: antallet af medarbejdere på det danske arbejdsmarked, som bliver sygemeldt pga. livsstilssygdomme som stress og depression er stadigt stigende og har været det i særlig grad gennem de seneste 10-15 år. Ca. 10 procent af den danske befolkning er på lykkepiller og i februar 2011 blev DK i en OECD rapport topscorer på verdensplan som det land, hvor flest mennesker forlader arbejdsmarkedet, fordi de er psykisk slidt ned. Konklusion: den måde vi har indrettet vores arbejdsmarked og samfund på økonomisk, politisk og socialt er delvis dysfunktionel og langt fra optimal. For mange mennesker (medarbejdere) er ude af balance og dermed ikke i stand til at frisætte deres potentialer til gavn for sig selv, hinanden, virksomhederne og samfundet. Det kunne tyde på relevansen af i højere grad at fokusere på de indre livsbetingelser frem for primært de ydre (sådan som MM i stor grad fortsætter med at gøre) og give reel prioritering til den enkelte medarbejders psykiske og fysiske balance, som en integreret del af virksomhedens praksis og omkostningsberegning, hvis vi vil skabe bæredygtige virksomheder i Fremtidens Danmark. Vi kan ikke fortsætte med primært at dyrke den intellektuelle viden som en dyd i sig selv afskåret fra vores fysiske krop i et forældet produktions- og vækstparadigme. Vores komplekse samfund kræver ”ledelse med hjertet”: både ledere og medarbejdere trænger til at "komme tilbage i kroppen" og have hjertet og os selv med som en værdifuld og sammenhængende kompetence- og ressourcekilde – ikke for vækstens skyld (sådan som ordfører Bente Klarlund Pedersen formulerede det omkring sundhed i hendes oplæg på MMs stormøde), men for vores egen indre lykkes skyld.

Den største oversete ressource er os selv
Vi har i de seneste år oplevet en vanvittig eksplosion i udbuddet af mere eller mindre lødige og (u)frivilligt komiske selvudviklingskurser, mindfulness, meditation, ”millionøse”-tosseri og kropsterapi for blot at nævne nogle få af de mange alternative tilbud, som stadigt flere benytter sig af i et forsøg på at bevare den psykiske balance og enten udholde eller finde en vej ud af trædemøllen - for herved at ”mærke sig selv”, finde overskud og mening i en travl, centrifugal hverdag. Problemet er bare, at så længe vores arbejdsmarked, virksomhedsledelse, politiske system, medieverden, journaliststand og samfundet generelt er bygget snævert op omkring (og motiveret af) profit samt primært fokus på målbar økonomisk vækst som målbart succesparameter og ’løsning’ på næsten alle samfundsudfordringer uden aktivt at inkludere de menneskelige og miljømæssige omkostninger, så vil den enkelte medarbejders forsøg på at finde balance (uden for arbejdstiden) være som at kæmpe mod vindmøller. Det resulterer ofte i afmagt, meningstomhed, depression og sygemeldinger – eller mindre synligt, men meget udbredt: i uudnyttet potentiale, reduceret produktivitet og tilbageholdenhed hos de medarbejdere, som har for travlt med at producere og præstere på systemets og bundlinjens præmisser uden tilstrækkelig kontakt til deres indre værdier, som styringsværktøj for præstation. Med andre ord: hvad nytter det at fintune aerodynamikken på vindmøllens vinger, hvis selve fundamentet er ved at bryde sammen?

Den moderne verdens blinde punkt:
Mandag Morgen viderefører i stort omfang en outdated konkurrence-, vækst-, og ”vinderdiskurs” som minder faretruende meget om det mindset og det paradigme vi kommer fra og som har skabt krisen: ”vi farer af sted for vi skal ”vækste”: men vækster vi med det rigtige? På en bæredygtig måde? Tilsyneladende er svaret et rungende nej. Er det så ikke på tide, at vi forsøger at forstå de mekanismer i samfundet og i virksomhederne lokalt og globalt, som skaber stort sygefravær, stress, reduceret produktivitet, angst og tilbageholdenhed, fattigdom, finansiel krise (betragtet som en i udgangspunktet menneskeskabt - og ikke en systemskabt krise). Ligesom jordens levende økosystemer skal menneskekroppen og psyken være i balance for at være bæredygtig – som Steen Hildebrandt og Michael Stubberup så rigtigt og enkelt formulerer det i deres seneste bog ”Bæredygtig ledelse – Ledelse med hjertet”, er det en illusion at tro, vi kan skabe bæredygtige løsninger, når vi ikke selv er i balance. Derfor er det oplagt at vi nysgerrigt udforsker andre måder at skabe vækst og velfærd på end blindt at forbruge stadigt flere ressourcer og højne performancekravene (sidstnævnte lægger Mandag Morgen fortsat delvist op til). En moderne innovationspolitik indebærer derfor snarere et radikalt den opgør med det ensidige økonomiske vækstbegreb som omdrejningspunkt for beslutninger i både det politiske liv og erhvervslivet samt et opgør med den fantasiløse og forsimplede konkurrencetænkning samt hvor vi rangerer på ”verdensranglisten” over det ene og det andet. Vi bør i stedet i langt højere grad tage udgangspunkt i vores ”indre klima” som hele mennesker og ikke blot ”Hoveder i en Statistik i en Bundlinje i et Verdensomspændende BNP Kapløb”. Forslag: lad os, som Jes Berthelsen fx foreslår, finde praksisformer, hvor vi arbejder struktureret med vores bevidsthed, får ryddet op i den indre psykologiske losseplads og i stedet givet plads til empati som næring til samhørighedsfølelsen og relationerne til vores medmennesker ud fra et mindre "what's in it for me" perspektiv. Vi har brug for at mærke kærlighed uden at de menneskelige relationer skal kommercialiseres og konceptualiseres, som tendensen er pt.

Business as usual er passé – skift BNP kapløbet ud med visionært og globalt bæredygtigt lederskab.
Tiden kalder på et redesign af vores virksomhedsforståelse og en nytænkning af centrale begreber som Velfærd, Vækst og Viden ud fra klart definerede samfundsVærdier. Så langt er jeg enig med MM. Men vi skal videre end de luftige og berøringsangste floskler og ha fingrene ned i materien.. et spadestik dybere! Vi skal for alvor turde bryde vanetænkningen og udfordre os selv på vores grundantagelser og (ubevidste) overbevisninger om sammenhængen og samspillet mellem individ, organisation, forretning, konkurrence, vækst, helbred, bæredygtighed, værdier og menneskesyn. Hvor meget værdi og vægt er vi villige til at give til vores psykiske og fysiske helbred samt klodens bæredygtighed og indtænke liv FØR profit og ikke omvendt, som Joseph Bragdon formulerer det i ”Profit for Life”? Eller i det mindste starte med at kaste lys på den måde vi værdisætter, prioriterer og omkostningsberegner (nedslidning af) mennesker og klodens ressourcer, hvor CSR bliver til andet og mere end et strategisk værktøj til at øge bundlinjen, men er motiveret af et bevidst værdifokus. Er den nuværende konkurrencetænkning via BNP ikke i virkeligheden forældet og kontraproduktiv i forhold til at skabe global bæredygtighed, når vi ikke længere kan lukke øjnene for det ansvar vi har, som rækker ud over landets grænser og kalder på nødvendigheden af at udvikle et større globalt lederskab? Det er i mine øjne den reelle udfordring. Men det kræver, at vi sammen stopper op og gør os frie af de forestillinger, vi har om, hvordan vi ”vækster” og på hvilke præmisser virksomheder skal konkurrere, struktureres, fungere og samarbejde – lokalt og globalt. Lad os finde nogle rammer og fora til DÈT eksperiment og den fordybelse, som dét kræver!

At tænke visionært handler ikke bare om at etablere en tværfaglig ordførergruppe/et friparti/tænketank og artikulere nogle fritstående oplæg via bullet points i en power point en formiddag på den Sorte Diamant. At tænke nyt, visionært og innovativt ville være for alvor at handle med mod og sætte handling og levende proces bag de fine ord (Sofie Klokkerholm Rye fra Yngresagen kan være en inspiration – hun talte med både hjerne og hjerte på en fremragende og overbevisende måde). Jeg vil opfordre MM til ved fremtidige arrangementer at skabe rammer for højere grad af interaktion, involvering, input og feedback fra publikum/befolkningen frem for envejstale og spørgsmål til afstemning, som kunne fortolkes i mange retninger. Jeg anerkender afgjort jeres initiativ. Men Erik, jeg kan ikke mærke ”mennesket” bag MM’s foreløbige oplæg! Kom nu. Der er ikke noget at være bange for! Smid det stive jakkesæt og hop ud i det brusende hav af uudnyttet potentiale, kreativitet og ”bæredygtig” musik.